Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2214Visninger
AA

15. 14. En grusom nat.

 

Da Everly vågnede den næste morgen, lå Rhys’ ene hånd fladt på hendes mave inden under T-shirten. Hun smilede også på Rhys’ fredfyldte ansigt. Hun skubbede blidt en lok‐hår væk fra hans ansigt med en pegefinger. Hun rykkede sig tættere på ham og knugede ham tættere indtil sig. Der gik ikke lang tid inden Everly begyndte at kede sig, så hun plantede små, fjerlette kys langs Rhys’ kæbe, ned ad hans hals. Han vågnede da hun begyndte at kysse hans kraveben. Han aede hendes kind, men lod sin anden hånd blive liggende på hendes mave.

”Godmorgen, Everly,” sagde Rhys. Hans stemme var hæs, tynget af søvn og hvad end der havde plaget ham dagen i forvejen.

”Rhys?” sagde Everly, og så på ham. Hans blå øjne tog pusten fra hende hver gang hun så dem. ”Vil du fortælle mig hvad der gik dig på i går?” spurgte hun, usikker på om hun måske skulle have ventet lidt med at spørge.

”Du er irriterende nysgerrig,” sukkede Rhys. Everly så væk fra ham, ked af hvad han havde sagt. Ked af at han syntes hun var irriterende. ”Everly,” sagde Rhys, lagde en et par fingre under hendes hage, og blidt tvang han hende til at se på sig. ”Der er ting jeg ikke kan fortælle dig, Everly, for din egen skyld.” Han snoede en lok af hendes hår om sin finger.

”Hvad mener du?” spurgte hun.

”Jeg kan ikke fortælle dig hvad jeg lavede i går, for det var ikke ligefrem…” han tøvede, ledte efter det rigtige ord. ”Lovligt.” Everly satte sig brat op i sengen. Rhys så ikke overrasket ud over hendes reaktion, faktisk virkede det som om han havde forventet det. Håret Rhys havde snoet om sin finger, var gledet ud af hans greb.

”Hvad er I, ud over venner?” spurgte Everly. ”Dig, Liam, Louis og Alvin?” Rhys satte sig også op i sengen, men lod være med at række ud efter hende, sørgede for at de ikke rørte hinanden overhovedet.

”Det er svært at forklare,” svarede Rhys undvigende. Everly sukkede dybt.

”Hvad kan du så fortælle mig om det der skete i går?” spurgte hun i et sidste forsøg på at få ham til at fortælle bare et eller andet.

”Jeg løb ind i nogle problemer, som krævede…” han tøvede igen, ledte efter den rette formulering. ”Jeg blev nødt til at benytte mig af midler jeg ikke kan nævne for dig. Men uanset hvad folk tror om mig, så er jeg ikke fuldkommen upåvirket af de ting jeg gør.”

”Hvad har du gjort, Rhys?” spurgte hun. Hendes stemme var klar, og rolig. Til sin egen overraskelse var hun ikke bange for ham, ikke nervøs over hvad han ville svare, blot nysgerrig.

”At fortælle dig ville gøre mig sårbar, og det er ikke noget jeg kan risikere. Så du må være tilfreds med den information jeg allerede har givet dig,” svarede Rhys, køligt og roligt.

”Men…” begyndte Everly, men Rhys var allerede begyndt at ryste på hovedet.

”Ikke flere spørgsmål, Everly,” drævede han. Det var tydeligt, at han var ved at løbe tør for tålmodighed, så Everly tav.

”Jackson holder fest igen i aften,” fortalte Rhys efter et langt øjeblik i tavshed. Everlys øjne gled fra væggen hun intenst havde stirret på, og landede igen på Rhys. ”Vil du med?” Everly rynkede sine bryn, uforstående over Rhys’ skiftende humør.

