Feministklubben

16-årige Freya Rosenquist er med egne ord pissetræt af, at hun som pige er født med en klods om benene. Hun vil gøre noget ved al den ulighed, der er i verden - og på hendes gymnasium. Derfor starter hun Feministklubben, som skal være et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Men er det overhovedet muligt at samle så mange forskellige mennesker om ét fælles mål - nemlig retfærdighed? Og er de overhovedet enige om, hvad retfærdighed er?

5Likes
14Kommentarer
346Visninger
AA

2. Tak men nej tak

Sigrid

Biologi har altid været - og vil altid være - mit absolut værste fag. Jeg fatter simpelthen ikke en lyd af, hvad læreren står og fabler om. Jeg er helt utroligt ligeglad med pH-værdi og atomer og grundstoffer. Eller er det i fysik? Jeg er helt blank. Det hele flyder sammen til én stor grød inde i mit hoved. For resten er der også vigtigere ting at tænke på. Drenge, for eksempel. Nærmere bestemt en helt speciel dreng ved navn Casper, som lige for tiden lader til at være rimelig interesseret i mig. Sidste fredag var han med til Kaisas fest, hvor jeg også var med Sofia og Emilia. Han sagde, at min bluse klædte mig, og måske blinkede han også diskret til mig. Det hele gik så hurtigt, og jeg var lidt halvfuld, så jeg nåede ikke at opfange det. 

Med et suk satte jeg mig ned på min stol bagerst i klasselokalet. Vi har selv bestemt vores pladser. Jeg sidder ved siden af Emilia, som trods alt har en lille smule mere styr på tingene end mig. Hun var ikke kommet endnu, hvilket ellers ikke ligner hende. Hun som altid er så punktlig og ordentlig.

Emilia og jeg har kendt hinanden siden 0. klasse, og vi har været veninder så længe jeg kan huske. Jeg var enormt bange for, at vi ville vokse fra hinanden i gymnasiet - selvom vi endte i samme klasse. Emilia er så forsigtig med drenge, fester, alkohol og den slags. På mange måder er jeg tusind gange mere moden end hende, men jeg vil stadig sige, at hun er mere voksen. Hun passer sine lektier. Hun kan styre sine udbrud og sit temperament, i modsætning til mig. Hun har nogenlunde orden i sit liv, og så er hun faktisk utrolig klog, selvom hun ikke helt tror på det selv. Nu er vi to måneder inde i gymnasiet, og vi snakker stadig sammen som vi gjorde i folkeskolen. Heldigvis. Jeg ville virkelig ikke kunne undvære hende.

Lige som jeg sad og tænkte på hende, kom Emilia listende ind af døren. Hun var den sidste elev, men vores lærer Jørn var ikke kommet endnu. Jeg vinkede til hende fra min plads, og hun vinkede tilbage. Jeg kunne se, at hun havde et eller andet i hånden. 

"Halløj," hilste jeg, i det hun satte sig ned.

"Halløj, har du lavet dine ting til i dag?" spurgte hun. Jeg ransagede min hjerne grundigt, men jeg kunne simpelthen ikke huske, at vi havde fået noget for. Fuck.

"Nej, havde vi noget for?" fnes jeg usikkert. 

"Ja, men det går nok," grinede Emilia. "Jørn er jo vant til at du ikke laver dine ting, så..."

Jeg slog drillende ud efter hende med mit hæfte.

"Hvad er det, du har der?" spurgte jeg, og nikkede hen mod en lille grå folder, hun havde i hånden. Emilia bredte den ud, og jeg kunne se, at der på forsiden var et sort-hvidt billede af noget, der lignede en demonstration. Overskriften lød WOMEN STAND TOGETHER!.

"Jeg snakkede lidt med en pige som hedder Freya," fortalte hun. "Hun har startet sådan noget feminist-hejs, og jeg ved godt, at det overhovedet ikke er mig, men det lyder altså mega fedt..."

Jeg havde svært ved at skjule min skepsis.

"Feminist-hejs?" sagde jeg og kiggede mistroisk på Emilia for at se, om hun lavede sjov. Det lod det ikke til. 

"Ja, ikke døm mig, det lød faktisk ret sejt..." sagde hun. 

"Men feminist..." gentog jeg. "Er det ikke sådan noget med friblødere og lesbiske og kvindelige soldater?" spurgte jeg, og kunne ikke holde et forarget fnis tilbage.

"Nejnej, det behøver det jo ikke at være," mente Emilia. "Det handler også om sådan noget med at drenge ikke skal kalde os ludere og sådan noget..."

Jeg fnøs. 

"Det er jeg altså lidt ligeglad med, sorry to say." Det lød lidt mere arrogant end det egentlig skulle.

Emilia tav lidt.

"Øv," sagde hun så. "Jeg havde ellers tænkt mig og spørge dig, om du ville med..."

Jeg kunne fornemme skuffelsen i hendes stemme, og jeg fik et stik af dårlig samvittighed. Men i det samme kom Jørn gående ind ad døren, og mit fokus røg hen på de lektier, jeg havde forsømt. Alligevel lå tanken og ulmede i mit baghoved. Feminist-hejs. Det var altså lige en tand for alternativt til mig. Jeg ville trods alt gerne have, at drengene skulle kunne lide mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...