Lucky That I Found You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2018
  • Opdateret: 12 jan. 2018
  • Status: Igang
''Wait a second, just a minute, Girl you had me 'at hello'' Jeg stoppede. Det var ikke mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og kiggede overrasket på to drenge. Jeg slukkede hurtigt musikken og lagde tegneblokken fra mig.

--
Hayley Johnson, en 14 årig pige fra Danmark, finder pludselig ud af, at hun ikke alligevel skal tilbringe sin sommeferie med sin bedste veninde i Danmark. Hun skal bo hos sin mor i Norge hele ferien. Hun er skilsmissebarn, og hendes Norske mor flyttede tilbage til Norge efter bruddet. Hayley ser ikke længere sin mor særlig ofte, så nu hvor hun skal holde sommerferie hos hende i Norge, får hun mere tid til at være sammen med hende.

Meeeen...så sker der det, at hun alligevel møder de her tvillinger, som hun ikke havde forventet, at ville møde og i hvert fald slet ikke forventet at hun ville blive SÅ gode venner med.

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. "Alle kender alle"

 

Kapitel 1

''Girlsgirlsgirlsgirls!'' skrålede vi. Det var fredag, og vi havde næsten lige fået sommerferie.

''Girlsgirlsgirlsgirls...''

''......I've been looking at girls!'' Sangen sluttede, og vi smed os udmattet ned i sengen. Vi havde stået og danset helt vildt jeg-ved-ikke-hvad i lang tid nu. Godt ingen havde set os.

''Åh man, jeg elsker den sang!'' udbrød May.

''Og alle de andre sange. Og deres stemmer, og bare alt ved dem!'' fortsatte jeg og forsøgte at efterligne hendes stemme. Hun kiggede på mig, og vi brød ud i grin. Seriøst, jeg kender ikke en der er større MM'er end May. Men alligevel, hvis May ikke havde været fan, var jeg nok aldrig kommet til at høre deres sange. Altså jeg kunne nu meget godt lide deres sange, men jeg var ikke fan.

''Ej, jeg kommer altså seriøst til at savne dig,'' sagde jeg og kiggede trist på hende.

''Ja, også mig. Her har vi gået og planlagt næsten hele vores sommerferie sammen, og så finder vi ud af, at du skal tilbringe den i Norge,'' hun sendte mig et ''Sad-face'' og en besked poppede ind på min mobil.

''Hej skat.

Jeg glæder mig til at se dig i morgen. Jeg kommer og henter dig i lufthavnen som altid, men du skal bare lige vide, at jeg er flyttet. Jeg bor nu i stedet i en lille by kaldet Trofors.''

Kærligst mor.''  læste jeg.

May kiggede op fra sin mobil.

''Hvor sagde du, at hun var flyttet hen?''

Jeg kiggede ned på beskeden igen, og derefter op på hende.

''Øhh.. Trofors hedder byen, hvorfor?'' Jeg kiggede undrende på hende.

Hun stirrede på mig.

''Ved du godt hvem der bor i Trofors?''

Jeg rystede på hovedet, og hun kiggede bebrejdende på mig.

''Marcus og Martinus bor i Trofors! Sig mig, ved du heller ikke noget?'' Det lød en smule hårdt, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke mente det på den måde.

''Hey, det er ikke mig, der storker dem!'' Hun kiggede hen på mig igen.

''Jeg storker dem ikke!'' Sagde hun. ''Det er altså almindelig fan-viden.''

''Men jeg er ikke fan, så det er nok derfor. Og det er jo heller ikke sikkert at jeg møder dem.'' Sagde jeg. Hun smilede stille.

''Selvfølgelig gør du det. Trofors er en lille by, hvor alle kender alle.'' Sagde hun. Jeg begyndte at gå ned af trappen.

''Jaja, så siger vi det.'' Jeg tog mine sko på, og gav hende et ordentligt farvelkram.

''Så ses vi vel ikke før sommerferien er slut?'' Hun kiggede trist på mig.

''Det ser ikke sådan ud.'' Jeg åbnede døren, og den lune sommerluft ramte mig. Jeg gik hen mod min cykel.

