Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2103Visninger
AA

5. 4. Én nat bliver til flere.

 

Messenger appen på Everlys telefon fik skærmen til at lyse op. Hun så på den.

Er her nu!

Uden at svare gik Everly nedenunder, tog sin læderjakke på, puttede mobilen og sine nøgler i lommen.

”Jeg går nu,” råbte hun med hånden på dørhåndtaget.

”Hej, hej skat,” råbte hendes forældre, og så skyndte Everly sig ud af døren. Rhys stod med hænderne i sine bukselommer, og et kedsommeligt blik i øjne. Han så ikke den mindste smule glad ud, for at se hende.

”Hej,” brummede han, og nikkede med hovedet som hilsen. ”Hej,” mumlede hun, og lod sit blik falde på hans påklædning. Han sorte jeans var hullede, og hans mørkeblå T-shirt fik hans øjne til at virke en smule lysere. Han tog sine hænder op af lommerne og begyndte at gå, og Everly fulgte efter. Ligesom sidste gang hun så ham, kunne hun mærke en masse spørgsmål presse sig frem. Hun havde ikke lyst til at overvælde ham med en masse spørgsmål, men hun kunne næsten ikke beherske sin nysgerrighed.

         Efter lidt tid i stilhed, kunne Everly ikke beherske sig længere. Hun kastede et hurtigt blik på ham.

”Hvorfor var du ikke i skole i midt i ugen?” spurgte hun, og indså først bagefter, at hun måske skulle have startet samtalen på en lidt anden måde. Han så på hende med hævede øjenbryn.

”Hvorfor vil du vide det?” spurgte han og stak sine hænder i jakkelommerne. Everly trak på skuldrene. Hun kunne ikke fortælle ham, at det var fordi hun havde set frem til at se ham igen efter at have mødt ham i skoven. At hun ledte efter hans ansigt i alle de klasselokaler hun gik ind i. Så hun lod være med at sige noget.

”Hvorfor kom du så i skole i dag?” spurgte hun. ”Hvorfor ikke bare holde fri?” Han stoppede op, og Everly svor hun så overraskelse flimre i hans blik, men det var væk hurtigere end det var kommet. Han begyndte at gå igen, et lille skævt smil dansede om hans læber. Det var mere skræmmende end det var charmerende.

”Hvorfor så mange spørgsmål?” svarede han henslængt, og løftede sit højre øjenbryn. Everly modstod fristelsen til at række en hånd op og røre ved øjenbrynet.

”Det ved jeg ikke,” mumlede hun. ”Jeg er nysgerrig.”

”Dét,” begyndte han. ”Til højre her,” tilføjede han og pegede ned af en gade. ”er en underdrivelse,” fortsatte han. Hun så forvirret på ham, men nikkede så. Hun var meget nysgerrig og burde nok have lagt bånd på sig selv. ”Men,” fortsatte han. ”Hvis du har flere spørgsmål, så stil dem nu, og ikke når vi er omkring andre mennesker.” Hun syntes det var en lidt underlig opfordring, men hun greb alligevel chancen.

”Er du sikker på, at det er okay jeg kommer med til Liams fest?” spurgte hun og forsøgte at gemme den nervøse følelse der truede med at overmande hende. Han svarede ikke, men satte tempoet op. Forvirret over hans pludselig skift i tempo og kropsholdning, småløb Everly op på siden af ham og greb fat i hans arm, stoppede op, og tvang ham til at gøre det samme. Da hun så hans blå øjne kigge på hende, syntes hun at de virkede mørkere end før. Meget langsomt, og uden at bryde øjenkontakten, tog Rhys fat i Everlys hånd og fjernede den fra sin arm.

”Der kommer til at være så mange mennesker i det hus, at han ikke engang vil opdage hvem der var inviteret og hvem der ikke var,” snerrede han. ”Og,” fortsatte han i samme tone, og kastede et blik på hendes hånd. ”Du skal ikke røre ved mig igen, er du med?” Hun nikkede, en smule skræmt over hvor hurtigt hans humør havde ændret sig. Han gjorde et kast med hovedet, og sammen begyndte de at gå igen, men denne gang turde Everly ikke sige noget.

         Huset var overvældende stort, og Everly forstod nu hvorfor Rhys havde sagt, at Liam ikke ville opdage hvis der var en enkelt gæst mere med. Lydenmuren der ramte dem, da de trætte indenfor var enorm. Der var mennesker næsten alle steder. Everly genkendte nogen af dem fra skolen. Nogle af dem havde hun timer med, andre havde hun set på gangene, men her var også mennesker hun aldrig havde set før.

         Hun fulgte lydløst efter Rhys der snoede sig ind og ud mellem flokke af mennesker, indtil de kom til køkkenet. Det var det eneste af rummende, Everly havde set, det var oplyst.