”Jeg forstår ikke hvad du vil med mig, Rhys,” sagde hun opgivende. ”Jeg må ikke stille spørgsmål, jeg må ikke være sammen med Jackson, men du giver heller ikke udtryk for, at det er fordi du vil være sammen med mig.” Rhys hævede et enkelt øjenbryn, så Everly fortsatte. ”Jackson har inviteret mig på endnu en date, og jeg har sagt ja.” Rhys sukkede men sagde ikke noget med det samme. Han forblev tavs så længe, at Everly var bange for, at han slet ikke havde tænkt sig at svare.

”Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg synes det er en god idé, men du må gøre hvad du vil.” Hans stemme var rolig og kølig, ingen vrede, ingen sorg. Ingenting. Hun skulle til at åbne munden for at sige noget, men lod være. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. ”Uanset om du vil med eller ej, så tager jeg til Jacksons fest i aften,” fortsatte han, fuldstændig upåvirket af Everlys utilpashed. Everly himlede med øjnene.

”Er det en god idé?” vrissede hun. Rhys’ blå øjne gennemborede Everlys. Hun slog blikket ned, ikke i stand til at se på vreden der lynede i Rhys’ øjne.

”Vi burde stå op,” brummede han. ”Og jeg burde tage hjem.” Hun så på ham igen. Hun ville ikke have, at han gik. Hun ville tale med ham, hun ville gøre ham i bedre humør igen. Tonen mellem de to nu, gjorde hende utilpas, og hun havde ikke lyst til at være uvenner med ham.

”Har du travlt?” mumlede hun spørgende, hendes blik var rettet mod dynen der stadig lå om hende. Rhys der var halvt på vej ud af sengen, stoppede op og så overrasket på Everly.

”Travlt?” Han lød som om han var på nippet til at grine. ”Med hvad, Everly?” spurgte han. Hun trak på skuldrene. Med at komme væk,tænkte hun, men sagde det ikke højt. Hun havde ikke lyst til at sige noget forkert så han blev endnu mere irriteret. ”Everly,” sagde Rhys blidt, så hun lod sit blik glide fra dynen og op på Rhys.

”Du lovede mig i går,” begyndte hun nervøst, Rhys nikkede for at vise hende, at han lyttede. ”At du ville blive hos mig så længe jeg ville have det.” Han nikkede igen.

”Og det står jeg ved,” sagde han. ”Vil du gerne have jeg bliver hos dig nu?” Han stemme var så blid, at Everly ikke kunne nænne at se væk fra ham. Hun nikkede. ”Jeg bliver nødt til at ordne nogle ting med Alvin, Louis og Liam, men jeg kan godt blive et par timer,” fortsatte han.

Rhys havde taget sine bukser på, men ladet Everly beholde hans T-shirt på. De havde besluttet sig for at se en film inde i stuen. De var begge stadig trætte efter den sene aften dagen i forvejen, og lå halvt ned i sofaen. Rhys havde sin telefon i hånden, og Everly lå med et tæppe over sig. De havde ikke talt om mere om hvad der var sket i går, og Everly havde ikke turde at stille Rhys flere spørgsmål, bange for at gøre ham mere irriteret eller vred. Så ville hun hellere sidde og se film i stilhed, selvom det var svært ikke at stille spørgsmål. Der var så mange ting hun ikke vidste, ikke forstod, og Rhys’ svar gav altid Everly lyst til at stille endnu flere spørgsmål.

Da filmen sluttede, lagde Rhys sin telefon ned i sin bukselomme, og rettede sit blik mod Everly, der næsten var faldet i søvn. Hun kunne godt fornemme hans blik på hende, men så ikke hen på ham, i stedet blev hun ved med at fokusere på rulleteksterne der stadig kørte i fjernsynet. Meget, meget forsigtigt, lagde Rhys en hånd på Everlys knæ.

”Jeg ville gerne blive,” sagde han langsomt og blidt. ”Men der er nogle ting jeg bliver nødt til at ordne.” Everly så hen på ham.

