Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
2087Visninger
AA

12. 11. Forbudte kys.

 

Everly havde fået at vide af Rhys, at hun skulle lade være med at tale med Jackson, men det var bestemt ikke det hun havde tænkt sig at gøre. Heldigvis stod Jackson og ventede på hende ude foran skolen, torsdag morgen. Han smilede til hende, da hun gik hen mod ham. 

”Må jeg følge dig til time?” spurgte han. Vinden blæste kraftigt, så han trak sin jakke tættere om sig. Han havde voks i håret, så det bevægede sig næsten ikke i den kraftige vind. 

”Meget gerne,” svarede Everly og fulgte med Jackson indenfor. 

”Hvor til?” spurgte han, da hun havde taget sine bøger ud af sit skab. Hun holdte bogen ud mod ham, og svarede: ”Matematik.” 

         Jackson var en gentleman. Han spurgte ind til hende, om hun havde sovet godt, om hun havde haft det hyggeligt i hans selvskab dagen i forvejen. Han holdte dørene for hende, og trak stolen ud, så hun kunne sætte sig. Hun var ikke sikker på om hun brød sig om det, men satte pris på gestussen.

”Skal vi spise frokost sammen?” spurgte han, inden han forlod matematiklokalet. Everly nikkede, og vinkede farvel. Alice dukkede op et par minutter senere, og satte sig ned på pladsen ved siden af Everly. Hun så på sin veninde med store øjne. 

”Rhys har været udenbys hele ugen,” begyndte Alice. Everly flyttede nervøst på sig i stolen. ”Men der går rygter om at han var hjemme i går,” fortsatte Alice. Everly var ikke sikker på hvorfor hun skulle synes at det var interessant. Rhys havde tidligere været væk noget af ugen, og var så kommet hjem igen, og kommet i skole. 

”Rhys har fortalt Liam at han ville være væk hele ugen,” fortsatte Alice uanfægtet af Everlys manglende begejstring. ”Og når Rhys siger han er væk hele ugen, så kommer han ikke hjem før ugen er omme, nogle gange bliver han væk i endnu længere tid.” Everly var ikke sikker på, om Alice ville have hende til at sige noget, så hun så bare på sin veninde med hævede øjenbryn. 

”Så Liam og jeg tænkte, at der måske var én herhjemme han gerne ville sikre sig var okay,” forklarede Alice og så på Everly med et sigende blik. ”Måske én der havde fortalt ham, at hun skulle på date med én han ikke kan lide,” uddybede Alice. Everly rystede på hovedet. 

”Jeg ved ikke hvad du snakker om?” sagde hun. Everlys bror James havde lært hende at lyve på en overbevisende måde. Ikke se væk, hold øjenkontakt. Se oprigtig ud. 

”Virkelig?” spurgte Alice, oprigtigt overrasket. ”Vi var overbevidste om, at han ville se dig.” Everly rystede igen på hovedet. 

”Jeg har ikke set noget til ham,” sagde hun, ikke helt klar over hvorfor hun løj for Alice, men hun kunne mærke hun ikke havde lyst til at tale om Rhys. Alice så meget undrende ud, men noget ikke at sige mere inden timen startede. 

         Som lovet spiste Everly frokost sammen med Jackson, men i dag sad de også sammen med Jacksons holdkammerater. De talte mest om fodbold, så Everly deltog ikke i samtalen, men lyttede bare til drengene i stedet. Hun kunne ikke helt lade være med at se på alle eleverne omkring hende, i håbet om at se Rhys’ ansigt. Everly vidste godt, at hun ikke kunne få øje på ham, for han var her ikke. Alligevel begyndte hendes hjerte at banke hurtigere når hun så et glimt af blå øjne, eller et hoved med mørt hår. Jackson så på hende, oftere og længere end Rhys nogensinde havde gjort, i sådan en grad at Everly ikke kunne undgå at lægge mærke til det. 

”Leder du efter nogen?” spurgte han, og holdte hendes blik. Hun rystede på hovedet. Måske ville det ikke gøre noget at fortælle Jackson, at hun var bekymret for Rhys, men det havde hun ikke lyst til at sige foran hans venner. 

”Hey Jack, har du set Rapp?” spurgte en af Jacksons venner. Everly kunne ikke huske hvad han hed, men han fik hendes fulde opmærksomhed. 

”Nej, hvorfor?” spurgte Jackson. Han smilede på en måde der gav Everly kuldegysninger. 

”Jeg skal bare lige tale med ham,” svarede drengen, og knækkede fingre, truende. Jacksons smil blev større. 
”Så er vi to,” svarede Jackson og begyndte at se sig om i kantinen, ligesom de andre drenge. Everly vidste Rhys ikke var på skolen, så hun lod være med at kigge rundt. 

