Englemagersken - Justin bieber fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 27 feb. 2018
  • Status: Igang
Året er 1924. Elisabeth Madsen må efter pres fra omverden give afkald på sit uægte barn. Elisabeth finder en annonce i avisen, skrevet af en kvinde, som tilbyder uønsket børn et hjem for penge. På trods af at det er ulovligt at indgå sådan en aftale, overlader Elisabeth sit barn til hende.
Dog længes Elisabeth efter sit barn, men at få det tilbage er ikke så let.
Justin Bieber, en canadisk tilflytter, som nu arbejder for det københavnske politi, prøver at hjælpe Elisabeth, da han opdager at der er mere på spil end de almindelige, ulovlige adoptionssager.
Men kan Justin nå at hjælpe Elisabeth før, hans egen mørke fortid dukker op fra Canada?

( Bygget på en sand historie)

10Likes
13Kommentarer
1276Visninger
AA

6. Kapitel 4. Fortiden

 

" I marts sidste år var jeg så heldig at få en stilling som tjenestepige, blot kort tid efter min attens års fødselsdag. Jeg var glad og spændt for jeg var blevet ansat hos familien..." Jeg stoppede usikkert mit i min fortælling.

Kriminalbetjent, Bieber så op fra skrivemaskinens taster. Han gav et lille, godkendende nik. "De må gerne nævne familiens navn. Husk at De er i sikkerhed her, Miss." Hans blik holdte fast i mit.

Jeg forsatte."...Familien Lindfelt. Hr. Lindfelt er grosserer og ejer en række forretninger i byen, så derfor er familien meget velhavende. Jeg havde som barn altid beundret deres store villa når min familie og jeg gik forbi, og nu skulle jeg så arbejde og bo der, det var næsten for godt til at være sandt..." Jeg fik et stik i hjerte ved at fortælle om den tid. Jeg var så glad dengang. Helt uvidende om det der ville ske...

Stilheden sænkede sig, da lydene fra skrivemaskinen holdte op, og jeg opdagede at jeg var stoppet med at fortælle. "...I starten gik det rigtigt godt, selvom jeg var flyttet væk fra min egen familie, så faldt jeg hurtigt til i det nye hjem. Dog ændre det sig da familiens søn kom hjem." Mine hænder blev fugtige og jeg tog ved stolens kant for at tørrer sveden af.

"Lindfelts søn havde deltaget i Den Store Krig. Han var blevet indkaldt efter at krigen havde raset i et år og var der frem til krigens slutning. Fru. Lindfelt havde stolt fortalt om sin søns heltegerninger under krigen til mig. Og i familiens dagligstue hang der også et biled af sønnen i uniform over kaminen, som Fru Lindfelt altid stolt viste frem til gæster. Men selvom jeg både havde set fotografiet tonsvis af gange når jeg tændte op med frisk brænde, og havde hørt Fru. Lindefelts utrolige historier, så virkede denne legendariske søn så fjern. Hverken Fru. eller grosserer, Lindfelt snakkede havde sønnen lavede nu, og indimellem spekulerede jeg på om han må stadig levede.

Men dagene gik, og det blev april. Jeg fik meget travlt for Lindfelt  havde sølvbryllup og inviterede både nære og fjerne slægtninge for at fejre dette. Jeg og de andre tjenestefolk fik mere end rigeligt at se til, med at få hele det store hus pyntet op til det festlige begivenhed. Men selvom alle stressede med at nå det, så var der alligevel en hvis spænding i luftet. Selvom familien var velhavende, så holdte de sjældent store fester, derfor vidste alle at dette ville blive eksordinært.  

Dagen for Lindfelts sølvbryllup indtræf. Hele huset var blevet rengjort, så gulvene skinnede. Overalt på diverse borde stod der glasvaser med hvide tulipaner i. Selv os tjenestefolk var blevet gjort i stand, alle os fire tjenestepiger havde fået udleveret nye, lyseblå kjoler som vi havde på udover vores hvide forklæder.

Jeg skulle sammen med en anden, gå rundt over servere for gæster. Og i flokken af fornemme kjoler og fine herskabsjakker er det at jeg ser ham." Jeg tog ind indånding, imens jeg prøvede ikke at lade minderne fra fortiden overtage for meget.

" Jeg genkendte ham, lige da  jeg fik øje på ham. Selvom han så ældre ud end på fotografiet, så genkendte jeg med det samme Lindfelts søn. Han stod alene ovre i dagligstuens hjørne, og jeg glemmer aldrig hans ansigt...Det var helt... utrykløst, som om at hans krop var en tom skal, som nogen bare havde placeret til festen.  

