Englen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2018
  • Opdateret: 10 mar. 2018
  • Status: Igang
Hvordan ville vores samfund se ud når mennesket lever i en kontant kamp mod vejret? Når alt vi har er frygten for, at den næste naturkatastrofe bryder igennem Værnet?
Religionen betyder alt nu. Den eneste måde at forbygge Jordens undergang er at gøre Gud glad - eller det er der nogle som tror.
Alex lever i denne verden. Alt han ejer er livsmod og en motorcykel. En nat møder han en som lever et liv langt fra hans.
Han er fri, og hun er en Engel.

5Likes
4Kommentarer
248Visninger
AA

2. ~ 1 ~


Et skarpt sving til højre fører ham ud over bygrænsen. Gadelamperne findes ikke udenfor byen og alt han har er månen og lyskeglen fra sin motorcykel. Selvom lyset er begrænset, ved han præcis hvornår grusvejen til venstre kommer.

Uden at sætte farten ned drejer han. Gruset hvirvler op og danner en hale efter ham. Vinden har frit spil her. Den prygler hans ansigt og forsøger at stoppe ham. Roligt trækker han sit tørklæde op så det dækker munden og næsen. Endnu en gang drejer han gashåndtaget. Hjulene under ham rutsjer kort rundt før de får nyt fæste og sender ham hurtigere frem.

Han når bakketoppen hurtigere end normalt. Farten bliver let sænket med et roligt pres på bremsehåndtaget. Motorcyklen triller langsomt fremad til det sædvanlige sted med udsigten over byen. Han stopper den fuldstændig og slår støttebenet ned. Stilheden her bliver kun brudt af motorens tomgang.

Tørklædet hiver han ned med den ene hånd, mens den anden slukker for dyret. Alt der findes omkring ham nu er øredøvende tavshed. Forsigtigt læner han sig frem og ser ud over byen. Herfra kan han se Værnet, som omkranser hele byen i et regelmæssigt mønster. Mens han har boet der, har Værnet beskyttet mod syv naturkatastrofer.

Vinden sender en bølge af kuldegysninger gennem ham, og han er taknemmelig for, han valgte at tage en tykkere jakke på. Han rejser sig elegant fra motorcyklen og går tættere på kanten af bakketoppen. Den har kravlet tættere på end sidst. Det hårde vejr sætter sine spor på alt.

En lyd bryder stilheden, og han slynger hovedet i retningen den kom fra. Det er først nu, han ligger mærke til den hvidklædte kvinde, som sidder på kanten. Selvom han aldrig har set en før ved han med det samme hvad hun er – en engel. Det lange hår og hvide hørkjole gør dem nemme at genkende.

Han går tættere på hende med varsomme skridt, som ville hun forsvinde foran ham. Han har aldrig hørt om Engle, der færdes uden for byen. Måtte de overhovedet være udenfor?

Englen bliver ved at stirre fremad, da han sætter sig ned ved siden af hende.

”Godaften,” siger han, som er det helt normalt at være på en bakketop klokken halv tre om natten. Englen drejer hovedet mod ham og afslører et naturligt ansigt. En del smukkere end de piger han ser i nattelivet.

”Godaften,” svarer hun i en svævende stemme og smiler.  Hendes smil når næsten de grønne øjne og viser samtidigt de fejlfrie, hvide tænder frem. Selvom han prøver, kan han ikke finde nogle fejl på hende. Er alle Engle så… perfekte? Han skær ansigt af sine tanker. Ingen er perfekte i denne ødelagte verden. Ikke engang Gud som alle er så opsat på at gøre glad.

”Kan du virkelig tale med Gud?” Ordene formes i munden på ham, før han får stoppet sig selv. Englen kigger væk fra ham, og han giver sig selv en mental knytnæve. Burde han sige undskyld? Han når ikke at komme frem til et svar, før hun svarer.

”Jeg har ikke samtaler med Gud, hvis det er det du tænker på. De bekendelser jeg er en del af, videregiver jeg til Gud. Forestil mig som et mellemled eller budbringer, for jeres skriftemål,” siger hun nærmest indøvet, som er det et spørgsmål hun ofte skal svare på.

”Og selve det at skrifte foregår gennem… Sex?” Hans stemme har en usikkerhed, som overrasker ham. Hvorfor ved han ikke. Han har hørt hvordan det foregår, men aldrig før talt med en, som rent faktisk ved noget om det. Talt med en af dem, som det hele handler om.

”Har du ikke været til syndsbekendelse?” spørger hun med en overrasket mine. Måden hun siger det får ham til at tænke om han burde. Om det er noget man skal. Men han kan ikke komme på en synd han har begået. Ikke en som er en synd i hans egne øjne.

”Nej,” svarer han, da det går op for ham, at han endnu ikke har givet hende et svar. Hun nikker kort og smiler.

”Men oftest, ja, så foregår det gennem samleje,” svarer hun kort. ”Vi er mest sårbare i de øjeblikke. Sjælen åbnes fuldstændig og blotter sig for Englen og dermed Gud. Det er i hvert fald hvad vores Kerub, har forklaret os.” Hendes ord får hans øjenbryn til at skyde i vejret og danne rynker i panden. På en måde giver det mening for ham, men den sidste sætning forplanter sig som tvivl i ham.

”Og Kerub er…?”

”Vores beskytter. Ligesom de vogter over Edens have og Gud, vogter de også over os.” Han nikker fraværende. Tror hun virkeligt på alt dette? Tanken indtræffer i ham, før han får den stoppet og bringer flere med sig. Hvad nu hvis denne Kerub blot har hjernevasket en masse piger? Han ser væk fra hende og ned på byen, med en eftertænksom mine. Måske er det ikke kun Englene, som er hjernevasket.

