Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2078Visninger
AA

3. 2. Natteblå øjne.

 

Everly skrev ihærdigt noter til alt det hendes, unaturligt smukke lære sagde. Han havde hendes fuldkommende opmærksomhed. Den eneste gang hun så væk fra Ezra var da hun hørte sin sinemand fnyse. Hun så forskrækket over på ham, men hans blik forblev klistret til hans egen kopi af bogen. Han havde ikke åbnet den.

”Godt, tak for i dag,” sagde Ezra højlydt da klokken ringede ud. Drengen der sad ved siden af Everly rejste sig op, tog bogen, og snoede sig elegant mellem de mange borde. Han var ude af døren inden Everly overhovedet havde puttet sin egen bog ned i tasken. Hun løsrev sig blik fra døren, og lynede sin taske.

”Hej,” sagde en høj, kvindelig stemme. Everly så langsomt op fra sin taske, og svang den over skulderen da hendes blik faldt på pigen. ”Jeg hedder Alice,” sagde pigen, og flyttede en tot hår om bag det ene øre. Hendes hår var langt, og flammende rødt. Everly smilede til Alice. Taknemmelig for, at der var en der måske kunne vise hende rundt på skolen.

”Jeg hedder Everly,” svarede Everly, og trykkede pigens hånd.

”Må jeg se dit skema?” spurgte Alice. Everly rynkede sine bryn, men åbnede alligevel sin taske og fiskede sit skema op. Hun rakte det til Alice. Alice kiggede grundigt på det, med rynkede bryn, men smilede så stort til Everly.

”Vi har næsten alle vores timer sammen,” sagde Alice, og rakte skemaet tilbage til Everly. Everly tog imod skemaet og stoppede det igen ned i sin taske. ”Vi kan følges til historie,” sagde hun, og nikkede mod døren. Everly smilede og fulgte med Alice ud af klasselokalet.

         Det viste sig at Alice var en af de personer der var bekendt med stort set alle, og vidste mere eller mindre alt der foregik på skolen.

”Dørene er nummereret,” forklarede Alice og pegede på dørene mens de to piger passerede dem. ”Og hvert fag har et nummer som er identisk med det lokale man skal være i.” Everly nikkede, og kiggede opmærksomt på dørene, og skabene og de andre elever. Hun lyttede mens Alice forklarede hvem der havde en strid med hvem. Hvem der var kærester, og hvem der var håbløst forelsket i nogen de ikke kunne få. Everly lyttede intenst til alt det Alice fortalte, og priste sig lykkelig for, at det var lige præcis Alice der fundet hende.

”Vores historielære er lidt speciel. Hun har et glasøje, men jeg kan nu meget godt lide hende,” kluklo Alice. Everly, der ikke længere følte sig malplaceret, lo sammen med Alice. De gik sammen ind af døren, og blev mødt af en korthåret, ældre dame der stod og skrev på tavlen. Hun vendte sig om mod de to piger, og smilede stort.

”Alice!” udbrød hun. ”Hej fru Gray,” smilede Alice. ”Det her er Everly. Hun er ny,” fortalte Alice ivrigt og gjorde tegn til Everly.

”Everly. Dejligt navn,” sagde fru Gray og gav Everly hånden. Everly trykkede den, og fulgte så efter Alice. De satte sig ned ved et de forreste dobbeltborde. Alice fortalte hvilken bog de havde haft lektier for i, og forklarede hvad de havde haft om de sidste to uger. Fru Gray smilede opmuntrende til Alice, inden hun igen begyndte at skrive på tavlen.

         Elever begyndte at strømme ind, de fleste af dem smilede varmt til Alice, et par stykker hilste, og så gik timen i gang. Everly interesserede sig ikke forfærdeligt meget for historie, men fru Gray havde en fascinerende måde at undervise på.

         Til frokost satte Alice og Everly sig ned ved et bord næsten i midten af lokalet. De havde fundet Everlys skab inden de gik hen til kantinen. Everly lod sit blik glide hen til bordet ved siden af deres. Det stod i midten af lokalet, resten af bordende en smule længere væk fra dét ene bord. Alice rømmede sig en smule.

”Skal jeg hente noget mad til os begge?” spurgte hun, og lagde en hånd oven på Everlys. Everly rev sit blik fra det tomme bord. ”Gider du?” spurgte Everly, og så hen på den voksende kø.

”Ja, bare sig hvad du gerne vil have,” svarede Alice, og rejste sig fra sin plads.

”En sandwich ville være dejligt,” mumlede Everly, og så endnu engang hen på bordet i midten. Det forblev tomt, alle de andre elever gik udenom og satte sig ved de andre borde.

