Water Under The Bridge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 17 maj 2018
  • Status: Igang
Dette er 10 sætninger der beskriver mit sidste år. De betyder ikke noget. De giver ikke nogen mening. Men alligevel er de alle sande. De lyver ikke. De bedrager ikke. De siger kun sandheden. - Mirabell Winter

6Likes
8Kommentarer
805Visninger
AA

4. 3 // we only live about a 100 years

 

Mirabell Winter

a day in april 2018

 

3 // we only live about a 100 years - if we're lucky

Lejligheden dufter af tomatsuppe da jeg træder ind ad døren. Grinene forstummer da jeg træder ind i køkkenet. Grace sidder på køkkenstolen med et tæppe omkring sig. Harry ser godt ud med et forklæde om livet og med en grydeske i hans hænder. Det er blevet mere udholdeligt at bo sammen med dem begge to, men de er fandme så pissesøde sammen at det er til at få kvalme af.

​Tit spørger jeg mig selv hvordan Harry kan holde ud at være sammen Grace, når han alligevel ved at han mister hende. Kærlighed er en mærkelig ting. Jeg sætter mig ned ved siden af Grace og tager hendes hånd. "Hvordan går det," hun trækker på skuldrene. 

Hun hader at snakke om sin sygdom. 

Mig og Harry har snakket om at få fat i en psykolog til hende, da bare tanken om hvis jeg selv skulle dø giver mig klamme kuldegysninger, så hun må da også have det forfærdeligt.

Men Grace nægter.

"Fint, faktisk har jeg aldrig haft det bedre!" hun klemmer min hånd, og hælder noget cola op i sit glas. Mig og Harry udveksler et bekymret blik. Jeg begynder at dække bord. Harrys køkken er heldigvis så overskueligt at man ikke behøver være et geni for at vide hvor tingene er.

Der lyder en svag brummen fra min taske, og jeg fisker hurtigt min mobil op. Et navn som jeg aldrig har set på min skærm får det til at gibbe i mig. "Mor". Jeg fnyser engang, men trykker så på den grønne mobil og tager den op til øret. "Hallo?" der er stille et øjeblik. "Mirabell er det dig?" min mors sukkersøde stemme skærer mig i ørerne, nu kan hun sgu ikke engang kende min stemme mere.

"Ja det er det," siger jeg kort, og går ind i stuen, væk fra Grace. "Hvad vil du?" spørger jeg koldt. "Mig og far har lige snakket med hospitalet. Og vi fik afvide at Grace er blevet forflyttet hjem til... Harry Styles?" jeg kan godt høre hun lyder skamfuld, men det kan egentlig rende mig. 

"Og hvis i nu fulgte lidt med i jeres døende datters liv, så ville i vide at det er hendes kæreste der passer på hende og ikke hendes forældre som man nok ellers skulle tro!" der bliver stille i den anden ende.

"Mirabell, vi er meget... vi har bare ikke lige kunne håndtere det. Det er så hårdt," "- Ja klart," siger jeg ironisk, og kaster mig ned i sofaen. Ja det er mine forældre, det er Grace's forældre, og ja deres barn skal dø. Men det er sgu da ikke dem der har det hårdest. "Hvor er du? Du skulle ud og rejse ikke?" jeg ruller øjne. "Jo, men jeg rejser ikke bare væk fra min syge søster. Jeg er hos hende, hjemme hos Harry Styles," jeg kan høre min mor diskutere med min stedfar.

Vores forældre blev skilt for et par år siden. Jeg har ikke snakket med min far siden jeg blev 18 og flyttede hjemmefra. Den eneste kontakt jeg har med ham er de penge han sender hver måned, som et plaster på såret over at han ikke skriver til os. Min mor skriver stadig nogen gange. 

Men hun ringer aldrig. 

Kun når det er absolut nødvendigt. Som når hendes datter er ved at dø, og at hun nu har fået afvide at hun er blevet flyttet fra hospitalet.

"Må jeg lige snakke med Grace skat?" jeg svarer hende ikke, men rejser mig bare op og går ud til Grace. "Grace søde? Det er mor, vil du snakke med hende?" Harry kigger lidt nervøst på mig. Jeg ved han ikke kan lide at han bare har taget Grace hjem til ham, uden at hans svigerforældre vidste det. Det ville jeg sgu ikke bekymre mig om, de er pisse ligeglade.