         På køgeøen midt i køkkenet stod der rækkevis af flasker med alkohol, sodavand, juice og plastikkrus. Rhys begyndte at blande indholdet af to af flaskerne, i to forskellige krus. Det ene rakte han til Everly, det andet tog han en tår af. Hun så hans adamsæble bevæge sig ned og op igen, da han sank. Igen blev hun nødt til at undertrykke sin trang til at røre ved ham.

”Kom,” sagde han og forlod køkkenet, med Everly lige i hælene. Hans skuldre var anspændte, og han gik ikke længere målrettet, som da de var gået mod køkkenet. Det var tydeligt, at han nu ledte efter en eller anden. Han gik langsommere end før, men formåede stadigvæk at se ud som om han vidste hvor han skulle hen.

         Rhys stoppede op ved en sofa, og så tilbage mod Everly. Hun var stoppet op næsten lige bag ham.

”Vent her,” sagde han og pegede på en tom plads i sofaen. Everly der efterhånden var træt af at få ordre af ham, løftede sine øjenbryn. Han sendte hende et strengt blik, der fik hende til at himle med øjne, men hun satte sig alligevel ned i sofaen.

         Everly sad ikke længe i sofaen, inden hendes glas var tomt, og hun var begyndt at kede sig, så hun rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet, for at finde noget mere at drikke. Hun var begyndt at fortryde, at hun var taget med. Everly blev revet ud af sine tanker, da hun mærkede en varm, hånd blive lagt på sin skulder. Hun stoppede med at hælde og så på personen hvis hånd lå på hendes skulder. Det var en blond dreng. Han havde en sort skjorte på, hvis ærmer var foldet op til lige under hans albue. Han havde lyse, blå øjne, og et bredt, venligt smil. Han så bekendt ud, men Everly kunne ikke placere, helt præcist hvor hun havde set ham før.

”Er du ikke den nye pige?” spurgte han, og lod sin hånd falde ned langs siden. Han ånde lugtede af alkohol og røg, og det fik Everly til at træde et skridt væk fra ham.

”Den nye pige?” svarede Everly, og løftede sine øjenbryn. Hun havde fundet ud af, i løbet af sin første uge på skolen, at hun ikke brød sig om at være ’den nye pige’ og hun satte ikke pris på, at blive tiltalt som han lige havde gjort.

”Du er lige flyttet hertil, ikke?” spurgte han, men usikkerhed svømmede ind over hans blik. Everly fik medlidenhed med ham, og sendte ham et opmuntrende smil.

”Jo,” sagde hun. ”Jeg flyttede her til for næsten en uge siden.” Usikkerheden i hans øjne forsvandt og han smil blev endnu bredere.

”Jeg er Jackson,” sagde han og rakte sin hånd frem mod hende. Hun trykkede den. ”Jeg hedder Everly.”

”Hvor er du fra?” spurgte han, og tog en slurk af indholdet i koppen han holdte i hånden.

”Leeds,” svarede hun, og så overraskelse skylle ind over hans ansigt. Han sagde ikke noget i et stykke tid, bange for at han ville lyde fordomsfuld.

”Er du oprindeligt fra Leeds?” spurgte han forsigtigt. Everly tvang sig selv til ikke at grine. Hun havde altid syntes det var sjovt, når folk trådte varsomt omkring netop det emne. Hun var ikke blevet fornærmet over hans spørgsmål, for hun kunne godt forstå hvorfor han spurgte.

”Min far er fra Spanien, men min mor er Englænder,” grinede hun, og blev glad da hun så hans skuldre slappe af. Han var ikke anspændt længere.

”Så du har boet i England hele dit liv?” spurgte han. Overrasket over hans nysgerrighed, mærkede Everly, at hun satte pris på den.

”Nej, vi flyttede hertil da jeg var fire, men jeg er blevet lært engelsk fra starten,” forklarede hun. Jackson nikkede og løftede sit glas.

”Skål,” sagde han og ventede på, Everly tog sit glas. ”For nye venskaber.”

”Skål,” smilede Everly, og lod kanten af sit glas ramme hans, inden de begge tog en slurk.

         Jackson viste Everly rundt i huset mens han fortalte hende om de mennesker der var tilstede, dem han kendte i hvert fald. Og han kendte de fleste. Efter et stykke tid gik stillede de sig ved en væg i det lokale Rhys havde efterladt Everly i tidligere på aftenen.

”Hvem er Liam?” spurgte Everly der ikke længere var i stand til at holde sin nysgerrighed i skak.

”Liam?” sagde Jackson og så rundt på mængden af mennesker, som om det var ham han ledte efter.
”Jeg så ham inden jeg stødte på dig, men jeg har ikke set ham siden,” svarede han. ”Ved du noget som helst om Liam?” Everly rystede på hovedet.

