Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2103Visninger
AA

7. 6. Rhys

 

Omringet af stjerner og med Rhys’ læber mod sine egne, følte Everly sig for første gang, siden hun var flyttet til Dover, at hun passede ind. At hun kunne høre hjemme her. Rhys blev ved med at stramme grebet om hendes talje og hive hende tættere på, men fastholdte hende i kysset. Everly lod begge sine hænder køre gennem Rhys’ hår. Han hår føltes blødt mellem hendes fingre, hans læber var varme, og insisterende. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hendes trak vejret tungt, og i hurtige stød. Desperat efter mere, efter at gøre kysset dybere, smage mere af ham. Men så brød han kysset, og så på hende. 

”Everly,” spandt Rhys, og aede hendes kind, langsomt, med sin tommelfinger. Hun rykkede tættere på ham igen, for at kysse ham, men han stoppede hende. 

”Vi burde gå ned igen,” fortsatte han, og rykkede længere væk fra hende. Everly lagde armene om sig selv, for hun følte sig pludselig kold, nu da hans arme ikke længere lå om hende. 

”Kom,” sagde han og rejste sig op. Han holdte en hånd ud mod hende, for at hjælpe hende op at stå, og ned fra kanten han selv havde siddet på sekunder før. Hun tog hans hånd, rejste sig op og sammen gik den hen mod døren der førte tilbage ind i lejlighedskomplekset. 

         Everly var underligt skuffet over, at Rhys ikke ville tilbringe mere tid på taget sammen med hende. Hun blev samtidig mere og mere nervøs for om de andre havde opdaget at de var væk. Everly var ikke sikker på hvor længe de havde siddet på taget, og hun vidste ikke om de andre ville kommentere på deres tilbagekomst. Hun brød sig ikke om tanken om, at de andre måske ville tro at der var sket ting, som ikke var hændt. 

         Rhys havde ikke givet slip på hendes hånd, og hun knugede hans hånd en smule hårdere i hendes. De sagde ikke noget til hinanden på vej tilbage til lejligheden, og da de trådte indenfor, slap Rhys taget i hendes hånd, men blev stående i entréen. Everly følte sig akavet, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Rhys så på hende med et blik i sine øjne, Everly ikke kunne tyde. Hun kunne høre summen af latter og småsnak inde fra stuen. 

”Gå du bare ind. Jeg kommer om lidt,” sagde Rhys og gjorde et kast med hovedet i retningen af døren til stuen. Everly havde lyst til at spørge hvad han skulle, men der var noget over hans kropssprog, der fik hende til at tie. Hun gik i stedet ind i stuen, og efterlod Rhys alene i entréen. 

         ”EVERLY!” råbte Liam, da hun trådte ind i stuen, og spredte armene ud i en velkomst. Væsken i glasset han holdte, var ved at skulpe over, men det lod Liam ikke til at lægge mærke til. 

”Var Rhys ikke sammen med dig?” spurgte han, og kneb øjnene, mærkeligt meget sammen. Everly der føltes sig meget ædru, satte sig ned i sofaen over for Liam, og trak på skuldrene. 

”Jo, men skulle lige ordne noget,” svarede hun med endnu et skuldertræk. Alice sad ved siden af Liam. Hendes hånd hvilede på hans lår, og hans arm lå om hendes skuldre. Everly kom til at tænke på det hun og Rhys havde talt om på taget. Han havde ikke villet svare på om Liam var vild med Alice. Han havde i stedet skiftet emne, og det slog Everly, at det måske ikke var fordi Rhys ikke ville fortælle hende om det. Men nærmere fordi, at hvis Liam varvild med Alice, så var det ikke Rhys der skulle fortælle hende det. 

         Everly lagde hovedet på skrå, og smilede oprigtigt til Liam for første gang. Der var noget meget sårbart over den måde han sad på, sammen med Alice. Som om, han ikke vidste hvordan, han skulle sidde hvis hun ikke var der. Alices hånd på hans lår, var også mere beroligende end sensuel. 

”Han skal fandeme altid ordne et eller andet,” grinede Liam fjoget og tog en stor slurk af sin drink. Everly synes Liam lignede lidt et stort barn, som han sad der, med et drenget smil om sine læber og en beroligende hånd på sit lår. Hun fik en pludselig lyst til at kramme ham, men blev siddende på sin plads i sofaen. 