”Hey.” Nogen knipsede foran Everlys ansigt. Hun rynkede brynene af ham. ”Du er venner med Rapp, er du ikke?” spurgte han. 

”Hvorfor vil du vide det?” spurgte Everly, der blev mere og mere irriteret på drengen. Jackson og resten af hans venner rykkede alle en smule tættere på Everly. Hun følte sig trængt op i en krog, så hun så på Jackson efter hjælp, men han sagde ikke noget. 

”Jeg vil bare gerne vide hvor han er henne?” sagde drengen. Everly trak på skuldrene. ”Jo, hold op,” fortsatte han. ”Du ved godt hvor Rhys er, gør du ikke?” pressede han. Selv hvis Everly havde vidst hvor Rhys befandt sig, ville hun ikke havde fortalt ham det. Men sandheden var, at hun faktisk ikke anede hvor Rhys var henne. En stor hånd blev lagt på Everlys skuldre, og drengene flyttede sig en smule væk fra hende igen. Rhys, tænkte hun, men vidste godt det ikke var ham. 

”Everly,” sagde Louis, og flyttede hånden. Han rakte den i stedet hen mod hende, så hun kunne lægge sin hånd i hans. ”Kan du ikke lige kommer med?” spurgte han. Everly lagde sin hånd i Louis’ og rejste sig fra kantinebordet. Hun slap ikke Louis hånd før de var helt ude af kantineområdet. 

         Louis gik ned af et par gange, til den kom til en mindre dør, der førte udenfor. Everly havde ikke været her før. 

”Er du okay?” spurgte han, da de var kommet udenfor. De stod i læ for vinden, men her var stadig koldt. Hun nikkede og så på Louis. Hun var så taknemlig for at han havde fået hende væk fra den situation, men hun var ved at koge over af vrede, fordi Jackson ikke havde gjort noget. 

”Hvorfor er de sådan?” spurgte hun arrigt. Louis lagde armene over kors. 

”Talte i om Rhys?” spurgte han. Everly nikkede igen. Drengene havde ikke som sådan gjort noget forfærdeligt, men deres truende holdning og måden de rykkede tættere på hende, havde gjort hende utryg, bange. 

”Nogen af dem kan være ret ubehagelige når de taler om Rhys, specielt hvis de ikke kan få de svar de leder efter,” forklarede Louis, hovedrystende. ”Rhys har et dårligt ry på skolen, og Jackson er ikke den eneste der bager nag til ham,” fortsatte han, og lagde en opmuntrende hånd på Everlys skulder. ”Det er ikke sikkert at Rhys bliver glad for det her,” begyndte Louis, med et lumsk blik. ”Men hvis du nogensinde har brug for hjælp, så kan du altid ringe til mig, okay?” sagde han. Everly smilede taknemmeligt til ham. ”Stik mig din telefon, så skriver jeg mit nummer ind, og så skal jeg nok tage mig af Rhys, hvis han bliver sur,” grinede Louis, og tog imod Everlys telefon, som hun holdte ud mod ham. 

”Tak Louis,” sagde Everly og lagde armene om ham. Et øjeblik stod Louis helt stille, overrasket over at blive krammet, men lagde så også sine arme om Everly. De slap hinanden, Everly fik sin telefon igen, og gav sit eget nummer til Louis. De stod og grinede da døren gik op, og Jackson trådte udenfor til dem. 

”Der er du Everly, jeg blev helt bekymret for dig,” sagde han, og stak sine hænder i sine bukselommer. Everly kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at Jackson så en anelse kejtet ud når han stod med sine hænder i lommerne. Det var ikke ligesom Rhys, der formåede at se truende og kedsommelig ud på samme tid. 

”Jeg har det fint,” bed Everly af ham. Han rynkede på brynene, tydeligvis ikke klar over hvorfor hun var sur på ham. 

”Smith, må jeg tale med Everly alene?” vrissede Jackson, og lod sit blik glide hen til Louis, men Louis så ikke på ham, hans blik var på Everly. 

”Det er okay,” svarede Everly, på det tavse spørgsmål i Louis øjne. Han nikkede langsomt, men han stoppede op ved siden af Jackson. 

”Opfør dig pænt, Cullen,” brummede han. 

”Ellers hvad?” spurgte Jackson arrogant. Louis løftede sit ene øjenbryn. 

”Det ved du godt,” var alt Louis sagde, inden han gik indenfor, og ud af Everlys synsfelt. Hun så på Jackson, irriteret over, at han ikke var klar over hvorfor hun var sur. 

”Hvorfor gik du så pludseligt?” spurgte han i en blid, beroligende tone, som om han talte til et lille barn. Everly himlede med øjnene. 

”Fordi jeg blev afhørt af dig og dine venner, måske!” vrissede hun, og lagde armene over kors. Hun overvejede et kort øjeblik om det havde været en fejl at lade Louis gå. 