"Jo selvfølgelig vil jeg det," smiler Grace blegt, og tager imod telefonen. Grace har altid været yndlingsbarnet, eller ihvertfald den min mor bedst kunne lide. Jeg har ikke noget imod det, det betyder bare mere frihed til mig. "Hej mor," hun prøver at lyde frisk, men det mislykkedes lidt på grund af hendes skrøbelige stemme.

Jeg beslutter mig for at jeg ikke vil høre mere, og vender om for at gå ud på toilettet. Det sidste jeg ser er Harry der tager hendes hånd.

Efter at have gjort både det ene og det andet, vasker jeg hænder og tjekker mig selv lidt ud i spejlet.

Ikke dårligt Mira, ikke dårligt.

Det er vigtigt at man siger til sig selv at man er flot som man er! Ellers tror jeg ikke man nogensinde kan blive rigtig lykkelig. Da jeg kommer tilbage sidder Harry og Grace tæt sammen, og snakker om et eller andet. "Hva' så? Hvad sagde hun?" Grace kigger forskrækket på mig. "Hun sagde, hun sagde at de kommer, på et tidspunkt," jeg bider tænderne sammen. Med 'på et tidspunkt' mener hun vel når Grace lægger i kisten og vi andre står omkring til hendes begravelse.

Hurtigt vender jeg mig om, da tårerne tager overhånd. "Mira, nu ikke igen," jeg kan høre på hendes stemme at hun også er tæt på at bryde sammen. "Undskyld," hvisker jeg og går ud på altanen.

 

***

 

"Hun sover," altandøren bliver lukket bag mig. Først nu kan jeg mærke hvordan den varme luft er ved at blive erstattet af kold aftenluft. Jeg nikker og tager imod det tæppe han giver mig. "Hvad sagde min mor helt præcist," spørger jeg, og sætter mig ned i en af havestolene. "Det Grace siger. Men jeg er sikker på at både hendes mor og far kommer og besøger hende... inden for det næste halve år," jeg nikker kort og kigger ud over byen.

De mange lys skinner mig imøde.

"Hvorfor er det egentlig at i ikke er gode venner med jeres forældre?" jeg kigger med løftede øjenbryn på ham. "Hvorfor spørger du ikke Grace om det?" svarer jeg afvisende, og retter lidt på mit tæppe. Der er stille øjeblik. Så rejser han sig op, og går over mod altandøren. "Glem det," mumler han. "Godnat," jeg kigger overrasket efter ham. "Godnat," siger jeg overrumplet, selvom døren allerede er lukket.

Var jeg for hård?

Nå men det er altså sådan jeg er. Hate me or love me i honestly don't care. Jeg tager min mobil frem, og begynder at kigge alle de sociale medier igennem. Dagligt job. En besked popper op på min messenger. Det er ham drengen jeg mødte i maj! Den dag vi flyttede hjem til Harry.

Jeg tog til fest. En vild fest. Og jeg mødte en dreng. En sød dreng. Som sagde han ville skrive.

Men han skrev aldrig.

Men nu skriver han! Nå ja. Jeg må da tage chancen når jeg har den. Måske har jeg snart en date, who knows? Men samvittigheden kommer frem igen. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at date en dreng når min søster er dødeligt syg. Hvordan kan jeg overhovedet overveje det? Jeg slukker min mobil og kaster frustreret hovedet tilbage.

Hvordan skal jeg nogensinde blive den samme igen?

​Den kolde aftenluft får min dyne til at rykke på sig. Jeg rejser mig op og folder min dyne tæt omkring mig. Min mobil plinger endnu engang, men jeg ignorerer det, og slår den på lydløs uden at kigge. Jeg bevæger mig som en pingvin indenfor igen. Harry og Grace sidder tæt sammen i sofaen. Jeg troede Grace sov? Frost spiller på fjernsynet. Hvor er de bare søde hva'?

Jeg nedtramper hurtigt min jalousi, og lister lydløst hen mod mit værelse så de ikke opdager mig. "Godnat mini," det giver et sæt i mig. "Godnat," mumler jeg kikset tilbage, og lukker døren bag mig.

 

__________________________

Hej guys! Jeg ville bare lige sige hej! Jeg er åbenbart meget social og glad i dag. :)

Jeg håber i stadig følger med og finder den spændende. <3

Tak for al støtten der har været indtil videre! :)

Stay positive and happy!

Rimaa <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...