I will always love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2018
  • Opdateret: 17 jan. 2018
  • Status: Igang
”Der er en stjerne der lyser i det fjerne. Så i morgen, vil du glemme sorgen.”
Sille og Katrine er slyngveninder. De er som pot og pande. Uadskillelige. Den eneste forskel der er på dem, er at Katrine elsker heste. Det gør Theodora ikke rigtig. Men en dag sker en forfærdelig ulykke. Katrine bliver taget fra Sille. Sorgen præger Sille.
Men i mens alt ser mest sort ud, finder hun et lyspunkt. Mathias, en dreng fra parallelklassen viser sig fra sin kærlige side. De finder hurtigt sammen. Men kærligheden viser sig at være kort, og Sille må endnu engang starte forfra. Kæmpe forfra mod den store smerte. Kampen mod den smerte, der truer med at æde hende op indefra. De store spørgsmål er bare: Hvad sker der nu, og hvor er Katrine nu? Og hvad sker der med Mathias?


Til sindsteqiula konkurrence ud fra mulighed 1

0Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

3. 3. Ulykken

 

Solen bager på mine bare arme. Luna, den hest jeg rider på, slår lidt med hovedet. Nok på grund af insekterne. Katrine rider ved siden af på Bella.

“Skal vi trave lidt?” Spørger hun. Jeg nikker. Katrine har fortalt, at jeg bare skal stå op i bøjlerne. Da Bella begynder at trave, gør Luna også. Det går fint i starten. Men pludselig kommer der lyde fra buskene. Luna bliver virkelig bange, og sætter tempoet op til galop. Bella gør det samme.

“Hjælp”, skriger jeg. Hvilket jeg ikke skulle ha gjort. For Luna sætter farten op. Jeg taber stigbøjlerne, og falder fremover på Lunas hals. Der klamrer jeg mig så fast, for at ikke falde af. Da jeg kigger mod Katrine, ser jeg, at hun hænger hen over Bellas hals. Bevidstløs? Jeg ser frem igen. Vi nærmer os hovedvejen!

“Rolig, Luna”, siger jeg, i håbet om hun sætter farten ned. Men det sker ikke. Og hovedvejen kommer tættere og tættere på.

“Stop, Luna”, råber jeg, da vi nærmer os. Men det er forsent. Luna og Bella løber ud på hovedvejen. Jeg ser det hele som i slowmotion: Der kommer en bil i høj fart. Prøver at bremse ned, men ramer først Bella også Luna. Luna vælter, og jeg lander på asfalten. Det sidste jeg husker er en bil der rammer fra den anden side..

“Hallo, kan du høre mig?” spørger en ukendt stemme. Forsigtigt åbner jeg øjnene. Over mig står der 2 mænd. Jeg ligger stadig på vejen. De 2 mænd ser forskrækket på mig.

“Hvor er Katrine?” Spørger jeg fortumlet. Min krop smerter, men er ligeglad. Katrine er vigtigst. Den ene mand kigger over til venstre.

“Hun ligger her over ved siden af. Men vi er ikke sikre på, hendes tilstand”, siger han. Lidt efter kommer der 4 ambulancefolk løbende.

“Hvad hedder du og hvor har du ondt?” Spørger den ene, mens han roder i sin taske.

“Sille. Mine arme og højre ankel. Også ryggen og nakken. Men mest mit hoved”, siger jeg stille. Egentligt vil jeg helst, at de hjælper Katrine. Lægen lægger en halskrave på mig. I mellemtiden har 2 andre fundet et spindboard. Sådan et man skubber ind under fra hver side.

“Vi vil ikke rykke dig rundt så vi skubber dette ind under dig”, fortæller lægen. De 4 ambulancefolk får boardet ind under mig. De spænder mig fast med remme og giver hovedstøtter på.

“1. 2. 3”, bliver der sagt og brættet med mig på bliver løftet op. Jeg trækker ansigtet sammen i smerte. De lægger mig på en båre, hvor de spænder mig fast.

“Katrine”, siger jeg tøvende, da lægerne skubber mig ind i ambulancen..

Det føles ubehageligt, da bagklappen bliver lukket. Nu ligger jeg så her. Inde bag i en ambulance. De to af lægerne er med inde bagi.En mand og en dame. En 3. læge, der er chaufføren, stikker hovedet ind af sidedøren.

“Vi tager en kørsel et til sygehuset”, siger den kvindelige læge.Chaufføren siger et eller andet, som jeg ikke hører. Sidedøren bliver igen lukket.

“Vi kører dig på sygehuset med traumekald. Det vil sige, at vi kører med blå blink og sirener. Også¨står der en masse mennesker, når vi kommer ind”, fortæller den mandlige læge. Jeg siger ingenting. Ligger bare, og stirrer op i ambulancens loft. Lægen tager en min venstre arm. Han sætter en måler og sådan noget på.

“Der kommer et prik”, siger han. Han sætter en nål i hånden på mig. Et drop hedder det vidst.Kvinden spørger hvor meget jeg veje.

“65 kilo cirka”, svarer jeg. Manden giver mig så noget mod smerterne. Lidt tid hører jeg ikke rigtig noget. Ligger bare, og lytter til ambulancens sirener. Efter lidt tid stopper sirenerne, og ambulancen standser helt.

“Så er vi her”, siger lægen. De to læger rejser sig op. Bagklappen går op, og jeg bliver kørt ud. Hvor er Katrine? Tanken gnaver i maven, men jeg tør ikke spørge.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...