Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2555Visninger
AA

16. 15. Et brev fra James.

 

Rhys bar Everly fra skoven, og lagde hende ned på en bænk der stod i skovbrynet. Han kunne ikke bære hende hele vejen hjem, så han ringede til Louis og bad ham om at hente dem. Louis kom kørende et par minutter senere. 

”Hvortil?” spurgte Louis, da Rhys og Everly havde sat sig ind i bilen. Everly lå med hovedet i Rhys skød. 

”Everlys hus,” svarede Rhys tonløst. Louis nikkede og begyndte at køre. Turen hjem til Everly var forfærdelig for Rhys. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og han havde svært ved at finde hoved og hale i noget af det. 

”Så er vi her,” bekendtgjorde Louis da han holdte i indkørslen til Everlys hus. Rhys steg ud, gik om på den anden side af bilen for at hjælpe Everly, og løftede hende op igen. Louis var også steget ud, så han kunne åbne hoveddøren for Rhys. 

”Rhys,” sagde Louis, lige inden Rhys trådte indenfor i huset. ”Pas godt på hende!” De to drenge så længe på hinanden. Rhys nikkede og gik indenfor med Everly i sine arme. 

         Rhys lagde Everly ned i hendes seng og gik så ud på badeværelset for at finde en klud. Hun havde fået næseblod da Peter havde slået hendes hoved ned i jorden. Der var størknet blod fra hendes næse og hele vejen ned ad hendes ansigt, helt ned på hendes hals. Everly havde åbnet sine øjne da Rhys kom ind på værelset igen. Han tændte lyset og lukkede døren. Everly skimmede med øjnene på grund af det pludselige lys. Det vendte sig i Rhys da han så al blodet på hendes ansigt. Han havde godt været klar over, at der var blod, men det var først nu han så det i klart lys. Der var mere end han havde forventet. 

”Everly,” hviskede han blidt, og satte sig på kanten af sengen. Hun lukkede øjnene igen. ”Må jeg tørre blodet væk?” spurgte han forsigtigt. Hun nikkede, men holdte hurtigt op igen. Rhys kunne se, at det var fordi hun havde ondt. Så forsigtigt som han overhovedet kunne begyndte han at tørre blodet af. Han kæmpede for at ikke at begynde at ryste. Han havde været så forsigtig, sørget for at ingen havde set ham gå. Han havde været så opsat på at ordne det med Peter inden Everly var færdig med at snakke med Jackson, men hun måtte have fulgt efter ham. Han kunne ikke fatte hvordan han ikke havde hørt hende, hvordan han ikke havde lagt mærke til hende. 

”Rhys,” sagde Everly i en stemme der var så hæs og skrøbelig, at Rhys følte det som at få en knytnæve i ansigtet. ”Vi kan ikke blive her. Mine forældre må ikke se det her.” Hun viftede svagt med hånden i retningen af sit ansigt. Rhys tørrede det sidste blod væk, og lagde kluden fra sig. 

”Vil du sove hjemme hos mig?” spurgte han lavmælt. Hun nikkede. ”Okay, bliv her mens jeg henter min bil.” Everly nikkede igen. Rhys skyndte sig ud af huset og løb hele vejen hjem. Hans bil holdte parkeret i indkørslen, men Rhys gik forbi den og indenfor i huset.

         Ella sad og sov i sin lænestol som hun plejede. Rhys løftede hende op og bar hende i seng, bagefter skyndte han sig nedenunder igen og begyndte at rydde op. Hans hjerte bankede hårdt mod hans ribben. Han brød sig ikke om, at Everly var alene, så han skyndte sig alt hvad han kunne, for at komme tilbage til Everly så hurtigt som muligt. 

         Han havde ikke overblik over hvor længe han var væk, men da han kom tilbage til Everlys hus, lå hun og sov i sin seng. Han satte sig på sengen ved siden af hende, og aede hendes kind forsigtigt. 

