Les Misérables - De ulykkelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Det var nok en af de dårligste tider Europa gik igennem. Folket var sur, menneskerne var ikke menneskelige, og fattigdommen var i gang med at spise alle.
Cosette blev efterladt af hendes mor, hos en familie de ikke kendte. Det viste sig til at livet ikke længere ville være nemt. Nu må hun overleve flere mørke natte med pisk, hån og ingen håb. Men hvorfor bliver Cosette efterladt, og kan hendes mor vinde over de mennesker der længere ingen barmhjertighed har

0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

2. Afsked af moderen og hendes datter -2

Les Miserablés

Kapitel 1.- Afsked af moderen og hendes datter -2

 

"Fruits et l'Egumes" stod der på skiltet til en af butikkerne. Det var en grøntsagsbutik.

Fantine gik tættere på butikken. Sælgeren kom frem, han så virkelig selvglad ud, og sagde "værsgo hvad ville du have, vi er en af de bedste grønsagsbutikker her i byen, og det vil".  

Fantine sagde med lav stemme der nærmest ikke var til at høre, og afbrød ham, "ellers tak, jeg er efter et arbejde". Manden gav hende en form for dræberblik, og sagde hurtigt at han ikke havde brug for nogen medarbejdere. Fantine sagde bare tak og gik videre.  

For hende var det vigtigt at finde et arbejde, og forsørge sig selv, for at kunne leve sammen med sin datter. For den mystiske fremtid vist sig til ikke at være nem.

Imens de gik stoppede Cosette hende pludseligt, "mor hvorfor ser du så ked af det ud?". Fantine sagde at der ikke var noget galt, og prøvede at for sig selv til at se glad ud, selvom hun følte det ikke kunne virke.  

Imens de var i gang med at snakke, fik Fantine øje på en tøjbutik. Det var en stor tøjbutik, ind fra vinduerne kunne man se de flotteste kjoler, og de smukkeste farver, der både passede små og store. Fantine kom hurtigt i tanke om den butik hun arbejde i, for ikke længe siden. Den gang hun selv sad, og syede de flotteste kjoler, folk drømte om i Paris. De rige gik meget op i mode dengang, eller det gjorde de faktisk stadig, og selvfølgelig var det mest kvinder. Der gik ikke en eneste dag, hvor Fantine ikke fik ordre, om at sy en ny kjole. I Paris kiggede alle kvinderne på hinanden, og enhver kvinde havde en aftale med sig selv, om at der ikke må være nogen i byen der gik med pænere tøj end hende. Derfor konkurrerede kvinderne med hinanden hele tiden. Fantine fik lyst til at grine, af den måde de altid gik rundt og tænkte på. Det gav hende i hvert fald et smil på læben.  

Hun gik ind i butikken, og der sad en dame der var i gang med at sy noget tøj. Fantine hilste på hende og sagde at hun var kommet til byen for at finde et arbejde. Damen havde ikke store forventninger udover at kunne sy noget tøj, men Fantine sagde hurtigt at hun havde arbejdede i en tøjbutik, før i Paris. Damen sagde bare, at hun kunne begynde med at arbejde i dag og fra nu af.  

Fantine blev rigtig glad hun tænkte, at det nu endelig kunne begynde med at gå bedre. Hun tog Cosette med sig ind til butikken, og lige da skete der noget anderledes, da damen så Cosette, blev hun lidt anderledes.

"Undskyld, m..men, vi kan ikke få en til at arbejde, hvis hun har et barn. Der er ingen i byen der gider at ansætte nogen der har børn. Det må du undskylde" sagde damen og prøvede at virke så sød som muligt. Fantine forstod ikke rigtigt noget, men hun skyndte sig at gå ud.  

Fra butik til butik, og fra gade til en ny, uden noget nyt. Der gik mange timer, og gaderne var tomme, der gik ikke et eneste menneske. Trætheden begyndte efterhånden at tage over. De var sultne og tørstige, og for hver time der gik blev Fantine mere bekymrede. Ikke for sig selv, men den mystiske fremtid.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...