''Husk nu af sende mig en hilsen når du møder dem i Norge!'' råbte hun efter mig.

''HVIS jeg møder dem.'' Svarede jeg, og cyklede så hen af vejen.

--

''Har du pakket færdig?'' Spurgte min far, da jeg kom hjem. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde pakket det meste men computer, mobil, opladere osv. ville jeg vente med til i morgen tidligt, når jeg var færdig med at bruge det. Jeg tog min computer og smed mig i sengen, for at se Netflix. Det blev mørkere ude, og jeg endte med selv at falde i søvn.

--

''Hayley, du skal op.'' Min far ruskede blidt i min arm. ''Vi skal snart afsted til lufthavnen.''

Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg satte mig op og gned mig i øjnene. Han gik ud af døren, og jeg kiggede på klokken. Den var næsten halv fire. Jeg tog tøj på og gik nedenunder for at få morgenmad.

''Jeg har sat dine ting ud i bilen.'' Sagde han, og jeg nikkede. Han tændte for radioen, mens vi sad og spiste i stilhed, indtil ''Plystre på deg'' med Marcus og Martinus kom, og jeg begyndte at synge med.

''Hey, du kan noget norsk. Det er nok brugbart når du kommer til Norge.'' Sagde han, og vi begyndte at grine.

Vi sad i lufthavnen og ventede. Klokken var nu halv seks.

''Dit fly flyver kl. 6.'' Han rakte mig billetten.

''Flyet til Norge afgår nu.'' Lød en stemme i højtaleren. Vi rejste os op, og gik hen mod flyveren.

''Hav en fantastisk ferie.'' Han krammede mig hårdt ind til sig og gav så slip.

''Tak.'' Svarede jeg, og vinkede mens jeg gik ind i flyet. Jeg kiggede på min billet. Række 6 sæde 36. Jeg fandt hurtigt min plads, men personen jeg skulle sidde ved var ikke kommet endnu. Jeg frygtede at det ville være en stor lugtende og svedig mand eller et skrigende barn. Heldigvis kom jeg til at sidde ved siden af en dame som stort set ikke sagde noget. Så blev jeg i det mindste ikke forstyrret.

Da flyet var lettet, og man havde fået lov til at bruge elektronik igen, fandt jeg min mobil og satte noget musik på, i mens jeg tog nogle billeder gennem vinduet,og lagde den på på Instagram. Jeg faldt hurtigt i søvn, så den ellers korte flyvetur føltes endnu kortere. 

''Alle bedes slukke alt elektronisk og gøre klar til landing.''

Jeg slukkede min mobil og lagde den i tasken igen. Jeg kiggede ud mod lufthavnen, og kunne se en stor flok mennesker stå og vente på flyet og deres bekendte.

Jeg fandt mine kufferter, og kiggede ud over flokken af mennesker. Jeg kunne stadig ikke se min mor nogen steder. Jeg hørte en rømme sig bag mig, og jeg vendte mig straks om. Der stod min mor med fremstrakte arme, som jeg hurtigt gav en ordentlig krammer. Hun stod sammen med en mand som jeg ikke kendte.

''Hayley, hvor er det længe siden jeg har set dig. Er du ikke vokset?'' Spurgte min mor, og holdt mig ud i sine arme for bedre at kunne se mig. Og det var nok rigtigt. Jeg var sikkert vokset siden sidst, for det var næsten et helt år siden, at vi sidst havde set hinanden rigtigt. Vi havde kun snakket sammen over telefonen, og skype og sådan noget.

''Jeg har virkelig savnet dig!'' Sagde jeg, og hun trak mig smilende ind i et nyt kram. Jeg forsøgte at labe et diskret nok mod manden, men der gik lidt tid, før hun fangede det.

"Hayley, Det her er Thomas, min arbejdsmakker og bedste ven." Hun pegede på manden, som åbenbart hed Thomas. Jeg nikkede bare.

''Nå, skal vi se at komme videre, du skal se huset.'' Hun tog en af mine tasker, og Thomas tog to, så jeg kun skulle gå med en selv.

Vi havde kørt i knap en time, da vi endelig ankom til huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...