Pearl

,,Det var ikke en sten, men derimod en perle. Jeg knugede den hårdt i hænderne, og da jeg åbnede dem igen var den blevet til støv. Jeg lod støvet falde ned i havet igen. Det spredte sig ud og flød i alle retninger."

Historien handler om den kræftsyge pige Pearl, som må tage livet i hænderne og træffe nogle svære valg.

2Likes
4Kommentarer
129Visninger

1. Pearl

Det gjorde ondt overalt. Jeg krummede mig sammen i sengen og skreg. Min mor skubbede døren op med så stor en kraft, at den hamrede ind i væggen. “Er du okay, Pearl?” spurgte hun og skyndte sig hen til mig. Jeg svarede ikke. Mit blik flakkede, og alt blev sløret.

Min mors figur smeltede sammen til en ubeskrivelig masse. Mit hoved dunkede, og jeg gispede efter vejret. Min mor greb fat i mig. Jeg rystede voldsomt og følelsen af at blive kvalt overtog min krop. “Min lille skat,” sagde hun grådkvalt. Jeg kunne mærke hendes tårer på min kind.

 

Der var hvidt over det hele. Lyset skinnede skarpt ind gennem mine halvlukkede øjne.

Idet jeg prøvede at sætte mig op, gik der et lyn igennem min krop. Jeg gav et skrig fra mig og landede med et bump i sengen igen. “Hun er vågen!” Kom det fra en overrasket sygeplejerske, som kom løbende ind gennem døren med min mor lige i hælene. Jeg tog mig til hovedet, og bemærkede at nogen havde fjernet min paryk. Mors øjne var helt opsvulmede og røde af gråd. Hun løb hen til mig og satte sig på sengekanten. Hun tog forsigtigt min hånd og begyndte at græde. “Hvordan har du det?” spurgte hun og kiggede på mig. “Det ved jeg ikke rigtig,” svarede jeg. “Er det blevet værre?” spurgte jeg fortvivlet. Jeg så op på mor som straks vendte hovedet mod vinduet. Jeg kunne mærke mit hjerte galopere af sted i brystkassen. Der var noget galt. “Kan vi få lidt tid for os selv?” sagde mor henvendt til sygeplejersken. “Selvfølgelig,” svarede sygeplejersken og vendte sig om for at gå.

 

Vi sad i lidt tid uden egentlig at sige noget. Mor bed sig i læben. “Skat,” sagde hun.

Vores øjne mødtes. “Dine symptomer viser at kræften er blevet forstærket.” Hun lænede sig ind over mig og aede min kind. Hun dækkede for sine øjne med hænderne og begyndte at hulke. “De bliver nødt til at skrue op for kemoterapien, hvis du skal overleve” sagde mor fortvivlet. Mit hjerte frøs til is. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Noget inden i mig vendte sig. Smerten var ikke til at udholde. Jeg begyndte at hoste voldsomt. Sort slim røg ud af min mund og havnede på sengens hvide lagen. Mor greb fat i en skål som stod på bordet ved siden af og lagde den under min hage. “Hvad sker der?” fik jeg fremstammet.

“Mor, skal jeg dø?” fortsatte jeg grådkvalt. Mor løb hen til døren og råbte efter hjælp. Sygeplejersken fra før kom hurtigt hen til mig. “Vi skal have fat i en læge, med det samme!”

 

Efter lægens besøg blev mor ved mig et stykke tid. Hun sad og nussede min hånd, mens hun nynnede en stille melodi. Det havde hun tit gjort da jeg var lille. “Pearl, jeg vil ikke miste dig,” sagde hun efter et stykke tid. “Skat, du er en stærk pige. Du bliver nødt til at kæmpe,” fortsatte hun. Jeg smilede til hende og svarede: “Mor, jeg skal nok prøve.” Mor fjernede de sidste tårer fra hendes triste øjne. “Jeg elsker dig, Pearl” sagde hun og klappede forsigtigt min kind. “Jeg elsker også dig,” hviskede jeg. Døren blev åbnet så hurtigt, at det gav et sæt i mig.

