Les Misérables - De ulykkelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Det var nok en af de dårligste tider Europa gik igennem. Folket var sur, menneskerne var ikke menneskelige, og fattigdommen var i gang med at spise alle.
Cosette blev efterladt af hendes mor, hos en familie de ikke kendte. Det viste sig til at livet ikke længere ville være nemt. Nu må hun overleve flere mørke natte med pisk, hån og ingen håb. Men hvorfor bliver Cosette efterladt, og kan hendes mor vinde over de mennesker der længere ingen barmhjertighed har

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

1. Afsked af moderen og hendes datter -1

Les Miserablés

Kapitel 1. - Afsked af moderen og hendes datter -1

Midt i de store markerer, og de store gule blomster, løb hun langs ned af vejen foran hendes mor, med langt blondt gyldent hår, og den lyserøde hat på hovedet. Hun løb rundt med stor glæde, ligesom det lille barn der ikke vidste hvad der foregik rundt omkring sig, ude i verden. Imens hun løb, fløj vinden hendes lyserøde hat, hatten fløj indtil den pludselig faldt i hendes mors hænder, Fantine. Fantine tog hatten til sig, og rystede den, så alt sand faldt ud. "Skat" sagde Fantine med varm stemme, Cosette løb hurtigt ned til hendes mor, og sagde "tak mor" med et stort smil på læben, "jeg elsker dig", sagde Fantine med stort smil, og lagde hatten på Cosette's hoved.

Fantine var mor til Cosette, hun var så smuk. Blå øjne, og langt blondt hår, en gang var hun en af de rige familier i Frankrig. Men det hele vendte 180 grader på hovedet. Alt ændrede sig da revolutionen startede, og folket blev sur. Det var nu svært men hun måtte kæmpe til sidste ende, for sig selv og hendes datters fremtid.

Cosette kiggede på hendes mor, hun kunne ikke lade være med at kigge på den halskæde hendes mor havde på. Hun spurgte ind til hvad det var det hun havde på. Moren sagde at det var en halskæde, den betød rigtig meget for hende. En dag når Cosette blev stor nok, ville hun give den til hende. Halskæden var meget smuk, den var lavede af ægte sølv, og den var i form af blomster, og på blomsterne, var der ægte blå sten på. Det var det eneste hun havde tilbage, fra de gamle gode dage.

Fantine rejste sig op, og rakte hendes hånd til Cosette, og gav et tegn på at gå videre. De gik begge to sammen længere ned af vejen, og Fantine havde en stor, og tung brun kuffert med sig i hånden.

Da de nåede længere ned af vejen spurgte Cosette "mor hvornår er vi nåede til vores nye hus?"

"Vi er der når vi har fundet et hus" prøvede Fantine at forklare, selvom hun alligevel vidste at Cosette ikke ville forstå noget.

"Hvad, det forstod jeg ikke?" Spurgte Cosette forvirret.  

"Vi skal finde et flot hus vi begge kan leve lykkelig i, er det en aftale"

" ja det er en aftale".

Cosette var alt for lille til at forstå hvad der foregik, hun forstod ikke noget, heller ikke det hendes mor havde bekymrede sig om i flere dage. Det eneste hun vidste var, at hun skulle lede efter et nyt hus sammen med sin mor. Men hvorfor var det gamle hus blevet solgt? Det var det der hele tiden undrede Cosette, hun kunne ikke finde nogen forklaring på det.

De gik mange timer indtil de nåede en ny by, som lå meget langt fra Paris. Der lå masser af små farvede huse, rundt omkring var der også mange butikker. Fantine kiggede omkring sig, og hun fik øje på en af butikkerne.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...