Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2087Visninger
AA

4. 3. Aften fester.

 

Til Everlys skuffelse mødte Rapp ikke op dagen efter i skolen. Hun havde lyst til at spørge Alice hvad hun vidste om ham, men lod være fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle spørge ind til ham. Sidst de havde talt om Rapp, havde Alice været anspændt lang tid efter, og det var ikke en oplevelse Everly havde lyst til at gentage.

         Det var ikke før fredag morgen, at Everly så Rapp igen. Han sad allerede på sin sædvanelige plads ved et bord nede i hjørnet. Everly var kommet lidt sent ud af døren den morgen, og var en af de sidste til at møde op inde i klassen. Der sad allerede en pige ved siden af Alice, og den eneste plads der var ledig var den ved siden af Rapp, så det var den plads Everly satte sig på. Og som engelsktimen gik i gang, hobebede spørgsmålene sig op i Everly. Der var så mange ting hun gerne ville vide om Rapp. Hvorfor var han ude i skoven den aften? Hvad var hans navn? Hvilket ry kunne han overhovedet have, der kunne få de to drenge til at frygte ham som de gjorde? Hun blev mere og mere restløs for hvert nye spørgsmål der dukkede op i hendes hoved. Hun sad ubevidst og bevægede sit ene ben og op ned i hurtige bevægelser. Det gav et sæt i hende, da hendes ben blev tvunget til at forholde sig stille, da en stor, varm hånd lagde sig tungt på låret lige over knæet.

”Sid stille,” brummede Rapp, i den samme langsomme tone han havde brug for et par dage siden, da hun var stødt på ham ude i skoven. Hun sad som frosset til stedet, men kunne alligevel ikke lade være med at se hen på ham. Han så ikke vred ud, men han havde poser under øjne, og hans skuldre så anspændte ud. Hun tænkte på, om han mon overhovedet havde sovet i nat. Hans blå øjne var matte og næsten samme farve som poserne under hans øjne. Hun lod sit blik falde på hans varme hånd der stod lå på hendes lår. Hans blodåre var tydelige, og hans hånd og fingre havde mange ar, der var alarmerende hvide i forhold til hans hud.

”Jeg er restløs,” hviskede Everly sukkende, som for at forklare hvorfor hun ikke havde kunne sidde stille, men det var som om, at hans berøring sugede restløsheden ud af hendes krop, og hun begyndte at slappe mere af. Hun lod igen sine grønne øjne måde hans blå. Han så på hende med hævet øjenbryn.

”Hvorfor?” spurgte han. Spørgsmålet kom bag på Everly. Hvorfor ville han vide det? Hvorfor talte han overhovedet stadig til hende? Og hvorfor lå hans hånd stadig på hendes lår? Everly kastede et hurtigt blik mod Ezra, for at sikre sig, at han ikke havde opdaget, at de ikke længere lyttede.

”Jeg har bare rigtig mange spørgsmål,” svarede hun, med en splittet følelse i kroppen. Hun havde både lyst til at snakke med Rapp men hun ville også gerne følge med i timen. Hun havde trods alt ikke været på skolen fra starten af skoleåret, så hun havde brug for at følge godt med nu.

”Mange spørgsmål,” sagde Rapp, med undertrykt latter og det fangede Ezras opmærksomhed.

”Rapp og Salazar, følger i med?” spurgte han retorisk. De to elever så på deres lære, og Ezra fortsatte sin undervisning. En kuldegysning gled gennem Everlys krop, og hendes lår føltes pludselig koldere end før. Hun så ned, og opdagede at den pludselige kulde var opstået fordi Rapp havde flyttet sin hånd fra hendes lår.

”Du har ikke godt af at være så nysgerrig,” sagde Rapp med et smil dansede om sine læber.

”Der er absolut ikke noget i vejen med at være nysgerrig,” svarede Everly trodsigt, ikke klar over hvorfor hun havde behov for at forklare sig. Med en følelse af irritation og frustration, mest over sig selv, lod Everly sin opmærksomhed falde på Ezra Cowden igen. Hun anede ikke hvem drengen der sad ved siden af hende var, og det irriterede hende, at hun gerne ville vide hvem han var, mest fordi hun ikke kunne forklare hvorfor. Hun lod tankerne svømme væk, og skrev lydigt ned alt det Ezra skrev på tavlen, uden rigtig at opfange hvad det egentlig var. Uden selv at opdage, begyndte Everly endnu engang at bevæge sit ene ben utålmodigt op og ned. Og endnu engang mærkede hun en varm, stor hånd ligge sig på hendes lår.

”Bad jeg dig ikke om at sidde stille?” vrissede Rapp, men lod sin hånd ligge på Everlys lår.

”Jeg vil skide på hvad du ber’ mig om,” svarede Everly, irriteret over beordringen, og tonen i hans stemme. Everly var ikke længere sikker på, at hun ville synes om Rapp, hvis hun faktisk lærte ham at kende. Rapps reaktion, kom dog bagpå Everly, for han udstødte en lyd, der mest af alt lød som et grin han forsøgte at skjule med et host.

”Rapp,” sagde Ezra højt, og både Everly og Rapp så på Ezra. Han havde ikke længere et venligt glimt i sine øjne, men et strengt blik havde lagt sig over hans ellers pæne ansigtstræk. ”Har du lyst til at fortælle resten af klassen, hvad der er så morsomt?” fortsatte Ezra. Everly var sikker på, at Rapp ville sige ’nej’, men igen overraskede han hende, og sagde i stedet: ”Min sidekammerart har bare rigtig mange spørgsmål.”

”Og så er du naturligvis en gentleman, og forklare hende det hele,” fortsatte Ezra skarpt. Rapp smilede et skævt smil, der mindede Everly, lidt om den måde de to blonde drenge hun havde mødt i skoven, havde smilt på.

