Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
455Visninger
AA

3. Kapitel 2

Gangen lignede fuldstændig sig selv, med det store brede tæppe, der bød en velkommen som en gammel ven man huskede med stor affektion, og ledte ind i stuen. Væggene var behængt med sporadiske malerier uden nogen synderligt betydningsfulde motiver, i loftet hang en lysestage af krystal, som en drøbel i husets åbne gab, og på et lille egetræsbord var en spinkel, buket placeret som den eneste farveplet på det ellers mørklagte lærred. 

Stuen havde altid mindet mig om en dansesal.

Den rummede de samme møbler, som stod på det samme sted og lugtede præcis som før jeg tog afsted. Da mine lunger fyldtes af den duft, af barn og leg og minder, var det pludselig som om jeg havde været væk i fem minutter og ikke fire år. Følelsen af stoffet fra sofaen, under mine fingerspidser fik det til at sitre i maven og det gik op for mig at en betydelig del af mig, virkelig var glad for at være hjemme.

Imens jeg forsøgte at suge alle indtrykkene til mig, trådte mor trådte ind i mit synsfelt med et ansigt der virkede til at være blevet betydeligt ældre end de fire år der var gået siden jeg havde set hende sidst.

Jeg tøvede i et øjeblik og betragtede hende. Hendes mørke hår, som nu var lettere gråsprængt, hænderne, der plejede at ae mig på hovedet når jeg ikke kunne sove, halskæden med det lille guldkors som hun aldrig tog af, og den dybe afgrund af tildækkede følelser, som hendes blik svømmede i, var alle sammen mor, og så alligevel ikke.

Jeg kastede mig i hendes arme og indåndede hendes duft som var det livsnødvendig ilt. Følelsen af at have hendes stærke arme omkring mig var en følelse jeg aldrig havde troet at jeg ville kunne savne så meget.

 “Det er godt at have dig hjemme.”

 “Hvor er Far?”

Mor pegede bag sig, og der stod han. Hans grå hår, der nu var næsten ikkeeksisterende, var redt tilbage over issen. Han var iført et marineblåt jakkesæt med en lille klud i brystlommen. Øjnene lyste af en sjælden varme. Armene bredte sig ud i en invitation til et kram som jeg tog imod uden at tøve.

Far sagde altid at det lå i menneskets natur at tage ting for givet, og at man derfor var nødt til at dosere for at få dem til at sætte pris på dem. Den regel gjaldt også med hans kram, og man må sige at det virkede, fordi jeg tog i hvert fald ikke min fars kram for givet.

Han brød krammet og holdt mig ud i strakt arm, for at kunne se mig ordentligt an.

 “Du har fået fregner” konstaterede han, som om det var et klart tegn på Australiens indflydelse på mig. Jeg trak bare på skuldrene og svarede at det var solen og at jeg ville have fået dem før, hvis Danmark havde haft noget. Det fik min bror til at le.

Far gryntede bare og slap mig. Jeg kiggede mig omkring. Min familie dannede en lille cirkel omkring mig og jeg tog mig selv i at smile forundret. Så dysfunktionel. Så fordækt. Men stadig så meget en lille familie der gjorde sit bedste for at klare sig igennem. 

Det var i det sekund at min brors forlovede trådte ind. Hun så en smule forvirret ud ved synet af os alle sammen, men så var det som om det gik op for hende hvem jeg var og hendes venlige mørkegrønne blik mødte mit. Jeg hev efter vejret.

Thomas skyndte sig at introducere os. Han krydsede rummet i to lange skridt, og stolt lagde han arm om livet på sin kommende kone. De lignede et royalt par som de stod der i al deres perfektion.

 “Anna, det her er min lillesøster Gry. Gry det her er Anna. Min forlovede.” Hun rakte hånden ud, men af en eller anden grund ville mine lemmer ikke lystre. Det føltes som om en eller anden havde hældt cement i mig og forvandlet min hjerne til knust støv. Annas blik undersøgte forsigtigt mit. Hendes kinder, der var strøget med fregner, blev svagt lyserøde og tungen fugtede læberne. Pulsen i mine håndled hamrede afsted.

Jeg kunne simpelthen ikke løfte armen.

Stilheden begyndte at blive pinlig og Annas udstrakte arm hang som en invitation imellem os der langsomt svandt til en tøven.

 “Gry…?”

Thomas stemme var ikke utålmodig eller befalende. Han fangede mit blik og nikkede umærkeligt. Jeg følte tankerne samle sig og tågen lettede.

Jeg tog hendes hånd. Den føltes varm og tør. Hun smilede lettet på en måde der mindede mig om følelsen jeg fik, når jeg så en fugl lette. Jeg gengældte smilet.

 “Velkommen til familien” sagde jeg og følte mig som en virkelig god datter. Så korrekt. Far nikkede godkendende, men jeg var egentlig ligeglad med hvad han mente, og søgte med det samme Thomas' beskæftigelse. Han smilede et vaskeægte storebrorsmil. Stoltheden over mig, og situationen, lyste ud af ham og jeg mærkede glæden brede sig i kroppen. Ved hans side betragtede Anna det lille øjeblik og selvom hun intet gjorde for at tiltrække sig opmærksomhed, var det umuligt for mig, at tage blikket fra hende. Måden lyset fangede hendes lyse hår, smilet i hendes øjne og elegancen i hendes bevægelser var ganske enkelt fængslende.