”Okay, jeg ser hvad jeg kan gøre.” Alice nikkede, og gik hen til den lange kø af sultne elever. Alice kom tilbage med to sandwicher og to flasker vand og satte sig ned overfor Everly igen. Hun skubbede en sandwich og en falske vand over til Everly, som gladeligt to imod det.

”Tak,” smilede hun og begyndte at spise.

”Fortæl mig lidt om dig selv,” sagde Alice, og tog en stor bid af sin sandwich.

”Jamen jeg lige flyttet hertil fra Leeds,” fortalte hun med et suk. ”Jeg bor sammen med min mor og far, men jeg har også en storebror.” Hun så på Alice der havde lagt hovedet på skrå.

”Hvor er din storebror?” spurgte hun, og tog en slurk af sin vand. Everly gjorde det samme inden hun svarede. ”Han er flyttet hjemmefra.” Alice nikkede, men spurgte ikke mere ind til. I stedet lod hun Everly stille et spørgsmål.

”Hvorfor står det bord tomt?” Alice kiggede hen på bordet, Everly havde betragtet. Hun så tilbage på Everly, men nu var der noget andet i hendes blik, noget Everly ikke kunne genkende.

”Fordi der er en bestemt gruppe drenge der altid sidder der, og de bliver mildest talt rasende hvis der er andre der sætter sig,” forklare Alice. Hendes tone var anstrengt, så Everly nikkede blot og lod være med at stille flere spørgsmål. Hun lod sit blik falde på det tomme bord en sidste gang, og lod så sin fulde opmærksomhed falde på Alice.

         De brugte resten af frokostpausen på at tale om deres familier, fritidsinteresser, og om hvordan Everlys gamle skole havde været. Everly forklarede, at hun egentlig var glad for, at hun ikke længere gik der.

”Jeg passede ikke rigtig ind,” forklarede Everly. Alice lagde en hånd over Everlys og smilede en smule trist til hende.

”Jeg er sikker på, du nok skal passe ind her,” sagde hun. Everly smilede taknemmeligt til hende, men hendes blik skød mod kantinedørene. Ind af dem kom tre drenge gående. Everly var ikke et sekund i tvivl om, at drengen der gik i midten var den samme dreng hun havde siddet ved siden af tidligere på dagen. Han var umenneskeligt smukt. Hans hår var en dyb, dyb sort, og krøllede i nakken og ved hans tindinger. Hvis det blev meget længere ville det hænge ned i hans øjne. Drengen til hans højre side havde brunt hår, der sad rodet, han havde adskillige armbånd om begge sine håndled. Drengen til venstre, var blondt. Virkelig blondt. Håret stod i kontrast til den mørkeblå trøje han havde på.

         Det gav et sæt i Everly, da Alice skubbede til hendes fod med sin egen. Everly så forvirret på Alice, men Alice så bare ned i bordet, og tog den sidste bid af sin sandwich. Everly lod igen sit blik lande på de tre drenge, der ikke lod sig mærke med at de havde alles opmærksomhed. I stedet gik de målrettet hen mod det sidste ledige bord. Bordet lige ved siden af Everly og Alice. Drengene gik så tæt forbi Everly at hun kunne lugte deres parfume.

”Skal vi gå til time?” spurgte Alice, hendes smil var anstrengt, men hun lød ikke uvenlig.

”Hvorfor kommer de så sent?” Everly kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage, men hun lod være med at se over på drengene.

”De er sikkert ikke mødt ind før nu,” svarede Alice med et skuldertræk og rejste sig fra sin plads. Everly så på hende, men rejste sig også op. ”Okay. Lad os gå til time.” Sammen gik de to piger ud af kantinen.

”Ham den ene,” begyndte Everly. Alice lod igen sit blik flakke væk fra Everly. ”Ham sad jeg ved siden af i morges,” fortsatte hun. Alice så op igen. Hendes bryn var rynkede, men hun smilede stadig.

”Så mødte de måske ind til tiden,” sagde Alice affærdigende, og åbnede døren. ”Han har samfundsfag sammen med os.” Hun gik hen til et af bordrene i midten af lokalet, med Everly lige i hælende.

”Hvem er han?” spurgte Everly da hun satte sig ned og så hen mod døren, som om hun kunne se helt hen til ham. Alice smækkede bøgerne ned på bordet, og så på hende, Everly så forskrækket tilbage på Alice. ”Hvorfor er du så nysgerrig?” spurgte Alice. ”Han er bare en dreng.” Everly nikkede, og lod emnet ligge.

 

Alice og Everly fulgtes fra deres sidste time, og gik sammen ud til kantstenen udenfor skolens område.

”Hvad siger du til at jeg finder dig på Facebook?” spurgte Alice, og lagde sin kolde, langfingerede hånd på Everlys arm.

”Okay,” svarede hun.