”Jeg skifter lige tøj så,” mumlede hun, og gik ovenpå for at tage T-shirten af hun havde lånt af Rhys, og tog i stedet et par stramme joggingbukser på, og en af sine egne T-shirts. Med Rhys’ T-shirt i hånden gik hun nedenunder igen, og lagde den på Rhys’ skød. I et øjeblik så han bare ned på den, som om han ikke vidste hvad han skulle gøre med den. Han sukkede dybt, og tog sin T-shirt på. Everly fulgte Rhys’ til døren. Hun havde lyst til at bede ham om at blive. Sige at han ikke behøvede at mødes med Alvin, Liam og Louis, at hun meget hellere ville ligge på sofaen sammen med ham hele dagen. Hun sagde ikke noget af det, men smilede forsigtigt til ham da han sagde farvel.

 

Rhys parkerede bilen ikke langt fra det forladte varehus. Det var stort, gråt og faldefærdigt. De havde besluttet ikke at gøre noget ved det, så folk ikke kunne se at de brugte det. Det var vigtigt at varehuset ikke tiltrak gæster Rhys, Liam, Louis og Alvin ikke ville have besøg af. Politiet stod øverst på listen over folk de ikke ville have besøg af.

Indenfor i varehuset sad de andre drenge i de slidte sofaer, de selv havde stillet derind, da de havde fundet varehuset flere år tilbage. Der stod et slidt sofabord mellem de to sofaer. Han gik hen mod sine venner, med en underlig tom følelse indeni. Han var taget til Jacksons fest i går fordi Louis havde fortalt, at Everly og Jackson brugte tid sammen, og den tanke brød Rhys sig ikke om. Han vidste godt, at han ikke burde have taget afsted, for han var altid følelsesladet efter situationer, som den med Sam. Han vidste, at det havde været en dum idé at tage med Everly hjem, og han vidste, at hun ville stille spørgsmål. Han vidste også godt, at han ikke kunne blive ved med at kysse hende, sove hos hende, uden at gøre mere ved det. For måske vidste han ikke alt om Everly, men han vidste, at hun gerne ville have en kæreste, og det kunne Rhys ikke være for hende.

”Hey mand,” sagde Louis, da han fik øje på Rhys. Han nikkede i retningen af Louis, som hilsen. Liam og Alvin stoppede med at snakke, og så op på Rhys, da Louis havde hilst.

”Du er da stille i dag,” konstaterede Louis, og lagde armene over kors. Rhys trak på skuldrene.

”Skal vi komme i gang?” spurgte han i stedet, for at fjerne opmærksomheden fra sig selv. Rhys satte sig ned ved siden af Louis. Liam smed to store, gennemsigtige poser med kokain i, over til Louis og Rhys. Louis tog en lommekniv der lå på sofabordet, skar den ene pose op og rakte kniven til Rhys, som skar den pose op ham selv sad med. Alvin og Liam gjorde det samme, og så begyndte de alle putte kokain i mindre poser og veje det på en lille vægt. Da de havde opdelt og vejet alt kokainen, fandt Liam poserne med hash, som der var væsentligt flere af, og opdelte og vejede også det.

Klokken var et par minutter over elleve om aftenen, Rhys, Alvin, Louis og Liam havde drukket en masse øl, og stoppet så mange små poser med stoffer i deres lommer, som de kunne. Liam kørte dem alle hen til Jacksons hus, hvor festen allerede var i fuld gang. Rhys havde håbet, at Everly ville skrive til ham, men han havde ikke fået nogen beskeder fra hende.

”Jeg smutter direkte om i haven, skal du med, Al?” spurgte Liam, der allerede var på vej om på den anden side af huset. Alvin småløb for at følge med. Louis fulgte med Rhys indenfor i det store hus.