         Som natten skred frem, og blev til tidlig morgen, tyndende det langsomt ud i mennesker i lejligheden. Selvom der var gået flere timer siden Everly havde forladt Rhys i entréen, var han stadig ikke kommet tilbage. Everly kunne ikke lade være med at blive ved med at se sig om, i håbet om at Rhys ville komme gående ind i stuen. 

”Nå,” sukkede Alice, da der ikke var andre tilbage i stuen end hende, Everly og Liam. ”Skal vi gå i seng?” spurgte hun, og så på Liam. Han nikkede, og tømte sit glas i en stor slurk. Everly så forvirret på Alice. Hun havde troet, at de skulle sove hjemme hos Alice, men det lod ikke til at Alice ville hjem. Hun så på sin veninde, og slog sig selv i panden. ”Det har jeg slet ikke fortalt dig,” udbrød Alice. ”Vi sover her.” 

”Du kan sove på sofaen, hvis du ikke vil dele seng med Rhys,” indskød Liam, og smilede beroligende. ”Jeg skal nok finde et tæppe til dig,” fortsatte han. ”Alice og jeg sover inde på mit værelse.” Everly nikkede. Det havde hun gættet at de nok ville, og hun havde ikke noget i mod at sove på sofaen. Hun var i hvert fald ikke vild med tanken om at sove ved siden af Rhys, specielt ikke når han ikke var hér, til at sige om han overhovedet gad dele sin seng med hende. Liam havde rejst sig for at finde et tæppe til Everly. Alice rejste sig fra sofaen da Liam kom tilbage med et tykt tæppe i hånden. Han rakte det til Everly, og Alice kyssede Everly på kinden. 

”Sov godt,” smilede hun. ”Sov godt,” svarede Everly, og så efter Liam og Alice da de forlod stuen. Hun følte sig en smule malplaceret, og ville egentlig helst sove i sin egen seng, men hun var ikke sikker på, at hun kunne finde hjem herfra. Det var alligevel for sent at smutte nu, det vidste hun, så hun lagde sig i stedet ned under tæppet, og lukkede øjnene. 

 

Rhys lagde på, og lagde sin mobil ned i sin bukselomme. Han satte sig på kølerhjemlen på sin sorte BMW, og rakte ned i sin jakkelomme. Han hev en pakke cigaretter op, tog en ud af pakken, og lagde den mellem sine læber. Nede i cigaretpakken lå der en lighter, som han tændte smøgen med. Han røg egentlig ikke særlig tit, men han kunne mærke, at i aften havde han brug for det. Han tog et hiv af smøgen, indhalerede røgen, og pustede den langsomt ud. Hans hjerte begyndte at bankede langsommere igen. Det havde været tæt på i aften, men det var lykkedes ham at få styr på det hele igen. Han så op på stjernerne. De var næsten væk, og himlen var blevet lysere. Det var nok på tide at komme tilbage til lejligheden igen. Alibi, tænkte han. Så længe han havde et alibi. 

         Lejligheden var helt stille da Rhys kom tilbage. Han lukkede døren så stille han kunne, og listede ind i stuen. Han kunne se en silhuet på sofaen. Han overvejede at gå hen og se hvem der lå og sov der, men besluttede sig for at gå ind på værelset han havde her i lejligheden. Rhys trak sit tøj af, og iførte sig i stedet et par grå, bløde joggingbukser. Han skulle lige til at lægge sig ned under dynen, da nysgerrigheden tog over, og han åbnede døren til sit værelse. Han blev nødt til at se hvem der lå på sofaen. Det var først da han så hendes ansigt, at han opdagede at han havde håbet det var hende der lå der. Han var blevet lettet over at se hendes velkendte ansigt. Han så på hendes læber, og kunne nærmest føle dem mod sine egne igen. Hendes læber havde været bløde og varme mod hans i nattens kulde. Det havde taget, al den selvkontrol han kunne mostre at trække sig væk fra hende igen. Hun trak vejret tungt og langsomt. 

         Rhys lagde langsomt, og meget forsigtigt, for ikke at vække hende, en arm om hendes skuldre, og sin anden arm under hendes lår. Så langsomt som han kunne, løftede han hende op fra sofaen, og bar hende ind på sit værelse. Han lagde hende ned på sin seng, og trak dynen over hende. Han overvejede et øjeblik, om han skulle lægge sig ned ved siden af hende, men han havde ikke lyst til at gøre hende utilpas. Han så ind på stuen, gennem sin åben soveværelsesdør, og sukkede, inden han gik hen for at lukke den. I hjørnet, ved siden af døren, stod en lænestol. Rhys satte sig i den og lukkede øjne. 