”Godt. Salazar, ikke?” Everly nikkede.

”Fedt. Vi har ikke vores første time sammen i morgen, men vi ses bare bagefter, ikke?” Everly nikkede igen.

”Vi ses,” fortsatte Alice og omfavnede Everly inden hun så sig for, og gik over vejen. Everly stod alene tilbage ved kantstenen og ventede på sin mor. Den velkendte bil dukkede fem minutter senere. Everly tog en dyb indånding og satte sig ind i bilen, ved siden af sin storsmilende mor.

”Har du haft en god dag?” spurgte hun, og begyndte at køre. Bilen lugtede stadig ny, selvom den var næsten et år gammel. Everly så ned på sine fingre. Det havde været en god første skoledag, over alt forventning, men der var noget ved dagen der havde gjort hende restløs. Noget der havde gjort, at hun havde lyst til at sige, ’nej’. Hun så op på sin mor, perfekt hår, perfekt læbestift, hendes kjole sad stadig som her til morgen.

”Det har været fint nok. Mange indtryk,” svarede hun. Olivia sendte Everly et blik, der fik hende til at himle med øjne.

”Mor!” udbrød Everly.

”Hvad?” udbrød hendes mor, og kastede et hurtigt blik på sin datter, inden hun så på vejen igen.

”Jeg er ikke komplet taber,” vrissede hun, og skubbede surt til sin taske, der lå ved hendes fødder på bilens rene gulv.

”Nej, skat, det ved jeg godt. Jeg mener bare, du havde ikke rigtig nogle nære venner på din gamle skole, og jeg vil bare gerne sikre mig at du…” hun afbrød sig selv med et suk.

”Jeg godt at du ikke mener det ondt, mor,” sukkede Everly. Hendes mor havde ret. Hun havde ikke haft særlig mange venner på sin gamle skole, og slet ingen nære venner. Begge kvinder sukkede igen.

”Undskyld skat,” sagde Olivia. ”Jeg vil bare gerne have at du er glad,” fortsatte hun, og lagde sin elegante hånd på sin datters lår. Everly lagde sin egen hånd ovenpå, og lukkede den om sin mors.

         Olivia parkerede bilen i indkørslen, og så på sin datter, et kærligt smil på sine læber. Everly samlede sin taske op fra bilens gulv, steg ud og skyndte sig indenfor.

”Papá?” kaldte hun, mens hun tog sit overtøj af. Ingen svarede. Hendes mor åbnede hoveddøren bag hende.

”Hvor er far?” spurgte Everly og hev sin taske længere op på skulderen.

”Han kommer først hjem ved en firetiden,” svarede Olivia, og hang sin egen jakke op på knagen. Skoene beholdte hun på. Everly rystede på hovedet over sin mors fodtøj men vidste bedre end at kommentere det.

”Jeg går ovenpå,” kaldte hun efter sin mor, der var på vej ind i stuen. ”Okay.” Everly løb op af trappen, to trin af gangen, og skyndte sig ind på sit værelse. Hun havde brug for at være alene. Brug for at tænke over dagen. Koble af. Hun smed sin taske ved siden af døren til sit værelse, og gik hen til bjerget af papkasser. Hun sukkede, og begyndte at lede blandt papkasserne. Den nederste papkasse, i den inderste stabel var papkassen hun ledte efter. Everly åndende lettet op, og løftede kassen op, og bevægede sig ud af labyrinten af papkasser. Hun placerede papkassen på den grå lænestol, henne ved vinduet, og åbnede den. Nede i papkassen lå der ledninger, og under dem en computer. Everly skubbede ledningerne til side, og hev computeren ud af kassen, inden hun satte sig ned på sin seng.

         Computeren startede hurtigt op, så Everly kunne åbne internetbrowseren, og finde den hjemmeside hun ville ind på. Og ganske som lovet var der en ven anmodning fra Alice på Facebook. Everly trykkede ’accepter’, og modtog næsten med det samme en besked fra Alice.

’Hej, ven xx’ – Everly smilede, hendes fingre allerede på tastaturet.

’Hej x’

’Hvad siger du til din første dag?’

’Den var ganske udmærket, takket være dig!’

’Det er jeg glad for at høre! – glæder mig til at se dig i morgen.’

’I lige måde!!’

’Hvad er dit skabsnummer? Så kan vi mødes der efter vores første time, og følges til matematik.’

’394’

’Fedt!’

Everly strakte sig, og skubbede så computeren fra sig. Hendes første dag var gået over al forventning, men hun var udmattet, og trængte mest af alt til bare at slappe af, selvom hun burde lave sine lektier. Lektier, lektier, lektier. Hun kunne lave dem efter aftensmaden.

