Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2214Visninger
AA

10. 9. Flere spørgsmål, ingen svar.

 

Everly gik ned af trappen i det enorme hus, og fortsatte ind i den store stue. Alice stod og talte med Jackson, begge med et plastikkrus i hånden. Everly møvede sig igennem menneskemængden, og lagde en hånd på Alices arm. Hun drejede hovedet, det røde hår svang om hendes skuldre og ansigt. 

”Everly!” udbrød hun, og smilede. ”Hvor har du været?” råbte hun for at overdøve musikken, der bragede ud af højtalerne. 

”Jeg tager hjem,” svarede Everly, og undgik at svare på Alices spørgsmål. Jackson lænede sig hen mod de to piger for bedre at kunne høre hvad de sagde. 

”Hvorfor?” spurgte Alice, og rynkede sine bryn overdrevent. Everly blev nødt til at undertrykke et smil. ”Jeg er træt,” forklarede hun, selvom det ikke var helt sandt. Hun havde lyst til at se sig over skulderen efter Rhys, men lod være. 

”Okay, lad mig lige drikke færdig, så går vi,” smilede Alice kærligt. Everly rystede voldsomt på hovedet. 

”Nej, jeg kan godt selv finde hjem,” forsikrede Everly hende om. Jackson trådte tættere på de to piger. 

”Jeg kan følge dig hjem, Everly. Mine gæster opdager ikke at jeg er væk,” tilbød han, men Everly blev ved med at ryste på hovedet. 

”Jackson, må jeg lige tale med Everly alene?” spurgte Alice i et overdrævet venligt tonefald, og hev Everly med sig hen i et hjørne af stuen. ”Er du sikker på at vi ikke skal følges? Dine ting ligger hjemme hos mig, og…” 

”Kan jeg hente dem i morgen?” afbrød Everly, og så sig omkring. Rhys stod i den anden ende af lokalet, op af en væg, og lignede en der kede sig ualmindeligt meget. Alice fulgte Everlys blik, og himlede med øjnene. 

”Hvorfor er det så vigtigt for dig at du går hjem selv?” spurgte Alice, der allerede havde en idé om hvad svaret ville være. ”Skal du følges med Rapp?” fortsatte hun da Everly ikke svarede. Everly vidste ikke om hun skulle forsøge at bortforklare, eller fortælle Alice sandheden. Hun var slet ikke sikker på hvad hun lavede sammen med Rhys, men hun vidste at Alice ikke skulle stoppe hende i at følges med ham hjem. Men hun kunne ikke forklare hvorfor det var så vigtigt for hende. 

”Jeg henter mine ting i morgen, okay?” sagde Everly, og vendte sig om for at gå, men Alice trådte ind foran hende. 

”Everly, hvad fanden forgår der?” vrissede hun, men Everly kunne ikke samle sine tanker, og vidste ikke hvad hun skulle fortælle sin veninde. Hun rystede på hovedet, og forsøgte at lukke musikken ude, men hun kunne ikke fokusere. 

”Jeg forklarer det hele i morgen, Alice. Det lover jeg,” mumlede hun, og forsøgte at holde sit blik på Alice, men forgæves. 

”Vær forsigtig,” sagde hun, og trådte til siden så Everly kunne passere. De to piger smilede til hinanden. Alices smil var bekymret. Everlys smil var anstrengt. 

         Rhys forlod stuen inden Everly nåede hen til ham. Hun gik udenfor, og så at han sad på en havemur et par huse længere nede af vejen. Regnen udenfor var så let, at hun knap mærkede den på sin hud. Skyerne dækkede for stjernerne. Hun kunne ikke mærke kulden mod huden, kun varmen fra alkoholen hun havde drukket. Rhys rejste sig først fra havemuren da Everly var nået helt hen til ham. Han var ikke selv klar over hvorfor, men han holdte sin hånd ud til hende, og ventede på at hun ville tage den. Hendes hånd var lille og kold i hans egen varme hånd. Han flettede sine fingre med hendes, og sammen gik de gennem de gaderne. 

         Rhys var meget opmærksom på alle de steder deres bare hud rørte ved hinanden. Deres fingre, hænder, håndled. Selvom hendes hud var kold, føltes Rhys en brændende fornemmelse der hvor deres hud mødtes. Han havde ikke lyst til at give slip på hende igen, så han strammede sit greb en lille smule om hendes hånd. Hun gav hans hånd et klem, og begyndte at slappe af i sine muskler, selvom han ikke havde opdaget, at han havde spændt dem. 