 

Everly var stadig træt da hun vågende, så hun lod være med at åbne sine øjne. Hun vendte sig rundt og slog sine øjne op, overrasket. Hun satte sig en lille smule op i sengen, og så på dynen der lå om hende, og pudderne der lå bag hende. Det var ikke hér hun var faldet i søvn. Hun så sig om i det halvmørke lokale. Der sad nogen i en lænestol, i det ene hjørne. Han havde ikke nogen trøje på. Hans hoved lå mod den høje ryg, og hans ene arm lå hen over maven. Det var en bred lænestol, og den fik Rhys til at se underligt lille ud. Everly krøb ud under dynen og rejste sig fra sengen. Hun vidste ikke om hun burde røre ved ham, men hun ville bare se om han var kold. Om han frøs. Meget forsigtigt for ikke at vække ham, lagde hun en hånd på Rhys’ kraveben. Hans hud var varm og blød mod hendes. Hun vidste at hun burde flytte sin hånd igen, trække den til sig, men i stedet lod hun sin finger løbe langs kravebenet. En hånd lukkede sig om hendes håndled. Hun gispede, og lod sit blik falde på et par meget blå øjne. 

”Hvad fanden er det du laver?” brummede han, og lukkede sine øjne igen. 

”Undskyld,” mumlede Everly. Hans fingre var varme mod hendes håndled, og hun var sikker på at han kunne mærke hendes hamrende puls. Hun lod sit blik glide langsomt ned over hans nøgne overkrop. Hans hud var gylden, hans brystkasse var muskuløs og hævede og sænkede sig roligt. Hendes blik gled længere ned. Mellem hans brystkasse og navle, var der tatoveret tre stjerner. Hun lagde hovedet på skrå. Hun forsøgte at trække sin hånd en smule til sig, men Rhys havde stadig et fast greb om hendes håndled. I stedet løftede hun sin anden hånd, og lod sin finger glide langsomt ned over hans mave, hen over tatoveringerne. 

”Du har kolde fingre,” mumlede Rhys uden at åbne sine øjne. Everly svarede ham ikke, men lod sin finger glide længere ned ad hans mave. Ned over hans navle, helt ned til kanten af hans bukser. 

”Everly,” drævede Rhys, men slap taget om Everlys håndled. Hun lod hånden falde ned på hans brystkasse. 

”Du har stadig kolde fingre,” sagde Rhys, men et skævt smil spillede på hans læber. 

”Undskyld,” hviskede Everly, næsten ude af stand til at sige det. Rhys åbnede langsomt sine øjne, og lod dem hvile på hende et øjeblik, inden de gled ned til der hvor hendes ene hånd, lå fladt mod hans brystkasse. Han samlede sine ben en smule, tog fat om hendes lår, og hev hende ned mod sig, så hun sad overskrævs på hans skød. 

”Everly,” hviskede Rhys, og lukkede atter sine øjne. Everlys hånd der lå ved Rhys’ buksekant, lod hun glide langsomt op ad hans mave, mod hans brystkasse, så den lå ved siden af hendes anden hånd. Han åbnede ikke sine øjne, selvom Everly havde håbet det. Hun lod sit blik glide fra hans Rhys’ ansigt og ned ad hans mave. Hun vidste ikke om Rhys gad høre på flere af hendes spørgsmål, men hun var lige ved at sprænges af nysgerrighed, over hvad hans tatovering mon betød. Hun så på hans ansigt igen, og forsøgte at afgøre om han var faldet i søvn eller ej. 

”Rhys?” spurgte hun tøvende. ”Mmh,” mumlede han. Everly smilede skævt. Han sov ikke. 

”Hvorfor har du stjerner tatoveret på maven?” spurgte hun. Rhys åbnede sit ene øje, for at se på hende, men lukkede det igen efter et kort øjeblik. 
”Rhys” drævede Everly irriteret. Hun vidste godt at hun pressede ham, og hun havde fundet ud af dagen i forvejen, at han ikke brød sig om at blive presset. 

