Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
319Visninger
AA

5. Femte del

Lettet over endelig at skille sig af med de alt for mange mennesker, der befandt sig i byen på dette tidspunkt, drejede Johanne af ved Jægergårdsgade. Det havde været en smule køligt, da hun havde stået ved busstoppestedet, men efter at have gået turen derfra og hertil var blodet nu pumpende, og det varmede. Hendes lange skridt førte hende længere ned ad gaden, forbi en bar eller to, en tattoo-salon og et par hyggelige caféer, hun før havde været inde på. Siden Johanne lærte denne gade at kende, havde den været hendes yndlings. Egentlig brød hun sig absolut ikke om ordet “yndlings”. Det skabte ofte unødvendige problemer. Når man blev stillet spørgsmålet “hvad er din yndlingsfilm”, hvad var intentionen så? Var man interesseret i vedkommendes svar eller selve personen, der svarer?   

Refleksionen af hende selv kunne anes i vinduet ved den eneste genbrugsbutik, der lå på gaden. Det havde måske ikke været den bedste ide at tage hullede bukser på. Starten af februar var altid overraskende kold, syntes hun. Man skulle tro, at vinteren snart var ovre, nu hvor den første forårsmåned lå lige om hjørnet. Tværtimod føltes det, som om vinteren først lige var begyndt, og det var pludselig blevet bidende koldt. Klokken var snart 15:30, og der var allerede ved at være frost på vinduerne. Johanne pustede i sine hænder i et forsøg på at varme dem en smule.  

Endelig fik hun øje på de blinkende lys, der hang under den røde markise. Ovenover stod der: KaffeLo. Det havde taget Johanne et stykke tid at finde ud af, at navnet blev udtalt som “kaffællo”.

“Du udtaler det helt forkert,” havde Belle grinet med sin lyse latter.

Straks, som hun havde tænkt på hende, fik Johanne øje på Belle i vinduet. Hendes hår var det første, hun fik øje på. Brunt, stort og krøllet. Smilende og med små hoppende skridt, løb Johanne tværs over gaden imod caféen.

Lettet over at træde indenfor, væk fra kulden, lukkede Johanne døren efter sig. Hendes hænder var helt røde af kulde, og det pludselige temperaturskift gjorde, at varmen nev hende i huden. Kun et øjeblik bemærkede hun det, inden hendes næse genkendte duften af knuste kaffebønner. Duften svævede rundt i luften og blandet med jazz’en, der lød fra LP’en i hjørnet, kunne Johanne ikke forestille sig et bedre sted at befinde sig på en kold februar-dag. Belysningen bestod af enkelte lamper i loftet, ellers sad de fleste på væggene, så det diskrete, gullige lys strøg sig op ad de rå mursten. Her var ikke plads til mange i caféen. Dog havde der aldrig været proppet med mennesker, de gange Johanne havde været der. Det var også sådan en café man skulle være blevet anbefalet af en ven. KaffeLo havde to vinduer ud til gaden. Ikke synderligt store, og det var måske derfor, Johanne aldrig havde lagt mærke til den, før hun var derhenne med Belle.   

“Jo!” Belle lyste op i det bredeste smil og rejste sig straks op fra sin stol for at lægge armene om halsen på Johanne, hvis skuldre i et afslappet suk sænkede sig. Hun kunne pludselig mærke, hvor meget hun havde savnet Belles nærvær. Johanne knugede hende ind til sig. Sådan stod de lidt. Tavse. Med lukkede øjne kom Johanne pludselig til at tænke på, om folk sad og kiggede på dem. Hun havde ikke lagt mærke til, hvor mange mennesker, der sad herinde. Var det mærkeligt, de to piger ikke sagde noget til hinanden? Straks åbnede hun øjnene for at se sig om og kunne igen slappe af. Den eneste person til stede, udover ejeren, var en ung fyr, der sad i en af de røde stole ved endevæggen med blikket rettet optaget ned i en bog. Det mørke hår var rodet og hang en smule over den sorte kant på brillerne. Inde bag dem kunne Johanne se hans blå øjne køre intenst frem og tilbage over siderne. Han så sofistikeret ud, som han sad der med det ene ben over det andet, og det mindede Johanne om de talkshows, hvor kendte personer blev inviteret til at tage plads i en sofa og svare på værtens spørgsmål. Mændene sad altid på den måde. Øjnene strøg fortsat over siderne, næsten som om de frygtede at stå stille. Johanne var overbevist, om at han åd hvert et ord, han læste. Hun kendte blikket fra dengang, hun selv kunne sidde i timevis og indtage forfatterens verden, optaget af hvad, der skete i bogen, i stedet for det omkring hende. Pludselig, midt i tankerne, rettede han blikket op, så det mødte hendes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...