Det nye Cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

1Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

5. Til Citadellet

Det der vække mig denne gang er ikke en dårlig drøm, men regn der slår hårdt ruden. Jeg åbner øjnene og ser op på tagvinduet. Regnen danser og enkelte lysglimt fra lyn skær gennem himlen sorte skyer. Jeg ruller om på ryggen og folder hænderne bag nakken. Mine søskende sover endnu. Heldigvis kan de nemt sove gennem sådan en storm her. Jeg døser langsomt væk igen, men rives tilbage af en banken. Jeg glider hurtigt ud af sengen og skynder mig hen til hoveddøren. Andersons står udenfor og jeg får ham ind, lukker døren hurtigt.

"Jeg ved ikke ved jeg skal sige til denne storm." mumler han og tager imod det håndklæde jeg rækker ham. Han ser sig om efter mine søskende og hæver et øjenbryn mod mig. "De sover." svarer jeg på det usagte spørgsmål og begynder at lave kaffe. Andersons stiller sine sko i gangen og kommer længere ind. Han ser sig om og smiler. Vi havde fået gjort også meget komfortable her.

"Kommer mødet til at finde sted?" spørger jeg og finder to krus frem. Anderson trækker på skuldrene. "Dette er en slem storm. Det er ikke sikkert at vi kan få en ren forbindelse." Han sætter sig i lænestolen og sukker lettet. Jeg tager de to krus og går hen. "Rigtig sort kaffe." Han tager imod den ene og sipper til den. Jeg tager den lille sofa og folder benene under mig.

"Jeg hører at middagen gik godt og at Alenko stadig lever." Jeg ser ned i min kaffe og varmer mine hænder på den. "John. Du kender dem efterhånden godt. De ville aldrig gøre nogen ondt." siger den ældre mand og læner sig frem. Jeg ser advarende på ham. "Jeg ved godt hvad de er i stand til, sir." Et stort lysglimt lyser rummet op og vi drejer begge hovedet. Et ordentligt tordenskrald kommer få sekunder efter. Vi sidder i hinandens selskab og drikker kaffen. Jeg kan hører et dump på den anden side af væggen og lidt efter kommer Derek ud. Han gnider sine øjne og strækker sig. Han kikker kort på os og brummer en hilsen. Han tøffer ud på badeværelset og låser døren.

"Har du tænkt på hvornår han skal ud af huset?" spørger Anderson og ser på mig igen. Jeg rynker brynene og ser på ham med et kort blik. "Derek kommer ikke særlig godt ud af det med andre unge. De tror ikke på at vi har blandet blod." siger jeg i en lav stemme. Min tidligere mentor rynker brynene og kommer hen og sætter sig ved siden af mig. "Folk har svært ved at forstå os." Han lægger en hånd på mit knæ og jeg møder hans blik. "Tror du en tur til Citadellet ville gøre dig godt?" spørger han og jeg ved straks han ville give mig en chance for at snakke med Hackett. Ud af de fire der har oplært mig er jeg nok tættest med Steve Hackett.

"Måske. Men hvornår skal vi begynde på høsten?" spørger jeg og læner mig tilbage. Han tænker sig grundigt om. "Snart. Du ville være en del af vagterne?" spørger han og jeg nikker. "Så ved vi hvor Vega, Williams og Alenko er." mumler han og jeg klukker. To andre døre går op og Jane kommer ud med sin dyne omkring og Cal med sin bamse. Begge kryber op i sofaen på den anden side af mig og putter sig sammen. Anderson ser på dem og smiler mens jeg lader en arm hvile omkring dem. Man kan hører vandet fra bruseren løbe, men man skal virkelig have en god hørelse. Kunne nemt forveksle det med regnen udenfor. "Skulle vi lave morgenmad? Mødet starter om lidt." siger Anderson og jeg rynker mine bryn imod. "De andre ville komme herhen." siger han uskyldigt og idet han siger det banker det på døren. Jeg rejser mig op og åbner døren.

"Wow. Dejligt syn." siger Jack og griner. Hele flokken står udenfor min dør og holder en stor Holokaster mellem sig. Jeg opdager at jeg stadig kun er iklædt underbukser. Kaidan lader blikket glide henover min krop og møder mit blik med sine gyldne. Den kærlighed og han tager fat om mig. "Kai. Du er gennemblødt." hviner jeg og prøver undgå ham. Desværre er han stærkere end mig og jeg møder hans våde jakke med mit bare bryst. "Fjols." knurrer jeg og klasker ham i baghovedet. Jeg vrider mig fri og går tilbage ind i stuen. De smider jakkerne og skoene i gangen og følger efter. "Slå jer ned." siger jeg og går ind på mit værelse. Kaidan står tøvende, men følger så efter. Mens jeg skifter tøj sidder han på sengen og tager synet af min krop til sig.