”Fordi, Everly,” sukkede Rhys, tydeligt gnaven over, at hun ikke ville tie stille. ”Jeg kan godt lide stjerner.” Everly var næsten sikker på, at Rhys ikke fortalte hele sandheden, men hun var sikker på, at det ikke ville være en god idé at antyde det. Så Everly holdte sin mund lukket. I stedet lod hun sit blik vandre langsomt over Rhys’ ansigt.  Fra hans brune, næsten sorte hår, til hans gyldenbrune pande, hans mørke øjenbryn. Hans lange, sorte øjenvipper, der lagde skygger under hans lukkede øjne. Hun lod sit blik glide hen over hans høje kindben, og ned til hans stærke kæbe. Ned ad hans hals, til hans kraveben. Hun så på hans brystkasse, og på hans mave med tatoveringerne. 

         Første gang Everly havde set ham, havde hun tænkt at han var flot, men det var som om, at han var blevet endnu smukkere at se på nu. Det var første gang hun havde haft muligheden for at se på ham, uden at være bange for at han ville tage hende i at stirre på ham. 

         En høj banken fik Everly til at springe væk fra Rhys’ skød. Rhys selv åbnede sine øjne, og så hen på døren. Der blev banket igen. 

”Hvad?” halvråbte Rhys hæst. 

”Få din røv op af sengen Rhys, Alvin har ringet,” svarede Liam fra den anden side af døren. Rhys rejste sig fra stolen, og gik hen og åbnede døren. 

”Hvor vigtigt er det?” spurgte han. Han havde kun åbnet døren på klem, og stod sådan, at Liam umuligt ville kunne se Everly. Hun flyttede sig længere væk fra Liams blokerede synsvinkel. Noget sagde hende, at Rhys virkelig ikke ville have at Liam så hende. 

”Det er ikke mere vigtigt end, at du kan nå at køre Alice og Everly hjem,” svarede Liam i et bedrevidende tonefald. 

”Hvad sagde Alvin?” spurgte Rhys, alvorligt. Everly satte sig på sengen så lydløst som hun kunne. 
”Han sagde at du tog dig af det værste i går, men at vi stadig har nogle småproblemer,” svarede Liam med sænket stemme. 

”Fint. Sig til Alice at hun skal være klar om 10 minutter.” 

”Hvad med Everly?” Liam trommede med sine fingre på døren. 

”Stop,” snerrede Rhys. ”Jeg skal nok tage mig af Everly.” Liam vendte sig om og gik ind på sit værelse, for at finde Alice. Rhys skubbede døren i, og vendte sig om mod Everly. Han simlede et skævt smil. 

”Jeg skal skifte tøj, så medmindre du har lyst til at se på, så vil jeg foreslå at du smutter ind i stuen.” Everly så ned i gulvet, i et forsøg på at skjule sine blussende røde kinder for Rhys. 

”Okay,” mumlede hun, og skyndte sig ud af værelset, uden at se på ham. 

         Stuen var tom. Everly var taknemmelig for, at ingen havde set hende gå ud af Rhys’ værelse. Hun satte sig ned i sofaen hun var faldet i søvn på, og ventede på Alice og Rhys. Det overraskede ikke Everly at Rhys var den første der dukkede op inde i stuen. Han sukkede, og satte sig på armlænet af den sofa Everly sad i. Hun var ikke i tvivl om, at det var ham der havde båret hende fra sofaen, og lagt hende i sin seng, men hun havde alligevel lyst til at spørge ham. Hun tog en dyb indånding, og skulle til at stille spørgsmålet, da Liams værelsesdør åbnede, og Alice trådte ind i stuen. 
”Så er jeg klar,” bekendtgjorde Alice. Rhys sagde ikke noget, men rejste sig bare fra armlænet, og gik ud i gangen. De to piger fulgte efter ham. 

         Rhys kørte Alice hjem først. Alice sendte Everly et irriteret, men bekymret blik inden hun sagde: ”Jeg henter lige dine ting Everly.” Og så smækkede hun døren i. Rhys og Everly sad i stilhed og ventede på, at Alice kom ud med Everlys taske. Alice åbnede fordøren, og rakte tasken til Everly, som lagde den ned mellem sine fødder.

”Tak,” smilede Everly. Alice mumlede et eller andet, men Everly nåede ikke at høre hvad det var, of inden hun kunne spørge, havde Alice smækket døren igen. Everly var ikke sikker på hvorfor Alice var så bekymret, for at Everly var alene med Rhys. Alice var selv venner med Liam, så hun kunne vel ikke tillade sig at være sur over, at Everly også gjorde bekendtskab med Liam og Liams venner. 

”Rhys?” begyndte Everly i håbet om at hun kunne få svar på det spørgsmål hun ikke fik stillet tidligere. Rhys brummede, og Everly tog det som et tegn til at fortsætte. 

