Limbo Anno 2018

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 15 jan. 2018
  • Status: Færdig
En kort novelle fra perspektivet af en ung som finder sig selv uden en telefon at søge tilflugt i, hvilket giver dem et anderledes syn på hvad skærmen er og gør.

3Likes
1Kommentarer
259Visninger
AA

1. Limbo Anno 2018

Lyset skiftede til rødt. Stilhed. Stilhed midt i larmen. En stilhed så tung og så uberørt af lyden af biler og stemmer. Hun så ikke på mig, jeg så ikke på hende. Vi så ikke hinanden, men anerkendte stadig den andens tilstedeværelse og mål, så afstanden forblev den samme. Den respektfulde halve meter. Der var plads til det, det var kun os der skulle over. 30 sekunder lyder ikke som meget, men det kan hurtigt blive til en evighed når telefonen er død og du er nødsaget til at konfrontere dine omgivelser. Jeg har set folk stå med en sort skærm og propper i ørerne, folk der ignorere at skærmen er død, blot for at undgå konfrontation. Ikke at jeg kan bebrejde dem, hvem nyder ensomheden?

  Den grønne mand lyser op og jeg tror vi begge ånder lettet op da vi kommer over vejen og kan gå hver til sit. Men det er ikke den sidste farlige strækning, det værste lurer stadig lige om hjørnet. Jeg kan allerede mærke en form for mental forberedelse træde ind, den sidste kamp inden hjemmets sikkerhed.

Busstationen.

  De fem minutter til at bussen kommer føles som en time. Jeg passer mig selv og sørger for ikke at have blikket det samme sted for længe, mit blik skøjter rundt for at spotte nogen jeg kender. Sikkerhed. Men der er ingen. Det er bare mig, to ældre damer der snakker lystigt og et par fremmede der ligner de har brækket nakken mens de skutter sig i de tykke vinterfrakker, deres ansigt halvt skjult mens de glor ned i skæmen. Der er de levende, de levende døde, og så mig. Fanget i limbo med en flad telefon. Herligt.

  Bussen er ikke meget bedre. Fuld som sædvanlig, alle gymnasieeleverne skal hjem.  To af dem sidder ved siden af hinanden, begge hovedløse. Jeg kan kun se deres hår da jeg passerer dem, på vej mod et tomt sæde. Deres hår, og så et kort glimt da lyset fra skærmen reflekteres i et øje bag sløret. De snakker sammen, men kun i kode. Der er en plads bag dem, så jeg sætter mig ned og vælger at dele de to blå sæder med en fyr med lyddæmpende hovedtelefoner på. Han ser ikke på mig, jeg ser ikke på ham. Sådan er aftalen. En uskreven regl.

  Da jeg har sat, mig kommer de to ældre damer ind, i lystig snak om noget der stod i en avis. Noget om kongehuset. Jeg forstår mig ikke på det. De sætter sig på de to sæder bag mig og jeg kan næsten høre dem rulle med øjnene da en af de to piger foran mig råber op.

"LOL, har du set hvad Lucas har postet på Twitter?? Han har lavet en meme med fucking GH, det er den der med drengen der kigger efter en anden pige, men pigen er en fysik bog og kæresten er en.. Nej, ved du hvad, jeg sender dig da bare et link, to sek."

Kort efter bryder den anden pige ud i grin og de føles næsten levende et øjeblik. Så sænker stilheden sig igen og døren til bussen lukker.

  "Sådan noget siger mit barnebarn hele tiden." Mumler den ene dame med et suk.

  "Hver eneste gang hun er på besøg prøver hun at vise mig noget men jeg forstår jo ikke alt det der med 'instagram' og så'en."