         Da de kom hjem til Everly, listede de så lydløst de kunne op af trappen. Everly fandt et håndklæde til dem hver, så de kunne tørre håret. Regnen havde ikke været tung, men det havde regnet hele vejen hjem, og de havde begge fået vådt hår, jakker og bukser. De smed deres jakker skødesløst på gulvet. Rhys tog sine bukser og sin T-shirt af. Everly der var for fuld til at være forlegen over at tage tøjet af foran Rhys, tog sine bukser, og top af. I klædeskabet fandt hun en lidt stor T-shirt. Hun stod med ryggen til Rhys, da hun tog sin BH af, og trak T-shirten over hovedet. Hun vendte sig langsomt om, og så på ind i Rhys’ blå øjne. Hun gik hen til sengen og lagde sig ned. Rhys lagde sig ned ved siden af hende. Han vidste ikke om han burde holde om hende, eller blive liggende i sin egen side af sengen. Han vidste ikke om han skulle spørge hende, om han måtte holde om hende, eller om han bare skulle rygge tættere på hende. Så han sagde ikke noget og blev liggende hvor han lå, med blikket på loftet. Han blev ved med at håbe, at hun ville ligge sig hen til ham, men han faldt i søvn, og Everly rykkede sig ikke tættere på. 

 

Everly vågnede, med dunkede hoved. Hun kneb øjnene hårdt sammen, i håb om at hendes hovedpine ville gå væk. Hun havde ikke kvalme, og hun kunne huske det meste af gårsdagens begivenheder. Hun lå med ryggen til Rhys, men hun kunne høre hans dybe vejrtrækning. Hun havde været bekymret for at hun havde drømt, at han havde fulgt hende hjem. Hun vendte sig om og så på ham. Han så yngre ud når han sov. Mindre alvorlig, uden bekymringer. Hun rakte en hånd ud mod ham, som om hun ville røre hans kind, men trak den til sig igen. I stedet så hun på ham. Så på hans høje kindben, og hans lange øjenvipper. På hans hår der krøllede en lille smule. Hun kunne ikke lade være med at smile. Han så så fredfyldt ud. 

         Hans vejrtrækning blev lettere, og han begyndte at røre på sig. Han drejede hovedet, åbnede øjnene og så på hende. 

”Hej,” sagde han hæst. Han smilede, men så træt ud. 

”Hej,” svarede hun. De så på hinanden lidt uden at sige noget. Så satte Rhys sig op i sengen, og gned sine øjne. Everly lagde sig på ryggen og så op i loftet. Hun vidste ikke hvad klokken var, men hun følte sig ikke udhvilet. Hun havde heller ikke nogen idé om hvad tid hun var kommet hjem i nat. 

”Du har lovet mig noget,” sagde hun, blikket fastfrosset på loftet. Hun ville gerne se på ham, men hun vidste ikke hvor meget han kunne huske fra festen. 

”Mmh,” brummede Rhys. Han lød ikke sur, men det var tydeligt, at han hellere ville tale om noget andet. ”Men jeg synes ikke vi er færdige med at snakke om Jackson,” fortsatte han, i et mere irriteret tonefald. Everly vidste ikke hvorfor, men det fik hende til at smile. 

”Hvad vil du vide?” spurgte hun, og lagde sig om på siden, så hun kunne se på ham. Rhys lagde sig ned i sengen igen, og så på hende. 

”Hvorfor?” spurgte han. Everly rynkede brynene. ”Hvorfor vil du på en date med Jackson?” uddybede han. Det var der mange forklaringer på, og hun ville gerne fortælle Rhys det hele, men hun vidste ikke hvordan han ville reagere. Hun tog en dyb indånding. Det var nok bedst at starte fra begyndelsen. 

”Altså jeg har snakket med ham før, og han virker rigtig sød, så jeg vil gerne lære ham bedre at kende,” begyndte hun. ”Jeg var fuld da han spurgte mig om jeg ville se ham spille fodbold.” 

”Og spise middag,” tilføjede Rhys. Everly nikkede. Hun havde egentlig håbet at Rhys havde glemt den del. 

”Det er bare middag, Rhys. Jackson sagde ikke at det var en date, og jeg sagde ja, fordi han er en sød fyr, og,” tilføjede hun. ”Han er den eneste der har inviteret mig til noget der ikke involvere alkohol.” Rhys stirrede på hende som om han ikke kunne tro sine egne ører. 

”Er det sådan du lærer alle fyre bedre at kende?” spurgte han. Everly var sikker på, at det var første gang hun havde set Rhys være fuldstændig åben om hvad han følte. Han var forbløffet, og hun var overhovedet ikke i tvivl. Han var ellers så påpasselig med ikke at gemme alle følelser væk, og klistre sit kedsommelige ansigtsudtryk på. 

”Det er ikke sådan jeg har lært dig at kende,” grinede Everly. Pludseligt forsvandt forbløffelsen fra Rhys’ øjne, og han blev kold i blikket. Den uigennemtrængelige barriere var igen at se i Rhys’ blå øjne. Urolig for, at hun havde sagt noget der sårede ham, rakte hun ud efter ham. Han lukkede sine lange, tynde fingre om hendes håndled, inden hendes fingerspidser rørte hans kind. 