”Bar du mig ind i din seng?” spurgte hun, og så på ham. Hans ene hånd lå på sit lår, den anden holdte om rettet. 

”Hvorfor stiller du spørgsmål du allerede kender svaret på?” spurgte Rhys i sin sædvanelige, kedsommelige tone. 

”Jeg ville bare være sikker,” mumlede hun, og følte sig en smule nedgjort. Det var trods alt bare et spørgsmål, men det lod ikke til at Rhys brød sig om, at blive spurgt om noget som helst. Alligevel kunne Everly ikke holde sin nysgerrighed tilbage. 
”Hvorfor måtte Liam ikke se mig inde på dit værelse?” Rhys’ mørkeblå øjne faldt i et øjeblik på Everly, inden han igen kastede sin opmærksomhed på vejen. 
”For det første,” sukkede Rhys. ”Stiller du for mange spørgsmål. Det er irriterende. For det andet, har Liam ikke brug for at vide altting, og du, du er noget han ikke skal vide noget om.” 

”Hvorfor?” Hun kunne have slået knuder på sin egen tunge. Spørgsmålet var nærmest faldet ud af munden på hende, og hun fortrød det, i det øjeblik det havde forladt hendes læber. 

”Fordi, Everly!” udbrød Rhys. ”Sådan er det bare.” Hun vidste at hun var gået for vidt, og krympede sig en smule i sædet. Rhys kunne se ufattelig skræmmende ud, når han ville. 

         Rhys parkerede ved kantstenen overfor Everlys hus. Hun tog fat i taskestropperne med sin ene hånd, og skulle til at åbne døren, da Rhys lagde en hånd på hendes overarm. 

”Vi ses i morgen, Everly.” Hans tonefald var roligt, men venligt. Det lød som et løfte. Som om han lovede hende, at de skulle se hinanden i morgen. Everly smilede, pludseligt generet. 

”Vi ses i morgen, Rhys,” svarede hun og steg ud af bilen. 

 

                             

Alvin, Liam og Louis stod og ventede på Rhys, ved floden i skoven. Rhys stoppede op en meter fra de andre drenge, med hænderne i lommerne, og et hævede øjenbryn. 

”Hvad er det så, Alvin,” begyndte han, i et skræmmende roligt tonefald. ”Der er så vigtigt, at det ikke kunne vente til et lidt mindre risikabelt tidspunkt.” Alvin var fornuftig nok til at se en smule nervøs ud, for han vidste godt, at det ikke var klogt af de fire drenge at mødes nu. 

”Jeg ved godt at det er en smule risikabelt, Rhys, men…” 

”Kom til sagen,” drævede Rhys køligt. Alvin nikkede, han vidste at Rhys ikke ville bryde som om det han havde at fortælle. Han tøvede et øjeblik længere inden han tog sig sammen. 

”Jeg har hørt at Jackson så noget i nat, som han ikke skulle have set.” Som forventet forvred Rhys’ ansigt sig i en irriteret grimasse. 

”Hvad er det Jackson tror han har set?” spurgte Rhys køligt. Han blev nødt til at minde sig selv om, at der ikke var nogen grund til at miste besindelsen fuldstændigt.

”Han mener han har set dig banke noget fornuft ind i en af vores kunder,” forklarede Alvin. Rhys lod sit blik glide hen over sine venner. Både Alvin og Liam undgik hans blik, men Louis så på ham med et undrende ansigtsudtryk. 

”Jeg vil skide på hvad Jackson påstår han har set,” snerrede Rhys. ”I skal ikke foretage jer noget. Hvis Jackson bliver et problem, skal jeg nok selv tage mig af det.” De tre drenge nikkede. Rhys drejede om på hælen og forsvandt længere ind i skoven. Han havde ikke mere at sige til dem, mest fordi han var irriteret over at være kaldt herud, uden, ifølge ham selv, en god nok grund. 

         Rhys’ bil holdt parkeret i udkanten af skoven. Rhys gik bevidst en omvej hen til sin bil, for at køle en smule end inden han ville køre hjem. Irriteret, træt, og med en voksende uro satte Rhys sig ind i sin bil, og begyndte at køre hjemad. Han så på Everlys hus da han kørte forbi, overvejede et kort øjeblik at stoppe, men kom på bedre tanker. 

