Les Misérables - De ulykkelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Det var nok en af de dårligste tider Europa gik igennem. Folket var sur, menneskerne var ikke menneskelige, og fattigdommen var i gang med at spise alle.
Cosette blev efterladt af hendes mor, hos en familie de ikke kendte. Det viste sig til at livet ikke længere ville være nemt. Nu må hun overleve flere mørke natte med pisk, hån og ingen håb. Men hvorfor bliver Cosette efterladt, og kan hendes mor vinde over de mennesker der længere ingen barmhjertighed har

0Likes
0Kommentarer
54Visninger
AA

6. Montruiel-sur-mer -1

Les Miserablés

Kapitel 2.- Montruiel-sur-mer -1

"Tilgiv mig venligst, jeg havde ikke lyst til at efterlade dig. Tilgiv mig, søde skat Cosette. Jeg havde ikke nogle andre valg, tro mig jeg var nød til at gøre dette. Jeg vil vende tilbage en dag. Så ville vi aldrig efterlade hinanden igen. Jeg ville tage dig til det hus jeg lovede dig om, og til den tid ville jeg efterlade mit hjerte hos dig. Og når vi er sammen ville vi kun have glade og hyggelige dage. Der ville ikke være plads til smerte og sorg". Hun sagde det imens tårerne fyldte hele hendes øjne. Hun snakkede med sig selv, selv om der ikke var nogen der kunne høre det, udover regnen der kom ned fra himlen.

Hun tog den lange vej for at nå byen Montruiel-sur-mer, som hun havde lovet. Alle snakkede om at der blev åbnet en ny fabrik, og at byen var bedre end alle byerne i Frankrig. Der gik flere dage. Dage med regn, og dage med en nat der dækkede det hele. På nattens skyer var der kun en stjerne man kunne se, det var den stjerne der var det eneste håb tilbage, i al det mørke, var der kun et lille glimt af noget lys. Hun gik vejen i håb om at byen var meget bedre end de andre byer. Byerne i Frankrig var ikke sjove at se på, som man forestillede sig de skulle være. Eller sådan var det i det meste af Europa. Hver gang hun gik igennem en ny by, var der ikke stor forskel på den by hun tog før. Det var skræmmende byer, med gader der var tomme. Ude på gaderne sad der skræmmende dyr, dyr med skræmme blik i deres øjne. Det var fattige folk der sad og tiggede uden for bygningerne. Beskidte, sultne og de var så tynde at man kunne se deres knogler, gennem det slidte gammelt tøj. Man fik lyst til at vende ansigtet væk. Men det kunne man ikke, man kunne ikke vende ansigtet for den sure virkelighed.  

Man kunne høre deres skrig der kom fra hjertet da nogen af deres tætte var død. Deres smerte når de græd. De sad i små familier og tiggede til en hver der kom forbi. Fantine tænkte på at hun hurtigt ville væk fra stedet. Hun drømte om et sted hvor alle havde det godt, et sted hvor børn legede, og alle var glade og lykkelige. Men det var umuligt, for fattigdommen havde allerede spist folk, og menneskeligheden var allerede død. Hvis du ikke var blevet spist endnu, så blev du nok senere.

Fantine gik i omkring to dage, indtil hun nåede den nye by. Nemlig Montruiel-sur-mer. Hun stod på grænsen mellem de to byer, der var en kæmpe mur, der gjorde at man kunne se at bag muren, var der en anden by. Og foran muren stod der en vagt.  Fantine stoppede lidt, og undrede sig om, hvordan byen var bag muren. Hun undrede sig om den også var ligesom de andre byer. Fuld af sorte nætter. Hun gik hen til vagten, og viste ham et kort, hvor der stod navn og alder på. Vagten åbnede døren, Fantine gik ind og så helt chokerede ud. Byen var meget anderledes end det hun selv var vant til at se. Der var masser af flotte bygninger. De var høje, og i forskellige farver. Der var tøjbutikker, grøntsags butikker og masser af små bagerier. Børn legede og havde det sjovt. Man kunne se alle dem der stod var glade. Det var helt anderledes da det skulle samlingernes med Paris. Gaderne var forskellige. Faktisk ikke kun gaderne, også menneskerne. Hun nåede ikke at tænke sig længere om, før der kom en dreng løbende forbi.    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...