Det nye Cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

1Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

9. Høstfest

Folk går på torvet og pynter. Børn øver teaterspil. Unge øver sig i konkurrencerne og sange. Det er en uge siden vi fik høsten i hus og alle slapper af. Jeg bevæger mig mellem folk og smiler. Det er sent, men mange var allerede aktive tidligt i morges. Jeg drejer rundt omkring mig selv for at nyde hele synet. Et smil breder sig over mine læber. ”John.” Jeg drejer mit blik op til den store hytte og ser Anderson og Hackett. Hackett var kommet til kolonien for denne dag. Jeg bevæger mig op ad rampen og omfavnes af de to, som jeg ser som familie. ”Vi har levet til at se høstdagen.” siger Anderson og hviler en arm om min skuldre. Jeg sætter hænderne på hofterne og ser udover kolonien. ”Og du.” Hackett ser på mig med et let smil. ”Ville hjælpe med at lede folk i den retning. Ikke kun mennesker, men de andre racer kommer hurtigere over på denne side. Lederne ligeså.” Jeg hæver øjenbrynene og han klukker. ”I dag gælder det bare om at nyde livet og slappe af.” siger han og Anderson nikker. ”Og du har vist en date med Kaidan.” ”Og hvordan går det mellem jer?” Jeg vender mig om og skridter ned af rampen igen. ”Shepard!” Jeg griner kun og stikker hænderne i lommerne. Jeg har ikke fortrudt at komme her, men jeg havde hellere ikke rigtig noget valg, vel?

 

Mine søskende og venner er samlet i min hytte. Mange er festtøj og snakker om mad. Jeg træder ind og mødes af min lillesøster. Hun har flettet sit hår og i en grøn kjole. ”Hvor er du smuk, Janie.” siger jeg og hviler en hånd på hendes skulder. Hun smiler bredere og går hen til kvinderne. ”John, hey.” Jeg løfter en hånd til hilsen før jeg går ind på værelset. Jeg smider det yderste tøj og går hen til klædeskabet. Tager et par sorte jeans på. En sort tanktop med en brun vest udenpå. Omkring hænderne putter jeg et par håndledsbeskyttere på som går et godt stykke op ad armen. Af ren vane spænder jeg et hylster med pistol om livet. Jeg tager et kig på mig selv i spejlet og stikker så en kniv ned i den højre støvle. Tilfreds går jeg ud til de andre. Der er fundet saft og øl frem. ”John. Ser godt.” Jeg lægger en arm over Kaidans skulder og hans glider om min talje. ”Men en pistol?” ”Old habits die hard.” siger jeg med et skuldertræk. Caleb kommer hen og trækker i min hånd. ”Kom nu. Legene begynder om lidt.” Jeg ser på klokken. Lidt i fire. ”Jo-ohn.” Jeg griner og går ud efter ham.

 

Vores gruppe ankommer til pladsen. Kaidan tager min hånd og jeg ser på ham. Et skævt smil kommer over mine læber. Mange af dem i gruppen finder deres date og falder i snak. Mine søskende er smuttet afsted for at deltage i legene. Ashley og James står med os. ”Velkommen til endnu en Høstdag. Der er nye blandt os, men de ser ud til at være faldet godt til.” Jeg lytter kun med halvt øre, har hørt Andersons tale nok. Han har øvet den på mig de sidste par dage. ”Og nu. Nyd aftenen i hinandens selskab.” Jubel og klappen bryder ud. Enkelte pifter. Jeg læner hovedet bagover og indånder den efterhånden kølige luft. ”Kom med.” Jeg ser hurtigt til venstre. Steven og Robert står der med et smil. ”Vi har fundet et bord.” De fører an til bordet. Vi sætter os. Thane og Zaeed kommer ned med noget at drikke. ”Hvad syntes I om stedet?” spørger Joker og ser rundt på os. ”Jeg kan godt vænne mig til det her.” siger jeg og ser på mens legene begynder. Der fodbold, rundbold og mange andre ting. ”Virkelig?” Jeg ser tørt på Samantha som ser ned. Jeg ser på Kaidan. Vi har ikke kendt hinanden længe, men noget fortæller mig, at det er Kaidan som jeg ville tilbringe mit liv med. Jeg ser ned i bordet og studerer mine arret hænder.

