Englemagersken - Justin bieber fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 27 feb. 2018
  • Status: Igang
Året er 1924. Elisabeth Madsen må efter pres fra omverden give afkald på sit uægte barn. Elisabeth finder en annonce i avisen, skrevet af en kvinde, som tilbyder uønsket børn et hjem for penge. På trods af at det er ulovligt at indgå sådan en aftale, overlader Elisabeth sit barn til hende.
Dog længes Elisabeth efter sit barn, men at få det tilbage er ikke så let.
Justin Bieber, en canadisk tilflytter, som nu arbejder for det københavnske politi, prøver at hjælpe Elisabeth, da han opdager at der er mere på spil end de almindelige, ulovlige adoptionssager.
Men kan Justin nå at hjælpe Elisabeth før, hans egen mørke fortid dukker op fra Canada?

( Bygget på en sand historie)

10Likes
13Kommentarer
1285Visninger
AA

4. Kapitel 2. En nattelig udflugt

 

Lyset fra månen drev ind ad værelsets lille vindue, og fik mine hænder til at se skrøbelige og blege ud.  Jeg rullede om på min anden side. Igen. Hele natten havde jeg kun brugt på at vende mig. Men lige meget hjælp det. Tankerne blev ved med at forfølge mig, og tilførte en strømflod af uro i min krop.

Jeg var ellers ved at få det under kontrol. Når jeg var beskæftiget nok, kunne jeg endda næsten lukke af. Derfor var det også heldigt at Enkefrue. Stockholm, altid kom med diverse arbejdsopgaver inden, at  jeg var færdig med dem hun havde dikterede. Det var kun når jeg var alene på mit værelse, at det blev udholdeligt for mig, og jeg lod masken falde. 

Hovedpudens stive betræk blev fugtigt af mine tårer. Jeg træk mine ben tæt ind til kroppen, og foldede mig sammen til en kugle.

"Joanna er et ganske fint navn, min skat..." Min mors blide stemme blev ved med at snurre for mine ører. Med den tynde dyne trukket over hovedet, prøvede jeg at holde tankerne ude. Men de blev ved med at flå i mig. Når jeg lukkede mine ømme øjne kørte der billeder af min datter. Hendes fine, lille næse. De runde kinder. Hendes smukke, store øjne.

"Joanna ville have været helt perfekt..." Jeg hviskede stille for mig selv ud i det lille kammer.

Dagen der snart ville komme, ville være den otteogtyvende dag. Det ville være præcis en måned siden. En hel måned siden, at jeg bankede på døren, og efterlod hende i en andens hænder. Min hals snørede sig sammen.  

Men var det ikke det bedste for hende? Hvad kunne jeg have tilbudt? Selvom jeg nu var tjenestepige hos Enkefrue. Stockholm  og dermed både havde tag over hovedet og tjente igen, var dette sted ikke noget jeg kunne tilbyde. Selvom huset lå i et finere kvarter end de fleste arbejderes, så var det som om mit værelse ikke hørte til resten af huset. Væggenes  grønne tapet var flosset, og på den ene væg var der endda et stort hul i det. Gulvbrædderne lå højere i den ene ende end ved den anden, hvilket gav rummet et forkvaklet udtryk. Det stod sparsomt til med møbler. En kommode, hvor der manglede det midterste håndtag, og et lille bord ved siden af sengen, og så en knagerække, der hang på døren. Selv havde jeg medbragt en kuffert. I den var der tøj og andre personlig nødvendigheder. Det var mit hjem. Men det var ikke et hjem for Joanna..

Jeg gik ud på det kolde badeværelse, og skyllede mit ansigt med vand. Det kolde vand hjalp på mine ømme øjne. Men da jeg kiggede op på mit spejlbillede, lignede det et vrag. Det røde hår havde klasket sig ind til de våde kinder. Huden så bleg ud, lige bortset fra omkring øjnene, som var dækket af lyserøde plamager. Jeg duppede vand på mine øjne igen, og tog mit hår væk fra ansigtet. Mine øjne havde normalt et lyseblåt skær, men når jeg stod her i mørket, så de mere mørkeblå ud. Joanna havde også blå øjne, ligesom mine.

Jeg tog en dyb indånding og pustede ud. Hun er hos en kærlig familie. Men selvom jeg blev ved med at gentage dette, gik jeg alligevel ud, og tog min frakke på og bandt mine støvler. Hvorefter jeg gik udenfor.

Jeg tænkte ikke over ruten. Mine fødder kendte den efterhånden selv.  Kongehøjsgade, Haderslevsgade. I takt med at jeg passerede de livløse vejskilte, kunne jeg mærke, hvordan min puls buldrede derud af.

Mine fødder stoppede. Lange rækker af tæt bebygget huse, lå på hver deres side af gaden. Enghavevej. Jeg var gået herhen ofte om natten, men jeg var altid vendt hjem igen. Men ikke nu.  

Der var lys i husets ene vindue, skæret oplyste trinnene optil døren. Jeg bankede på. Lyden af hastige skridt kunne høres, og lyset gik ud. Jeg ventede lidt i mørket, men da der ikke kom nogen, bankede jeg på igen. Denne gang hårdere og mere beslutsomt.

En ældre kvinde åbnede døren. Hun var høj og slank, næsten på grænsen til det afmagre. Selvom det var nat havde hun sat sit sorte hår op. Hun knugede et mørkt tæppe, som hun havde viklet rundt om sig, med sine lange fingre.    

"Ja..?"

"Jeg...Jeg afleverede min datter hos dig...Kan jeg få lov til at se hende? " Jeg gik tættere på døren.

"Frøken Madsen, ikke sandt?" Hun lænede sig opad dørkarmen og spærrede vejen.

"Jo. Jeg afleverede min datter hos dig for en måned siden...Men jeg savner hende så forfærdeligt meget. Kan jeg ikke nok få lov til..-"

"Nej." Hun lukkede døren lidt til. "Det vil sikkert bare gøre Deres savn større, og desuden kan jeg forsikre Dem for, at hun har det ganske godt her." Døren lukkede sig endnu mere. "Godnat, Frøken Madsen. "

"Vent!"Jeg stoppede døren med min ene fod.

Dagmar Frederiksen kneb øjnene lettere sammen. " Hør nu, De kan ikke se hende, slet ikke så sent. Og desuden gav De hende selv til mig." Hun sagde det i et høfligt toneleje, men der var noget ved hendes øjne, der ikke passede til det.

"Det var en fejl..fejltagelse." Min stemme rystede. "Mit livs største fejltagelse. Jeg ved godt at De nok passer godt på hende..men jeg har brug for at se hende. Det må De vel kunne forstå, af alle, med Deres egne to børn.."

"De kan ikke se Deres barn nu. Det sover." Hendes stemme var rolig. Som om at hun ikke så, hvordan jeg var ved at gå i opløsning lige ude foran hendes hoveddør. Men nu var det nok.

"Jeg går ikke før jeg har set min datter!. "

Der kom en mærkværdig trækning ved hendes ene mundvig. "Fint. Jeg går op og henter hende. Men efter De har set hende, bliver De nødt til at gå." Hun vendte sig om og forsvandt.

Det boblede i min krop. Jeg åbnende døren. En sart duft af mad kom mig i møde. Var hun oppe på denne tid for at lave mad?

Efter noget tid, hørte jeg nogle dæmpet trin, og hun kom ned med et spædbarn i sin favn.

 "Her er hun."

Jeg tog hende i min favn, men da jeg anede hendes kind, kiggede et par store, brune øjne op på mig.   

Mit hjerte føltes som om det gik i stå. "Det..Det er ikke min datter."  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...