”Han er en fyr på femogtyve, der groft udnytter at hans forældre ofte tager i sommerhus i weekenderne. Han har selv en lejlighed han bor i til hverdag, et eller andet sted her i byen,” forklarede Jackson.

”Hvorfor holder han fester for en masse attenårige?” spurgte Everly undrende.

”Han kender tre af de drenge der går på skolen, og så kan han sælge sine stoffer her uden problemer,” svarede han. Hun så op på ham overrasket. Det var ikke noget hun havde lagt mærke til, eller følte sig tryg omkring.

”Hvem er det han kender?” spurgte hun, selvom hun godt vidste hvem én af de tre drenge var.

”De er en lille trio på skolen. Jeg ved ikke om du har lagt mærke til dem,” sagde Jackson. Hans blik var blevet drilsk, men der var noget i hans tone, der gav Everly et indtryk af, at han ikke var specielt glade for dem. ”Det er Alvin, en blondt, lidt spinkel fyr. Louis, en sorthåret fyr, der altid ligner han lige er stået op, og,” sagde han og sukkede. ”Rhys Rapp.” Han forklarede ikke hvordan Rhys så ud, og det var egentlig heller ikke nødvendigt. Everly vidste udmærket godt hvordan Rhys så ud. Hun kunne se hans blå øjne, og mørke hår for sig. Hun rystede på hovedet, for at fjerne billedet af Rhys på hendes nethinde.

”Kender du dem godt?” spurgte Everly, hun ville gerne høre Jackson fortælle om drengene. Hun vidste hun nok ikke ville få mange svar, hvis hun begyndte at stille Rhys spørgsmål, men Jackson virkede villig til at give hende nogle.

”Både ja og nej,” begyndte han og tog en dybindånding. Han vendte sig halvt om mod hende, så hans skulder lænede op af væggen. ”Jeg synes ikke specielt godt om dem. De er ikke typerne man burde hænge ud med. Jeg vil næsten gå så vidt, som at sige, at de er farlige.”

”Næsten,” sagde Everly, endnu mere nysgerrig end før. Jackson lo en glædesløs latter.

”De skræmmer ikke mig,” svarede Jackson bestemt, som om hun havde hentydet, at de kunne true ham. ”Selvom,” fortsatte han bittert. ”Rhys har gjort sit for at gøre mig bange.” Everly så væk fra Jackson, og ud på flokken af mennesker. Det var først da skuffelse sneg sig gennem kroppen på hende, at hun indså, hun havde ledt efter Rhys. Jackson blev skubbet tættere på Everly af nogle fulde forbipasserende. Everly og Jackson smilede generet til hinanden. Forlegen over pludselig at stå så tæt, men ingen af dem trådte tilbage.

”Sidste spørgsmål,” lovede hun, og så på Jackson. Hun kunne se at hans, blege hud var glat og jævn. Hans fuldige øjenbryn, ikke helt symmetriske, men klædte ham. ”Hvorfor kan du ikke lide Rhys?” Hans blå blik var alvorligt, og mindede Everly om en frossen sø. Hun gøs ved tanken.

”Jeg har mine grunde,” svarede han. Det var det første utydelige svar han havde givet hende, og hun havde heller ikke forventet, at han ville fortælle hende noget.

”Tomt?” spurgte han, og nikkede mod hendes glas. ”Jep,” svarede hun, og lod ham tage glasset ud af hendes hånd. Han satte deres tomme plastikglas på et lille bord et stykke bag ham. Det var allerede fyldt med andres tomme krus.

”Vil du danse?” spurgte Jackson, efter at have stillet glassene fra sig. Han holdte en hånd ud til hende, og hun skulle lige til at lægge sin hånd i hans, men en bevægelse lige bag Jackson fik hende til at fryse i sin bevægelse.

”Nej,” knurrede en dyb stemme. Jackson lod sin hånd falde, og han vendte sig langsomt om. Rhys stod bag ham, hans øjne mørke, og faretruende kolde. Rhys så forbi Jackson og hen på Everly, der trådte et skridt tilbage, ikke fordi hun ville væk fra Jackson, men fra Rhys. Ingen sagde noget i et stykke tid, men Rhys blev ved med at se på Everly. Hun turde ikke se væk. Rhys gik udenom Jackson og ind foran ham.

”Kom,” sagde han lavt, så kun Everly kunne høre ham. Hun rystede på hovedet, pludselig irriteret over, at han var her, at han ikke havde brugt mere tid sammen med Liam. Irriteret over, at han ikke havde glemt hende.

”Kom,” sagde han igen. ”Jeg følger dig hjem.” Hun tvivlede på, at han ville lade hende være hvis hun sagde, så hun nikkede. Rhys begyndte at sno sig mellem menneskerne. Everly blev stående og så på Jackson.