         Nicolas Salazar, en bredskuldret mand, med mørkt hår, og brune øjne, sad allerede ved spisebordet da Everly kom nedenunder for at spise aftensmad.

”Hej, papá,” sagde hun og kyssede sin far på siden af hovedet. ”Hej, Mija,” svarede han og smilede kærligt til sin datter. Hun satte sig ned overfor ham, og begyndte at øse mad op på sin tallerken.

”Mija,” begyndte Nicolas, og lod sit blik hvile på sin datter. Han tog imod en skål med kartofler, Olivia rakte ham, inden hun selv satte sig ned ved siden af sin mand. ”Har du haft en god dag?” Everly tykkede af munden.

”Ja den har været fin nok,” svarede hun og tog endnu en bid mad.

”Har du mødt nogen søde mennesker?” spurgte han. Everly så op på ham. Hans blik var nysgerrigt, og bekymret.

”Jeg har mødt en pige, der hedder Alice,” fortalte hun med en ligegyldig tone. Ikke fordi hun var ligeglad, men fordi hun ikke rigtig kendte Alice endnu. Hun ville gerne være venner med Alice, men hun vidste, at det eneste der kunne berolige sin far, var hvis hun forsikrede ham om, at hun allerede havde fået en masse venner.

”Er hun sød?” spurgte Olivia. Blikket hun sendte sin mand, fik ham til ikke at blande sig.

”Ja, det er hun,” sagde Everly og forsøgte at smile beroligende til sine forældre. De gengældte begge smilet, så hun fortsatte med at spise, og da hun var færdig undskylde hun sig med, at hun skulle lave lektier. Det var selvfølgelig heller ikke løgn, Everly skulle lave lektier, men hun var ikke sikker på, at hun kunne tage sig sammen til det. Så det var med slæbende skridt, at hun gik ovenpå og ind på sit værelse igen.

         Everly lukkede sin computer i og gned sig i øjne, tre timer senere. Hun havde lavet alle sine lektier, og trængte nu allermest til bare at slå hjernen fra. Det havde ikke været nemt at starte et par måneder inde i skoleåret, og det havde bestemt ikke gjort hendes lektielæsning nemmere, men hun kom igennem det. Hun rejste sig træt fra sin seng, og gik hen til flyttekasserne for at finde sit nattøj. Hun kunne ligeså godt gå tidligt i seng, og håbe på, at hun ville være mere frisk i morgen.

 

Everly blev vækket af alarmen på sin telefon, den næste morgen, kun en smule mere udhvilet end dagen i forvejen. Hun blev liggende i sin seng et par minutter inden hun tvang sin trætte krop til at bevæge sig. Hun bandede for sig selv over, at der stadig ikke var mere lys på hendes værelse, end den lille natlampe, der stod på hendes natbord. Stadig med alt sit tøj i papkasser, blev hun nødt til at rode rundt i tøjet indtil hun fandt det hun ville have på.

         Everly gik nedenunder, påklædt, skoletasken over den ene skulder, børstet tænder, og make-uppen lagt. Ligesom dagen i forvejen gik Olivia rundt i køkkenet. En skål med cornflakes stod på bordet.

”Godmorgen, skat,” sagde Olivia, da hun så sin datter komme gående ind i køkkenet.

”Godmorgen,” svarede Everly og satte sig ned ved bordet. Det samme gjorde Olivia.

”Din bror ringede.” Everly så op fra sin morgenmad. Hun ventede på at hendes mor ville sige mere, men Olivia blev siddende helt stille.

”Hvad.” Everly trak ordet langt ud, inden hun fortsatte. ”Sagde han?” Olivia trak på skuldrene og rejste sig fra sin stol. Hun begyndte nervøst at tørre køkkenborder af. ”MOR!” udbrød Everly og skubbede sin morgenmadsskål væk fra sig. Olivia snurrende om på hælen og sendte sin datter et strengt blik.

”Du skal ikke råbe af mig, unge dame,” sagde hun vredt. ”Din bror sagde ikke særlig meget. Du skal ikke forvente at se om lige foreløbig,” fortsatte hun i et mere kontrolleret tonefald. Everly tog ikke sit blik fra sin mor, da hun sagde med sammenbidte tænder: ”Og hvad skal det betyde?”

”Everly, det eneste du har brug for at vide lige nu, er at din bror ringede, og at han har det fint,” svarede Olivia i samme tonefald som sin datter. ”Smut nu i skole med dig.” Hun viftede med en hånd. En hentydning til, at Everly skulle rejse sig og gå, så det gjorde hun.

