Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
451Visninger
AA

2. Kapitel 1

Bilen glinsede af det lag regndråber, der havde lagt deres beskyttende filter over den, og i et øjeblik mindede den mig om en hingst efter en lang løbetur.

Selvfølelig regnede det. Det var jo Danmark. Hingsten vrinskede utålmodigt til mig at jeg skulle sætte mig ind, og efter at have proppet min bagage ned i bagsmækken, lod jeg mig ærefrygtigt glide ned i Volvoen. Thomas kiggede ikke på mig. Hans blik var stift rettet imod forruden og hænderne knugede sig til rettet.

 “Hej” sagde jeg stille. Konflikten i hans blik var tydelig, selv i det falmede lys, men efter et par sekunder fik han fremtvunget et spinkelt hej. Bilen startede langsomt med en panters glatte bevægelsesfrihed, der synes at bære os over vejen, snarere end på den.

 “Ny bil” konstaterede jeg. Thomas kiggede stadig ikke på mig.

“Der er sket meget” var det eneste han sagde. Jeg lod sædet tage imod mig, og lod ham tænke. Udtrykket i hans velkendte ansigt fortalte mig, at han havde brug for et par minutter til at lægge en mental plan. På det punkt var vi meget forskellige. Jeg kastede mig som regel bare ud i tingene uden at skænke det en tanke i farten, hvorimod Thomas altid vendte og drejede situationerne grundigt inden han traf en endelig beslutning. 

Lyset fra en gadelygte oplyste begge vores ansigter ligesom det havde gjort da vi var børn, og mor tog os med ud til stranden for at se solnedgangen inden den forsvandt bag horisonten.

 “De er begge to hjemme”

Hans stemme havde stadig den samme beroligende effekt på mig, og jeg tog mig selv i at ønske at han ville sige noget mere.

 “Hvem?”

 “Mor og Far.”

Jeg sank. Selvfølelig var de det. Det var jo trods alt år siden jeg havde set dem, og de ønskede sikkert at sikre sig, at jeg ikke var blevet gravid med en muskuløs stofmisbrugende punkrocker, der havde seks andre børn, med seks forskellige kvinder De havde en livlig fantasi.

Jeg nikkede bare. Bilen drejede blidt til højre med en elegance som meget få biler besad og i et langt sekund nød jeg følelsen af at svæve. Regnen trommede stilfærdigt på ruden med den rolige summen fra motoren som baggrundsstøj.

 “Så hvordan er hun?” spurgte jeg. Han vidste selvfølelig med det samme hvem jeg snakkede om.

 “Kærlig, omsorgsfuld og smuk. Meget smuk” Hans blik blødte et kort øjeblik op, og jeg anede antydningen af et smil i hans stenansigt. Gid han ville smile mere.

 “Hvor mødtes i?”

 “På en bar. Nede i byen. Hele atmosfæren ændrede sig da hun trådte ind og alle var opmærksomme på hendes tilstedeværelse. Hun har denne her… aura, omkring sig”

Han tøvede og rynkede brynene som om han ledte efter et ord der retfærdiggjorde hende. Hænderne trommede rytmisk på rettet. Gadelygterne skiftevis oplyste og lagde hans ansigt i mørke.

 “Hun er svært, at forklare” sluttede han opgivende og trak på skuldrene. Jeg betragtede min brors profil, som han sad der i sin egen eftertænksomme boble. Han var en flot fyr med sin markerede kæbe, stolte tilbageholdne positur, pænt friserede hår og de intense brune øjne. Jeg kastede et blik på mine egne mørke lokker og noterede for hundrederne gang hvor meget vi lignede hinanden. Bortset fra at mine øjne var tættere på en sart blå end brun. Det havde Thomas tit drillet mig med, fordi jeg var den eneste i familien med blå øjne, og ingen vidste hvor det kom fra.

Jeg spurgte ham yderligere ud om mødet på baren, men han rystede bare på hovedet. Et smil krøb op i hans mundvig.

 “Næh du, nu er det din tur”

Bilen drejede idet jeg sendte ham en fornærmet grimasse.

 “Hvordan er Australien? Er det meget anderledes fra Danmark?”

Selvom jeg gjorde et godt job med at ligne en der bestemt ikke gad at snakke om så banale ting som mit nye hjem, var jeg i virkeligheden glad for at han viste interesse for mit liv, og jeg tænke længe over mit svar.

Jeg fortalte at menneskerne var meget anderledes. Danskere var reserverede, hvorimod Australiere glædeligt sprang ud i en afslappet samtale som om de havde taget hemmelige kurser som Danskerne var gået glip af. De kom hindanden mere ved og udefra så de meget gladere ud end de grå mus der travede rundt hernede. Jeg hev bilspejlet ned og studerede den lille del af mit ansigt der var synligt. Et par blålige øjne og et par kraftige mørke bryn sprang mig i møde.