  Jeg skulle lige til at gå over og tilbyde et glas, da han gik over til kaminen og tog fotografiet af ham selv ned. Gæsterne derhenne bemærkede ham straks og jeg kunne se på deres læber at de snakkede til ham. Han smilede høfligt til damerne og gav herrerne et håndtryk. Han lignede en der hørte til der. Som om at hele festen blev holdt for ham. Men da gæsterne gik til bords, så jeg hvordan hans ansigt igen blev helt ulæseligt. Inden han selv gik imod spisesalen, kastede han fotografiet ind i flammerne...

Ligesom Fru. Lindefelt aldrig fandt ud af, hvad der skete med billedet, så fandt eg hellere aldrig ud af hvor hendes søn havde opholdt sig de fem år efter krigen. Selvom at sønnen blev boende i huset, var der ingen der talte om det, og de andre tjenestepiger vidste det hellere ikke.

Selvom at jeg stadig havde det godt i familien Lindfelts hjem, så var stedet forandret efter at sønnen kom tilbage. Det var en anspændt atmosfære der hang i huset. De andre tjenestepiger opførte sig anderledes, når han var i nærheden. Og en dag midt i april var der endda en af dem der sagde sin stilling op og forlod huset. Årsagen til pigens opsigelse skulle jeg snart senere for at vide på egen hånd" Jeg tog endnu en dyb indånding.      

" Det var 24 april. Jeg tror aldrig jeg glemmer den dato..." Mit syn blev sløret af tåre der langsomt dannede sig. Kriminalbetjent, Bieber trak en skuffe ud fra sit skrivebord og rakte mig et lommetørklæde. Vores fingrer berørte let hinanden. "Det skete om na..natten, jeg vågnede da jeg mærkede at nogen rø..rø..rørte ved mig." Jeg kunne næsten ikke styre min stemme. "Ha..han havde en pistol med sig. Jeg var rædsel.s..slagen. Jeg havde al..ldrig set en pistol før. Og så ha..a..a..ns øjne, det var som at stirrer ind i to bundløse huler...helt utrykløse.." Min krop rystede, og jeg kunne ikke styre min vejrtrækning. "Jeg har aldrig op..p..levet noget så skræmmende før..Je..g var så sikker på at ha..an ville slå mig ihjel. "

Der gled en mørk skygge ned Kriminalbetjent, Bieber ansigt.

"Dagen efter sagde jeg ligesom den tidligere tjenestepige op. Jeg tog hjem til mine forældre, men fandt ud af at jeg var gravid. Min far blev stiktosset og forlangte at få at vide hvem faderen var. Jeg fortalte ham det, men nævnte af frygt ikke det med pistolen. Min far stormede hen til Lindfelts hus. Jeg var ikke selv med, men hvad jeg senere har hørt, havde han råbt af grosserer, Lindfelt om spurgte hvilken uforskammelig søn han havde, og at han ville gå til politiet.  

Grosserer, Lindfelt der var bekymret for sit ry, var ikke meget for at politiet skulle indblandes, og fik sin søn til at tale med min far. Sønnen fortalte at det var mig, som havde lokket ham ind på mit værelse en sen nattetime. Nu var det familien Lindfelts ord imod vores. Så grosserer Lindfelt og hans søn forslog for at sikre sig at min far alligevel ikke skulle gå til politiet, at sønnen giftede sig med mig." Jeg kiggede beslutsomt  ind i Biebers  brune øjne. "Jeg nægtede det. Jeg ville simpelthen ikke gifte mig med sådan et udyr"

"Hvad med din fader? Gik han til os?"

"Nej, jo mere Lindfelt snakkede med ham jo mere usikker blev han på om jeg talte sandt. Som han sagde til mig: Der er jo altid to sider af samme sag." Det boblede indeni mig af vrede.

"Jeg rejste fra min familie og fødte en pige. Jeg vidste dog at jeg ikke kunne forsøge hende uden arbejde eller et fast hjem. Så derfor tog jeg tilbage til min familie. Jeg havde vel et lille håb om når de så barnet, at de måske ville hjælpe mig. Men der var intet hjælp at hente..." Jeg sukkede, og fortalte ham resten af historien. Om hvordan jeg havde forladt min familie for sidste gang, om hvordan jeg havde fundet avisen, og om Dagmar Frederiksen."

"Mytisk det med ombytningen." Sagde kriminalbetjent, Bieber tankefuldt efter jeg havde fortalt færdigt. "Vi må nok aflægge Fru. Frederiksen et lille besøg." Måden han udtalte æ og ø lyd sjovt i mine ører. "Jeg er så glad for at De vil hjælpe mig." Efter et lille tøvende sekund, kunne jeg ikke holde det inde: "Hr. Bieber, hvis De ikke har noget imod det, må jeg så spørge Dem om  hvor De kommer fra?"

Han kiggede overrasket på mig. "Canada. Jeg kom hertil for næsten to år siden"

"Det er lang De er rejst."

Han rejste sig og gik over og kiggede  sorgmodigt ud ad vinduet. "Ja..Ja det er det, Miss Madsen."

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...