         Rhys åbnede fordøren til huset langsomt. Gardinerne var trukket for, og lyset var sluttet i gangen. Han lukkede døren efter sig, så lydløst som han kunne. Han fulgte lyden af fjernsynet ind i stuen, hvor der heller ikke var tændt noget lys, på trods af de nedrullede gardiner. En middel aldrende kvinde sad og sov i en lænestol. Hun havde en flaske i hånden, og der stod flere på sofabordet. Rhys rystede på hovedet og fjernede flasken fra kvindens greb, og satte den på sofabordet blandt de andre flasker af samme slags. Han satte sig på hug foran hende, lagde sine hænder på dames knæ, og lagde sit hoved en smule på skrå. 

”Mor,” sagde han stille, og gav hendes knæ et lille klem. ”Mor, jeg er hjemme igen.” Hun vågnede ikke, så Rhys rejste sig op igen, og forlod stuen. 

         Rhys’ værelse lignede ikke resten af huset. Gardinerne fra trukket fra, sengen var redt, og der lå ikke noget på gulvet. Rhys kunne godt lide at have et ryddeligt værelse, og bandede tit over at resten af huset lignede en svinestald, men han havde ikke tid til at rydde op efter sin mor. Han satte sig ned på sin seng, lænede sine albuer på sine knæ, og gemte hovedet i hænderne. Det havde været en lang nat, og han havde en idé om, at dagen i morgen ville blive endnu længere. Rhys lod sine hænder falde fra sit ansigt, da han mærkede sin telefon vibrere i sin lomme. Han tog den op af lommen, og trykkede på skærmen, inden han tog den op til øret. 

”Hvad nu Alvin?” Han forsøgte ikke at lyde irriteret, men det lykkedes ikke helt. 

”Vi har brug for dig i lejligheden,” svarede Alvin. Han lød forpustet, men ikke urolig eller bange. Rhys der havde spændt sine muskler, begyndte at slappe af igen. 

”Jeg er der om lidt,” svarede han og afbrød opkaldet inden Alvin nåede at sige mere.   

         Rhys blev siddende i bilen i et par minutter, for at samle sig. Han havde ikke haft lyst til at forlade huset og sin mor. Han rystede på hovedet ad sig selv, slukkede bilen, og steg ud, for så at begiv sig op til lejligheden han havde forladt tidligere samme dag. 

”Rhys?!” kaldte Liam da Rhys trådte indenfor i lejligheden. Han svarede ikke, men gik bare ind i stuen uden at tage sin jakke og sko af. Han stillede sig et stykke fra sofaerne, hvor drengene sad, stak sine hænder i lommerne og ventede. 

”Jacksons venner bliver ved med at være et problem,” sagde Liam da han fik øje på Rhys. ”Alvins bil har været udsat for hærværk. Vi bliver nødt til at gøre noget ved det.” Rhys så rundt på sine tre venner, mens han overvejede hvad der ville være den bedste løsning. Jackson var allerede i gang med at sprede rygter om Rhys, og det lod til at hans venner havde lappet det hele i sig. 

”Jeg vedat Jackson ikke har set noget,” begyndte Rhys i sin sædvanelige kølige tone. ”Men Jacksons små venner er begyndt at gå mig på nerverne; problemet er bare at vi ikke kan gøre dem noget nu. Jackson har desværre fordelen i dag, men det skal jeg nok sørge for at lave om på, men vi bliver nødt til at være tålmodige. Vi holder lav profil de næste to uger og vi lader være med at indsamle gæld på skolen, forstået.” Drengene nikkede. 

”Men,” fortsatte Rhys. ”Der er én jeg skal have en snak med i aften, for han skylder os flere penge end nogen af vores andre kunder.” 

”Er du sikker på, du har lyst til at snakke med ham selv?” spurgte Louis uroligt. Rhys fortræk ikke en mine, men borede sine blå øjne ind i Louis’, som nikkede. 

”Jeg skal nok sørge for at politiet har noget andet at lave i aften,” sagde Liam, og rejste sig fra sin plads i sofaen. ”Men lad nu være med at larme for meget.” Liam så på Rhys med et hævet øjenbryn, da han gik fordi sin ven på vej ud i køkkenet. 

”Skal i andre have en øl med?” råbte han. Både Alvin og Louis råbte ja. Rhys forblev tavs. 

”Er der andet i vil diskutere eller har i brug for en babysitter?” drævede Rhys.

”Vi ringer hvis vi får brug for dig,” svarede Louis, og tog i mod den øl Liam rakte til ham. 

