Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
299Visninger
AA

3. Tredje del

Himlen afspejlede hendes humør i sine grå nuancer. Johanne stod ved busstoppestedet og ventede med The Cranberries i ørerne. En ambivalens havde ramt hende, øjeblikket hun havde sat sine fødder på fortovet uden for lejligheden. På den ene side havde det været rart at opleve en person, der prøvede at forstå og virkelig tog sig tid til at lytte, også selvom psykologer blev betalt for det. Det, der plagede Johanne, var tanken om, at Mie havde set så skræmt ud, allerede da hun blot havde åbnet dækslet og trådt et enkelt skridt ned ad stigen til sin dybe grotte af irritamenter og besværligheder. Man kunne åbenbart også blive taget for alvorligt. Selvom Johanne havde udeladt at fortælle en del, var hun udmattet og følte sig tømt for ord. Hendes hånd begyndte straks at rode i lommen efter belønningen for at have udholdt en time i sin skolepsykologs selskab. Så slemt havde det faktisk ikke været, måtte hun erkende. Mie var sød, og en del af Johanne brød sig ligefrem om hende. Dog vidste hun, at det var en alt for hurtig konklusion at drage. Denne kvinde skulle ses an, og det ville tage endnu en gang eller to, for at vide om hun var til at stole på. Johanne kunne heller ikke slippe den uudholdelige tanke om, at psykologer generelt opfører sig ens overfor alle. I udgangspunktet skal de i hvert fald have samme venlige tilgang til person og problem. Lige meget hvem og hvad det er. Du skiller dig ikke ud på nogen måde fra de andre.

Hendes hånd havde endelig fundet, hvad den ledte efter, og Johanne trak den uvurderlige skat op fra lommens mørke dyb. Hun trak en cigaret ud af pakken og tændte den med sine tændstikker. Lighteren havde hun glemt derhjemme, hvilket hun først opdagede, da hun ville ryge en smøg, inden hun gik op i lejligheden.

“Fuck,” havde hun sagt med sammenbidte tænder, for hun havde ingen penge med sig til at købe en, og hun nægtede at løbe rundt efter folk, for at høre om de tilfældigvis havde noget at tænde med. Efter endnu et par ord til sig selv om sin “fucked up” situation, trykkede hun koden til døren og begav sig op på tredje sal. Johanne satte sig tungt i sofaen og lagde pludselig mærke til, efter at have set sig lidt om i rummet, et bloklys inde i en lanterne, der stod i hjørnet ved siden af vinduet. Flammen var tændt. Hurtigt rejste hun sig fra den bløde sofa og gik over til den modsatte væg for at se, hvor der lå en lighter. Det tog hende ikke mange sekunder at finde en pakke tændstikker i en af skufferne i det aflange snack-bord. Lettet og tilfreds med sit fund tog Johanne triumferende pakken op ad skuffen. Netop som hun skulle til at lukke skuffen igen, fik hun øje på et stykke krøllet papir. Det lå ved siden af noget, der glinsede. Med det samme blev hendes nysgerrighed vakt, og efter et enkelt blik over skulderen mod døren trak hun langsomt skuffen helt ud ad bordet. Johanne gjorde store øjne, da hun så, hvad det var, der lå tåbeligt gemt i en skuffe uden lås i. En knagen lød pludselig ude på gangen. Uden så meget som et blik derud, lukkede Johanne skuffen på et øjeblik og uden en lyd. Hurtigt lagde hun armene over kors og lod sin ene hånd hvile på sin kind, så det så ud som om, hun var ved at beslutte sig for, om hun skulle vælge sig en kop te eller kaffe og måske en karamel. Skridt lød ude fra gangen. Johanne smilede venligt til damen, der med sneglefart og matte øjne gik gloende forbi venteværelset. Der blev ikke hilst tilbage. Blot gik den krumbøjede langsomt videre, og Johanne smilede for sig selv, da hun hørte døren til lejligheden lukke sig efter hende. Kort tid efter fandt Johanne sig selv stå nede på gaden med en smøg i munden.

Da hun lagde tændstikkerne tilbage i lommen, ramte hendes hånd det foldede papir. Det var vist ikke så smart at have sedlen liggende ved siden af en pakke tændstikker. Hun fiskede sedlen frem fra lommen. En lille latter undslap hende ved gensynet af tallene 5, 0, 0. Skolepsykolog var godt nok gratis, men Johanne havde fortjent de penge. Enhver burde vide, hvor svært det kan være med selverkendelse. Dét, at hun ligefrem selv havde spurgt studievejlederen, om hun komme til at snakke med skolepsykologen, havde været en udfordring. Desuden havde pengene ligget ensomme og forladt i en støvet skuffe.

Johanne tog en dyb indånding og pustede røgen op i luften. Afslappet foldede hun sedlen sammen og lagde den i sin taske.          

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...