         Irriteret over den dårlige start på morgenen, gik Everly i skole, og da hun nåede frem blev irritationen kun større. Alice og Everly skulle ikke have deres første time sammen, så hun måtte selv finde vej til det undervisningslokale hun skulle have spansk i. Hun tog en dyb indånding, og lukkede den grå skabslåge hårdt i. De fleste elever var gået hen til lokalerne, og Everly vidste at hun ville komme et par minutter for sent. Hun kastede et blik ned på skemaet hun holdte i hånden. Der stod et tal ud for ordet spansk, men nummeret på undervisningslokalet hjalp ikke Everly meget.

         En låge blev smækket hårdt I, ikke langt fra hvor hun stod. Hun spjættede ved lyden og løsrev blikket fra sit skema. Drengen Everly havde siddet ved siden af i sin første time i går stod, lænet, afslappet på af skabet han lige havde smækket. Det var første gang Everly så hans øjne. Hans meget klare, blå øjne. Han trådte et par skridt nærmere, og lod dovent sit blik lande på skemaet i Everlys hånd.

”Ned af gangen, sidste dør på venstre hånd.” Hans stemme var en smule hæs, som om han ikke havde sovet særlig længe. Han gik udenom hende og ned af gangen. Everly vendte sig ikke om for at se efter ham. Hun blev stående indtil hun hørte en dør åbne og lukke igen, inden hun selv vendte sig rundt og gik ned af gangen.

 

Efter lektionen i spansk gik Everly hen til sit skab med sine spanskbøger i favnen. Alice stod allerede ved skabet og ventede. Hendes hår var flettet i en lang, løs fletning der hang over hendes ene skulder. Hun smilede stort til Everly da hun fik øje på hende.

”Hej du,” smilede Alice, og flyttede sig et enkelt skridt væk fra Everlys skab. Everly låste sit skab op, åbnede lågen og lagde sine spanskbøger ind. Hun kunne mærke Alices blik over sin skulder.

”Har du lige haft spansk?” spurgte hun, og svang sin fletning over sin skulder, så den hang ned langs hendes ryg i stedet. Everly nikkede blot, fordi hun ikke rigtig vidste hvorfor det var vigtigt for Alice at vide.

”Har du Ezra til både engelsk og spansk?” spurgte Alice med store øjne. Everly løftede sine øjenbryn, og tog sine matematikbøger ud af skabet, og lukkede det efter sig. Hun så på Alice med et forundret ansigtsudtryk.

”Ja det har jeg,” svarede Everly, og gjorde et lille kast med hovedet, for at få Alice til at vise vej til det lokale de skulle have matematik i.

”Forstå mig ret,” begyndte Alice mens de gik ned af gangen. ”Jeg ved godt han er en lære og det er vildt upassende, men han er vanvittig lækker,” fortsætte Alice som om hun blot snakkede om vejret. Hun snakkede om det på så naturlig en måde, at Everly lod anspændtheden forlade sin krop. Det lod til, at Alice meget gerne ville være hendes ven, og gjorde det noget at snakke om Ezra, for Alice havde ret, han var meget flot.

”Han har i hvert fald min opmærksomhed,” sagde Everly med et lille smil. Alice kluklo, og snoede sin arm om Everlys, og sammen gik de i armkrog til matematik mens de snakkede om deres lære.

         De to veninder små løb ud af det klasselokale de havde haft matematik i. Det havde bestemt ikke været en vidunderlig fornøjelse. Læreren var kedelig, sur og streng, og det gjorde det bestemt ikke nemmere at koncentrer sig for Everly, for hun hadede i forvejen matematik.

”Hold nu kæft hvor var det kedeligt,” udbrød Alice, da de var kommet et stykke væk fra lokalet. Everly nikkede med en træt følelse i kroppen. Det havde været svært at koncentrer sig, og Everly var bagud fordi hun ikke havde været på skolen fra starten af skoleåret. Alice havde forslået, at hun kunne hjælpe Everly med det hun ikke forstod. Det var et tilbud Everly havde takket ja det, glædeligt overrasket over at Alice var en af de bedste i klassen.

         Alice og Everly stoppede op ved Alices skab først, på deres vej til kantinen, og Everlys bagefter.

”Jeg skal lige tisse – jeg kommer om lidt,” erklærede Alice mens Everly var i gang med at stoppe sine bøger ind i sit skab. ”Øh okay,” svarede hun, og flyttede rundt på et par bøger for at få plads til matematikbøgerne.

”Vent på mig her,” halvråbte Alice der allerede var på vej tilbage ned af gangen, mod det nærmeste toilet. Everly nikkede, og så efter sin veninde der drejede til højre ned af en ny gang.

         Der lød et brag af metal mod metal ikke langt bag Everly. Hun spjættede og vendte sig rundt. Hun blev mødt af den mørkhåret dreng med de grønne øjne hun havde siddet ved siden af i sin allerførste time på skolen. Han løftede dovent sit ene øjenbryn, men fjernede ikke sit blik fra hende. Hans øjne var kolde, og det løb Everly koldt ned af ryggen. Der var noget lidt farligt over ham, der gjorde Everly nervøs, men samtidig kunne hun ikke lade være med at kigge på ham.