”Jeg har nogle kunder jeg skal mødes med,” fortalte Louis da de stod i entréen, Rhys nikkede, og bekendtgjorde, at det havde han ikke, men han ville se sig omkring inde i stuen. De to venner skiltes, Louis gik ovenpå, og Rhys fortsatte ned ad gangen og ind i stuen. Han blev mødt af en lille gruppe drenge, de var måske et eller to år yngre end Rhys selv, og de ville gerne købe noget hash. Rhys der egentlig gerne ville se om Everly var her, skubbede surt to poser i hånden på den ene dreng, og nærmest rev pengene ud af hånden på ham. Drengen så nervøs ud, hviskede noget til sine venner, og skyndte sig hurtigt væk. Rhys himlede med øjnene og begyndte at lede efter Everly.

Everly havde set Rhys stige ud af en bil og gå ind i Jacksons hus sammen med Louis. Hun havde holdt sig i skyggerne, så drengene ikke ville få øje på hende. Hun havde overvejet mange gange at skrive til Rhys, men havde ikke gjort det, for hun vidste ikke om det ville blive akavet mellem dem. I stedet havde hun skrevet til Alice, som havde svaret, at hun ikke ville komme i aften. Everly vidste godt hvorfor hun var her, men hun havde ikke lyst til at indrømme det. Hun følte sig underligt fri i aften, som om der ikke var noget der begrænsede hende.

Everly gik indenfor i det store hus. Hun havde været her et par gange før, men aldrig alene. Hun gik forsigtigt gennem huset, nysgerrig på hvad aftenen ville bringe. Huset var meget pompøst, og Everly lagde mærke til mange flere detaljer end hun før havde gjort. Der hang kunst på mange af væggene, og der stod store vaser i flere af rummene. Hun havde endnu ikke set billeder af familien der boede i huset, men det virkede generelt heller ikke som et særlig hjemligt hus.

”Everly?” Hun vendte sig efter lyden af stemmen. ”Jeg vidste ikke du kom i aften.” Jackson tog tre lange skridt hen mod hende, og trak hende ind i et kram, og kyssede hende på kinden.

”Det var også en meget spontan beslutning,” svarede Everly, og begyndte så diskret som muligt, at vikle sig ud af Jacksons arme.

”Hvornår skal vi på date igen?” spurgte Jackson, og lagde, lidt akavet, en arm om Everlys skuldre. Hun skævede op til ham. Han var meget anderledes af udseende i forhold til Rhys. Jacksons kæbe var mere kantet, og hans pande var høj og hans næse var kraftig. Hun synes han var pæn at kigge på, meget endda.

”Det ved jeg ikke,” svarede hun tøvende. Jackson smilede, så Everly kunne se næsten alle hans hvide, lige tænder. Jackson trak på skuldrene.

”Det finder vi ud af, men…” mere nåede han ikke at sige, før han blev afbrudt.

”Der er du.” Everly behøvede ikke at vende sig om for at finde ud af hvem der havde afbrudt Jackson. ”Jeg har ledt efter dig.” Jackson himlede med øjnene. Hans arm faldt fra Everlys skuldre, og han vendte sig med front mod hende, så han kunne se på drengen der stod bag hende.

”Har du ikke travlt, Rapp?” spurgte Jackson irriteret.

”Jeg har altid travlt, Cullens,” svarede Rhys. Everly vendte sig meget langsomt om, bange for at se udtrykket i Rhys’ øjne.

”Så gå et andet sted hen og ha’ travlt,” vrissede Jackson. Rhys’ øjne lignede en tordenstorm, men han stod med hænderne i lommerne og hans kropsholdning gav det indtryk, at han ikke kunne være mere ligeglad. Everly overvejede, om hun mon var den eneste, der kunne se stormen rase i hans blik.

”Jeg skal tale med Everly,” sagde Rhys i et ligegyldigt tonefald. Jackson trak på skuldrene, stak sine hænder i lommerne, og trådte hen ved siden af Everly.