 

På et eller andet punkt ender vi en fodboldkamp. Jeg spurter efter bolden. James og Zaeed er lige bag. Begge er på det modsatte hold. Jeg smiler og sætter gang i mine Biotics. ”Oi. Ikke fair!” kalder James, men får kun min latter til svar. Jeg dukker mig lige da Jack kommer flyvende over mig. ”Fuck dig!” knurrer jeg og dykker ned i min træning. ”Hvordan kan han holde det tempo?” ”Hans dogtag har nummeret N7.” ”Oh shit.” Kaidan dukker op ud af ingenting og takler mig. Hans hænder låser mine arme fast bag min ryg, men jeg låser mine ben fast bag hans. ”Hvad laver I?” spørger Thane og alle stopper op. ”En magtkamp.” Jeg opgiver min benlås og kæmper mig op på knæ. ”Damn, det er muskler.” Jeg kaster hovedet bagover og rammer Kaidan i hagen. ”Ohh. Det må gøre ondt.” Han giver ihvertfald slip. Jeg kommer på benene og spurter videre. ”Og kampen er igang igen.” Jeg rammer bolden og tyre den ind i målet. Ikke mit selvfølgelig.

 

”Det gjorde ondt!” Kaidan sidder og gnubber sin hage, mens han stirrer olmt på mig. Jeg har en pakke is i hånden, sætter mig ned ved siden af ham og presser den blidt mod hans hage. Han grubler stadig, men nu forbander han mig ikke langt væk. James og Robert er igang med at lave mad til os. De andre deltager i andre kampe. Jeg retter blikket mod pladsen. Mine søskende er i fuld gang med at deltage. ”Kom med.” siger Kaidan med et og tager min hånd. Jeg hæver et øjenbryn, men følger med. Vi går bare ind imellem husene og ser på folk som nyder aftenen. Jeg standser og ser på en familie. Forældre og børn. Kaidan standser ved siden af mig. ”Din drøm?” spørger han og jeg trækker på skuldrene. ”Når mine søskende flytter hjemmefra. Ja.” Han nikker og vi fortsætter. ”Hvad med dig? Drømmer du ikke om en familie?” spørger jeg og læner hoved bagover for at se den mørknede himmel. ”Tjo. Jeg har altid drømt om en familie, men bare aldrig fundet den rette. Og så skulle man adopterer.” Jeg ved hvad han mener.

 

Vi ender hos de andre da maden er færdig.  Samtaler går på tværs af bordet. Latter og protester får folk til at kigge hen. ”Man kan danse om lidt.” siger Jane og ser på en dreng ved et andet bord. Begynder de allerede at kigge efter dates? Gud, jeg ville få travlt med at jage dem væk. ”Skal I ikke også?” Hun ser på James og Ashley der begge ser på mig. ”Er du sikker på at hun..” ”Har undersøgt det. Vi har ingen detektiver i vores familie.” siger jeg og tager en bid af bøffen. Jeg kan mærke noget presser sig mod mit ben, men fortrækker ikke en mine. Jeg ved hvem det er og ser kort på Steven Cortez med et hævet øjenbryn. ”Skal du ikke ud og danse, John?” ”Nej. Jeg har to venstre fødder.” Latter kommer stille. Jeg tager en slurk af den saft som er købt. Musik bliver spillet og Jane kommer hurtigt på benene og ud på dansegulvet. Langsomt følger andre med. Jeg har også lyst, men jeg kan bare ikke. ”Du skal!” Kaidan tager min hånd og hiver mig med ud. ”Kaidaaan.” Jeg bliver svunget rundt og gribes om taljen. Han griner kun og da musikken spiller op til en mere langsom dans viser han mig hvordan man gør. Jeg begynder langsomt, med streg under langsomt, at lære det.