”Everly,” mumlede han. Hun åbnede langsomt øjnene. ”Kom, skat.” Han rejste sig op, og løftede Everly op i sine arme. Hans hjerte bankede stadig vanvittigt i brystet. Da han havde sat Everly ind i bilen, og selv havde sat sig ind, begyndte han at køre. Han overvejede om det ville være bedre at køre hen til lejligheden, men han kunne ikke overskue at tale med Liam, så han satte kursen mod det hus han boede i sammen med sin mor. 

         Rhys kunne ikke få sit hjerte til at banke normalt, men følte nærmest, at det var ved at banke sig vej ud af brystkassen på ham. Aldrig havde han været så bange i hele sit liv. Selvom den værste fare var overstået, rumsterede uroen stadig i hovedet på Rhys. Han holdte så hård om rettet at hans knoer var blevet hvide. Everly lå og halvsov, og lagde ikke mærke til panikken i Rhys’ blik. 

         Rhys undlod at vække hende, da han endelig havde parkeret bilen i indkørslen, i stedet samlede han hende op i sine arme og bar hende ovenpå og ind på sit værelse. Han lagde hende varsomt på sengen, og vækkede hende. 

”Everly,” mumlede han lavmælt. Hun blinkede træt med øjnene, inden hun fokuserede på ham. ”Jeg har en T-shirt du kan sove i.” Everly nikkede, så Rhys fandt en grå T-shirt og lagde den på sengen ved siden af Everly. 

”Vil du hjælpe mig?” spurgte hun. Hendes stemme var hæs, rå, som om det at tale gjorde ondt på hende. Rhys nikkede, og hjalp Everly op at sidde. Hun havde så ondt, at det var svært for hende at række hænderne over hovedet. Rhys hev op i blusen hun havde på, og hjalp først med at få den ene arm ud af ærmet, så løftede han den over hendes hoved, og til sidst helt af. Everly var blevet blå flere steder på maven, og omkring ribbenene. Rhys lukkede sine øjne i et øjeblik. Han var overbevidst om, at det var hans skyld. Hvis han var skredet til handling tidligere, med det samme, så var intet af det her sket. 

”Vil du beholde Bh’en på?” spurgte Rhys, og fik med det samme lyst til at bide sig selv i tungen. Everly smilede et træt, men oprigtigt smil, og til Rhys’ overraskelse rystede hun på hovedet. Hun vendte sig lidt om i sengen, så hun sad med ryggen til ham. 

”Vil du åbne den?” spurgte hun. Med rystende hænder tog Rhys fat i lukningen på Bh’en, og åbnede den. Han skubbede forsigtigt til stopperne, og så dem falde ned fra hendes skuldre. Flere blå mærker var kommet til syne der hvor Bh’en havde siddet. Ikke helt klar over hvad der fik ham til det, eller hvorfor det var lige det han gjorde, så lod Rhys en finger løbe ned langs Everlys rygsøjle. Hun bevægede sig ikke, men bad ham heller ikke om at lade være. 

”Undskyld.” Han tog T-shirten og trak den over hovedet på Everly. Hun formåede selv at få sine arme ud gennem de korte ærmer. Hun vendte sig om mod Rhys igen, og lagde en hånd mod hans kind. 

”Det er ikke din skyld, Rhys.” Hendes stemme lød stærkere, mere bestemt end den havde gjort tidligere. Hun rejste sig op og trak en lille smule op i T-shirten, så hendes buksekant blev synlig. 

”Hjælp mig,” insisterede hun. Et lille, forsigtigt, skævt smil sneg sig hen over Rhys læber. Han tog fat i bukserne og knappede den op, så han kunne hjælpe hende med at få dem af. Bagefter hjalp Rhys Everly ned under dynen. Rhys tog sine bukser og sin T-shirt af og kravlede så også ned under dynen. 

”Rhys,” hviskede Everly ud i mørket. 

”Mh,” svarede han. Rhys var ikke sikker på, at han kunne falde i søvn, og han havde en idé om, at Everly havde det på samme måde. 