”Har du overvejet, at Everly ikke gider tale med dig Rapp?” snerrede Jackson. Everly himlede med øjne. Hun kunne næsten ikke tro, at de kunne være så barnlige.

”Hvad med,” sagde Everly, og satte hænderne i siderne. ”At jeg taler med Jackson nu, og så finder jeg dig om lidt Rhys.” Hun brød ikke øjenkontakten med Rhys, i håbet om, at han ikke ville modsige hende. Han tog et skridt hen mod hende.

”Everly,” mumlede han, men hun rystede bare på hovedet.

”Jeg finder dig,” forsikrede hun ham. Everly hev Jackson med sig væk fra Rhys, inden nogen af dem kunne nå at sige mere.

Everly gik gennem mange forskellige rum, og snoede sig gennem menneskemængderne, med Jackson lige i hælene.

”Everly!” udbrød han. ”Hvorfor ledte Rhys efter dig? Kom i herhen sammen? Er der sket noget mellem jer, jeg burde vide? Du kender ham slet ikke, gør du?” Everly blev mere og mere irriteret, hver gang Jackson stillede et nyt spørgsmål, så da hun var nået helt udenfor i Jacksons baghave, vendte hun sig om mod ham.

”Hvad fanden er der med jer to?” råbte hun. Jackson stoppede forbavset op et par meter fra hende. Han åbnede munden som om han skulle til at sige noget, men lukkede den så igen. ”I opfører jer som to børn der slås om et stykke legetøj,” vrissede hun. Jackson lignede lidt et barn der fik skæld ud af sin mor. Han så undskyldende på hende, men det lod ikke til, at han vidste hvad han skulle sige. ”Jeg skal kraftedeme nok selv bestemme, hvem jeg snakker med og hvem jeg ikke snakker med!” råbte hun. Everly vidste godt, at det ikke var helt retfærdigt at råbe ad Jackson, for det var ikke kun hans skyld. Hun var forvirret over Rhys og hendes forhold, forvirret over om hun kunne lide Jackson eller ej, frustreret fordi hun ikke kunne få nogle svar og nu var hun ved at eksplodere fordi begge drenge opførte sig som pattebørn.

Jackson stod og rystede fortvivlet på hovedet. ”Undskyld,” mumlede han igen og igen, men han blev stående helt stille som om han var bange for at skræmme hende væk. Everly trak vejret dybt og langsomt for at køle sig selv ned.

”Hvad er der med dig og Rhys?” spurgte hun, da hun endelig havde formået at køle sig selv så meget ned, at hun ikke længere følte hun blev nødt til at råbe ad ham. Jackson smilede et træt, sorgmodigt smil, der ikke helt nåede hans øjne.

”Det er en lang historie,” begyndte han, men skyndte sig at fortsætte da Everly himlede med øjnene. Hun kunne ikke klare flere kryptiske svar. ”Men den korte version er, at jeg ikke bryder mig om den måde han omgås kvinder på, jeg ved at han laver en masse ulovlige ting, og nej jeg har ikke nogen beviser, men jeg ved bare at det er rigtigt. Politiet har forsøgt at finde noget på ham i årevis, desværre uden held.” Jackson tøvede et øjeblik, men tog så et skridt hen mod Everly. Hun flyttede sig ikke, for hun stod og tænkte. Tænkte på Rhys og alle de ting han havde sagt til hende, ting han havde undladt at svare på. Hvis politiet endnu ikke havde formået at finde noget konkret på Rhys, så var der kun to mulige svar på hvorfor det kunne være. Ét, Jackson havde misforstået noget, og Rhys var slet ikke kriminel. To, Rhys var så dygtig til at slette spor, at det ikke havde været muligt for politiet at finde nogle. Hun fik kuldegysninger bare ved tanken, og det gik op for hende hvor lidt hun egentlig vidste om ham, alligevel hørte hun sig selv sige: ”Jeg bliver nødt til at finde ham.” og så gik hun indenfor igen. Jackson så modløst efter hende.

