Feministklubben

16-årige Freya Rosenquist er med egne ord pissetræt af, at hun som pige er født med en klods om benene. Hun vil gøre noget ved al den ulighed, der er i verden - og på hendes gymnasium. Derfor starter hun Feministklubben, som skal være et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Men er det overhovedet muligt at samle så mange forskellige mennesker om ét fælles mål - nemlig retfærdighed? Og er de overhovedet enige om, hvad retfærdighed er?

5Likes
14Kommentarer
356Visninger
AA

4. Mønstermuslim

Nasrin

Det er svært ved at afgøre, hvilken af disse to ting, der er værst: Mandage eller gruppearbejde. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Man kunne tænke, at én af de to ting om dagen måtte være nok. Jeg havde ligesom affundet mig med, at det nu var mandag - men jeg var overhovedet ikke forberedt på, at jeg skulle slæbe mig igennem tre kvarters novelle-analysering i selskab med verdens mest hjernelamme menneske: Nicholas Tobiasson. Jeg har aldrig helt fattet den der taktik, lærerne bruger, hvor de hægter de ustyrlige og irriterende elever på nogle af dem, som rent faktisk kan finde ud af deres ting. Helt ærligt, så ved vi jo alle sammen godt, at Nicholas heller ikke gider at være i gruppe med sådan en stræber som mig. Det er en lose-lose-situation. Og så på en mandag. Perfekt. 

Men okay, jeg måtte vel bare bide i det sure æble en gang i mellem. Jeg mindede mig selv om, at der var folk i verden, som havde større problemer end mig. Sult. Fattigdom. Krig. Sygdom. En lillebitte, irriterende gruppeopgave var jo ingenting. Desuden var der under et år til, at jeg blev student. Så var det direkte videre til universitetet, hvor jeg kunne læse jura, og så kunne jeg blive advokat, som jeg havde drømt om. Måske ville jeg også melde mig ind i et politisk parti. Verden var fuld af muligheder. Jeg skulle bare lige overleve det her. 

"Hej," sagde jeg og smilede anstrengt til Nicholas. Han gryntede dybt som svar og dumpede ned i stolen ved siden af mig. Han var iført løse jeans og en halvbeskidt hættetrøje, og hans krusede hår så svedigt og rodet ud. Et godt bud på min diametrale modsætning. Vi må have set sjove ud ved siden af hinanden. 

"Du har læst novellen, ikke?" spurgte jeg, selvom jeg var ret sikker på, at jeg godt kendte svaret. Suk. Hvordan var sådan en sløv snegl endt på gymnasiet?

"Øh, nej," svarede han fjoget. "Havde ikke tid i weekenden."

Jeg tog en dyb indånding og kastede et hurtigt blik på mit sorte Daniel Wellington-ur. Der var kun gået ti minutter af timen. 

"Du behøver sgu ikke at undskylde for mig," sagde jeg tørt. "Kan du ikke bare lige skimme den igennem inden vi går i gang? Den er jo ikke så lang."

Nicholas så om muligt endnu mere blank ud. Jeg kunne mærke irritationen i hele kroppen, prikkende og brændende som elektrisk stød.

"Øh, jo jo," mumlede han, og begyndte at rode i sin taske. "Ej, må jeg ikke bare låne dine papirer, Nasrin?"

Jeg talte langsomt til 10 inden jeg svarede ham. "Vi fik ikke nogen papirer, den ligger på eReolen..."

Nicholas grinede fåret. "Haha, hovsa, det vidste jeg jo godt..."

Jeg rullede med øjnene. Nogle gange bliver jeg altså bare så træt af dumme mennesker. Én ting er dem, som rent faktisk har svært ved tingene. Dem vil jeg gerne hjælpe, de kan jo ikke gøre for at de ikke er naturtalenter. En helt anden ting er sådan nogle som Nicholas. Han kan godt. Hans gennemsnit er trods alt okay, og han klarer sig vist fint i prøverne. Han gider simpelthen bare ikke. Fester, alkohol og piger fylder vist mere inde i hans lille, tumpede hoved. Han har ingen som helst retning i livet, ingen rygrad og ingen fremtidsplaner. Hvis han havde været indvandrer, havde politikerne sagt, at han ikke var ordentligt integreret eller at han tærede på samfundets ressourcer. Men Nicholas er pæredansk, så ham bliver der ikke sagt noget til. Suk igen. Kun 12 minutter af timen var overstået. 

"Nasrin?" 

Jeg havde slet ikke bemærket, at der var kommet nogen hen til vores bord. Forvirret vendte jeg mig om.

"Øhh, hej Kira...?" sagde jeg forundret og prøvede at levere et smil. Kira og jeg taler stort set aldrig sammen. Ikke fordi at jeg har noget bestemt imod hende, men hun er ligesom bare ret langt fra mig og alt hvad jeg står for. En fest-abe. En sladrehank. En typisk halv-doven gymnasie-pige, som måske drikker og ryger lidt for meget og er plaget af tømmermænd stort set hele ugen. Det var ikke helt naturligt, at hun pludselig henvendte sig til mig. Og så havde hun endda sådan et lidt veninde-hemmeligt udtryk i øjnene. 

"Ville du have noget imod, hvis jeg byttede med Nicholas?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. 

"Bytte gruppe, mener du?" spurgte jeg og skævede til min makker, som lignede én, der slet ikke havde sovet i nat. Det havde han sikkert heller ikke.