”Ville du ikke ligge hos mig?” En enorm følelse af lettelse skyllede ind over Rhys. Han havde frygtet, at Everly ikke ville lade ham holde om hende igen, ikke efter at han havde set frygten i hendes øjne ude i skoven. Han rykkede over til hende, og lagde varsomt en arm om hende. Hun tog hans hånd og flettede sin fingre med ham. 

 

Everly havde ondt i hovedet, og hele hendes maveregion føltes som om den blev mast sammen. Hun vendte sig stønnene om og så, at Rhys ikke lå ved siden af hende mere. Hun satte sig langsomt og forsigtigt op. Han var ikke at se nogen steder på værelset, så hun rejste sig fra sengen og åbnede døren. Værelset hun var vågnet op i var ikke det værelse der var i lejligheden, og gangen på den anden side af værelsesdøren lignede heller ikke noget hun havde set i Liam og Rhys’ lejlighed. Hun kunne ikke huske særlig meget fra dagen før, så hun kunne ikke regne ud hvor hun var henne. 

”Rhys?” kaldte hun, og lyttede. Hun hørte fodtrin, og så Rhys komme gående op ad en trappe for enden ad gangen. Han havde sorte bukser på, og en grå hættetrøje. 

”Kom,” sagde han, da han var kommet helt hen til hende, han tog hendes hånd og hev hende med ind på værelset. ”Tager du tøj på, så vi kan snakke?” spurgte han. Rhys’ stemme lød underlig, som om han havde planlagt hvad han skulle til at sige. Everly tog sine bukser på, Bh’en tog hun på inden under den T-shirt hun havde lånt af Rhys. 

”Du behøves ikke tage T-shirten af,” sagde Rhys hovedrystende. Lettet over, at hun ikke behøvede at krænge T-shirten af, samlede hun sin bluse op og knugede den i sine hænder. 

”Det der skete i går,” begyndte Rhys, og stak sine hænder i sine bukselommer. ”Skete fordi Peter har hørt, eller set, at du har brugt tid sammen med mig. Jeg har ikke tænkt mig at forklare dig præcis hvad jeg laver, men du kan vel lægge to og to sammen, og så er jeg sikker på Jackson har fortalt dig en hel masse.” Han tog en dyb indånding. Everly knugede sin bluse endnu hårdere i sine hænder. ”Jackson aner ikke hvad jeg har gjort, Everly. Du har ingen idé, og i går, da du blev…” han tøvede. ”Det kan jeg ikke lade ske igen. Så det her er sidste gang vi sover sammen, og, øm, det er bedst hvis vi ikke taler med hinanden igen.” Everly følte det som et slag i ansigtet. Hun søgte febrilsk efter sorg, fortrydelse, en eller anden følelse i Rhys’ blik, men der var ingenting at finde. Hans øjne lignede stille, uberørt vand. Der var en kølighed over dem, der fik Everly til føle sig uvelkommen. 

”Jeg vil gerne køre dig hjem.” Everly nikkede, for det virkede umuligt for hende at sige noget. Smerten hun mærkede i sin krop nu, var anderledes end den fysiske smerte Peter havde påført hende i går. Den her smerte var mere intens, mere uoverskuelig. Det føltes som om den ville blive hos hende, som om den aldrig ville holde op. ”Okay,” sagde Rhys og gik ud af værelset med Everly i hælene. 

              Everly sagde ikke farvel til Rhys, og han kørte væk ligeså snart hun var steget ud af bilen. Hun småløb hen mod hoveddøren og tog i håndtaget. Der var låst. Hun havde været så optaget af Rhys og fester, at hun havde glemt, at hendes mor og far var taget til Leeds for at besøge Everlys onkel Cedric. Hun gik hen til en potteplante der stod i indkørslen, vippede den op og tog nøglen der lå under den og låste sig ind i huset. Hun smækkede døren bag sig, låste den og lænede ryggen mod den. Hun begyndte at ryste, og tårer begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Det var en blanding af chokket fra i går, og det Rhys havde fortalt hende i dag. Hun gled langsomt ned langs døren, til hun sad på gulvet og hulkede. Det begyndte ligeså stille at gå op for hende hvad det egentlig var hun havde været udsat for. Så hun græd. Hun græd til hun var hæs, til hun var træt i hele kroppen, og der ikke var flere tårer tilbage. 