Everly kunne ikke finde Rhys nogen steder. Hun var sikker på, at hun havde ledt alle steder. Hun var ved at give op, og overvejede at gå tilbage til Jackson, da hun fik øje på ham. Everly stod i køkkenet og ud gennem køkkenvinduet kunne hun se Rhys gå hen mod en skov. Han gik i et rask tempo, og så sig diskret over skulderen, for at sikre sig, at der ikke var nogen der fulgte efter ham. Så stille og diskret som hun kunne forlod hun huset og fulgte efter Rhys ind i skoven. Hun var lige ved at fare vild et par gange fordi hun mistede synet af Rhys.

Rhys gik ind i en lysning, Everly blev stående bag et træ, gemt i skyggerne, så hun ikke ville blive opdaget. Liam, Alvin og Louis var allerede i lysningen.

”Det er fjerde gang nu, han ikke betaler,” konstaterede Liam.

”Tror du han dukker op?” spurgte Alvin nervøst.

”Det bliver han nødt til,” svarede Louis. ”Hvad siger du Rhys?” Intet svar. Everly blev langsomt mere og mere nervøs for hvad hun snart ville være vidne til. Drengene i lysningen forblev tavse, og Everly overvejede at vende om. Måske var det bedst at gå tilbage til Jackson, bruge aftenen sammen med ham. Hun så på Rhys, så på hans spændte muskler. Han stod med ryggen til hende, men hun kunne se at han havde noget i hænderne foran sig. Hun besluttede sig for, at det var bedst hvis hun ikke var indblandet, så hun vendte sig rundt. Brutalt, og hurtigere end hun kunne nå at opfatte, blev hun hamret ind i det træ hun havde gemt sig bag. Smerte skød gennem hendes ryg, helt ned i hendes ben. Hun kunne få luft til at skrige. Personen havde fat i hendes bluse, og med umådelig kraft, slog han hende ind i træet endnu en gang. Denne gang slog hun både ryggen og sit hoved. Personen havde strammede grebet om hendes bluse, og hev hende forbi træet og smed hende hen ad jorden.

”Rapp,” halvråbte personen der havde smidt Everly. ”Hvad siger du til, at jeg betaler med hende her i stedet for.” Everly gispede efter vejret, hendes ryg gjorde ondt og hun kunne næsten ikke åbne sine øjne på grund af smerten.

”Nej Peter,” sagde Rhys så skræmmende roligt, at det løb Everly koldt ned ad ryggen. ”Du kan ikke forhandle dig ud af den her gæld.” En hånd lukkede sig om Everlys ene ankel, og det næste hun mærkede var, at hun blev hevet hen af jorden.

”Så har du vel ikke noget imod, at jeg beholder hende,” sagde Peter. Everly forsøgte febrilsk at få sin vejrtrækning under kontrol.

”Overhovedet ikke,” drævede Rhys. Everly holdt op med at trække vejret i et splitsekund, ude af stand til at forstå hvad Rhys lige havde sagt. ”Du skylder mig penge, og det kan en ligegyldig tøs ikke ændre på.” Hvis det havde gjort ondt at blive slået ind i træet, var det intet i modsætning til den følelse der skyllede ind over Everly nu. Ligegyldig, det var hvad Rhys så hende som. Peter stillede sig ved siden af Everly, og sparkede hende i maven to gange. Luften forsvandt fra hendes lunger igen, og hun begyndte at hoste og hive efter vejret samtidig.

”Bland hende udenom,” snerrede Louis. Everly så op på ham, men blev liggende på jorden. Peter smilede.

”Det er måske dig der er lidt småforelsket i hende?” spurgte Peter retorisk. Han bøjede sig ned, tog fat i Everlys hår slog hendes hoved ned i jorden. Everly strittede imod, men uden held.