”Hvorfor er det du aldrig gider drikke øl sammen med os?” spurgte Liam, og rakte en øl til Alvin inden han satte sig ned i sofaen igen. 

”Vi ses forhåbentlig først i morgen drenge,” var alt Rhys svarede inden han igen forlod lejligheden. Træt og irriteret over at være blevet bedt om at mødes med de andre drenge to gange, satte Rhys sig endnu engang ind i sin bil, og satte kursen hjemad. Dagen føltes allerede alt for lang, og den var kun lige startet. 

         Da Rhys kom hjem for anden gang den dag, var hans mor vågnet, men hun havde ikke flyttet sig fra lænestolen i stuen. 

”Rhys?!” kaldte hun, da hun hørte døren gå op. Rhys tog sin jakke og sine sko af, inden han svarede; ”Ja, mor, det er mig.” Han lagde sine bilnøgler i lommen på sin ophængte jakke og gik ind i stuen til sin mor. Hun havde åbnet en ny flaske med øl. Rhys sukkede da han så den halvtomme flaske i sin mors spinkle, blege hånd. Hun var en spinkel dame, med uglet, skulderlangt nøddefarvet hår. Hun så på sin søn, forvirret. 

”Hvor har du været?” spurgte hun. Hendes stemme lød svag, som om den ville svigte hende når som helst. 

”Hjemme hos Liam, mor. Det har jeg fortalt dig,” svarede Rhys og satte sig på hug foran lænestolen. Han lagde sine hænder på hendes knæ, som han havde gjort tidligere selv samme dag. 

”Sagde du det?” spurgte hun, og med en rystende hånd, førte hun ølflasken op til sine tørre læber, og tog en slurk. 

”Ja, mor.” Han aede hendes knæ, kærligt, og forsigtigt. ”Jeg bliver nødt til at gå i aften, der er en jeg skal snakke med. Du skal ikke vente oppe på mig, okay?” Hun rynkede brynene. Rhys kunne se at hun ikke var ædru, og det fik han til at spekulere over hvor meget hun havde nået at drikke imens han havde været væk. 

”Du ligner din far, Rhys Rapp.” Han lukkede øjnene i et langt øjeblik, og rejste sig så op i en langsom, kontrolleret bevægelse. 

”Det ved jeg,” svarede han. Det var noget hun mindede ham om, næsten hver dag. Rhys havde besluttet at det hverken var en god eller en dårlig ting, men han brød sig alligevel ikke om at høre hende sige det. Hun brugte det nærmest som et skældsord. Hun vidste at Rhys ville lade hende være i fred hvis hun sagde det, og hun havde ret. Rhys havde ikke lyst til at blive i stuen efter den udmelding, så han forlod stuen og gik ind på sit værelse. 

 

Den sene aften kom alt for hurtigt. Rhys traskede ned af trappen og ind i stuen. Hans mor sad stadig i lænestolen. Han stod lænet op af dørkarmen, og så på sin mor. Han gik ikke ind i stuen før han var helt sikker på at hun sov. 

         Så lydløst som han kunne, gik han hen og fjerende flasken hun holdte i sin hånd og stillede den fra sig på sofabordet. Her lugtede indelukket, og Rhys vidste at hvis der skulle ryddes op, blev han selv nødt til at gøre det. Han lagde forsigtigt sin arm under hendes knæ, og en rundt om sin mors spinkle skuldre, og løftede hende op. Hun var for tynd. Hendes rygsøjle borede sig ind i Rhys’ arm, og hendes kinder var udmagrede. Forsigtigt og med så meget kropskontrol han kunne mostre, bar han sin mor op af trappen, og ind på hendes værelse. Han lagde hende i sengen, og trak dynen over hende. Rhys kyssede hende flygtigt på kinden, inden han skyndte sig nedenunder, trak sin jakke og sko på. 

         Det var begyndt at regne udenfor. Dråberne trommede med forruden på Rhys’ sorte bil, mens han kørte gennem gaderne. Der var ikke særlig mange biler på vejene, og der var ikke nogen der så Rhys parkerer sin bil i udkanten af skoven. Der var heller ikke nogen der så ham, stige ud og forsvinde ind mellem de tætstående træer. 

         En mand med jordbær blondt hår stod floden og ventede. Rhys blev stående ikke stykke fra ham, u-opdaget, og observerede manden. Han havde en kniv, han forsøgte at gemme bag sin ryg, men Rhys kunne ikke se andre våben. Det ville blive en hårdere aften end han havde forventet, men han trådte alligevel tættere på floden. 