  Hun må ryste på hovedet og den anden dame erklære sig enig med hende. Så kommer hun i tanke om at Rut vistnok har fået diagnosticeret brystkræft, og så går snakken ellers. Jeg stopper med at lytte og prøver i stedet på at fokusere på alt og intet på samme tid. Det går overraskende godt. Jeg når til det punkt for jeg kan hører noget My Chemical Romance spille fra de lydtætte hovedtelefoner ved siden af mig. Ikke at jeg kender så meget til deres musik, men jeg kender typen der høre den, og rigtig nok, ud af øjenkrogen skimter jeg det glimt i drengens hår der antyder, at det er farvet sort. Ikke naturligt sort. Ikke nok med det, ved ærmet af hans hættetrøje titter ét gummi armbånd frem med P!ATD skrevet i sort på neon. Vi har at gøre med det der kunne ligne et tilfælde af social angst, depression og et fascination med døden. Alt sammen rørt godt sammen og afbilledet meget vel på den Tumblr han sidder på. Det er mest billeder af andre med de samme træk og armbånd som ham, der ruller over skærmen.

  Jeg fjerner hurtigt mit blik fra hans skærm, vel vidende at det ikke er okay at stirre, så jeg griber ned i lommen efter min egen telefon, blot for at indse, den er død. Mit hjerte synker lidt, for de 15 minutter i bus skal nok blive pinefuldt stille. Jeg minder mig selv at man jo ikke bogstaveligt talt kan blive kvalt af stilhed, og for at underholde mig selv og holde den kvælende stilhed og kedsomhed på afstand, kigger jeg ud af vinduet. Provins Danmark kigger direkte tilbage, og jeg bliver en smule irriteret at det har nosserne til det. Flækkeby efter flækkeby. Mark efter mark. Sådan at nedstirre mig med. For satan, det kan godt være vi er i udkants-Jylland men jeg er ikke jyde. Nok nærmere metropolitan. En verdens-mand. Jeg ved alt der er at vide. Jeg kan alle sprog sådan nogenlunde, jeg kender den politiske situation verden over og kender hver enest meme og 9/11 konspirationsteori. Jeg har næsten al’ viden der er tilgængelig. Eller det havde jeg. Indtil min telefon gik død lidt efter frokost.

Mens jeg sidder og kigger lidt surt ud af vinduet, nidstirre alt og alle bussen kommer forbi, føler jeg et stik af jalousi. Alle andre i bussen (Med undtagelse af de to pludrende damer bag mig og buschaufføren, der er ansvarlig nok til kun at tale telefon i et headset) sidder med hovedet så dybt begravet i deres telefoner at man skulle tro de var strudser med hovedet i sandet. Jeg bliver nødt til at tage en dyb indånding. Det bliver nok lidt mere til et suk og pludselig rykker på sig på den anden side af gangen, så mit bliv glider diskret over til sædet ved siden af, der er optaget af en på min egen alder. Men ak, han har ingen høretelefoner som de andre der sidder for sig selv, og jeg ser, at han som mig, sidder med hænderne tomme. Hans blik er ikke vendt mod nogen skærm, nej, på samme måde som mig, giver han mig et diskret blik ud af øjenkrogen.

Øjenkontakt. Absolut uhørt. Men selv om det kun tager et kort øjeblik før vi begge frygtsomt og respektfuldt retter vores blik ligeud, ligesom 30 sekunder kan føles som en time, føler jeg allerede med den her fremmede. Vi sidder i den samme situation. Deler ensomheden og stilheden, og limbo føles lige pludselig lidt mindre ensomt.

Det er mit stop og jeg rejser mig op. Det samme gør en del andre, det er en af de større flækkebyer. Men folk burde nok bare have blevet siddende til bussen stoppede, for nu vælter de rundt, stadig med hovedet i telefonen. Da bryder en høj lyd stilheden da en iPhone af en nyere model og headsettet til den rammer jorden. Alt fryser et øjeblik. Så lyder der et hvin fra ejeren af den og pigerne omkring hende og hun dykker febrilsk ned efter den. Den er landet med skærmen ned af og en af pigerne bider allerede tænder. Der er et øjebliks stilhed da de lakerede negle griber omkring den utroligt tynde telefon, som var pigerne læger og familie der står omkring en døende og håber på at pulsen stabiliserer sig selv. Hun løfter den. Den er i et stylish marble cover der matcher hendes beige jakke. Hele gruppen af unge piger ånder lettet op da telefonen er vendt.