 

Everly havde sovet et par timer i sin seng, og da hun vågnede værkede det i hendes hoved, hun var tør i halsen, og hendes øjne var irriteret. Hun gik nedenunder og tog et glas vand, for at fjerne den tørre følelse hun havde i halsen. Hun så på uret der hang på den hvide væg i køkkenet. Det var overmiddag, så Everly besluttede, at hun ville skrive en sms til sin mor. 

EVERLY:

’Hvad tid regner I med at komme hjem x’

 MOR: 

’Vi er på vej – Jeg regner med at vi lander derhjemme om en halvtimes tid.’

Everly satte sig ind i sofaen og tændte for fjernsynet. Hun kunne ikke finde noget hun gad at se, så hun lod nyhederne køre i baggrunden mens hun spillede et spil på sin telefon. Efter et par minutter sagde nyhedsoplæseren noget der fangede Everlys opmærksomhed. 

”I en skov i Dover, blev der lørdag aften fundet et lig. Liget er senere blevet identificeret som Sam Jones, en 19 åring-dreng, der var født og opvokset her i Dover. Politiet har undersøgt sagen, og fastslår at han har begået selvmord fredag aften. Desværre er han langt fra det eneste unge mennesker der har taget den tragiske beslutningen. En undersøgelse viser nemlig…” Everly slukkede for fjernsynet inden hun kunne nå at høre mere. Rhys havde opført sig underligt den aften, han havde sagt en masse ting… hun turde ikke tænke, tanken til ende. Hun stirrede på fjernsynsskærmen, hvis mørke synes at sluge hende hel.

         Da døren gik, sprang Everly op af sofaen, med et galopperende hjerte. 

”Så er vi hjemme,” kaldte Olivia, som stod ude i entréen. Everly tog en dyb indånding og løb ud i entréen for at byde sine forældre velkommen. 

”Mija!” smilede Nicolás da han så sin datter. Hun løb ind i hans åbne arme, og lod ham knuge sig indtil ham. ”Jeg har noget til dig,” sagde han da de to endelig havde givet slip på hinanden. Han stak sin store, brede hånd i jakkelommen på sin trenchcoat og fremdrog noget der lignede en hvid konvolut. ”Una carta.” 

”James!” udbrød Everly og tog brevet ud af hånden på sin far og løb ovenpå uden overhovedet at ænse sin mor. James og Everly havde skrevet breve til hinanden siden den dag James var flyttet hjemmefra, men efter James og Olivias skænderi var brevskrivningen gået lidt i stå. Everly sad på sin seng og stirrede på konvolutten, med en følelse af vanvittig lykke. Det var det her hun havde brug for. Det var hendes bror hun havde brug for. 

 

Kære elskede Everly. 

Hver aften sidder jeg på min altan og ser på himlen og stjernerne, og for en stund følelses det som om du er tættere på. Jeg har ikke været den bror du fortjener de sidste par uger, men jeg lover dig, at meget snart vil det ændre sig. 

Der er mange ting jeg gerne vil fortælle dig, men du må vente tålmodigt lidt endnu. Jeg kan dog fortælle dig, at jeg endelig har fundet min far. Vi har ikke talt sammen endnu, men jeg lover at skrive til dig når jeg har mødt ham. Jeg vil sætte pris på hvis du ikke fortæller dette til mor, du ved hvordan hun er, min far er ikke ligefrem et behageligt samtaleemne. 

Fortæl mig alt om din skole. Fortæl mig alt det du gerne vil fortælle og mere til. Du har altid været bedre til ord end jeg, og jeg elsker at læse de breve du sender. 