"Jeg kan ikke fatte at du har været singel så længe." siger han og kærtegner min flanke. Jeg ser over min skulder på ham og smiler med hævet øjenbryn. Iklædt armybukser og en sort tanktop træder jeg ud af værelset med Kaidan lige i hælene. Lænestolen er den eneste der er fri så de tager vi. Kaidan sætter sig ned og hiver mig ned ovenpå sig. Jeg ender med at sidde sidelæns på hans skød. Lænet op ad ham og ventende mens Anderson prøver at få kontakt til Hackett. "Steve. Kom ind." Anderson trykker på knapper. Jeg nusser mig op ad Kaidan og mine søskende sidder med Williams og Vega. Alle tre har et smil på læberne mens deres blikke hviler på os. "Dette kan godt tage lidt tid." mumler han jeg himler med øjnene. Kommer på benene og går ud i køkkenet. Pigerne og Steve følger loyalt efter mig. "Lad os gøre det til et tag-selv-bord." siger jeg og skærer brødet ud i skiver. Sammen får vi pålæg, brød, frugt, mælk, juice og kaffe stillet frem. Ligeså snart det er på bordet strømmer resten omkring os. Mine søskende er først henne og tager brød med pålæg og nødder. Jeg har ikke tallerkener til 19 mennesker. Få må dele. Kaidan og mig. Cortezdrengene deler og James med Ash. Vi samler os atter om stuebordet hvor Holokasteren står. Jeg rækker Anderson en tallerken og sætter mig ovenpå Kaidan igen.

"Han lovede han ville svare." knurrer Jack og jeg glider ned fra Kaidan. Jeg kikker på Holokasteren og trykker frekvensen ind. "Anderson. Kom ind admiral!" Et hologram af Hackett dukker op i stuen. Han ser sig om og får øje på mig. Et lettet og kærligt smil breder sig over hans mund. "Sir." Jeg giver ham en salut og hans latter en dyb og mild. "Du har ikke forandret dig ret meget." siger han og jeg hviler vægten på venstre ben. De andre kommer rundt om os, men det er tydeligt at Anderson og mig fører den samtale. "Hvordan går det?" spørger Hackett og ser på sin ældste ven. Jeg kan hører Nihlus og Saren knurrer bag mig. "Enkelte problemer her og der, men vi klarer os. Tak for huset." siger jeg før den ældre kan svare. Anderson kikker kort på mig. "Godt at høre, desværre går det ikke så godt her." siger Hackett og kører en hånd gennem sit hår.

"Hvad kan vi gøre for at hjælpe?" spørger Nihlus og lægger hovedet på skrå. Jeg kniber øjnene sammen og studerer Hackett. "Du er blevet angrebet?" spørger jeg og krydser armene. Hans blik virker kort overrasket, men ser så væk. "En lejemorder er blevet hyret til at nedlægge rådsmedlemmerne." siger han. Jeg rynker brynene igen. "Uden et godt team kan vi ikke opsporer angriberne." "DU glemmer en ting." siger Derek og griner. "Og hvad er det min dreng?" "John kan klare hvad som helst." "Uden et hold?" "Jeg har et hold." Jeg ser rundt på gruppen der er forsamlet under mit tag. "Hvor hurtig kan I komme til Citadellet?" spørger Hackett og jeg vender mig mod Steve og Robert. "Et par dage. Vi må kører i en gruppe." siger Steve og lægger en arm om sin mand. Jeg kikker på mine mentorer og alle fire kikker på hinanden. "Tag afsted. Banderne ville næppe volde problemer i dette vejr." siger Anderson til sidst. Mange styrter ud og hjem. Jeg står stadig med rank ryg og lytter til Hackett. "Jeg har folk jeg godt kunne tænke mig at du mødte. De er gode soldater, men de er ude hvor de ikke kan bunde. Måske dine ord kunne hjælpe dem." siger han og jeg tipper hovedet ud til side. "En Drell og flere mennesker."

Jeg vandrer ind på værelset og pakker to tasker. Tøj bliver lagt sammen og ned i en taske mens den anden kommer til at indeholde min rustning. Cal kommer dansende ind og rækker mig mine toiletsager. Nihlus kommer ind og rækker mig enkelte datapads. "Lidt info om vigtige folk og steder." siger han og jeg klemmer hans arm i taknemlighed. Jeg vender mig mod mine søskende. Jane og Derek var fulgt efter Nihlus. "I skal opføre jeg ordentlig. Anderson ville holde øje med jer og gør som soldater og vagter siger. Okay?" siger jeg alvorligt og svinger taskerne om på ryggen. Jane nikker og omfavner mig hårdt. Jeg hviler en hånd på hendes hoved. Jeg gør mig fri og går ud. Hackett er væk og Anderson står med et bekymret ansigt. "Jeg kan ikke lide det her." mumler han og jeg omfavner ham. Han sukker. "Pas på dem. Vi ville være tilbage ved høsttid." lover jeg og går ud i regnen. Jeg gyser og småløber mod garagerne. De andre er der allerede og er i gang med at gøre Hammerheaderne klar. "Klar?" "Ja. Vi skal bare være hjemme til høsttid. Det har jeg lovet." Jeg smider mine tasker ind bag i og klatrer selv ind. Robert hopper ind i førersædet. Jeg ender med at kører med Cortez, Kaidan, Ash, James, Jack og Miranda. De andre følger efter i den anden Hammerhead.

