FORSØMT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jan. 2018
  • Status: Færdig
Oneshot om en utopisk fremtid - eller er den nu det? [Skrevet i 2016]

2Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

2. Oneshot

 

 



 

Det føles naturligt at mærke den vægtløse genstand kærtegne håndfladen, næsten som om dens densitet indikerede, at den blot havde en minimal indflydelse på hans liv, og var lige så naturlig og nødvendig som at spise og sove. Han trillede pillen hen over fingrene, greb den mellem ring- og lillefingeren, bragte den til læberne - og tøvede. Han havde tøvet over småtterier næsten hele dagen. Med tanker der snublede og skrabede over ting, som de ikke normalt kredsede om. Det havde givet en forfærdelige hovedpine og fået ham til at svede.

Hver aften bragte han en pille til munden, greb den med tungen og slugte den. Synkemekanismen gjorde det for ham, en automatisk proces og ej bemærkelsesværdigt.

Nu føltes det som om, at det biokemiske produkt brændte hans læber.

En af menneskehedens største svagheder er det stigende behov. Mennesket udvikler sig, mennesket bliver mere oplyste, udvider mulighederne på tværs af samfundet, og pludselig ved individdet ikke hvordan fremtiden ser ud. Det er et tåget kaos impliceret af frygten for at kollapse under presset, og det stiger proportionalt med mentale lidelser og selvmords-rater.

Pillen fik ham til at glemme. Den fik alle til at glemme, men ikke til at glemme at tage pillen, selvfølgelig - for det var i denne tid det mest naturlige at gøre. Det var integreret i den naturlige dagsorden.

Men der kom et brud på den naturlige dagsorden.

Den kom i form af bølgende, silkeagtig hår, sort som ravnen der fejede benene væk under ham med et enkelt vingeslag. Læber der formede ord i en lyrisk klang og kickstartede endeløse dagdrømme bag hans øjenlåg, spirallerede hans følelser så de blev uadskillige - og øjne, som spirede en ny. Regnbuehinden domineret af den grønne farves tusindvis af nuancer, og pupillen der udvidede sig i velbehag når mundvigene veg opad.

Hun havde spadseret ind på det kontor, som han delte med syv andre. Hans kollegaer tog ikke notis af hende, men hans blik søgte hendes tilstedeværelse fra det øjeblik hun satte foden over dørtærsklen. Det var som om hun kunne fornemme hans hvilende øjne, for hun vendte sig mod ham, og deres blikke mødtes.

Menneskeracen er selvdestruktiv. Det mennesket kræver er som konsekvens ødelæggende for habitatet, og dermed også sig selv. Krav på stimulus, af nye oplevelser som en direkte indsprøjtning adrenalin. Jo mere mennesket kræver, jo ulykkelige bliver racen. Det er menneskets skæbne: at destruere sig selv.

Noget i hans hjerne måtte have slået fra, for det var først da hun åbnede munden for at tale, at han havde bemærket hun stod lige foran ham. Han havde ikke registrerede hendes ord i første omgang, og måtte pinligt berørt bede hende om at gentage sig. Hun smilede blot, og spurgte om vej til en bestemt afdeling. IT-virksomheder havde en tendens til at gøre deres arbejdsplads så indviklet, at det ikke var til at finde rundt i, tilføjede hun. Han smilede tilbage og mærkede sin puls stige.

Hvis problemet skyldes udviklingen og kravet på fornyet stimulus, er løsningen simpel: mennesket skal glemme. De skal forsømme deres minder, for da er hver dag en ny oplevelse. De skal kunne beholde nogle få kerneminder, men ellers skal de glemme, så normale hverdagsting er tilfredsstillende for deres behov. De behøver ikke at frygte fremtiden, og de byrdes ikke af fortiden. Mennesket vil leve her og nu, og ikke nok med, at det ville vedligeholde samfundet, det ville svække stort set alle sociale problemer fra individdets egne dilemmaer til de internationale konflikter. Menneskeracen vil kunne leve i fred og stabilitet.

Hun havde haft den eventyrlystne gejst i stemmen, da hun hviskende fordrejede hans virkelighed. Fortalte ham, at hun havde et brændende ønske om at opleve verden uden glemslens filter. Selv nu, med pillen der hvilede på den udtørrede hud af underlæben, kunne han mærke vibrationerne fra hendes latter i kroppen.

Det var så fristende, dog så risikabelt. De ville opdage det eventuelt, hvis han gjorde det. Blodprøverne vil afsløre at han ikke havde taget pillen. Han ville være nødsaget til at opgive det stabile liv og konfrontere den ukendte verden. At reducere sig selv til flygtning fra det samfund, hvor pillen udgjorde fundamentet.

Det var et valg. Mellem fællesskabets interesser og hans eget ego - og normalt ville han have stået for det samfund, som hans egen identitet afhang så meget af. Enhver anden dag ville det have været det mest naturlige at gøre. Men lige den dag mødte han dette enestående menneske, og hende havde han ikke lyst til at glemme.

Pillen forblev hvilende på hans underlæbe i lang tid. Efterlod mentale brændmærker, som han ville huske.





 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...