Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
303Visninger
AA

7. Syvende del

Armene foldede hun foran brystet, imens hun skuttede sig. Endnu en gang fortrød Johanne at have taget sine hullede bukser på. Hendes blege hud var let tilgængelig, og den bidende vind behøvede tydeligvis ingen tilladelse til at slikke sig sultent om hendes ben. Belle skulle i byen i aften og havde spurgt Jo, om hun ville med. Johanne havde tøvet, selvom hun vidste, hvad hun ville svare. Dog overvejede hun det et kort overblik, hvordan hun ville rive stemmerne ud af hovedet én efter én, efterhånden som hendes krop kom i en beruset tilstand og verden trak sit slør over hovedet. Det var efterhånden længe siden, hun havde drukket. Hun kunne godt trænge til det. Vinden rev hende i håret, og hun trak sit tørklæde op om ørerne. Man skulle ikke tro, at vintermånederne snart var ovre. Kulden virkede stadig levende som den krøb gennem gaderne og satte tænderne i hver enkelt person, der vovede sig ud til den.

Belle havde drejet hovedet op mod vinduet og placeret en tot af sit bølgende hår bag øret. Johanne nåede at se skuffelsen i hendes øjne, da hun afslog. Jo ville inderligt ønske, at hun i det øjeblik ombestemte sig og svarede Belle, at hun gerne ville med hende i byen alligevel.

Fødderne var kolde, da hun stoppede for at læse på skiltet. Bussen kom først om syv minutter. Tiden ville være fløjet afsted, hvis Johannes tanker da kunne tænke på andet end kulden. Hvis hun blev stående, ville hun ende som en afskyelig isskulptur her midt på fortovet. Hun rystede hurtigt på hovedet. Dét var alligevel for ynkeligt, så med hurtige skridt gik hun op mod Seven Eleven på hjørnet for at købe en kop kaffe.

Dørene åbnede, og hun trådte ind i den lille butik, taknemlig for varmen og lyset, der næsten skar i hendes øjne, efter at have gået i mørket udenfor. Høfligt nikkede hun kort til blondinen ved kassen og gik straks over til kaffemaskinen. Hun tog hænderne for munden og pustede, så varmen fra hendes ånde kunne gøre sit, for at fingrene blev en smule mere medgørlige, da hun trykkede på de forskellige knapper. De rystede stadig, da hun satte koppen på disken og bad om en pakke gule Kings.

Den blåøjede pige kiggede op: “Id?”

For helvede! Johanne bandede og svovlede indeni. Det frygtede spørgsmål var blevet stillet, og hun bad inderligt til, at denne feje, lille, intetsigende tøs gik med til at give hende smøgerme, når hun nu så ud til at ærgre sig og undskyldende sagde:

“Jeg har kun kontanter.” Johanne trak en halvtredser efterfulgt af en tyver op af sin baglomme. For at virke en smule charmerende lod hun et smil brede sig ud i kinderne, mens hun så en smule intenst i ekspedientens øjne. Det lod ikke umiddelbart til at virke. Johanne blev nærstuderet. Pigens skeptiske øjne rullede rundt på hendes krop. Hun holdt vejret og blev ved med at smile uden at se for anstrengt ud. Hvorfor var det en pige, der stod her? Hvis det havde været en hvilken som helst fyr, ville hun aldrig være blevet spurgt om id. De tog også altid hjerteligt imod et smil og en lille kommentar eller to.

Så, nu skete der noget i pigens ansigt. Beslutningen var truffet, om hvorvidt Johanne var over eller under atten. Om hun måtte købe cigaretter eller ej.

“Hård eller blød pakke?”

Johanne åndede lettet op.

“Blød,” svarede hun. Pigen vendte sig om for at finde cigaretterne. Da hun havde fundet dem, vendte hun sig om og lagde dem på disken. Hurtigt gav Johanne hende pengene i bytte for kaffen, hun tog i hånden, og den gule pakke, der fik en plads i lommen. Hun tog imod byttepengene og sagde smilende: “God aften,” inden hun vendte sig om for at gå. Med et smørret smil lod hun sine selvsikre ben føre hende ud ad butikken.

Det blæste ikke længere så meget, dog var det stadig lige så koldt. Johannes øre stak af kulde, som hvis hun, ved en piercer, havde bedt om at få lavet så mange huller i ørene som muligt på samme tid. Da Jo havde nået det nærmeste busstoppested, læste hun hurtigt på planen, for at se om hun var kommet for sent. Forsigtigt satte hun den lune kaffekop op til sine læber for at tage en tår, men kom til at brænde sin tunge i forsøget. “Av for helvede!” Imens hun bandede indvendigt, viklede hun sine fingre om mobilen i baglommen og tændte for skærmen. Bussen skulle være gået for tre minutter siden. Det satte ikke just en stopper for skældsordene, der nu rungede med bragende stemme i hendes hovede. Hvorfor skulle det også tage så lang tid med de cigaretter? Det havde føltes som hundrede år, da hun havde stået derinde blot for at afvente den ynkelige piges dom.

“Fucking blond kælling,” hviskede hun sammenbidt ud i mørket. For hvert af sine åndedrag så hun et spøgelsesagtigt genfærd tage form foran hende, inden det forduftede i mørket. Endnu en gang prøvede hun at tage et sip af sin kaffe. Langsomt, varsomt, hældte hun en enkelt dråbe ned på sin tunge. Lunt. Hun tog en tår, og en varm taknemmelighed bredte sig som et blidt pust fra hendes hals ud i resten af kroppen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...