Les Misérables - De ulykkelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Det var nok en af de dårligste tider Europa gik igennem. Folket var sur, menneskerne var ikke menneskelige, og fattigdommen var i gang med at spise alle.
Cosette blev efterladt af hendes mor, hos en familie de ikke kendte. Det viste sig til at livet ikke længere ville være nemt. Nu må hun overleve flere mørke natte med pisk, hån og ingen håb. Men hvorfor bliver Cosette efterladt, og kan hendes mor vinde over de mennesker der længere ingen barmhjertighed har

0Likes
0Kommentarer
58Visninger
AA

3. Afsked af moderen og hendes datter -3

Les Miserablés

Kapitel 1.- Afsked af moderen og hendes datter -3 

De ledte efter et bageri, for de havde ikke spist hele dagen. På deres vej fandt de et bageri, der lå længere ud fra byen. Cosette var så sulten at hun begyndte at hoppe af glæde.

"Det var godt Cosette, du har endelige fundet et bageri. Gå ind, så ville jeg købe et stykke brød til dig". Cosette åbnede døren, og gik ind til bageriet. Der var alle mulige slags brød over det hele. Hylderne var fyldt op med franskbrød, og på den anden side var det små flutes. Det duftede så godt. Cosette elskede varmt brød, der lige var kommet ud fra ovnen.

Fantine blev stående udenfor. Hun havde lyst til at bryde sammen. Hendes hjerne arbejdede hele tiden, og kunne ikke lade være med at tænke.

"Vi har ikke brug for nogle medarbejdere".      

" Undskyld, m..men, vi kan ikke få en til at arbejde hvis hun har et barn. Der er ingen i byen der gider ansætte nogen der har børn. Det må du undskylde".  

Hun kunne ikke glemme hvad manden, og damen sagde. Det var umuligt for hende at finde et arbejde, men det var vigtigt. Hun måtte finde på en eller anden løsning.  

Cosette var i gang med at snakke med bageren, da hendes mor kom ind. "Hej", sagde hun, og bageren hilste tilbage.  

"Min mor ville købe noget brød, fra dig i dag", sagde Cosette, imens hun virkede rigtig glad for at få noget mad. Bageren spurgte ind til hvad for noget slags brød de ville have, og Fantine havde styr på hvad det var de skulle have. Det skulle være det mindste stykke brød, der fandtes. Det mindste stykke brød man kunne finde i en bagerforretning. Bageren åbnet mund og øjne så stort at det ikke var til at tro. "Mener du seriøst det, ville du seriøst have den mindste stykke?".  

Han tog det mindste stykke der fandtes, den var så lille at den ikke kunne være med til at mætte, et lille barn. Den kom lige med Cosette's femårig hånd. "Men den er for lille" sagde Cosette imens hun lige var ved at græde over brødet. "Sig mig er du virkelig sulten?".  

Cosette svarede hurtigt med et ja om at det var hun. Hun følte hendes mave hele tiden blev mindre og mindre, for hver time der gik. Bageren fandt et stort stykke brød ud, og gav den til Cosette. Brødet var stort nok til at kunne mætte moderen, og datteren til sammen.

"M..men, jeg har ikke nogle", " det lige meget glem det, de har begge samme pris" afbrød bageren. Fantine fandt hurtigt nogle penge frem, og betalte for prisen.  

Fantine fortalte bageren at hun søgte efter et arbejde, og om han kendte nogen der kunne ansætte hende. Bageren fortalte at byen nu gik igennem en rigtig dårlig periode, efter revolutionen der fandt sted for nogle år siden. Derfor ville det være svært at finde et arbejde. Hun forklarede at hun rigtig havde brug for et, men bageren kunne ikke hjælpe med noget.  

Fantine sagde til Cosette at de nu skulle gå. Da de var på vej ud af døren, stoppede bageren hende pludselig. "Vent, der er en anden by der ligger på syd fra vores by, den hedder Montrueil-sur-mer. Der blev åbnet en ny fabrik, og de har brug for nogle til at hjælpe dem". Hun spurgte ind til om de kunne finde på at ansætte en der havde et barn, men bageren vidste ikke noget, det eneste han vidste var at byen lå langt væk. Derfor rådede han hende ikke at tage sin datter med.  

Fantine takkede manden, og gik ud af bageriet. De fandt begge en bænk de kunne sidde og spise på. Cosette spiste indtil hun blev helt mæt, imens Fantine bare sad, og kiggede tomt ude i luften. Hun var virkelig sulten, men alligevel spiste hun ikke noget. For hun kunne ikke lade vær med at tænke, “kan det passe at jeg bliver nødt til at tage til Montrueil-sur-mer?” Spurgte hun sig selv.  

Cosette prøvede hele tiden at studere hendes mors ansigt, nogen gange var hun glad, og andre gange var hun ked af det. Alt for Cosette gav ikke mening, det eneste hun vidste var at hendes mor sikkert ikke havde det godt, og at hun var bekymrede for hende.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...