“Gudskelov, den er okay!”

Jeg kan ikke lade være med, at notere, at min egen puls er gået op. Min egen telefon har plexiglass og cover, selvfølgelig. Der så meget på den, så meget den giver mulighed for. Uden den, ville jeg altid være her, i Limbo. Afskåret fra omverdenen af en tyk mur af stilhed of hovedtelefoner, for ikke at nævne social angst og general generthed. Hvis den gik i stykker, hvad så?

  Jeg går ud af bussen og stopper op for at smide noget pair fra min lomme ud i skraldespanden ved busstoppestedet. En midaldrende kvinde går ind i mig bagfra, hendes hoved dybt begravet, sikkert i Facebook eller Emails. Hun mumler et hurtigt og forvirret ‘undskyld’, blot for at skynde sig videre. Jeg kan ikke lade være med at grine for mig selv. Tag deres telefon og giv dem en tørst for blod og smag for hjerner. De levende døde. Her men ikke her. Sikkert på YouTube eller Reddit.

 

Jeg træder ind af døren, ind i hjemmets sikkerhed og komfort. Hjem hvor den eneste stilhed er den jeg vælger og ingen buschaufføre taler højlydt i telefon, ingen damer pludre og ingen piger hviner. Min stemme runger gennem huset, blot for at blive besvaret af min mor. Hun sidder i stuen og jeg behøver ikke engang tjekke op på hende for at vide hvad hun laver. Candy crush. Bane 1000+. Sikkert den hun sad fanget ved i går hvis hun da ikke er kommet videre. Der er ikke en lyd fra min bror, men det er kun til at jeg kan høre ham råbe højt gennem den lukkede dør til hans værelse. Det er ikke til mig han råber, for jeg ligger ikke lige inde med noget ammo eller armour, så det er nemt at gætte sig til hvad han laver; Fortnite med drengene.

  Så snart jeg kommer ind på mit værelse smider jeg min taske i et hjørne og synker sammen i min seng med et inderligt suk. Lettelsen ved endelig at være fri for at skulle gå mellem levende og døde. Lettelsen ved at kunne være mig selv og mig alene. Jeg opdager snart at jeg ligger på noget hårdt. I min lomme er den flade telefon og jeg sætter den straks i opladeren. Den giver liv fra sig og indikerer at den lader op. Lige om to minutter kan den tændes og jeg tænker over hvad der mon er sket mens jeg har været offline. Formentlig og forhåbentligt ikke noget vigtigt, det ville være surt at gå glip af noget. Jeg prøver desperat power knappen, men telefonen brokker sig over de kun 1% strøm og jeg tager tre dybe indåndinger. Det skræmmer mig. Hvor afhængig jeg er. Hvor afhængige vi er. Jeg føler næsten skam over det da jeg prøver igen. Holder power knappen inde. 2%. Jeg troede det her var en af de der opladere som får klaret jobbet hurtigt. Jeg ville have taget tid på hvor hurtigt det tog for den satans anordning at lade op, men mit eneste ur er telefonen. Hvem bruger traditionelle ure nu, ud over forretningsmænd og gamle damer? Igen. Tredje gang er lykkens gang, ikke?

3%. Dyb indånding.

Det her er dumt. Jeg rejser mig og og går ud i køkkenet for at lave en toast. Mine tanker falder hele tiden på det chat rum jeg administrerer og hvad der mon er sket. Sker der noget i weekenden? Per reflex tager jeg bluetooth højtaleren i køkkenet og tænder den, men må slukke den igen da jeg indser at den bliver lidt svær at bruge uden en funktionel, opladt telefon. Jeg stiller den på plads og venter i stedet tålmodigt på toasten. Med den varme cheese sandwich går jeg ind på værelset og lukker døren, blot for at tænde telefonen. Endelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...