Shit, jeg kunne godt bruge en øl.

Baren nede på hjørnet var gåafstand herfra og den give et tiltrængt pusterum fra alle de ting der var sket på meget kort tid.

Jeg skævede til min mor, imens en passende undskyldning udklækkedes i mit hoved.

 “Hvad skal vi have til aftensmad mor?”

Et lille lys tændtes i hendes øjne og jeg vidste instinktivt at tanken om at skulle lave mad til os alle sammen igen, varmede hendes hjerte.

 “Jeg havde tænkt på at lave kalv med kartofler og gammeldags salat. Måske lidt hvidløgssmør. Men jeg har glemt at købe flute.”

Jackpot. Mor glemte altid noget.

 “Jeg kan køre ned og hente det” foreslog jeg uskyldigt. Mor gjorde mine til at ryste på hovedet, men jeg skyndte mig at indvende, at det bestemt ikke var noget problem. Jeg havde jo kun for nyligt fået mit kørekort så ville jo gerne udnytte enhver mulighed for at bruge det. Mor tøvede og drejede tænksomt sin gyldne vielsesring omkring fingeren. Tanken om at jeg skulle lave noget ud over at nyde at være hjemme og hygge mig med de andre, tændte en tydelig konflikt i hendes blik, men så nikkede hun langsomt.

 “Jeg kan tage med.”

Jeg stivnede ved lyden af Annas stemme og sank da hendes blik mødte mit.

 “Jaeh… okay så”

Jeg virrede med hovedet som tegn på at hun skulle komme med og gjorde mine til at vende om da en sammenkrøbet logrende skikkelse traskede ind i stuen. Huberts ellers kulsorte pels var nu sølvgrå rundt om snude og ører og hans bevægelser bar tydelige præg af, at han var kommet op i årerene. Ørerne lå ned langs hovedet og benene hang lidt længere efter kroppen end de plejede som om de havde svært ved at følge med.

Jeg snappede efter vejret. Han havde være min bedste ven så længe jeg kunne huske og synet af ham fyldte mig med en øjeblikkelig og altoverskyggende glæde.

Uden at skænke de andre en tanke lagde jeg mig på knæ og slyngede armene om den gamle schæfer. Hans pels duftede af hund og frisk luft.

Thomas satte sig på hug og aede ham bag ørerne.

 “Ja, de grå hår kom temmelig pludseligt. Han er næsten ikke til at genkende hva’?”

 “Øjnene er de samme” svarede jeg og plantede et kys på den våde snude. Hubert logrede energisk med hele kroppen.

 “Jeg har også savnet dig gamle dreng.” sagde jeg og kiggede dybt i hans brune hundeøjne. Så rejste jeg mig op.

 “Jeg tager ham med ned og handler.” Thomas nikkede.

“Jeg troede vi skulle køre.” Anna kiggede spørgende på mig da jeg passerede bilen og fortsatte ud af den stenede indkørsel. Jeg rystede på hovedet.  “Jeg har brug for noget frisk luft. Og vi skal ikke ned og handle. i hvert fald ikke i første omgang.”

Nu så min brors soon-to-be-wife, virkelig forvirret ud. Hun lignede et uskyldigt lam. Jeg orkede ikke at snakke. Det var derfor jeg ville ud i første omgang, så jeg fortsatte bare uden at se mig tilbage, i forventning om at hun ville opgive og gå tilbage til huset. Men det gjorde hun ikke.

 “Okay, så går vi.”

Vi traskede lidt afsted, med Hubert logrende foran os, uden at sige noget. Jeg nød at være i hendes nærvær, så stilheden gjorde mig ikke noget. Hun brød den få minutter senere.

 “Er det mærkeligt at være tilbage?”

Spørgsmålet burde ikke komme bag på mig, men det gjorde det alligevel. Måske fordi det overraskede mig at hun virkede oprigtigt interesseret.

 “Mærkeligt er nok det rigtige ord, ja.” Jeg sparkede en sten tværs over den mørke landevej. Herude var der ingen gadelamper til at oplyse landskabet, der lå som en sovende panter derude. Man var nødt til at lade sine andre sanser tage over.

Det kriblede under huden og jeg rullede med nakken og nød følelsen af frihed.

 “Hvorfor kom du egentlig tilbage? Hvis du ikke har noget imod at jeg spørger.”

Jeg drejede hovedet og kiggede på hende. Smilede mit første ægte smil til hende.

 “For at møde dig selvfølelig. Jeg kunne jo ikke have at brormand skulle giftes med en jeg ikke havde godkendt.” Hun smilede skævt tilbage. Mit hjerte sprang et slag over. Med et hovedryst førte jeg samtalen over på noget andet.

 “Så du kan godt holde ham ud, min bror?”