Han ved ikke hvor lang tid de sidder der i stilhed. Egentlig har han kørt herop for at være alene, men alligevel har han ikke noget imod Englens selskab. Forsigtigt studerer han hende. Hun ligner ethvert andet menneske, men alligevel ikke helt. Der er en ynde over hende, som han ikke har set før. Når brisen fanger hendes hår flyver det let og elegant. Stemmen er rolig, behagelig. Han ville beskrive hende som betagende.

Han ser væk fra hende og lader blikket igen falde på byen. Den virker så lille herfra, men stor når man færdes gennem gaderne. Det er en af de ting hans elsker ved bakketoppen. Den sætter ting i perspektiv. Et vindpust suser forbi dem, og han lukker øjnene. Trækker vejret dybt og nyder følelsen af frihed. Her er han ikke fanget af noget.

Lyden af tænder, som møder tænder i en gentagende rytme bringer ham ud af sin ekstase. Englen ved siden af ham har armene slået tæt omkring sig i et forsøg på at holde på varmen. I et øjeblik overvejer han hvad det rigtige er at gøre. Men han stopper sig selv og tager sin jakke af. Uden at sige noget lægger han den omkring hendes skuldre. Fuck hvad det rigtige er, når en pige fryser klokken lort om natten, så giver du hende din jakke. Hendes øjne flakker op ad og finder hans. Det er som om alt andet stopper. Som om hun kan se direkte ind i ham. For første gang tvivler han. For første gang mærker han noget, han ikke kan forklare. Måske er der alligevel noget sandhed i historierne om Englene. Han synker en enkelt gang.

”Tak,” siger hun og fastholder stadig hans øjne. Stemmen lyder anderledes nu. Som er det noget hun ikke normalt siger.

”Er glad for at kunne være til hjælp,” siger han efter nogle sekunder. Et smil bryder frem på hendes læber, og hun ser væk fra ham.

”Kerub vil ikke blive glad hvis jeg blev syg,” siger hun så stille, at han er i tvivl om hun overhovedet har sagt noget. ”Der er ingen, som har lyst til at skrifte til en syg Engel, og så kan jeg ikke videregive synderne til Gud,” fortsætter hun og trækker jakken tæt omkring sig.

”Hvordan vil du komme tilbage til Kerub?” Endnu engang møder to sæt øjne hinanden.

”På samme måde som jeg kom herud – gå,” svarer hun med en lille kant. Han ryster på hovedet og rejser sig.

”Du kan få et lift fra mig.” Hendes øjne flakker fra ham til motorcyklen længere væk.

”Er der ikke kun plads til en?”

”Du kan sagtens også være der,” siger han og rækker hånden frem mod hende, men hun bliver siddende. Stirrer på hånden.

”Hvad skal du have igen?” spørger hun og lægger hovedet på skrå.

”Have igen?” gentager han undrende. ”Jeg har tænkt mig at køre dig tilbage til byen, fordi jeg også skal den vej.” Igen flakker øjnene mod motorcyklen.

”Jeg… Jeg tror ikke det er noget, som er tilladt,” siger hun endelig og slår øjnene ned.

”Hvorfor?”

”Fordi du… Jeg...” Hun leder febrilsk efter et svar. Det står næsten skrevet på hendes ansigt.

”Så kom.” Han sætter sig på hug ved siden af hende. Hånden stadig rakt frem.

”Jeg kender dig ikke engang,” svarer hun og trækker jakken endnu tættere omkring sig. Som er det et skjold mod ham. Mod verdenen.

”Godaften,” siger han i den samme tone han brugte tidligere. ”Jeg hedder Alex, hvad hedder du?” Hun drejer hovedet mod ham. Ser fra hans hånd og op på hans ansigt. Panden er låst i en rynket stilling. ”Nu kender du mig.” Hånden bliver rakt længere frem. Hun åbner munden for at svare, men lukker den igen kort efter. Forsigtigt lægger hun sin hånd i hans og vælger at tage imod hans tilbud.

Turen tilbage til byen går langsommere. Englen klamrer sig til ham på en sådan måde, han frygter ikke at kunne trække vejret. Et skarpt sving til venstre fører dem ind over bygrænsen, og han mærker hvordan hun strammer sit greb. Byens gader ligger øde. Han drejer gashåndtaget og sender en bølge af brøl gennem gaderne. Et smil breder sig. Hans udgave af en fuck-finger til omverdenen. Hvis nogle så ud af vinduet lige nu ville de ikke tro deres øjne. En englen bag på en motorcykel. Bare at se en Englen udenfor kirkens område er underligt nok.

Han bremser blidt og standser foran kirken. Da hun ikke giver slip på ham tager han fat om hendes højre arm og løsner grebet.

”Vi er fremme,” siger han. ”Du kan godt slippe mig nu. Vi er i live og foran kirken.” Roligt bliver armene fjerne om ham, og han planter benene solidt på jorden, så de ikke vælter idet hun stiger af. Hun tager et par skridt mod kirken, men vender sig mod ham. De klare, grønne øjne borer sig ind i hans. Fylder ham med en følelse han ikke kan sætte navn på.

”Alex… Jeg har ikke noget navn…”

”Hvad har du så?”

”Et tal.”

”Tal?”

”Ja. Mit er 107.” Han stirrer på hende. Engel 107. Et nummer i systemet.

”Kan du ikke finde på et navn så. Noget der er dit eget?”

”Det er ikke tilladt,” svarer hun kort. ”Tak for turen, Alex. Måske ses vi til et skrifte.” Med de ord går hun mod bygningen, stadig iført hans jakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...