Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
305Visninger
AA

1. Første del

Hun sad i et lyst rum med bragende musik i ørerne for at overdøve de afskyelige toner fra radioen, de lod køre, så man havde noget at lave i ventetiden. Ti minutter var der til den aftalte tid. De få, der kendte hende, ville være faldet bagover ved synet af hendes tilstedeværelse i rummet, der betød, at hun uden tvivl var kommet til tiden. Det var ikke hendes stil.  

Baggrundsstøjen, gik hun ud fra, var nok mest henvendt til de, der befandt sig i en kritisk tilstand og tavst ville planlægge sin død, hvis ikke der var noget til at lede tankerne bort. En hurtig måde at begå selvmord på, ville være at åbne vinduet til højre for hende og tage sit hop. Det ville dog ikke være den stensikre måde at slippe for livet på, da hun sad slænget i en sofa på bygningens tredje sal. Man skulle enten begive sig et par etager op eller bare hoppe ud fra Comwell inde i byen for at være sikker på, man forlod denne verden. Ved tanken om snart at skulle stå ansigt til ansigt med sig selv igennem hjælpen fra en psykolog, fik hun næsten selv lyst til at springe ud af vinduet.  

Forventningen af venterummet var slet ikke, som hun havde forestillet sig. Godt nok havde hun kun været på et sted, med samme hensigter som dette, én gang før. Der var hvidt på væggene og stolene var placeret op ad væggen med en halv meters afstand til hinanden. De var hårde at sidde på, så hun gik altid lidt frem og tilbage i stedet for. Når hun var nervøs evnede hun sjældent at sidde stille. Lugten huskede hun næsten tydeligere end alt andet. Hvordan den, som når man træder ind på et sygehus, voldtager lugtesansen med sin sprit-stank.

Her lugtede ikke. En behagelig duft af kaffe bød hende ligefrem velkommen i en sindsro, der ikke var ventet, taget situationen i betragtning. Hun sad behageligt i en lang veloursofa, der stod op ad den ene væg. Den havde fået selskab af nogle kreativt dekorerede puder, der antageligvis lå der for at udvise kreativitet.   

Når hun tænkte over det var indretningen faktisk ikke værst. Udover det røde gulvtæppe, der mindede hende om sin mormor, der var trykt flad som en pandekage og derefter skåret til, så tæppet kun bestod af hendes elendige, ensfarvede tøj, stod der et par blå stole op ad væggen overfor hende.  

Vinduet, ved enden af værelset, rakte fra det ene hjørne til det andet i en blød bue, så man havde følelsen af at falde ud over fortovet, hvis man stod for tæt på glasset. Først nu, slog det hende, at de folk, der boede i lejlighederne overfor kunne kigge direkte herind og se, hvilke personer, der havde taget plads i dette rum. Måske ville de, ud fra tøjstil og udstråling, drage konklusioner om psykiske problemer hos de forskellige, der kom her. Hun trak lidt i mundvigen som et lille smil, der indikerede, at hun morede sig en smule. Denne gang var det over sin egen tanke. De måtte med glæde tro, at hun var sindssyg. Det ville fryde hende at vide, hvis nogen ligefrem var bange for at være sammen med hende. Hvem ved, måske ville hun pludselig uden varsel trække sine ærmer op og vise sine ar. Smalle røde striber, der hver og én skreg om hjælp. Hun lignede måske sådan én. En cutter. Sådan som hun gik med alt for store t-shirts kastet over sine langærmede bluser. Dog var hun det ikke. Hendes situation var en helt anden. Desuden var bare tanken om et barberblad eller kniv nær sin underarm nok til at se stjerner og gøre hende svimmel. Sikke en skuffelse til de, der havde troet, hun var sådan en type. Kom igen, var hendes tanke. Gæt en gang til.

Der stod et aflangt bord med forfriskninger foran hende. To kander, den ene med kaffe, den anden med te og kopper til. Juice stod der også og ikke mindst en flettet kurv med, hvad der lignede, alt for mange bolcher. Her har endnu ikke været nogen med overspisning. Så ville kurven da være tom. Det var ment hånligt, og hun ville have sagt det højt, hvis der var andre i rummet. Bare for sjov. I stedet nøjedes hun med at le for sig selv.  

Klokken var nær to, og hun var en af de sidste denne dag, da de lukkede kl. 16. Tiden sneglede sig afsted. Hun var kommet direkte fra skole, og med sig havde hun sin skoletaske, der lå smattet ud på gulvet et stykke fra hende. Udmattet satte hun sig til rette i den bløde sofa med en pude bag sig. Et suk slap hendes mund. Ingen fremskridt var sket i skolen, i dag. Hvad hun gjorde forkert, kunne hun kun spørge sig selv om igen og igen. Hun lænede sig forover og støttede albuerne på sine knæ. Hovedet lagde hun tungt i hænderne. Hele dagen havde hun haft hovedpine af spændingerne i sine skuldre. Tanken om skole i morgen magtede hun ikke at tænke på. Dagen kom snigende, og pludselig ville det igen være morgen. Igen lød der et suk.

“Johanne.” Lyden af hendes navn hørtes svagt gennem musikken i høretelefonerne, og hun kiggede op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...