Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2018
  • Opdateret: 9 jan. 2018
  • Status: Færdig
"Perfekt havde det aldrig været, men sådan en rutsjetur, havde vi ikke prøvet før. Og jeg sad forrest i vognen. Jeg styrede farten og bremserne, mens du frustreret kunne se til og spænde sikkerhedsselen."

En aften snakkede min far og jeg, og det satte gang i mine tanker.
Her er hvad der kom ud af dem.


3Likes
11Kommentarer
163Visninger

1. Kapitel

00:20 09/01/18

 

Vi snakker altid. Når vi nu er sammen. Det er ikke ofte, men når det sker, flyder vores munde som vandfald.

Ord strømmer ud som brusende vand med skum og vores tunger spræller, som laks på flugt fra bjørne; som ville de aldrig svømme igen. Vi snakker om nutidens goder og fremtidens frygter og håb.

Om himmel og jord, og så er der alt det ind i mellem, som vi ikke kan blive enige om.

Én ting er vi enige om: Jeg er Dig.

Vi snakker om mine drømme, dine kender jeg, og de sejrer du oplever.

Vi er positive. Vi er realistiske. Enige og uenige.

Men i aften var det nyt.

Vi talte om det, som ikke før er blevet nævnt. Det, som du var bange for at spørge om, og jeg for at svare på.

Du satte et spørgsmålstegn i panden, og jeg svarede at alt er godt.

Tvivlsom havde du været og bekymret er du stadig, om alting nu er godt.

Perfekt havde det aldrig været, men sådan en rutsjetur, havde vi ikke prøvet før. Og jeg sad forrest i vognen.

Jeg styrede farten og bremserne, mens du frustreret kunne se til og spænde sikkerhedsselen.

Men sikker var du ikke, og det var du ikke alene om.
For jeg var uden sele, og hjelm havde jeg heller ikke. Jeg mistede kontrollen over farten, og mine bremser gik i stykker. Med hænderne bundet på ryggen, kunne du se mig falde af.

Jeg faldt og forsvandt, og du mærkede hvordan vinden tog fat og smuldrede mig mellem dine fingre.

Mellem dine fingre som følte trang til at hjælpe, men ikke kunne andet, end at knytte sig sammen i mørk vrede.

For hjælp ville jeg ikke have, og jeg ville dømmes til at falde, så det gjorde jeg; så langt at ingen arme kunne nå mig. Især ikke dine.

Hvor var det mørkt, og hvor var det koldt.

Så mørkt, at min samvittighed forvandlede sig til et sort hul, og så koldt, at jeg frøs til is, der ikke kunne smeltes.

En is så kold, at selv du kunne mærke det og fik blå læber.

Længe stod jeg stille i hullet af is, uden sans for tid og sted.

Men tiden gik stærkt, og jeg kunne ikke følge med.

Dine ord gjorde ondt og gav mig klapper for øjnene, men blind var jeg allerede.

Jeg ødelage alt omkring mig. Jeg ødelage mig selv.

Og jeg destruerede dig.

 

En dag kom der en sprække i isen, men jeg var stadig forsvunden.

Som hjørnerne smeltede af en rødglødende varme, der gemte sig i mig, forblev du frosset ude.

Men dine læber var ikke længere blå og smuldet, havde vinden taget med sig.

Årstiderne skiftede med en masse andet, og solens stråler varmede mig.
De sang til min samvittighed, og jeg vendte pludselig tilbage, som om intet var sket.
Dine tanker kunne du gå med for dig selv, for jeg ville hverken af- eller bekræfte dem.
Jeg kunne ikke.

Fyldt op med skam og frygt, holdt jeg det for mig selv.
Det gør jeg stadig.

Derfor er intet blevet nævnt.

 

Men du nævnte det. Det var du ikke bange for, og det beundrer jeg dig for.

Jeg går stadig med en klump is i maven, men jeg lader solens stråler varme den hver eneste dag, og på et tidspunkt skal den nok smelte.

Jeg hadede dig aldrig, selvom det var det jeg viste, og du hadede aldrig mig, selvom det var var det der gemte sig, bag dine voldsomme ord. Aldrig blev du fysisk, selvom det var det du ville.

Jeg kunne ikke lade være med at skade mig selv, men det kunne du, og det er jeg dig taknemmelig for.

 

Jeg undskylder for det jeg tvang dig igennem

Jeg undskylder for det, vi ikke kunne sige til hinanden

Og jeg undskylder for det, jeg gjorde ved dit indre

 

Undskyld far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...