En mørkhåret sygeplejerske stak hovedet ind af døren. “Besøgstiden er ovre,” sagde hun og forsvandt igen. Mor lænede sig ind over mig og kyssede mig på panden. “Godnat,” hviskede hun og rejste sig for at gå. “Vent,” sagde jeg, og mor stoppede op.

“Du kommer igen i morgen, ikke?” spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg smilede til hende, og hun gengældte med et lille opmuntrende smil.

 

Sandet kildede mine tæer. Solen skinnede og varmede min blege hud. Jeg smilede.

Livet kunne ikke være bedre. Jeg indsnusede den kølige aften vind og nød at jeg var i live. Jeg rejste mig op og gik ned mod vandet. Jeg stak foden ned i det kolde vand. Der gik et lille gys igennem mig. Havet brusede og gjorde mine ben våde. Jeg lukkede øjnene, og ønskede at det skulle vare for evigt. Solen forsvandt langsomt ned i horisonten og malede himlen lyserød. Jeg fik øje på en sten som lå og glimtede på havets bund. Jeg bøjede mig forover og samlede den op. Jeg studerede den nøje. Det var ikke en sten, men derimod en perle. Jeg knugede den hårdt i hænderne, og da jeg åbnede dem igen var den blevet til støv.

Jeg lod støvet falde ned i havet igen. Det spredte sig ud og flød i alle retninger.

 

Jeg åbnede øjnene. Det var mørkt. Jeg var tilbage i det kolde hospitals værelse. Jeg kiggede på uret som hang på væggen. Klokken var et om natten. Jeg vendte mig om i sengen.

Et jag af smerte gik igennem mig. Jeg bed tænderne sammen og holdt skriget inde i mig selv. Jeg lukkede øjnene og prøvede at falde i søvn igen. Men det opgav jeg igen efter få minutter. Jeg lå lidt og stirrede op i loftet. Jeg kunne høre noget. Hvad var det? Langsomt rejste jeg mig op. Jeg bed smerten i mig. “Kom nu du kan godt,” sagde jeg opmuntrende til mig selv. Jeg slæbte mine fødder hen over gulvet, og over til vinduet.

Jeg trak gardinerne fra. Himlen var stjerneklar, og månen spredte sit lys ud over verdenen. Jeg åbnede forsigtigt vinduet.

 

Mine bare fødder landede i det våde græs. Jeg smilede. Langsomt gik jeg hen mod skoven som grænsede op til hospitalet. Jeg vidste, at hvis bare jeg fortsatte ligeud, så ville jeg ende ved havet. Træerne omringede mig mere og mere, nu længere jeg gik ind i skoven. Mosset var svampet og blød under mine fødder. Jeg fik øje på nordstjernen og valgte at følge den. Dengang jeg var lille, havde mor altid sagt at, hvis jeg ønskede at komme et sted hen, så skulle jeg bare følge nordstjernen. Hospitalet var forsvundet helt bag mig. En ugle tudede i det fjerne, og den kølige luft fyldte mine lunger.

 

Jeg kunne høre havets brusen. Jeg satte farten op. Træerne forsvandt et ad gangen, og græsset skiftede langsomt til sand. Da jeg endelig kunne mærke sandet mellem mine tæer begyndte jeg at græde. Jeg satte i løb ned mod havet. Min krop skreg af smerte, men jeg var ligeglad. Jeg var fri, og jeg havde ikke tænkt mig at give op. Jeg ville nå mit mål, uanset hvad der prøvede at forhindre mig. Havets brusende vand trak mig med. Jeg gik længere og længere ud. Vinden tog i mit tøj. Jeg følte en glæde, jeg længe havde savnet. “Tak,” hviskede jeg ud i luften. Glæden fik hele min krop til at vibrere. Jeg knugede mine hænder hårdt sammen, som bevis på at dette var virkeligt. Verden begyndte at dreje rundt. Mine ben føltes som gele og langsomt sank jeg sammen. Vandet gjorde mit tøj vådt, så det klistrede til min bare hud. Jeg smilede. “Farvel,” hviskede jeg ud i mørket.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...