Englemagersken - Justin bieber fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 27 feb. 2018
  • Status: Igang
Året er 1924. Elisabeth Madsen må efter pres fra omverden give afkald på sit uægte barn. Elisabeth finder en annonce i avisen, skrevet af en kvinde, som tilbyder uønsket børn et hjem for penge. På trods af at det er ulovligt at indgå sådan en aftale, overlader Elisabeth sit barn til hende.
Dog længes Elisabeth efter sit barn, men at få det tilbage er ikke så let.
Justin Bieber, en canadisk tilflytter, som nu arbejder for det københavnske politi, prøver at hjælpe Elisabeth, da han opdager at der er mere på spil end de almindelige, ulovlige adoptionssager.
Men kan Justin nå at hjælpe Elisabeth før, hans egen mørke fortid dukker op fra Canada?

( Bygget på en sand historie)

10Likes
13Kommentarer
1285Visninger
AA

3. Kapitel 1. Horeungen.

 

"Vi skal aldeles ikke have nogens horeunge her i huset! Ikke engang dit, Elisabeth!" Da han råbte mit navn til sidst, slog han sin knytnæve ned i bordet. Der undslap et forskrækket gips fra min mor, da tallerknerne på bordet hoppede op.

Min mor og jeg var vant til min faders hidsige temperament, ligesom vi var vant til at når han bankede i bordet, så betød det at samtalen var  overstået. Sådan var det bare. Han bankede i bordet, og så forsætte vi med at spise i stilhed. Sådan havde det været i gennem hele min opvækst, og det havde været fint. Bortset fra nu.

Min far lænede sig tilbage, og tog en mundfuld af sin mad. Men selvom hans holdning nu så afslappet ud, flyttede han ikke sine øjne fra mine.

"Nu vil du måske hellere ikke have din mad?" spurgte han med munden fuld.

Jeg stirrede igen.

"Far, du ved godt at barnet..- "

"Jeg vil ikke hører mere om den unge!" Tallerkner og en vase faldt ned på gulvet. Lyden skar mig i ørerne. Min mor rejste sig straks ,for at samle det op. Hun så bleg ud.

Han tog en større bid. Der sad krummer i hans skæg.

"Du burde bare have giftet dig med ham.." Mumlede han imellem biddene.

Da var det, at det skete. Jeg mærkede hvordan hele min krop dirrede. Jeg ikke længere kunne holde mig tilbage.

"ER DU DA SINDSYG?" Jeg skreg ordene ind i min fars ansigt. "HVORDAN SKULLE JEG KUNNE GIFTE MIG MED SÅDAN ET UHYRER? DU VED HVAD HAN GJORDE!" Jeg hamrede begge mine hænder ned i bordet.

Der blev helt stille. Fars ansigt var stivnet. Mor kiggede med flakkende øjne fra far til mig. Den eneste lyd var lyden af min hurtige vejrtrækning. Et tot af mit røde hår faldt ned foran mit ansigt.

Stilheden blev brudt af gråd, og da var det, at min far kom til sig selv igen. "Der er jo altid to sider af sagen.." Denne gang råbte han ikke.

Jeg gik ud af køkkenet uden at se på ham. Han måtte ikke se tårerne. Den fornøjelse ville jeg ikke også give ham. Med tænderne bidt sammen, lukkede jeg døren i, og satte jeg mig på den seng, der engang havde været min. Jeg tog min datter op og sang stille for hende. Hun faldt langsomt til ro i mine arme. Hun var så lille og fin som hun lå, der. Runde, bløde kinder og en lille fin næse, som buede lettere opad.

Det bankede på døren, og lidt efter kom mor ind med den mad, som jeg ikke havde fået spist. Med maden i sit skød, satte hun sig ved siden af mig. Hun smilede nervøst, men hun blev straks mere afslappet, da hun så hvordan min datter sov.

"...Hun er en fin lille en." Hviskede hun. "Har du fundet et navn til hende?"

"Jeg har lidt tænkt på Joanna eller måsk..-" Min stemme knækkede over.  Mor tog mig ind i sine arme, imens hun langsomt strøg mit hår. Tårerne begyndte at trille imens, jeg lyttede til hendes rolige hjerteslag.

"Joanna er et ganske fint navn, min skat"

Jeg rejste mig fra hendes favn, og tørrede tårerne bort med sengetæppets ene kant. "Men mor...jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo ikke beholde hende.." Jeg træk vejret dybt ind " Du hørte jo far, han vil ikke have hende i huset. Og jeg har ikke længere noget sted jeg kan have hende..."

Hun sank blikket ned. "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Uanset hvor mig meget at jeg ville ønske jeg at kunne." Hun rejste sig og åbnede døren. Og lige inden hun lukkede den, kiggede hun på mig. Hun sagde intet. Det behøvede hun ikke. Udtrykket i hendes øjne fortalte alt.

Da jeg endelig gik ud af værelset, var mor ude af syne. Vores stue var indhyllet i en lettere tåge af røg. Far sad i sin stol og røg sin pibe. "Så dig og horeungen tager afsted nu? "

"Ja."

"Du ved vel at du ingen arbejde kan få? Ingen vil have en pige i huset som har en unge."

"Vi må se" Svarede jeg trodsigt tilbage, imens jeg gik mod døren.  

"Og hvor skal I bo?" Forsatte han lettere hostende. "Intet arbejde, intet hjem. I ender hos fattiglemmerne."

 "Måske er det bedre end her." Jeg hamrede døren hårdt i, velvidende om at jeg ikke ville kunne vende hjem efter dette..

Jeg traskede rundt. Hvor lang tid, og hvor langt jeg gik, vidste jeg ikke. Jeg gik bare. Måske hvis jeg blev ved med at gå ville jeg komme væk. Væk fra det hele. Bare væk.

Til sidst satte jeg mig ned på en bænk. Den var lun af den varme forårssol. Jeg kiggede ned på min datter. Hun havde vågnet et par gange i løbet af min evighedsgåtur, men hun var hele tiden faldet i søvn igen. Hun sov også nu. Hvorfor kunne jeg ikke også falde i søvn, og drømme ligeså fint som hende? Jeg anede blidt hendes kinder. Hvordan kunne noget være så smukt? Selvom hun sov, sang jeg stille for hende.

En lun brise kom mig i møde, og med den fløj en avis hen til mig. For at få mine tanker på noget andet end det kaos, som jeg befandt mig i, læste jeg den, selvom den var snavset til af jord på forsiden. Heldigvis var den i god stand indeni. Det var særlig en annonce på sidste side der sprang mig i øjnene. 

"Moder søger barn.

Moder søger adoptivbarn. Lover et trygt og kærligt hjem.

For at sikre kost og logi betales der tolv kroner.    

- Dagmar O. Frederiksen. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...