”Ej,” kluklo Jackson. ”De er jo bare nysgerrige.” Tydeligt lettet over, at det var dét der havde gjort Everly sur, trådte han tættere på hende, tog hænderne op af lommerne og rakte ud efter hende, men Everly bakkede væk fra ham. Han så såret ud, men forsøgte ikke at række ud efter hende igen. 

”Det der var ikke nysgerrighed,” sagde Everly. ”Og du var ikke til nogen hjælp.” Jackson krympede sig en smule under hendes blik. Ked af at han ikke havde opfanget hendes ubehag. ”Jeg troede vi var venner,” mumlede hun. 

”Jeg havde håbet vi måske kunne være lidt mere end venner,” sagde Jackson, og kiggede genert ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Jackson havde været åben om, at han gerne ville være mere end Everlys ven, men hun vidste ikke om hun havde det på samme måde. 

”Det kan vi ikke så længe, dine venner tror jeg har tænkt mig at fortælle dem noget som helst om Rhys,” sagde Everly bestemt. Hun var ikke selv helt klar over hvorfor hun tog Rhys’ parti, men hun vidste også at hun ikke var klar til at slippe sit venskab med Rhys. Hun ville ikke røbe noget om Rhys til Jackson og hans venner. 

”Jeg skal nok tale med mine venner, hvis…” Jackson smilede bredt til hende. ”Du lover at tage på en ny date med mig, på torsdag i næste uge,” foreslog han. Hun overvejede det i et øjeblik inden hun svarede: ”Okay.” 

”Jeg er altså virkelig ked af det, hvis jeg har gjort dig ked af det,” sagde Jackson, tydeligt påvirket af Everlys humør. Han kunne godt mærke på hende, at hun var blevet ked af det. ”Rhys er bare lidt et ømt emne, tror jeg,” forklarede han. Everly nikkede samtykkende. 

 

Everly lod være med at spise frokost med Jackson om fredagen, men forsikrede ham da han spurgte, at det ikke havde noget med hændelsen den forgående dag at gøre. Hun havde ikke lyst til at fortælle Jackson, at det i virkeligheden var fordi, at hun ikke brød sig om hans venner.

         Da klokken blev ét, fredag eftermiddag, fulgtes Everly og Alice ud til vejen, hvor de to piger skulle i hver deres retning. Everly trak sin jakke trættere om sig, for at skærme sig selv fra vinden der blæste. Jackson og hans venner skubbede rundt, og fjollede henne ved hovedindgangen. De kiggede ikke i Everlys retning. Hun betragtede dem, stadig da hun begyndte at gå, fuldstændig ubevidst om den bil der kom kørende, langsommere og langsommere hen mod hende, til den stoppede to meter fra hende. En høj, ung mand trådte ud, og stillede sig ind på fortovet foran hende. Everly så ham ikke før hun var et par skridt fra ham. Forskrækket hoppede Everly tilbage og så op på drengen der stod foran hende. Hun havde på én og samme tid lyst til at løbe ind i hans arme, og slå ham. Hun gjorde ingen af delene. 

”Hej,” sagde han og stak sine hænder i lommerne. Everly så hen mod Jackson og de andre drenge igen. De havde ikke lagt mærke til noget. 

”Rhys!” hviskeråbte Everly og begyndte at skubbe ham hen mod bilen. ”Sæt dig ind!” Rhys der var meget forvirret, gjorde som Everly sagde uden at sige noget. Everly satte sig ind på passagersædet, og bad Rhys om at køre. 

”Hvorhen?” spurgte han, så på Everly et øjeblik, og tilbage på vejen igen.  

”Bare væk fra skolen,” vrissede hun, og så sig tilbage over skulderen på skolen der blev mindre og mindre. 

”Har du lyst til at forklare mig hvorfor, Everly?” spurgte han, og drejede ned af en gade Everly ikke kunne genkende. Hun ville gerne fortælle Rhys om gårsdagens episode med Jackson og de andre fodbolddrenge, men Everly kunne godt lide Jackson, og havde ikke lyst til at sætte ham i et dårligere lys. Rhys kunne i forvejen ikke lide Jackson, og hun vidste at hun kunne gøre det hele værre. 

”Everly!” brummede Rhys utålmodigt. Hun sukkede. For hende handlede det om loyalitet, og hun var bange for at hun valgte at stole på den forkerte. Rhys drejede ned af en lille gade og stoppede ved kanten af en skov. ”Kom,” vrissede han og steg ud af bilen og begyndte at gå ind i skoven. Everly kunne ikke genkende stedet, men spekulerede på om det var den samme skov hun havde udforsket én af de første dage, hun var her i byen. Hun havde ikke set størrelsen af skoven, så det var muligt at den strakte sig helt herhen til. Hun fulgte efter Rhys ind i skoven. Han gik af en skovsti der snoede sig mellem træerne. Stien førte ind i en lille lysning hvor der stod nogle gamle bænke af træ. Rhys vendte sig om mod Everly, korslagte arme og løftede øjenbryn. 