”Hvad fanden har du gang i?” råbte Louis. Everly der allerede havde ondt i hovedet, kunne næsten ikke holde sig ved bevidsthed, alligevel formåede hun at kravle et lille stykke væk fra Peter, hvis opmærksomhed var på Louis. Lyden af en pistol der bliver ladt, fik Everly til at holde op med at kravle.

”Vi kunne have gjort det her på den nemme måde, Peter,” sagde Rhys, som om intet var hændt. ”Er der ikke nogen der har fortalt dig, hvad der sker når man trodser mig?” Tonefaldet Rhys sagde det i, fik Peter til at se på Rhys i stedet for Louis. Han var blevet bleg at se på. Rhys sigtede på Peter med pistolen han lige havde ladt.

”Rapp,” begyndte Peter nervøst. ”Lad os nu ikke tage forhastede beslutninger.” Hans stemme dirrede, der var ingen tvivl om, at han var bange.

”Lad os lave en aftale,” sagde Rhys roligt. ”Du slipper levende herfra i dag, du betaler hvad du skylder om en uge, og,” han gik hen mod Peter, satte pistolen mod hans tinding, og tvang ham ned på knæ. Rhys selv satte sig på hug overfor ham. ”Hvis du så meget som tænker på at røre hende igen, så slår jeg dig ihjel.” Peter sank nervøst.

”Det ville du ikke gøre,” jamrede Peter. Rhys smilede, et grusomt, umenneskeligt smil.

”Jeg kan få din død til at ligne en ulykke, Peter.” Rhys rettede pistolen mod Peters lår og skød. Peter skreg, Rhys rejste sig, og sparkede til ham.

”Her!” Han kastede pistolen til Louis, der greb den. Langsomt og meget forsigtigt gik han hen mod Everly der lå sammenkrøllet på jorden. Han satte sig på hug, men Everly bakkede væk fra ham så hurtigt hun kunne. Rhys blik var blidt, undskyldende.

”Kom,” sagde han og rakte en hånd ud mod Everly, der begyndte at ryste panisk på hovedet. ”Jeg gør dig ikke noget, Everly. Det lover jeg.” Hans stemme var så blid, så forsigtig, men hun kunne ikke få sig selv til at tage hans hånd.

”Everly!” udbrød Rhys bestemt, men Everly rystede bare på hovedet igen.

”Hun er bange, Rhys,” forklarede Louis. Den bemærkning ignorerede Rhys, som stadig sad med sin arm fremstrakt.

”Kig op,” mumlede Rhys. Everly kunne ikke forklare hvorfor, men hun så op. Mellem træernes grene kunne hun se stjernerne på den mørke nattehimmel. Rhys så på Alvin, Louis og Liam, der alle så på ham og Everly.

”Smut, jeg skal nok sørge for hun kommer hjem.” Louis var den eneste der nikkede, men de forlod alle sammen lysningen. Rhys’ opmærksomhed faldt igen på Everly.

”Du sagde til mig, for nogle uger siden,” begyndte Rhys. Everly så stadig ikke på ham, men fastholdte blikket på stjernerne. ”At mine øjne minder dig om himlen.” Det kunne hun godt huske. Hun kunne også huske, at hun i det øjeblik havde følt sig tryg sammen med Rhys. Hun havde ikke været bange for at falde ned fra taget, for han havde været der sammen med hende. Og det var sandt, Rhys’ øjne lignede en nattehimmel, så hun så op ham, holdt hans blik.

”Lad mig hjælpe dig,” sagde han. Hun tog hans hånd og mærkede hans fingre lukke sig om hendes. Så forsigtigt som han kunne hjalp han hende op at stå. Everly lagde sin arm over Rhys’ skuldre, og han lagde sin ene arm om hendes ryg, lige under skulderbladende, og den anden under hendes lår, og så løftede han hende op.

 

____________________________________________________________________

Jeg har været til eksamen, og har derfor ikke opdateret. Men lover der kommer en masse kapitler snart! xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...