”Rapp,” sagde manden, og trådte hastigt et skridt væk fra Rhys. 

”Ed,” svarede Rhys. ”Har du pengene med?” spurgte han. Det var ikke et spørgsmål han stillede fordi han ikke kendte svaret, for Rhys vidste udmærket godt, at Ed ikke havde de penge Rhys bad om. 

”Rapp, du ved godt at det har været svært for mig på det sidste,” forklarede Ed med skælvende stemme. 

”Det er ikke mit problem,” drævede Rhys, og lod sine hænder glide ned i sine bukselommer. Han kunne se den anden mand var bange, men ikke bange nok til at trække den kniv Rhys vidste han gemte. 

”Rapp for helvede, hvad vil du have jeg skal gøre?” spurgte han febrilsk. 

”Hvad med at du lod være med at købe flere stoffer end du har råd til, Ed,” svarede Rhys i et skræmmende roligt tonefald. Ed hev kniven frem, og så på Rhys skræmt og frustreret. 

”Du er i gang med at rode dig selv ud i noget du ikke kan håndtere,” sagde Rhys, og lagde hovedet på skrå. Han havde stadig sine hænder i lommerne. Ed trådte et skridt nærmere. Hånden, der holdte om knivskaftet, rystede. De var begge gennemblødte selvom trækronerne skærmede dem en smule for den aggressive regn. Ed trådte endnu tættere på og hævede kniven en smule mere. 

”Jeg er ikke bange,” skælvede Ed. Rhys hævede et øjenbryn, men tog alligevel sine hænder op af lommerne. Ed sprang frem mod Rhys, kniven først, men ramte ikke. Rhys havde afværget ham, og slået ham i ansigtet med sin knyttede næve. Ed rystede på hovedet, og hævede endnu en gang kniven, hvorefter han sprang frem mod Rhys. Endnu en slag i ansigtet fik Ed til at vakle tilbage. Han var lige ved at glide på den mudrede jord. Rhys kørte fingrene gennem sit hår, for at få det væk fra øjnene. Ed så det som sit snit til at slå til, og denne gang ramte han. Rhys mærkede en skarp smerte lige over sin hofte. Ed der igen havde været ved at glide, havde hun snittet Rhys, men det var nok til at huden brast, og det begyndte at bløde. Han så ned ad sig selv, og så op på Ed igen. Vrede gennemsyrede Rhys’ krop, og han hvæsede af Ed. Han greb fat om Eds trøje og nikkede ham en skalle, og skubbede ham ned i mudret. Kniven sparkede han ud af Eds hånd. Han lå og blødte på jorden, og træk vejret i gispende hiv. 

”Idiot,” snerrede Rhys, og vendte sig om for at gå. Han nåede knap at vende sig om inden han blev skubbet hårdt ind i et træ. Ed var på benene igen. Blodet løb ud af næsen på ham, men han lod ikke til at bemærke det. Rhys knyttede sin næve og slog Ed på kæben. Han vaklede et par skridt bagud, men blev stående oprejst. De to drenge løb mod hinanden, og begyndte at slå løs på hinanden. Rhys blev ramt både i ansigtet og i maven, men han afværgede det fleste af Eds angreb. Rhys sparkede benene væk under Ed, og satte sig overskrævs på ham i mudret, og begyndte at slå ham i ansigtet. Igen og igen og igen. Ed fik fat i kniven der lå en armslængte fra ham i mudret. Rhys der havde overtaget, så ham svinge kniven, men nåede kun at sænke farten på kniven en smule. Rhys tag fat om Eds håndled, og vred det rundt. Ed tabte kniven, og Rhys hørte en knogle brække. Han slog Ed i ansigtet to gange, og rejste sig så fra ham. Denne gang blev Ed liggende i mudret. Rhys tjekkede at Ed stadig trak vejret, og begav sig endnu engang ud af skoven. 

         Smurt ind i vand, mudder og blod, satte Rhys sig ind i sin bil og begyndte at køre. Adrenalinen susede rundt i kroppen på ham, og han følte sig en smule svimmel. Han havde svært ved at orientere sig, men blev ved med at køre. Han stoppede først bilen da han nåede et hus, han var kørt forbi mere end én gang den dag. Han tog en dyb indånding, inden han slukkede for motoren, og steg ud af bilen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...