"Ja," svarede hun. "Altså, jeg er jo kommet i gruppe med Casper, og ja, det er ikke lige så godt, hvis du forstår..."

Jeg nikkede. Egentlig forstod jeg ikke en skid, jeg troede da, at Kira og Casper var gode venner. Men jeg er heller ikke særlig opdateret hvad angår intriger hos de populære. Jeg har skam et liv, jeg føler intet behov for at følge med i deres. 

"Så kan Nicholas jo bare rykke over til Casper, og så sidder jeg her med dig." Hun sendte mig et blændende smil, der gav mig et lille indblik i, hvorfor hun var sådan én, de andre gerne ville være sammen med. Overtalelsesevne. Den havde Kira i høj grad. 

"Okay, super," hørte jeg mig selv sige. For at være ærlig var det jo totalt latterligt. Gruppebyt var sådan noget, man gjorde i 6. klasse, hvis man var utilfreds over ikke lige at være kommet sammen med sin bedste venindeKira og jeg var jo ikke engang venner. Og det her var for helvede gymnasiet. Sidste år, oven i købet. Hvorfor følte jeg, at jeg var den eneste, som tog det seriøst?

Da Nicholas var gået hen til Caspers bord, lænede Kira sig ind mod mig. 

"Casper lagde an på mig til en fest i fredags," hviskede hun.  "Så det var derfor, at jeg ikke lige kunne overskue at arbejde sammen med ham..."

Jeg sukkede. Divaproblemer. Hvad havde jeg regnet med? 

"Det forstår jeg godt..." løj jeg, men blev hurtigt afbrudt af Kira igen. 

"Du er ret heldig, Nasrin, at du ikke skal tænke på den slags ting. Drenge og sådan. Det er du ligesom, hvad siger man, immun overfor, du har jo dine regler..."

And here we go again. Du er muslim, så må du vel ikke have en kæreste? Eller drikke? Ej, hvor hårdt! Hvordan kan du overholde alle de regler? Siger dine forældre, at du skal gøre det?...

Jeg kunne på ingen måde magte at forklare hende, at det ikke var regler, men valg. Ikke begrænsninger, men berigelser. At min familie faktisk ikke var praktiserende muslimer og ikke engang gik i moske eller bad bønner, at min mor og søster ikke bar tørklæde og at det var mig og mig alene, som havde taget dette her valg. 

Kira bemærkede vist, at hendes kommentar ikke ligefrem var faldet i god jord, så hun skyndte sig at omformulere sig. 

"Jeg mener bare, at det er mega sejt, at du er så... ja, viljefast...viljestærk..." 

Den havde jeg også hørt før. Det var for sent for Kira at redde den, og jeg var egentlig overhovedet ikke sur på hende. Jeg orkede bare ikke denne her samtale. 

"Tak." sagde jeg kort, og begyndte at åbne Word. 

"Ej, sorry, men jeg er simpelthen bare så skidetræt af sådan nogle typer som Nicholas og Casper," plaprede Kira videre. "De tror, at de ejer verden, men de kan ikke engang se længere end deres egne røvhuller."

Lige dén kommentar kunne jeg ikke lade være med at grine af. Det var faktisk meget godt ramt. Jeg kiggede op på Kira, og vi fnes begge to. Kort, ganske vist, men vi fnes. 

"Det er rigtigt nok," sagde jeg. "Og så synes folk alligevel at de er åh-så-fantastiske, men det fatter jeg altså ikke." Jeg overvejede et kort øjeblik, før jeg tilføjede: "Det er typisk med sådan nogle hvide, rige drenge."

Kira nikkede. "Præcis."

Vi var stille lidt. Jeg skulle lige til at skrive den første sætning, da Kira greb fat i computeren og åbnede Google Chrome. 

"Hvad laver du?" spurgte jeg hende. Hun var gået igang med at åbne min Facebook. "Lad lige være, Kira!"

"Jeg vil bare vise dig noget, som jeg tror, du ville synes var fedt," sagde hun. "Hvis du altså lige vil logge ind?"

Modvilligt skrev jeg min kode, og under skarp observation lod jeg Kira søge efter en profil. Freya, skrev hun og afventede. Den første profil der kom frem var Freya Rosenquist. 9 fælles venner, stod der. Så gik hun nok på skolen. Jeg mindedes bare ikke at have set hende før. Kira klikkede ind på hendes profil. Hun så køn ud på profilbilledet, med store krøller, solbrændt hud og et blændende smil. Jeg læste hendes biografi. Aktivist og initiativtager. Stifter af Feministklubben - se link :)). 

"Det var det, jeg ville vise dig," sagde Kira triumferende og klikkede ind på linket. Vi blev ført videre til en side, der ganske rigtigt hed Feministklubben. 

 Vi må gøre noget ved al den ulighed, der er i verden, lød sidens beskrivelse. Jeg læste videre med øget opmærksomhed. Det lød egentlig lidt spændende. Og Kira havde ikke ramt helt ved siden af, da hun sagde at det var noget for mig.  Feministklubben er et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Følg med hvis du vil se forandring! Vi aftaler mødetider mm. i vores gruppe.

I det øjeblik, jeg havde læst færdig, kørte Kira musen hen på Send venneanmodning-knappen. Hun trykkede. Egentlig ville jeg have protesteret, men faktisk havde jeg ikke noget imod det. Jeg smilede til Kira, og hun smilede endnu større tilbage. 

"Nå, skal vi komme i gang med den opgave, eller hvad?"

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...