”Så er jeg…” Alice stoppede op lige bag Everly. ”Tilbage,” afsluttede hun hviskede sin sætning. Drengen, der stod med sin ene skulder lænet op af det skab han havde smækket, skubbede sig væk fra væggen i en utrolig elegant, og kontrolleret bevægelse.

”Alice,” sagde han hæst. Alice svarede ikke, men blev stående helt stille bagved sin veninde. Drengen havde stadig ikke fjernet sit blik fra Everly, og hun var overbevist om, at hun havde glemt hvordan man trak vejret. De små hår i hendes nakke rejste sig, og hun fik gåsehud, men blev alligevel ved med at se ind i hans blå øjne. Men på et splitsekund på kunne Everly trække vejret normalt igen, for drengen med det mørke hår fjerne sit blik, og gik uden om de to piger og ned af gangen. Alice fløjtede, og stillede sig ind foran Everly.

”Det var intenst,” små lo hun. Hun lød underligt nervøs, og fik Everly til at føle sig ængstelig.

”Hvem er han?” spurgte Everly og så i den retning han var gået. Alice lagde en hånd på Everlys skulder, for at få hendes opmærksomhed igen.

”Ikke én du har lyst til at kende,” svarede Alice, hendes tone kold og fraværende. Everly rynkede sine bryn og skulle til at stille et nyt spørgsmål, men Alice kom hende i forkøbet.

”Kom, kom, vi skal have noget at spise.” Og så hev hun Everly med til kantinen uden at sige et ord mere.  

         Everly følte sig utilpas i nærheden af Alice under hele frokosten. De talte ikke rigtig sammen, og Everly vidste ikke hvad hun skulle sige for at gøre Alices humør bedre. Faktisk vidste hun slet ikke hvad der havde gjort Alice så irriteret til at starte med. Everly vidste ingenting om de mennesker der gik på skolen eller deres historie med hinanden, men hun kunne fornemme på Alice, at det ikke bare var simple afsky, hadet sydede fra hende. Et øjeblik var Everly bange for at Alice ville eksplodere, men på vej hen til engelsklokalet, sukkede Alice dybt og dramatisk.

”Du er heldig,” sagde hun og smilede varmt til Everly. ”Du får lov til at se på Ezra to gange på én dag. Jeg er misundelig.” Everly forsøgte at smile oprigtigt, både fordi hun var glad for at humøret mellem dem var ved at blive bedre, men også fordi Everly var ved at blive bange for at Alice havde ændret sin mening om at ville være venner med hende.

”Ja, jeg har været heldig med mit skema,” smilede hun, og blinkede overdrevent til sin veninde, som gengældte udtrykket.

         Everly og Alice satte sig ved siden af hinanden, og tog flittigt noter til alt det Ezra havde at sige. Alligevel var Everlys opmærksomhed ikke fuldkommen Ezras. Hun blev ved med at skæve til døren, for hun havde ikke set drengen med det mørke hår, og hun vidste han havde engelsk med Ezra, for det var der hun først havde set ham. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor hun ikke kunne lade være med at tænke på ham, men hun vidste, at det umuligt kunne være en god ting. Men ligesom Ezra skulle til at forklare noget om en gruppe opgave, blev den hvide dør smækket op af væggen. Den mørkhåret dreng der stod i døråbningen, løftede langsomt sin ene hånd og korte den igennem sit hår. Han blodårer var tydelige, og hans hænder røde som om han lige havde været udenfor i kulden. Ezra vendte sig mod døren med et lille suk.

”Rapp, pænt af dig at møde op,” sagde Ezra, og så på den yngre mand. Det var ikke nemt at tyde det blik Ezra sendte drengen, men Everly var sikker på, at der gemte sig en gensidig respekt mellem de to mænd. Rapp, Rapp, Rapp. Hans navn lød underligt bekendt. Everly vidste, at hun ikke havde mødt ham før i går, men der var alligevel et eller andet ved navnet, der lød velkendt.

         Rapp løsrev sit blik fra Ezra og gik ned til et bord bagerst i lokalet. Everly forsøgte desperat ikke at se på ham, men fejlede. Rapp blinkede til hende da han passerede hendes bord, og Everly kunne mærke Alice blev anspændt. Ezra fortsatte timen og Everly lod sin fulde opmærksomhed falde på Ezra, det samme, fornemmede hun, gjorde Alice.