"Nu har du noget at fortælle dine venner." klukker Jack og jeg læner mig tilbage. James og Kaidan sidder på hver side af mig og smiler skævt. Denne tur kommer til at tage lang tid. Jeg kikker ud af vinduerne. Regnen slår hårdt mod køretøjet og vi trykker os lidt tættere til hinanden. Jeg hviler mig let op ad Kaidan mens han tjekker sit våben. Jack og Miranda sidder og læser i bøger de har medbragt. Ash og James sidder med flettet fingre og hovedet hvilende mod hinanden. Jeg kan stadig ikke helt forstå at jeg skal se Hackett. Den mand jeg elsker som en far. Øjnene lukkes og jeg indånder den duft som der er omkring Kaidan. ”Såh. Hackett og Anderson er som dine fædre?” spørger Miranda og kikker på mig. Jeg kikker på hende og nikker. ”De kendte min mor og far. Far arbejdede under dem og endte med at blive deres højre hånd.” siger jeg og Ash griner. ”Og nu er du det?” Jeg kikker på hende med spørgende øjne. ”Anderson og Hackett sender dig ud for at ordne noget som de ville normalt selv ville gøre.” forklarer hun og jeg ryster på hovedet med et smil. Jeg lukker øjnene.

Jeg vågner ved at vi stopper og kikker rundt. ””Coretz. Hvad sker der?” spørger jeg rejser mig fra sædet. ”Åbn loftvinduet og du ville se.” siger Robert og jeg gør som han siger. Jeg kravler ud på taget gennem vinduet og tager imod den kikkert som James rækker mig. Joker og Edi stopper deres Hammerhead bag vores. Jeg glider mit blik rundt i landskabet og finder hurtigt problemet. Der er flere Husk forude sammen med et fire, nej fem, Høstere ”Bullshit.” knurrer jeg og Kaidan dukker op med Ashley. ”Vi slipper aldrig uset igennem.” siger Ashley. ”Ikke med de her Hammerheads.” siger Kaidan, nu kikker James og Miranda også frem. ”Hvad sker der?” ”Vi skal forbi de Reapers. På den ene eller den anden måde.” siger jeg og hopper ned fra taget. Mine støvler rammer jorden og de andre kommer ud eller hopper ned. ”Joker, Steven. Hvor hurtig kan vi slipper fra Reapererne i Hammerehads?” spørger jeg og de to piloter, eller i dette tilfælde chauffører kikker på hinanden. ”Måske. Men det kræver dækningsild hvis vi skal slippe fra skader der ville forhindre problemer.” siger Joker og jeg nikker. Jeg vender mig mod de soldater jeg har med. ”Armor up.” siger jeg.

Vi er atter på vej, denne gang direkte mod de forbande monstre. Jeg sidder på taget sammen med de fem andre. Jack ser ud til vibrer af iver. Doktorerne holder sig ude af syne og lader os med skydefærdigheder klarer denne del af arbejdet. ”Så kører vi!” Steven gasser op og vi låser alle vores magnetstøvler fast og krummer os sammen. Ash, Kai og Miranda vogter den anden Hammerhead mens James og Jack hjælper mig med denne. ”Åh åh. De har set os.” James hæver sin automatik og jeg holder med de Høsterne der nærmere sig fra luften. ”Heads up!” Jeg tager min granatkaster og skyder på dem. Jack bruger sine biotics mod dem og danner et skjold. På den anden Hammerhead følger Kaidan hendes stil. ”John. Bag dig!” Jeg opdager det forsent og bliver hevet ned af Hammerheaden. Jeg kommer hurtigt på benene og stiller mig forsvarsstilling. ””Commander down!” Jeg skyder den ene Husk efter den anden. Dem der kommer for tæt får lov til at smage min Biotics. En rumlen lyder og jeg kaster mig ud til højre. Et rullefald og med jord i ansigtet kommer jeg på benene. Over min skulder ser jeg nu en Høster står hvor jeg stod. ”Shepard!” Begge Hammerheads er stoppet og jeg spurter over til dem. Kaidan hiver mig op og igen bevæger fartøjerne sig. Jeg ligger trykket ned mod taget mens de andre skyder efter de Husks der vover at følge efter os.

”John?” Kaidans hånd hviler mod min ryg og jeg kommer op på knæ og kikker tilbage. Høsterne og Husks følger ikke efter og det gør mig lidt nervøs. Jeg åbner vinduet og giver Chackwas, Solus og Cole et chok. Jeg sender dem et hurtigt smil og kikker mod Edi der kikker på mig. ”Giv Andersons besked om at der er Reapers på vores område.” siger jeg og hun nikker. Jeg rejser mig op på taget og ser mod de bjerge som bliver den næste udfordring. Enten over eller under.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...