Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
298Visninger
AA

6. Sjette del

Johannes krop gav et ryk af forskrækkelse. Hurtigt kiggede hun den anden vej. I sit lille hop kom hun til at skubbe Belle fra sig, og de stod nu med øjnene rettet mod hinanden. Det var svært at skelne det blå fra det brune i Belles øjne.

“Kom og sæt dig,” sagde hun og bankede blødt på stolen ved siden af sin.

Langsomt drejede Johanne hovedet og så, at han igen var optaget af sin bog. Ja, ikke af dig.

“Jeg bestiller lige en kop kaffe,” sagde hun hurtigt og smed sin taske på gulvet. Fem skridt og så stod hun foran overfor ejeren, der stod bag skranken og så ud til at skrive noget, hun ikke kunne se, hvad var. Selvom Johanne vidste, hvad hun ville bestille, lod hun sit blik løbe over kridttavlen med de forskellige kopper kaffe, man kunne få. De var godt beskrevne, og dog blev Johanne altid forvirret over de forskellige valgmuligheder. En “cappuccino” kendte hun, og en “latte” vidste hun også hvad var. Alt det andet gad hun ikke længere at bruge tid på at huske. De forsvandt fra hukommelsen så let og hurtigt som en peptalk fra hendes matematiklære. Overflødige og unødvendige ting blæste som visne blade ud af hendes hoved ved det mindste pust. Der skulle meget til for at noget fik boret sine rødder ned i hovedet på hende.

“Hej,” hilste ejeren, inden han kiggede op.

“Hej,” svarede Johanne en smule fortumlet efter at være blevet revet ud af sine tanker. Afventende så han på hende.

“Kan jeg bare få en sort kop kaffe,” spurgte hun forsigtigt. Sådan havde hun efterhånden spurgt ham de sidste måneder, men hun var altid bange for, om det var uhøfligt at bestille lige netop dét, der ikke stod på den farverige kridttavle.

“Selvfølgelig kan du det. Jeg kommer over med den.” Hans smil beroligede hende, og lettet sagde hun tak.

“Han er efterhånden ved at se en smule gammel ud, synes jeg,” sagde Belle, da Jo havde sat sig. Dette havde været Belles foretrukne café i lang tid. Hun kom her altid lørdag eftermiddag for at mødes med sin farmor, der også boede i byen. Hver mandag og torsdag spiste de to aftensmad sammen.

Johanne syntes ikke, det gjorde noget at have synlige rynker. Det kunne blot antyde, at man havde erfaret sig en ting eller to i sit liv. Hurtigt kom hun til at tænke på sin mor og alle hendes foundations.

“Nå, lad mig høre.” Belle tog et sip af sin cappuccino og satte sig til rette med kroppen vendt mod Johanne.

“Så meget er der ikke at fortælle.” Sådan startede hun altid ud, lige meget hvem, der spurgte. Efterhånden var det blevet en vane.

“Johanne.” Med tryk på sit navn, vidste Johanne, at Belle var klar til at lytte til, hvad end hun måtte have at sige. I et latterligt forsøg på at tømme hovedet for unødvendige tanker, tog hun en dyb indånding og spurgte så:

“Hvad vil du høre?”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...