”Naturligvis,” svarede Rapp med en skræmmende rolig stemme. Ezra sukkede. Resten af klassen sad i fuldstændig stilhed.

”I skal tie stille, ellers må en af jer bytte plads med nogen andre,” sagde Ezra, men holdte sit blik på Rapp, og ignorerede Everly fuldstændig. Rapp løftede arrogant sine øjenbryn, men Ezra kommenterede ikke på det. I stedet vente han tilbage til sin undervisning. Samtalen mellem Rapp og Ezra afholdte ikke Rapp fra at blive ved med at tale til Everly.

”Salazar,” småhviskede Rapp. ”Er du spansk?” Everly himlede med øjne. Hun kunne ikke gennemskue hvorfor han pludselig var så nysgerrig.

”Halv spansk,” svarede hun, i en ligeglad tone, og forsøgte at holde sit fokus på Ezra.

”Hvad hedder du?” spurgte han i en tone der fik Everly til at dreje sig halvt i stolen for at se på ham.

”Everly,” svarede hun, næsten åndeløst. Hans blå øjne lignede den nattehimmel Everly elskede så højt, og hun kunne ikke koncentrer sig om andet end at se ind i dem.

”Rhys,” sagde han hæst, og lod sit blik hvile på hende i et langt øjeblik. Rhys, Rhys, Rhys. Han navn. Hun havde fået hans navn at vide, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken.

 

Den aften, efter aftensmaden, smed Everly sig på sin seng, trak sin computer hen til sig, og åbnede Facebook i internetbrowseren. Hun havde fået en besked og en ven-anmodning. Hun klikkede på ikonet med ven-anmodninger, og blev glædeligt overrasket over at den var fra Rhys. Hun kunne ikke dy sig, så hun klikkede på hans navn, og begyndte at kigge hans profil igennem. Everly blev skuffet over hvad hun fandt, eller rettere hvad hun ikke fandt. Der var kun to profilbilleder og der var ikke oplyst andet end hans alder. Hun klikkede sig ind på sin egen startside igen, og fandt den besked der var blevet sendt til hende, også fra Rhys.

’Hvad har du af planer i aften?’ – Everly rynkede brynene over beskeden. Hun kunne ikke gennemskue ham, eller hvad han ville med hende, men hun ville gerne finde ud af det.

’Jeg har ikke lavet planer’

’Du skal til fest hos Liam Watson’ – Everly havde ikke hørt hans navn før, og kunne ikke erindre at Alice havde fortalt hende om ham.

’Hvem er han?’

’En af mine venner. Jeg henter dig kl. 22.’ – og så blev hans profil offline. Everly havde ikke haft mulighed for at svare ham. Hun havde ikke specielt meget lyst til at tage til fest, men der var et eller andet ved Rhys der fascinerede hende. Hun så på uret i højre hjørne af hendes computerskærm, og konstaterede at hun havde lidt under tre timer til at gøre sig klar. Everly rejste sig og gik nedenunder for at finde sine forældre. De sad begge i stuen, og så nyheder.

”Far og mor,” sagde hun, og rømmede sig for at høre opmærksom på sig selv. De drejede hovederne og så på hende. Hendes far så alvorlig ud, men hendes mor smilte et træt smil.

”Jeg er blevet inviteret til en fest i aften,” forklarede hun pludselig en smule nervøs for om de overhovedet ville lade hende tage af sted.

”Hos hvem skat?” spurgte Olivia, og fik, ligesom sin mand, et mere alvorligt udtryk i blikket. I et kort øjeblik var Everly sikker på, at hun nok ikke ville få lov til at tage med.

”En der hedder Liam,” svarede hun tøvende. Hun anede ikke hvem han var, så hun ville ikke kunne forklare sin mor hvor denne fest blev holdt helt præcist.

”Og hvem er Liam?” Hendes far havde vendt sig halvt om i sofaen for bedre at kunne se sin datter.

”En dreng der går på min skole.” Det var ikke helt løgn, for Everly vidste ikke om han gik på skolen eller ej, men noget sagde hende, at det gjorde han ikke. Nicolás fnøs, men sagde ikke noget. Olivia så bebrejdende på sin mand.

”Nico, jeg synes det lyder som en god idé.” Hun så igen på sin datter, med et lille smil.

”Livi, jeg er ikke tryg ved det,” brummede han. Everly satte sig ned ved siden af sin far, for hun vidste godt, at han nok ikke ville lade hende tage af sted, med mindre hun kunne overbevise ham om at der ikke ville ske hende noget.

”Papa,” begyndte hun, og så ind i sin fars varme, velkendte, brune øjne. ”Jeg er blevet inviteret af en ven,” forklarede hun. ”Min eneste ven,” tilføjede hun, selvom det ikke var helt sandt. Hun kunne nok ikke helt kalde Rhys sin ven, og det var ikke Alice der havde inviteret hende, men det behøvede Nicolás ikke at vide. Han sukkede dybt, og Everly vidste at det betød, han havde givet efter.

”Okay, Mija, men hvis du ikke kan komme hjem, så skal du ringe til mig, ellers vil jeg havde du skriver en besked til mig når du går fra festen, okay?” sagde han strengt. Everly nikkede ivrigt, og forsøgte at holde sin begejstring inde. Hendes far kyssede hende på kinden, og så rejste Everly sig igen og skyndte sig ovenpå for at begynde at gøre sig klar. Hun var både nervøs og spændt, specielt fordi Rhys havde inviteret hende. Hun tog en dyb indånding, tog sine højhælede støvler på, og så satte hun sig på kanten af sin seng og ventede. 

 

________________________________________________________

Næste kapitel på torsdag xx   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...