 

Alice og Everly havde biologi efter deres time i engelsk, og klokken 15:00 kunne de to piger endelig pakke deres ting sammen og forlade skolens område. De to piger sagde farvel til hinanden ved fortovet lige ude foran skolen. Everly gik altså hjem alene for første gang. Både hendes mor og far var startet op på fuldtid, og hun vidste, at hun nok ville komme hjem til et tomt hus. Ikke at det var noget nyt, det havde hun været vant til da hun boede Leeds. Der var ingen grund til, at det ville være anderledes her.

         Everly låste døren op, og gik indenfor i huset. Hendes hænder var blevet kolde af vinden der blæste udenfor. Hun smed sin taske på gulvet og tog sit overtøj af med et suk, hvorefter hun samlede sin taske op igen for at gå ovenpå. Hun smed sin taske på den velkendte stol ved vinduet, og satte sig selv i sin seng. Hun trak sin computer, der lå i fodenden af hendes seng, hen til sig. Hun kunne læse om hvilke lektier hun havde for, inde på skolens hjemmeside. Og så begyndte hun på sine lektier, selvom hendes tanker var et andet sted. Linjerne i tekstbogen blev erstattet af Rapps mørke hår og hans blå øjne. Hun rystede på hovedet af sig selv, og forsøgte at fokusere på lektielæsningen.

         Efter to timer, smækkede Everly hårdt bogen i, og stønnede frustreret. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Rapp. Hun var sikker på, at det ikke kunne være hans fornavn, og hun var også sikker på, at hun nemt kunne finde ud af hvad han hed, men på den anden side ville hun hellere høre ham selv sige det.

         Det gav et sæt i Everly da hendes mobil vibrerede. Der var så stille i hele huset at lyden virkede påtrængende og højere end den plejede. Everly gned sine templer inden hun samlede sin mobil op og så på skærmen.

MOR:

’Både far og jeg kommer sent hjem. Kan du selv finde noget aftensmad? Jeg sender penge til dig xx.’

EVERLY:

’Jeps. Jeg finder ud af noget. Ses senere xo.’

Everly smed sin telefon fra sig på sengen og rejste sig. Hun anede ikke om der var mad i køleskabet, og hun vidste ikke om hun gad lave den, hvis der var noget. Hun gik nedenunder for at kigge i køleskabet. Der var ikke andet end en masse frugt og en enkelt bakke kød. Everly smækkede køleskabet og besluttede, at det var nemmere at finde et pizzeria eller et andet take-out sted, hvor hun kunne få en anden til at lave sin mad.

         Hun nåede ikke mere end et par gader væk fra sit hus før hun fortrød at hun ikke havde taget andet end sin læderjakke på. Hun vidste egentlig heller ikke hvor hun skulle hen, men hun havde ikke noget imod den friske luft, og det var en god måde, for hende at udforske nabolaget på. Så hun gik ned af gaderne og spejdede efter et sted hun kunne få noget at spise. Det var ved at blive mørkt, og lygtepælene var tændte. Everly stoppede op for enden af en gade, og overvejede om hun skulle gå til højre, ned af en gade der lignede meget den hun stod på. Eller om hun skulle gå til venstre ind af en skovsti. Hun omfavnede sig selv i håb om at få lidt mere varme i kroppen, og så gik hun til venstre, i håbet om, at skoven ville være en genvej.

         Skovens træer stod ikke tæt i udkanten, men Everly kunne se at de tætnes længere inde. Hun besluttede, at det bedste nok var at gå så lige direkte gennem skoven som hun kunne. Hun kunne se stjernerne gennem trækronerne over hende. Hun gik og så op, indtil hun var lige ved at støde ind i et træ. Hun stoppede brat op og kiggede på træet der stod lige overfor hende. Hun forsøgte at undertrykke et smil, mens hun rystede på hovedet af sig selv. Hun havde været for betaget af stjerner til at se hvor hun gik. Hun kiggede op igen, men forskrækket så hun ned igen, og forbi træet. Hun kunne have svoret at hun havde hørt en gren knække et sted foran sig, men hun kunne ikke se nogen, så hun trak på skuldrene. Det havde sikkert bare været en fugl, eller et andet lille dyr, så hun gik uden om træet, og fortsatte vejen gennem skoven. Vinden fik bladende på træerne til at rasle, og aftenhimlen blev mere og mere mørk. Men ved lyden af stemmer stoppede Everly atter op og så sig omkring. Ud af skyggerne kom to drenge gående, begge med lyst hår. De virkede opslugt af deres samtale, men snakken mellem dem forstummede øjeblikkeligt da de fik øje på Everly.

”Shh,” tyssede den ene. Den anden dreng så hen på Everly med rynkede bryn.

