Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
300Visninger
AA

4. Fjerde del

“Ode to my family” blev afbrudt af de få toner fra en ny besked på messenger. Langsomt, en smule undrende, tog Johanne sin mobil op ad lommen med smøgen i den anden hånd. Hun så nærmere på den lysende skærm, med rynkede bryn, hvorpå en opmuntrende tekst mødte hendes blik. Straks lyste hendes øjne op.

“Hey Jo - mødes nu her? Jeg har lige fået fri, og vil gerne høre, hvordan det gik dig i dag.” Belle var utrolig. Johanne vidste, at 3.g’erne havde travlt her for tiden med forberedelserne til eksamen og faktisk ikke burde have overskud til så meget andet. Hun var fejlagtigt gået ud fra, at Belle ikke skulle kontaktes, fordi hun med garanti havde for travlt og derfor ikke kunne mødes. Den pige overraskede hende gang på gang. Tænk, at hun havde husket det. En varm følelse bredte sig i Johanne, og for en gangs skyld måtte skyerne godt glide til side på himlen og lade solen vise sit ansigt. Vejret skulle helst passe til hendes humør. Hvis solen skinnede og Johanne var rasende, ville lyset blot provokere hende til at nå et endnu højere niveau i hendes vrede. Nu ville hun gerne have lys.

Ét minut gik der, før skærmen blev sort, og beskeden forsvandt. Hun havde ikke foretaget den mindste bevægelse i den tid, og øjnene stirrede stadig ned i hendes hånd med den tydelige erindring af den korte tekst. Bogstav for bogstav. Du burde ikke. Du kan nå hjem inden de andre. Johanne, du skal hjem og være sammen med mig!

Taknemmeligheden over et andet menneskes interesse, som Johanne ikke måtte tage for givet, fik hendes fingre i gang med at taste et svar:

“Tak, fordi du skrev! Sædvanlige?” Send. Det lille, blå ikon viste, at Belle stadig var på, og det tog kun omkring to sekunder, inden hun havde sendt en “thumbs up”.

Johanne smilede. Forventningen havde været, at hun nu skulle hjem og nå at være et kvarter alene, inden de andre kom hjem. Nu stod hun med fornyet energi og var glad for, at hun havde fået en chance for at slå tiden ihjel, så hun først kom hjem senere. Johanne tog sig i at stå og smile, til gråvejret. Det var længe siden, hun havde været på en “coffee-date” med en veninde. Hun var glad for, det var Belle.

Hvis der var nogen, der kunne få hende til at le, var det hende. Belles glæde og optimisme over hver enkelt lille ting i denne verden smittede af, og derfor elskede Johanne at tilbringe sin tid sammen med hende. Det, at de kunne være veninder, selvom der var mere end to år mellem dem, var en glæde, og det fik Johanne til at føle sig speciel.

Belle var smuk på en naturlig måde. Udover en uskyldighed, der strålede ud af hendes øjne, var der også noget sensuelt over hende, der kunne fange manges blik, såvel drenge som piger. De fleste piger af misundelse. Johanne forstod dem godt. Isabelle havde de såkaldte vampyrtænder i overmunden, og sendte hun en fyr et af sine brede smil, imens hun elegant snoede en tot fra sit krøllede hår om sin finger, var han med ét blevet forført af dette sultne væsen. For Belle var enormt drengeglad. Hvis hun ikke havde kysset med en (for det meste en fyr) i lidt over en uge, virkede hun som en tidligere ryger uden sit nikotinplaster.

Fest, farver, fyre og fadøl var hendes prioriteter frem for alt. Johanne var til tider blevet trukket med ind i Belles verden, da de havde været i byen sammen nogle gange. Hver gang havde de drukket shots og snakket om de sidste fyre, Belle havde været sammen med. Det var underholdende det meste af tiden. Efter en time eller to, når begge piger var blevet godt fulde, ville Belle gerne danse. Johanne brød sig i forvejen ikke synderligt om det. Når de to piger stod ved siden af hinanden på dansegulvet, fik hun ofte følelsen af at være et snusket kludetæppe ved siden af et klæde af silke, der forstod at sno sig elegant mellem alle og fange deres opmærksomhed som den yndigste melodi. I starten fyldte misundelsen hende så meget, at hun ikke havde lyst til at tage med sin veninde i byen. Alligevel blev Johanne overtalt og efterhånden var hun bare blevet vant til, at Belle var så eftertragtet.

Bussen kom om to minutter. Johanne afgjorde med sig selv, at det ville give mest mening at vente på bussen og køre med den op til Bruunsgade, da det var hurtigere end at gå. Belle vidste, at hun helst ikke ville støde på folk fra klassen, fordi hun havde sagt, hun havde fået det dårligt. Kun derfor havde Belle ikke spurgt, om de skulle følges. Johanne smilede ved tanken. De kendte efterhånden hinanden godt, selvom deres venskab havde stået på i snart et halvt år. For Johanne havde det været usædvanligt at få sig en veninde så hurtigt. Hun var påpasselig med at dele ud af sig selv og sit liv til mennesker, hun ikke følte, hun kunne stole på. Dette resulterede i, at det var meget få, der stod hende nær og betød noget for hende. Kun de, der havde betydning, fortjente titlen “ven” eller “veninde”. Dén titel havde Belle hurtigt fået.

Den blå farve på bussen dukkede op længere nede ad vejen, og kørte langsomt Johannes busstop imøde. Stadig var hun i tvivl, om det var dét, hun havde lyst til. Der kunne sidde nogen i bussen, hun kendte. Det var ikke ligefrem, fordi man blev den kønneste version af sig selv, når man gik i skole og i øvrigt havde været det hele dagen, hvorefter man så havde været til psykolog for at få ransaget sin hjerne og igen fortælle den klassiske historie om, hvem man er, og hvor man kommer fra.

Imens hun stod med sine plagende stemmer i hovedet, kom bussen tættere og tættere på. Selve bussen var hun ikke bange for, og alligevel følte hun sig som en antilope med spændte muskler, klar til at flygte fra det rovdyr, der nærmede sig. Pludselig slog en tanke hende: havde hun drukket en juice, da hun ventede i værelset på tredje sal? Omkring 200 kalorier. Det var hun næsten sikker på, hun havde. Smagen af appelsin sad på hendes tunge, og med rynkede bryn mindedes hun at have rakt ud efter den firkantede karton på bordet. Hurtigt vendte hun ryggen til bussen, der kun var nogle meter fra hende, og begav sig videre ad fortovet ved siden af vejen mod Strøget.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...