Frygten For Min Bedste Veninde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
I fortællingen, bestående af små dele, følges hovedpersonen Johanne, der lider af psykiske problemer. Med sine to nære venner, Isak og Belle, bliver hun slæbt med til fester, hvor hun får dannet relationer til nye mennesker. Dette giver hende mod på fremtiiden, hvorimod hendes dysfunktionelle familie udsletter håbet om overlevelse i denne verden ved at lægge alt ansvar på Johannes spinkle skuldre.
Det er en hård og uretfærdig kamp på at finde meningen med livet, og pludselig findes ingen udvej i mørket, da Johanne møder Beate.

3Likes
2Kommentarer
301Visninger
AA

2. Anden del

Selvom Johanne for flere uger siden havde fået et kort af studievejlederen med skolepsykologens email, nummer og adresse blev hun forbløffet over, hvor anderledes hun så ud, som hun stod her. Kortet havde Johanne skeptisk proppet i jakkelommen, da det i sig selv lignede en smykkereklame for Pilgrim. “Højrøvede snob,” var den første tanke, der slog hende. Hun havde ud fra kvindens makeup-dækkede ansigt forberedt sig på at møde en ung kvinde, der gik op i sit udseende og gik mere op i titlen som psykolog end dét rent faktisk at fungere som en hjælp til individer med hver sine problemer. Dén antagelse fik indtil videre en plads i baghovedet, for hende, der lige nu stod overfor Johanne, udstrålede en sådan ro og oprigtighed, at Johanne blev mundlam og et øjeblik var bange for, hun sad og måbede. Umiddelbart ville Johanne gætte på, hendes alder var tredive.

Løse jeans dækkede de slanke ben ned til et par grå støvler, der så behagelige ud. Ikke de der spidse nogen, Johannes mor gik i. T-shirten havde en neutral farve og lignede en, der var fra Ganni. Johanne fik følelsen af at være en eskimo, der var kommet til syden i sit alt for varme tøj, og tog sig i at kigge ned ad sig selv. Flov over pludselig at gå op i sit tøj, så Johanne op og mødte sin psykologs blik. Der var intet spor af en tung foundation og ingen mørk rande af maskara under hendes store øjne. De var klare og lyseblå. Næsen var stor, men karakteristisk på en charmerende måde, syntes Johanne. Hendes læber var smalle og hendes smil stort, da hun rakte hånden frem for at hilse på Johanne.

“Du må være Johanne.” Ja tak, det vidste hun godt, hun var. Johanne blev nødt til at huske, at første indtryk ikke afgør, hvem man er. Hende, der stod overfor hende var endnu en fremmed kvinde, var ikke nødvendigvis en, Johanne ville synes om eller stole på.

“Jeg hedder Mie.” Mie. Navnet passede meget godt til hende. Hvis man så bort fra det kantede ansigt og den store buede næse, var hendes ansigt ret mildt og imødekommende.

Johanne tøvede et øjeblik med at tage hendes hånd. Pludselig blev hun i tvivl om, hvordan hun skulle gribe situationen an. Hvilket indtryk skulle hun give. Hvad var klogest?

Hendes opdragne høflighed tog dog over, og hun trykkede Mies hånd,

“Hej,” nøjedes hun med at sige, da den intelligente kvinde allerede kendte hendes navn.   

“Kom med, vi skal denne vej”

Mie gik forrest hen ad en let belyst gang. Det lyse hår svingede en smule fra side til side i hendes hestehale. De havde blot gået nogle få skridt, før de drejede til højre ind på, hvad der ville være egnet som soveværelse, hvis ikke denne lejlighed var lavet om til en klinik. Det mindede en smule om venteværelset, hun havde siddet i. Møbleringen var enkel og bestod af et par stole, der stod overfor hinanden, og imellem dem et bord, hvorpå der stod en afskyelig potteplante.

Mie vendte sig med siden til og stillede sig i døren. Hendes bevægelse med armen bød Johanne indenfor. Som hvis værelset havde været et minefelt, trådte hun langsomt og anspændt over dørtrinnet og gik med forsigtige skridt hen mod den ene af stolene, der stod med ryggen til vinduet. Hun befandt sig på fjendtligt territorium, nu.

“Skal jeg tage jakken,” spurgte Mie hende høfligt.

Johanne blev næsten forarget, og et skarpt “nej” fløj ud ad hendes mund. Dén ville hun bestemt ikke af med. For Johanne betød jakken lige så meget som et skjold for en kriger. Jakken tog hun udelukkende af, når hun følte sig behageligt tilpas.

Selv efter Johannes kommentar, satte Mie sig roligt i stolen overfor hende med en kop te. Johanne kunne pludselig mærke en kildrende irritation over, at det var den samme slags te, hendes mor drak. Straks gav hun sig selv et usynligt klap på skulderen for ikke at have bundet sig fast ved sit gode indtryk af Mie.

Tavst sad Johanne afventende med armene foldet foran brystet og benene over kors. Hun var spændt på, hvilket spørgsmål, denne psykolog ville stille for at komme i gang. Det viste sig at være præcis dét spørgsmål, hun havde gættet på:

“Nå Johanne, hvorfor er du her?”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...