Water Under The Bridge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 17 maj 2018
  • Status: Igang
Dette er 10 sætninger der beskriver mit sidste år. De betyder ikke noget. De giver ikke nogen mening. Men alligevel er de alle sande. De lyver ikke. De bedrager ikke. De siger kun sandheden. - Mirabell Winter

6Likes
8Kommentarer
801Visninger
AA

5. 4 // four eyes sees more than two eyes


Mirabell Winter

a day in may 2018

 

4 // four eyes sees more than two eyes - but sometimes you just don't wanna see

"Hvor lang tid har hun igen?" spørger jeg lavt, mens jeg følger efter lægen ud i gangen. Han kigger bekymret på mig. "Hvis vi er heldige har hun et halvt år igen, det beklager jeg," rynkerne omkring hans øjne virker beroligende, og jeg holder tårerne tilbage da jeg lukker døren efter ham. Et halvt år.

Harry har undersøgt alle muligheder. I løbet af den seneste måned har et utal af læger og sygeplejersker besøgt Grace, taget prøver og givet hende forskelligt medicin, men ikke engang lægen med den fineste uddannelse kan gøre noget. Grace skal dø. Og det skal hun om et halvt år.

"Er du okay?" Harrys hæse stemme lyder bag mig. Jeg trækker vejret dybt. "Næ. Er du?" han står lænet op ad dørkammen med armene over kors. "Jeg har ikke været okay det seneste halve år, så hvorfor skulle jeg være det nu?" frustreret slår han hånden ind i døren. "Så hvad gør vi nu? Ham her kunne heller ikke gøre noget," han trækker på skuldrene. "Vi ser hvad der sker, og så acceptere vi tingene som de er," han vender rundt og går ind i stuen.

Jeg står stille lidt, så går jeg ind i Harrys soveværelse hvor Grace ligger. Gardinerne er trukket for, og hun ligger med lukkede øjne. "Grace," hvisker jeg, og skubber blidt til hende. "Alle de piller de doper mig med, gør mig så søvnig mini," hun gaber og vender hovedet over mod mig. Hendes kinder er sunket endnu mere ind, og hendes hofteknogler stikker tydeligt frem under dynen.

"Har du set hvad folk skriver?" spørger hun, og rækker mig et blad. På forsiden er Harry med en stor fed overskrift: 

Harry Styles kæreste dødelig syg, nu håber tusindvis af fans at blive inviteret til begravelsen

Forskrækket kaster jeg det ned på dynen. "Grace det må du altså ikke tro på. Sådan noget kan man slet ikke skrive! Jeg har set hvad Harrys fans skriver. De har oprettet forskellige sider hvor de ber' for dig!" hun snøfter engang.

"Jeg ved det. Men hvad nu hvis de bare gør det for at komme med til min begravelse?" jeg ryster hurtigt på hovedet. "Grace sådan noget må du slet ikke tænke om andre folk," jeg nusser hende på kinden. "Alle vil dig det bedste. Og du skal nok blive rask!" det sidste tænker jeg slet ikke over at jeg siger.

Kan man tillade sig at give en døende et falsk håb for overlevelse?

"Nu tager jeg den her med, og så synes jeg at du i stedet skal læse i en rigtig bog i stedet for de her klamme blade," siger jeg en anelse hårdt, og lukker døren på klem da jeg går ud. Jeg tager mig til hovedet. "Harry?" siger jeg højt ud i stuen. "Ja?" lyder det ude fra køkkenet. "Har du set hvad de skriver!?" siger jeg vredt, og kaster bladet ned på bordet.

Han kigger kort på det.

"Jeg skal nok sørge for der ikke bliver skrevet sådan noget igen," svarer han kort, og går tilbage til at lave frokost til Grace. Overrasket kigger jeg på ham. "Hvordan?" "- Stol på mig mini. Jeg har mine forbindelser," smiler han køligt. Jeg har endnu ikke set et rigtigt varmt og kærligt smil fra ham.

"Du skal ikke kalde mig mini," mumler jeg, og sætter mig ned på en stol. Der er stille lidt, mens jeg selv tjekker Twitter igennem. Selvfølgelig er mit antal af følgere eksploderet. Hvordan fanden de finder ud af hvad jeg hedder aner jeg ikke. Jeg er også ligeglad, skulle det komme til hate er det ikke noget der som sådan rør mig. 

Det er værre med Grace. Hun er så følsom.

Køkkenet dufter af tomatsuppe. "Klokken er altså kun 17:30," siger jeg til Harry, da det går op for mig at han allerede er igang med aftensmaden. "Ja men Grace er sulten. Og så får vi også gæster i dag," jeg spærrer øjnene op. "Gæster?! Du har vel opdaget at din kæreste er syg?" han giver mig et hårdt blik.

"Jeg tænkte at vi kunne trænge til at tænke på noget andet end det," siger han sammenbidt. "Hvem er det så?" han blander salaten sammen med to skeer. "Louis og hans kæreste," mumler han. Jeg nikker, og begynder at hjælpe ham med at dække bord. "Det er sødt af dig, men vil du ikke nok i stedet sørge for at Grace får noget ordentligt tøj på?" Jeg nikker kort, og møder hans blik. Denne gang er det anderledes. Blidt og varmt.

***

"Og det gør vi så aldrig igen," vrisser Grace med en hæs stemme og går ind i stuen. Mig og Harry kigger forundret efter hende. Louis og hans kæreste er lige gået ud af døren, efter en dejlig middag. Jeg hyggede mig altså. Vi går begge efter hende. "Hvad mener du?" spørger Harry forundret. "Så du ikke hvordan de kiggede på mig!? Det var sådan et: 'ih det er også synd for hende at hun skal dø',".

"Det gjorde de i hvert fald ikke!" bryder Harry pludselig ind med høj stemme. Det giver et sæt i Grace. "Øh jo de gjorde," siger hun sarkastisk. "Det kunne Louis aldrig finde på! Du ved hvor meget jeg holder af ham, og så siger du sådan noget pis!" råber han, og skubber til stolen. "Du ved ikke hvordan det er! Du ved ikke hvordan det er at vide du skal dø! Du ved ikke hvad fanden jeg ser, og du ved ikke hvordan helvede jeg har det! Du ved ikke hvordan de kigger på mig!" skriger Grace hulkende, og jeg føler mig totalt malplaceret.

"Du prøver jo heller ikke at se! Du har jo allerede givet op!" råber han, og går med lange skridt hen til soveværelset og smækker døren efter sig. Jeg står stivnet tilbage og ser Grace falde hulkende ned på gulvet. "Grace..." siger jeg prøvende, men min stemme knækker. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, og lægger trøstende armene om hende.

"Han er jo bare en mand Grace. Han forstår ikke noget," hun snøfter og ryster på hovedet. "Han har ret. Jeg ser ikke mere. Jeg har ikke lyst til at se. For så ser jeg bare sandheden. Sandheden om at jeg har brug for en psykologi, og at der ikke er nogen der kan hjælpe mig, for jeg skal dø,".

 

_________________________________

Jeg er tilbageeee!

Jeg er så ked af at jeg har været virkelig inaktiv.

Men der er bare sket så meget de sidste måneder, og nu er der også lige pludselig eksamener!

Ihh altså, jeg vil bare gerne have fri! ;)

Håber kapitlet er godt nok.

Mange knus Rimaa <3      

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...