 

”Se det var ikke så slemt.” siger han efter vores dans. Jeg stirrer blot på ham og fnyser. ”Har alle en god aften?” Vi drejer alle hovedet for at se op på Anderson og Hackett. Der klappes til svar på spørgsmålet. ”Det var dejligt at høre. Denne aften er tiden for folk at afsløre følelser og hemmeligheder. Måske ville der blive bryllupper eller andet i fremtiden.” Latter og udbrud kan høre. Jeg ser på Kaidan der kun smiler. Med et falder han på knæ og de andre omkring os mumler. Jeg kan kun se på ham. Vi har kendt hinanden i enkelte måneder og ikke mange ville falde på knæ allerede nu. ”John.” Jeg bakker væk, men han når at gribe fat i min ene hånd. ”Jeg har kun kendt dig i enkelte måneder, men du…” Jeg ser væk. Jeg kan hører at han kommer på benene, tager fat i min hage og drejer mit hoved. Vores øjne mødes. ”Du er den som jeg ville tilbringe livet med.” ”Kaidan….” Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men ser ned da han glider en ring på min finger. ”Og vi håber at vi ville se nye par og familier blomstre her i Terra Nova.

 

Jeg sidder hjemme på verandaen. Klokken er ved at være midnat og mine søskende er gået i seng. Derek sover ovre hos sine venner, men de to andre er hjemme. Jeg ser på ringen som Kaidan har givet mig. Den er i mørk sølv. Helt blank poleret med hjerterytme indgraveret. Imellem de to hjerteslag er der et hjerte. Jeg stryger en finger over ringen og ser op på himlen. ”John?” Jeg ser hen på Kaidan som står på vejen foran vores hus. ”Hey.” siger jeg med et træt smil. Han kommer hen og stiller sig foran mig. ”Jeg beklager hvis jeg overraskede dig.” siger han og jeg klukker. ”Er du okay med det?” Jeg ser på ham med rynke bryn over spørgsmålet. ”Hvad mener du?” Han flytter på sig og jeg kommer på benene. ”Jeg spurgte dig uden at spørge hvad du syntes.” Jeg krydser armene og hviler vægten på det ene ben. ”Og du tror ikke at jeg ville sige fra?” Han ser ned. ”Kaidan. Jeg var overrasket, men du har været venlig og god imod mig, os.” Jeg går hen og tager hans hånd. Han ser på dem og glider en finger over min ring. Jeg læner mig frem og hviler mine læber mod hans mundvige. ”Tak for en god dag.” mumler jeg og skal til at gå, men han griber mig om livet. Trækker mig ind mod sig og kysser mig rigtigt. Jeg iver mig langsomt væk og hviler mit hoved mod hans skulder. ”Jeg brude smutte.” mumler han, men jeg ryster på hovedet. ”Du kan overnatte her.” siger jeg og trækker ham med ind i huset. Han klukker lavmælt og vi ender i stuen. ”Dine ting er her stadig, såh.” Jeg trækker på skuldrene og går ud på badeværelset.

 

Jeg ligger på siden under dynene med Kaidan presset mod min ryg. Vores hænder er flettet sammen og mørket samt lyden udenfor luller os i søvn. Kaidan er allerede væk og jeg er der næsten. Hans anden arm er under mit hoved. Jeg drejer hovedet let og kysser den, mens jeg undrer mig hvorfor han ville have mig som partner. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt ind. Alt omkring Terra Nova betyder intet. Jeg har nye venner her og min familie er her. Nu mangler jeg bare den sidste del af familien. Dette er starten på et nyt liv og en ny cyklus.

 

 

 

Den kobberfarvede (?)  er Johns. Den sorte er Kaidans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...