”Du kender mig ikke,” sagde han tonløst, slap hende og satte sig op i sengen. Han rejste sig fra sengen, og stillede sig med ryggen til ham. En tatovering af månens faser dekorerede hans rygsøjle. Hun havde ikke lagt mærke til den før, og uden rigtigt at vide hvorfor blev hun trist. Han vendte sig om mod hende igen. Hans smil nåede ikke øjnene. 

”Vi kender slet ikke hinanden, Everly,” sagde han. Forvirret og irriteret over hvor hurtigt situationen mellem de to havde ændre sig, rejste hun sig også op fra sengen og gik hen til ham. Han trådte væk fra hende, men hun blev ved med at gå hen mod ham. Da han bakkede op i væggen, lagde Everly sine hænder på hans brystkasse. 

”Jeg lægger mærke til mere end du aner,” hviskede hun. Han bøjede sig ned mod hende. Lod deres næser ramme hinanden. 

”Det er ikke en date?” sagde Rhys. Everly var næsten sikker på, at hun kunne se usikkerhed i hans blik. 

”Det er ikke en date,” svarede hun, og lagde sine hænder om hans nakke. Endelig lod han sine arme sno sig om hendes talje. Hun åndende lettet op. Hun vidste godt, at Rhys havde ret i, at de ikke kendte hinanden særlig godt, men hun kendte ham bedre end mange andre på skolen, og hun blev nødt til at vide mere. Nysgerrigheden om Rhys, var en nagende følelse der aldrig rigtig forsvandt. Det eneste der kunne mætte hendes umættelige nysgerrighed var Rhys’ opmærksomhed. Og den havde hun nu. 

         Langsomt lod hun sin finger løbe med over stjernerne der var tatoveret på Rhys’ mave. Hun lagde hovedet på skrå, men brød aldrig deres øjenkontakt. 

”Du har lovet mig noget Rhys,” hviskede hun. De stod stadig tæt. Så tæt at hun kunne mærke hans varme ånde mod sin hud. Han nikkede. 

”Har du helt alvorligt fået den her tatovering…” hun prikkede på en af stjernerne. ”Fordi du kan lide stjerner?” Han stod helt stille i et langt øjeblik, uden at sige noget. Everly begyndte at tro, at han ikke havde tænkt sig at svare, og skulle til at sige noget mere, da Rhys rystede på hovedet. 

”Det er en hyldest til et menneske jeg elskede højt,” svarede han. Han strammede nervøst grebet om hende, så lagde sin hånd mod hans kind og håbede det ville forsikre ham om, at han ikke havde noget at være nervøs for. 

”Elskede?” spurgte Everly der havde lagt mærke til at han havde sagt ordet i datid. Rhys rystede på hovedet. Hans hænder der lå om hendes hofter, løsnede grebet om hende, og skubbede hende blidt væk. 

”Der er ting jeg ikke kan fortælle dig, Everly,” forklarede han, og lod sit blik glide væk fra hende. Irriteret over at Rhys ikke ville svare, og frustreret over at hver gang hun forsøgte at lære ham bedre at kende, vendte han blikket væk fra hende, og undlod at svare. 

         Rhys samlede sit tøj op fra gulvet og begyndte at tage det på. Everly blev pludseligt meget klar over, at hun kun var iført en T-shirt, og begyndte febrilsk at hive en smule ned i den. Det havde hun egentlig ikke behøvet, for Rhys undlod at se på hende. Det var ikke før, Rhys åbnede vinduet for at kravle ud af det, at han vendte sig rundt og så på hende. Han åbnede munden som om han skulle til at sige noget, men lukkede den så igen. 

”Kommer du i morgen?” spurgte hun, ked af at han var ved at gå. Han så ned i gulvet, som om han ikke kunne se hende i øjne særlig længe af gangen. Han så op igen. 

”Nej. Jeg skal ordne noget i en anden by. Du skal ikke regne med at se mig hele ugen.” Han kravlede ud af vinduet inden hun kunne nå at svare ham. Hun sukkede og satte sig hen på sin seng. Hun havde lyst til at skrige. Det gik altid galt mellem dem. Altid. Enten sagde han noget forkert eller også stillede hun for mange spørgsmål. Everly vidste ikke hvad hende og Rhys var, for det lod ikke til at han mente de var venner. De kendte hinanden godt, men alligevel overhovedet ikke. Hun lagde sig i sengen med et suk. Hans mangel på villighed til at svare på spørgsmål irriterede hende, og hendes egen nysgerrighed var ved at drive Rhys til vandvid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...