 “Ja selvfølelig.” Hendes blik lyste op, præcis som min brors havde gjort da han snakkede om hende i bilen. Hun fortsatte: “Han er dejlig. Meget opmærksom og tålmodig. Han kigger på mig som om jeg er en eller anden fin ædelsten, og jeg elsker ham utrolig højt, men… han er ikke særlig god til at dele sine sorger med mig.” En bekymret rynke krøb op i hendes pande. Jeg nikkede medfølende.

 “Det ligger til familien tror jeg.”

Hun kiggede længe på mig imens vi gik, som hun forsøgte at læse mig, men jeg vidste at det var umuligt. Jeg var blevet god til at være ulæselig som årerne var gået. Normalt ville det ikke falde mig ind at overveje om jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg nu. Måske var det fordi jeg ikke ville fortælle mere om min bror end han selv ville have ønsket, men på en eller anden måde havde jeg på fornemmelsen at det var noget andet der stak under. Anna virkede så umiddelbar, men samtidig havde hun en tiltrækkende grad af velovervejethed, og jeg ville gerne sikre mig at jeg fik sagt ordene ordentligt. Jeg vædede læberne og trak vejret ind.

 “Thomas er verdens bedste fyr, men han har været igennem meget. Mere end han burde, og nogen gange er han ikke i stand til at håndtere det på andre måder end ved at holde det inde. Sådan er han bare. Han vil ikke lade sine problemer gå ud over dig.”

Jeg trak på skuldrene, uden at ville sige mere. Til min store forbløffelse lod hun til at forstå, og tav.

Vi gik videre side om side, akkurat uden at vores skuldre rørtes, med lyden af vores skridt og sagte åndedrag som det eneste til at bryde stilheden.

Jeg fulgte hendes skosnuder med blikket og konstaterede at de vendte en lille smule indad. Det fik mig til at smile.

Vejen drejede, og afslørede med små gulnede lys i horisonten, at baren lå ikke så langt herfra. Hubert kunne også mærke det og han vendte sig kort mod mig, som for at sikre jeg at jeg også havde set det. Jeg nikkede umærkeligt til ham, og han fortsatte.

Gud hvor havde jeg dog savnet den bøvede, intelligente voksenhvalp.

 “Jeg kan ikke engang lide øl. Jeg har bare virkelig brug for en lige nu” mumlede jeg, mere til mig selv end til hende tror jeg. Hun svarede alligevel.

 “Lugten af øl minder mig om min far. Hans ånde lugtede altid så meget af øl at jeg plejede at tro at han børstede tænder i det.” Hun grinede for sig selv, og rystede på hovedet. Jeg betragtede hendes profil. Hendes snehvide hud, de lynggrønne øjne, hulningen i kinderne, de lange, mærkebrune øjenvipper, og det lyse hår i hundrede nuancer af gyldent, der snoede sig om det kønne ansigt, og stoppede lige ved skuldrene. Min bror havde virkelig gravet en perle frem her.

 “Hvor er han?”

Hun kiggede spørgende op.

 “Din far.”

En trækning i mundvigen.

 “Jeg ved det faktisk ikke.”

Et øjenbryn der var urimeligt elegant af et øjenbryn at være, løftede sig tænksomt.

 “Han havde det svært, og jeg tror han følte at han var til mere skade end gavn. Så derfor gik han. Kom aldrig tilbage.”

Jeg huskede tilbage til dengang far havde sat sig på hug foran os. Hvordan hans hasselbrune tilbagestrøgne hår havde vejret i den sagte eftermiddagsvind. Han havde fortalt os, at vi skulle bo sammen vores onkel i et stykke tid. At de havde brug for lidt tid til at finde ud af tingene. At vi slet ikke ville nå at savne dem før de var tilbage. At de ville sende billeder fra Rio. Og at vi skulle passe godt på huset imens de var væk. 

Vi ikke så dem i to år efter det.

 “Det er jeg ked af” sagde jeg forsigtigt.

Hun smilede til mig.

 “Det gør ikke noget. Vores mor har altid været mere end nok.”

Da gik op for mig hvor vi var.

Jeg bed tænderne hårdt sammen. Begravede hænderne dybt i lommerne, og satte tempoet op. Skuret lå på min højre side, på den anden side af træerne der indrammede vejen vi gik på. Jeg fokuserede stålfast på Anna. Brugte hver en lille muskel i kroppen til at holde mig fra at kaste et blik derover. Hele min hjerne fokuserede på hende. Hendes skridt, hænder, mundvige, alt og intet, bare ikke skuret.

Pludselig løftede hun hovedet og spurgte om dette var baren vi skulle ind på.

Jeg kiggede også op og konstaterede at den gamle, lunefulde bar lignede sig selv. Nikkede så.

 “Du behøver altså ikke at gå med ind hvis du ikke vil.”

Hun kiggede spørgende på mig.

 “Det er lidt… lusket” forklarede jeg, idet jeg fæstnede Huberts snor til et cykelstativ tæt ved. Det fik hende til at knibe øjnene sammen. Fregnerne blev trukket op og lå nu helt tæt på hendes kønne øjne.

  “Jeg har en fornemmelse af at du regner mig for en lille uskyldig mus” sagde hun og passerede mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...