”Beklager,” undskyldte hun. Jackson så forrådt ud, men lod alligevel en lille smil pryde sine læber. ”Det har hyggeligt at tale med dig,” fortsatte hun i håbet om, at han måske ville tale med hende igen hvis de så hinanden i skolen. Han nikkede.

”I lige måde.” Rhys var stoppet op, og Everly tog det som sit signal til at forlade Jackson, og følge efter Rhys.

         I gangen blev Rhys og Everly stoppet af en mørkhåret fyr. Han så ældre ud end mange af de andre drenge der var til festen.

”Rapp,” sagde han.

”Watson,” sagde Rhys, og stak sine hænder i lommerne.

”Går du allerede?” spurgte manden. For han var mere mand end han var dreng.

”Jeg har ikke mere at gøre her.” Rhys’ tone var kold, men ikke uvenlig. Manden lod sit blik glide over Everly.

”Du har måske lavet andre planer?” Everly trådte et lille skridt til siden, så hun stod halvt i dækning bag Rhys.

”Det rager ikke dig, Liam,” svarede Rhys, og trak på skuldrene. Han tog hænderne op af lommerne og lagde armene over kors.

”Skal du ikke introducere os?” spurgte Liam, og smilede lumsk. Det fik Rhys til at træde et skridt frem, og lade sine hænder falde ned langs siderne.

”Nej.” Han trådte udenom Liam og fortsatte hen til hoveddøren med Everly lige i hælene. Hun var pludselig glad for, at Rhys ikke havde taget hende med, da han mødtes med Liam tidligere på aftenen.

         Rhys lod Everly gå udenfor først, og smækkede døren hårdt i bag sig. Hans blik var fjernt, og Everly kunne lugte alkohollen, men i modsætning til Jackson lugtede Rhys ikke af røg. Han lugtede af den cologne han også havde duftet af tidligere.

         De sagde ikke noget til hinanden mens de gik, og da de nåede til Everlys hus, mumlede Rhys blot godnat, og gik sin vej. Everly stod og så på ham, forvirret over hans opførsel. Hun rystede på hovedet af ham, og låste sig ind i huset. Det havde været en lang dag og nat.

 

Everly vågnede op dagen efter med en dunkende hovedpine. Hun så på uret, på sin telefon, og konstaterede at det nok havde mere at gøre med, at klokken kun var ni, og ikke fordi hun havde tømmermænd. Hun gned sine øjne, og strakte sig. Hun lukkede øjne igen i håbet om, at hun måske ville kunne falde i søvn igen, men hendes mobil vibrerede, og det fik hende til at slå øjne op igen.

’Giv mig dit nummer så jeg kan ringe til dig xx.’ Everly stirrede på beskeden et øjeblik inden hun skrev sit nummer ned til Alice. Der gik ikke mange sekunder inden hendes mobil begyndte at ringe.

”Hej, ven,” sagde Everly en smule hæst. Hun lød træt.

”Hejsa,” svarede Alice med en overdrevent glad tone i sin stemme. ”Er du lige vågnet?” spurgte Alice. Everly gabte højt. ”Mmh,” mumlede hun.

”Du skal ikke noget i aften, vel?” fortsatte Alice.

”Ikke lige umiddelbart,” svarede Everly, og satte sig op i sengen. Hun ville gerne være sammen med Alice, lære hende bedre at kende. Everly havde et indtryk af, at den anden pige havde det på samme måde.

”Så skal du med til en privat fest hos en af mine venner.” Everly undertrykte et suk. Hun havde håbet på, at de to skulle have været ude at spise sammen, eller set en film hjemme hos én af dem.

”Jeg ved ikke rigtig,” tøvede hun.

”Jo, Everly, jo!” bad Alice. ”Det bliver hyggeligt. Der kommer ikke så mange mennesker, og musikken er ikke for høj, så vi kan sidde og snakke,” lokkede hun. Everly sagde ikke noget.

”OG,” fortsatte Alice dramatisk. ”Rhys kommer.” Everly forblev stille, selvom hun godt vidste, at det havde været det rigtige at sige. Det havde været underligt mellem Everly og Rhys i nat, efter de forlod festen, men det gjorde kun Everlys lyst til at se ham igen, større.

”Øm,” mumlede Everly i et håb om, at Alice ikke kunne gætte sig til at hun havde haft ret.

”Hold op – vil du ikke nok tage med?” spurgte Alice med en smule usikkerhed i stemmen. Everly ville gerne med, og hun ville gerne være sammen Alice. Og Rhys, hun ville rigtig gerne være sammen med Rhys. Everly sukkede tungt.

”Okay.”

”JA” råbte Alice. ”Jeg henter dig klokken fire, så kan vi gøre os klar hjemme hos mig.” Everly smilede og fortalte Alice at hun nok skulle være klar til klokken fire

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...