”Fortæl mig hvad fanden der foregår, Everly,” beordrede han Everly. Hun stillede sig et stykke væk fra ham, ikke sikker på hvordan Rhys ville reagere. 

”Jeg spiste frokost med Jackson og de andre drenge i går,” begyndte hun. Rhys himlede med øjnene, spændte i sin kæbe og sine muskler. Everly fortsatte inden han kunne nå at afbryde hende. ”Og de blev ved mig at spørge mig om hvor du var henne, de var sikre på, at jeg vidste det.” Rhys begyndte at vandre frem og tilbage. 

”Og hvad fortalte du dem?” spurgte han. Hun vidste der ikke var nogen vej tilbage nu, så hun besluttede sig for at fortælle Rhys sandheden. 

”Jeg fortalte dem sandheden.” Rhys stoppede op, og så et øjeblik urolig ud. ”Jeg ved ikke hvor du var henne,” fortsatte hun. Et lille, skævt smil gled over Rhys’ læber. Han stillede sig hen foran hende, så tæt at hun nemt kunne røre ved ham. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. 

”Hvorfor havde vi så travlt med at komme væk fra skolen?” spurgte han i en lav, hæs brummen. 

”Fordi Jacksons venner er lidt for interesseret i dig,” svarede Everly åndeløst. Rhys trådte endnu tættere på. Hun kunne lugte hans cologne blandet med sæbe. 

”Gør det dig jaloux?” spurgte han med latter i stemmen. Hun så op på ham, ind i hans blå øjne, og så smilede hun. 

”Nu skal du ikke begynde at føle dig speciel, Rapp,” smilede hun, og inden hun nåede at opfange hvad der skete havde Rhys lænet sig ned mod hende, og pressede sine læber mod hendes. Overrasket, gjorde hun ikke noget, men da Rhys med rynkede bryn flyttede sine læber fra hendes, rakte hun ud efter ham. Rhys lukkede sine øjne. 

”Se på mig,” hviskede hun, hendes læber ramte næsten hans. Rhys rystede på hovedet. ”Se på mig,” sagde hun igen. 

”Nej,” hviskede han. 

”Du ser næsten aldrig på mig,” sagde Everly forvirret. Hun kunne ikke forstå, at han ikke ville se på hende, men han kyssede hende. Han sukkede, og åbnede sine øjne. Han så på hende, endelig så han på hende, og hans blik vaklede ikke. 

”Jeg er bange for, at hvis jeg ser på dig for længe, så vil jeg ikke være i stand til at se væk.” Everly smilede. Hun lod sin tommelfinger glide forsigtigt hen over Rhys’ underlæbe. 

”Du må gerne kigge på mig,” smilede hun. ”Altid.” Rhys smilede, snoede sine arme om hendes talje og kyssede hende. Hans læber var bløde og varme. Hans skubbede blidt til Everly, så hun tog et par skridt baglæns. Rhys fulgte med, så han ikke behøvede at flytte sine læber fra hendes. Han pressede hende op ad træet, og pressede sin egen krop mod hendes. Hans fingre udforskede hendes krop, han elskede de steder hvor deres bare hud rørte ved hinanden. Rhys lod sin tunge glide langsomt og nænsomt over Everly underlæbe, i håbet om, at han ville få adgang til mere af hende. Han var sulten efter mere. Hun lod ham udvikle kysset, ligeså sulten efter ham, som han var efter hende. Rhys flyttede langsomt og sensuelt sine hænder længere og længere ned af hendes krop, tog fat om hendes lår og løftede hende op. Hun snoede sine ben om Rhys’ hofter. Everlys hjerte bankede hurtigt mod hendes brystkasse, men hun kunne mærke at Rhys’ hjerte bankede ligeså hurtigt som hendes. Hendes fingre gled gennem hans hår, hendes anden hånd lå mod Rhys’ bare nakke. Det var første gang hun kyssede Rhys uden at være fuld. Hun havde husket hans kys som bløde, dejlige og fantastiske, men det her var anderledes. Det her var noget mere end de andre gange hun havde kysset ham. Langsomt, meget langsomt, satte de farten og lidenskaben i kysset ned. Det blev til en masse små kys, indtil Rhys trak sig helt væk, og lod Everlys fødder ramme jorden igen. Og så så han på hende. Han så bare på hende, og det var næsten lige så intimt som kysset. Hun elskede hans øjne, hans natteblå øjne. Han øjne som var en mørkere blå end nogle brune øjne hun nogensinde havde set. Og så slog det hende. Hun blev revet tilbage til virkeligheden, da hun kom i tanke om, at hun havde lovet at gå på endnu en date med Jackson

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...