”Hvad laver sådan en yndig lille ting her?” drævede han med et modbydeligt udtryk i ansigtet. Everly tog automatisk et skridt tilbage. Drengene gjorde hende utilpas, så utilpas at det løb hende koldt ned af ryggen. De to drenge vekslede et blik, der kun kunne veksles mellem to der kendte hinanden godt. Everly overvejede om de to mon var brødre, for hun syntes også, at de lignede hinanden en smule.

”Jeg spurgte dig om noget” spyttede drengen, og trådte nærmere.

”Jeg er ude at gå en tur,” svarede Everly, hendes stemme var mere rolig end hun følte sig. Hun knyttede sine næver, for at forhindre sig selv i at vise, at hun var nervøs ved situationen.

”Hvorhen?” Everly svarede ikke med det samme. Faktisk vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Flere grene knækkede, men denne gang kom lyden bagfra. Everly lukkede øjnene i et lille øjeblik, men blev stående. Hun vovede ikke at vende sig om og se hvem eller hvor mange andre der var kommet de to drenge foran hende til undsætning. Men så så hun udtrykket i de to drenges ansigter, langsomt ændrede sig fra overlegent til frygtsomt.

”Drenge,” sagde en dyb stemme. Han talte langsomt, men der var noget ved stemmen Everly syntes hun genkendte. Drengen der stod bag hende begyndte at gå. Hans skridt fik nogle af de faldene blade til at hvisle, men Everly så ikke på ham før han stod ved siden af hende.

”Der er du,” fortsatte han langsomt. ”Jeg har ledt efter dig.”

”Beklager, Rapp,” sagde den ene af de lyshåret drenge. Everly så på Rapp, og følte sig i et kort øjeblik taknemmelig, men indså så, at hvis hun gjorde disse to fyre urolige, hvad var han så i stand til? Han lagde sin arm om hendes skuldre, og løftede et øjenbryn af de to lyshåret drenge. De virkede pludseligt mindre faretruende, men Everly følte sig ikke mere tryg end hun gjorde før.

”Forsvind,” snærrede Rapp på så skræmmende en måde at de små hår på Everlys arme rejste sig. De to drenge, nærmest snublede over deres egne fødder, og hinanden for at komme væk så hurtigt så muligt.

”Du,” spandt Rapp, og lod sin arm falde fra Everlys skuldre. ”Burde ikke være her.” Everly så op på ham. Hans øjne virkede mørkere i skæret fra stjernehimlen. De var næsten præcis samme farve som himlen de stod under. I et øjeblik glemte Everly, at han lige havde fået to drenge til at løbe skræmte væk.

”Hvorfor?” spurgte hun, hendes stemme skælvede ikke, som hun havde forventet den ville. Han lagde hovedet på skrå, men fastholdte hendes blik.

”Det er ikke ufarligt at være her,” svarede han med et kedsommeligt udtryk i sine øjne. ”Du kunne risikere at løbe ind i én som mig.” Hans læber gled op i et frygteligt smil.

”Har du tænkt dig at gøre mig fortræd?” spurgte hun, hendes skuldre blev anspændte, og hun havde mest af alt lyst til at løbe sin vej, men der var et eller andet ved Rapp, hun ikke havde lyst til at give slip på endnu.

”Ikke hvis du går nu,” spandt han. Hans blik gennemborede hende, og noget sagde hende at han talte sandt. Hun holdte hans blik i et øjeblik længere, men drejede så om på hælen og begyndte at gå tilbage af den vej hun var kommet. Hun nåede ikke mange skridt væk, før hendes nysgerrighed fik hende til at stoppe op, og hun vendte sig mod Rapp igen. Til hendes overraskelse så han allerede på hende.

”Du har ikke gjort mig noget i skolen, så hvorfor skulle du ville gøre mig noget nu?” spurgte hun, og lagde hovedet på skrå, ligesom han havde kort øjeblikke forinden.

”Reglerne er anderledes herude,” sagde han simpelt, og vendte ryggen til hende. Hun så efter ham i et lille stykke tid, inden hun selv vendte sig om endnu en gang og fortsatte sin tur ud af skoven.  

         Everly fandt et lille pizzeria, hvor hun købte en pizza kun med ost. Hun følte sig ikke specielt sulten efter turen i skoven. Hun tog pizzaen med op på sit værelse og fortsatte med lektielæsningen mens hun spiste. Hun fik sommerfugle i maven ved tanken om at hun måske ville se Rapp i morgen. Hun besluttede sig for, at hun blev nødt til at spørge hvad han hed. Hele hans navn. Hun kunne ikke forklare hvorfor det var så vigtig for hende, men hun ville høre ham sige det. Fortælle hende det selv.                 

 

_____________________________________________________________________________

Jeg opdaterede ikke sidste torsdag, som egentlig var meningen. DERFOR, kommer der endnu et kapitel allerede mandag aften xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...