Jeg lukkede hurtigt igen og fortsatte.

Forklarede, at jeg følte en vis samhørighed med mine landsmænd som jeg aldrig kom til med Australiere. Følelsen af at folk accepterede en lige meget hvordan man så ud eller hvem man var, skæve, forvirrede blikke til trods, var ikke noget man oplevede mange steder. Danskere ville ikke altid kunne forstå de valg du traf, og der skulle bestemt ikke meget til for at skille sig ud, men de kunne aldrig finde på at sige noget, så du behøvede ikke at gå på gaden i frygt for at blive antastet. Du var lige med de mennesker du befandt dig omkring. Australien kom tæt på, men det var ikke helt det samme.

Jeg stoppede min talestrøm og skævede til Thomas der til min store lettelse lyttede interesseret. Varmen bredte sig i brystet.

 “Jeg har savnet Danmark, men jeg har ikke savnet alt det der hører med” mumlede jeg til slut, og skævede til refleksionen i forruden. Den kiggede trist på mig.

 “Du var ikke den eneste der oplevede de ting. Det kunne have været rart med en at støtte sig til” sagde Thomas stille. Endnu et sving. Vi lod os begge flyde med bilens bevægelser og i adskillige minutter var der ingen der sagde noget. Jeg vidste at hvis der var to ting Thomas hadede så var det at tale om følelser, og bede om medlidenhed, så han ville ikke sige det han lige havde sagt, uden grund.

I virkeligheden vidste jeg godt, at han havde følt, at jeg havde ladt ham alene med den tunge byrde som minderne var, da jeg rejste til Australien, og på sin vis havde han også ret, men jeg var nødt til at finde ud af hvordan jeg skulle håndtere det hele før jeg kunne være nogen som helst form for støtte for nogen. Min tilstedeværelse ville bare have mindet ham om de ting der skete, og hver gang han så mit ansigt ville det stå endnu klarere end før. Og så var der arret. Der var ikke nogen klarere påmindelse en det ar. Det var kollisionen på det hele. 

Jeg sukkede.

 “Jeg havde brug for at komme væk”

 “Vi kunne have kommet igennem det. Sammen”

 “Jeg kunne ikke. At gå forbi det skur hver morgen var totur…” Jeg tøvede “Du kunne jo have taget med”

Det svarede han ikke på for vi vidste begge at det ikke var en mulighed. Danmark var Thomas’ hjem, og det ville det altid være. Han følte sig hjemme her på trods af alt det der var sket.

 “Det der skete er ikke Danmarks skyld. Vi kunne have flyttet væk. Til Sjælland.”

 “Jeg vil ikke gøre det her til en diskussion om hvilket land der er bedre” Sagde jeg gnavent og vendte mig væk. Han åndede tungt ud.

 “Du har ret. Undskyld.”

Knap havde han udtalt ordene før vi drejede ind af indkørslen med det store hus foran os som en mørk skygge, der ikke virkede synderligt glad for at se os. Thomas åbnede bildøren for mig, og da jeg smilede blidt til ham lyste hans ansigt kortvarigt op på samme måde som dengang vi var børn. Jeg tog selv min kuffert, Thomas’ protester til trods, og slæbte den over gårdspladsen. Stønnende hev jeg den op på det høje trappetrin og tørrede de små dråber sved der havde samlet sig på min pande, af.

Glædede mig i stilhed over at jeg sjældent gik i hæle. De forræderiske små sten ville have været en dødsfælde.

Imens min bror langsomt nærmede sig, tillod jeg mig, at kaste et blik på huset.

Det var stort, med mørkebrun facade og cremefarvede paneler der løb som små oplysende linjer langs den stærk kontrastede baggrund. Vinduerne var store og selvom de så indbydende ud, vidste jeg at de helst ikke ville kigges for meget ind ad.  Det dybt grå tag havde set bedre dage og var det eneste på huset der så faldefærdigt og lusket ud, men på en eller anden måde var det det mest ærlige element på mit barndomshjem. Fungerende, men langt fra perfekt. På alle måder lignede huset en mystisk fremmed der mest holdt sig for sig selv, og som man ikke uden eftertanke ville gå hen til, men som i virkeligheden mente det godt. Præcis som jeg huskede det.

En hånd rakte ud efter døren og jeg rystede tankerne af mig. Thomas løftede et øjenbryn som for at sikre sig at jeg var parat. Jeg nikkede til ham og sammen trådte vi ind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...