Jeg elsker dig Everly. 

Din storebror, James Taylor. 

 

Everly foldede meget forsigtigt brevet sammen igen og puttede det tilbage i den hvide konvolut. Everly satte sig ned på gulvet, og hev en kasse frem der havde stået under hendes seng. Hun tog låget af den slidte, brune papkasse, og lagde konvolutten ned på bunken af breve hun havde modtaget fra sin storebror. Papkassen var næsten fyldt, og ikke alle konvolutterne var ligeså hvide som de havde været en gang. Mange af dem havde i stedet fået en mere gul, forfalden farve. Hun lagde låget på igen og skubbede papkassen ind under sengen. 

”PAPA!” råbte hun og rejste sig fra gulvet. Nicolás kom til syne i døråbningen til Everlys værelse et kort øjeblik senere. 

”Der er papir, konvolutter og frimærker på mit kontor, Mija,” sagde han inden Everly nåede at stille spørgsmålet. Hun smilede og rejste sig. Men da hun skulle forbi sin far for at komme ud af værelset, tog han fat i hendes arm. 

”Mija,” sagde han, knep øjnene en smule sammen, som om han forsøgte at regne noget ud. ”Hvorfor har du et blåt mærke i panden?” Helt automatisk fløj Everly højre hånd op til hendes pande. Det havde slet ikke faldet hende ind at se sig selv i spejlet for at tjekke eventuelle mærker i ansigtet. Hun kunne huske, at hun havde haft næseblod, men hun havde ikke tænkt over at der ville være andet at se i ansigtet. 

”Jeg var fuld og kom til at gå ind i en lavt hængende gren på vej hjem,” grinede Everly, der inderligt håbede, at Nicolás ville købe løgnen. Hans blik var en smule mistroisk, men han slap hendes arm alligevel. 

”Skriv du til James, så sender jeg det i morgen, okay.” Everly skyndte sig at nikke, og småløb så ned ad gangen og ind på sin fars kontor. 

         Den store, sorte læderstol var behagelig at sidde i. Everly fandt papir, en fyldepen, en konvolut og et frimærke frem, og så begyndte hun at skrive. 

 

Kære elskede James. 

Jeg ser på stjerner om natten og tænker tilbage på de dage hvor vi gjorde det sammen. 

Jeg forstår, at du har travlt. Jeg forstår hvorfor du gerne vil møde din far, det eneste jeg beder om er, at uanset hvad, så forbliver du min bror. Jeg glæder mig til at høre alt du har at fortælle om din far. 

Jeg har alt og ingenting at fortælle om mit liv. Jeg går i skole, og går hjem. Jeg laver lektier og går til fester. Jeg læser bøger og savner dig. Ugerne er langsomt ved at flyde sammen og jeg kan ikke længere huske hvad jeg lavede i hvilken uge. 

Jeg har mødt en dreng der hedder Jackson Cullen. Hans hår er lyst og hans øjne er blå. Jeg har ikke besluttet mig for om jeg kan lide ham endnu, men han er meget høflig. Jeg tror desværre at papa vil kunne lide ham bedre end du ville. 

Jeg har også mødt en vidunderlig pige der hedder Alice. Hun er rødhåret, og siger sin mening. Jeg tror hun er ligeglad med hvad andre tænker om hende. Det beundrer jeg hende for. 

Der er én til. Han ligner en dreng, men opføre sig som en mand. Hans hår er så mørkt brunt, at det nogle gange ser sort ud. Ham her tror jeg heller ikke du ville kunne lide, James, men ham og jeg er heller ikke venner længere. Men James, hans øjne, hans øjne minder om himlen om natten, når den skyerne ikke berører os for lyset fra stjernerne. Jeg ville ønske jeg kunne se ind i hans øjne hverdag, helt til det blev aften og jeg atter kan kaste mit blik på de stjerner vi elsker så højt. 

Jeg elsker dig James. 

Din lillesøster, Everly. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...