Nytårstale for 2017.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jan. 2018
  • Status: Færdig
Som statsministeren og dronningen også gør, har jeg skrevet en nytårstale for år 2017. Talen er egentlig skrevet som en stil i skolen, men jeg syntes ikke den er for skolet til at blive delt her:)

0Likes
0Kommentarer
99Visninger

1. 2017

13-01-2018

Nytårstale

-Laura B. Schmidt.

2017 har været et begivenhedsrigt år. Der er både sket mange gode ting, men også mange dårlige.

Jeg personligt har kæmpet og kæmper stadig mit livs sværeste kamp. I Danmark og også uden for Danmark er der hver dag folk der ikke blot kæmper for at have et sted at bo, men også for at være i live.

I 2017 har der været meget fokus på indvandrer. De danske politiske partier har mange forskellige holdninger til hvor vidt indvandrer skal bydes velkommen i Danmark, eller om Danmark simpelthen skal lukke grænserne.

Der er selvfølgelig forskel på den enkelte indvandre.

Når jeg høre ordet indvandre, tænker jeg på alle de mennesker, der er flygtet uden vilje fra deres land, fordi der ikke er sikkert at være. Jeg syntes helt bestemt, at vi skal hjælpe alle de paniske mennesker.

Spørgsmålet er bare hvordan?

Jeg syntes ikke vi skal lukke grænserne, og behandle flygtninge som var de en epidemi.

Men jeg syntes heller ikke, at vi bare skal servicere dem, og give dem alt hvad de peger på.

Jeg syntes, at vi skal hjælpe dem med at hjælpe sig selv. Jeg står inde for hjælp til selvhjælp.

Jeg har i 2017 fået rigtig meget hjælp. Ikke at folk har gjort alt for mig. Nej tvært i mod. Jeg har kæmpet og kæmper stadig en hård kamp. Men jeg får hjælp. Hjælp til selvhjælp.

Jeg trådte ind i det nye år, med en spiseforstyrrelse på skuldrene.

I modsætning til flygtninge, holdte jeg det i lang tid hemmeligt, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg havde mange tanker og fordomme omkring mad. Jeg vurderede de fleste på, om de spiste sundt eller usundt, og på om de var ”tykke” eller tynde.

Jeg syntes i hvert fald bestemt ikke om ”usunde” folk. Folk der bare spiste uden at tænke på sit helbred.

Og når jeg tænker tilbage, tænker jeg ”Hvem var det egentlig lige der sultede sig selv? Var det måske sundt?”

Der er ingen tvivl om at anoreksien har fyldt mest i mit 2017.

Der er intet godt ved Anoreksien. Det skal lige siges. Jeg vil hellere miste evnen til at bevæge mig, end jeg vil have anoreksi. Ikke at man kan sammenligne anoreksien på den måde.

Men seriøst jeg hader den situation jeg er kommet i.

Selvom jeg ikke var meget for det til at starte med, blev jeg i maj måned kørt til Odense Universitets Hospital på afdeling for børn og unge med psykisk sygdom, på spiseafsnitttet. Jeg fik, som jeg godt vidste i forvejen, diagnosen Anoreksi, og startede mit lange behandlingsforløb.

Jeg har været igennem rigtig mange ting ude på det sygehus, og jeg har grædt mange tåre.

Men jeg har også lært rigtig mange ting. Ting om mig selv. Ting som man ikke lære i skolen.

Vigtigst af alt har jeg lært, at min familie betyder alt.

Min familie vil altid være der i medgang og modgang, og det er jeg så inderligt taknemmelig for.

Jeg har efter lang tid fået gjort mit værelse i vores nye hus personligt. Jeg føler mig efter lang tid hjemme i mit hus.

Alle har en familie. Og de fleste har en vidunderlig familie, men det er ikke alle der har det lige godt med deres familie. Det er ikke alle de har et sted hvor de er hjemme.

I sensommeren 2017 var jeg på en endagstur til København med min klasse og klassen under.

Der mødte vi en mand ved navn Luffe. Luffe havde været hjemløs. Han åbnede op for sin historie for alle os. Jeg syntes, at der var enormt modigt af ham, og jeg vil aldrig glemme den oplevelse. Han viste os rundt i nogle områder af København, men ikke som en normal turguide. Han vidste bagsiden af det hele.

Når jeg tænker tilbage på den dag, vi gik rundt sammen med Luffe, som på trods af sit meget brugte udsende så ud til at være glad, kommer også jeg til at tænke på min tur med familien til Hamborg i efterårsferien.

Jeg tænkte på den eftermiddag vi gik ned langs Reeperbahn. Der lå mennesker i hvert et hjørne, og stegede i solen. Det var ikke rart at være, og det var et rigtig råt miljø. Vi gik forbi et fortov, hvor en lidt større rød plet dækkede en af fliserne. Der var afspærring og politifolk.

Sådan syntes jeg ikke det skal ende i Danmark. Ingen fortjener at skulle kæmpe som dyr på gaden, for at få en smule mad eller et godt sted at sove.

Jeg håber at vi i år 2018, kan blive bedre til hjælp til selvhjælp. Alle har brug for hjælp til noget, men også alle kan hjælpe med noget. Bare fordi man selv har brug for hjælp, kan man godt hjælpe andre.

I nogle situationer er det nemmere at hjælpe, når man også selv har brug for hjælp.

Jeg har i år 2017 været i gruppeterapi med tre andre spiseforstyrret piger på min alder.

Vi kæmper alle en rigtig hårdt kamp, men selvom vi alle kæmper, hjælper vi også hinanden.

Vi er alle fire meget negativt påvirket, men på trods af det holder vi hinandens humør oppe, og vi minder hinanden om de gode ting ved livet.

Jeg ønsker, at alle bliver ved med at kæmpe deres kamp. Hver dag er en kamp, men hver dag bringer også gode stunder. Forsøm ikke den lille løkke, mens du venter på den store.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...