Drømmen om blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
En historie jeg gerne ville høre andres meninger om. Første kapitel er især, anderledes i forhold til de andre.

I USA i 1982 prøver den fattige Freddy (fulde navn: Fredrik Nelson Cube) at overleve igennem skolens hårdt styret hierarki-system, for at en dag lande et job, med en god nok løn til at hive hans familie ud af fattigdommen.
Men da en ny pige starter på skolen ændre alt sig for ham og hans øjne bliver åbnet op for en helt ny verden. Store beslutninger, som ingen nogensinde ellers kunne havde forberedt ham på, skal tages.
Hvor meget vil man stå model til? Og hvor langt ville man gå for sine venner, hvis man kun har så få af dem? Og er kærlighed til skade eller gavn, når man har en plan?
Mugeligheden til at gå tilbage til hvordan tingende var er for evigt væk, og vejen frem ligger ukendt, for den unge Freddy.

1Likes
0Kommentarer
101Visninger
AA

3. Fra saltfisk til flyvefisk.

Da timen var forbi, prøvede Freddy og Mirra igen at snige sig ned til biblioteket. Det nåede helt udenfor og ned af trappen, men da Freddy tog i døren, var den låst. Han prøvede igen at trykke ned på håndtaget, imens han hæv og flåede i døren. Lige meget hjalp det, hverken håndtaget eller døren rokkede sig. Freddys hjerte sank og det føltes som om alt håb var ude.
”Hvad nu?” Tænkte han. Pludselig kunne de høre det. Glasdøren nede af stengrus stien gik op. De kunne høre højt råben, latter og football gear der blev slået på. Footballholdets træning var ved at gå i gang.
”Hey! Gem den energi til banen!” Kunne de høre Træner Karno råbe.
Freddy og Mirra stod bom stille.
”Hvad nu?”  Hviskede Mirra.
Freddy løftede sin pege finger imod hende, for at tysse på hende.
De kunne ikke høre Douglas, men nogle af de andre footballspillere blev hængende lidt ved indgangen til banen lod det til. Det føltes som om at de havde stået der i en evighed og Freddy begyndte at få ondt i benet. Men så hørte de Douglases stemme.
”Hey! Kom nu. Træneren vil snakke taktik.”
Freddy og Mirra blev stående lidt indtil de var sikre på at helle holdet ikke var til at høre.
De kunne lavt høre Træner Karno råbe et eller andet i det fjerne fra den anden side af banen.
”Okay, nu har vi vores snit. Ikke tale om at Karno vil lade dem kigge væk fra hans taktikker.” Hviskede Freddy til Mirra, som svaret ham ved at nikke bestemt.
De sneg sig op ad trappen og skyndte sig så stille de kunne igennem stien og over tilbage til glasdøren.
Mirra tog fat i døren, men den gik ikke op.
”Den er også låst!” Hviskede hun til Freddy med skræk strålende ud af hendes øjne.
”Kom!” Hviskede Freddy og greb fat om hendes hånd imens de begyndte at spæne ned af stien langs skolen. De nåede ned ved et af de bagerste hjørner af skolens parkeringsplads. Det eneste der adskilte dem fra asfalten og at kunne komme rundt om på den anden side, var et lille, lavt men tæt buskkrat, med nogle få tynde træer stikkende op af. Det så ud som om at der var menneske tomt ude på parkeringspladsens hjørne.
Freddy tog de første par skridt ind i buskadset med nogle lange skridt. Han rakte hans hånd til Mirra, som tog imod den. Hun kiggede ned, for at træde de samme steder, som Freddy havde gjort. Langsomt men dog næsten uden at snuble i krattets små snoede grene, der lå skjult af grønne blanke blade, kom de igennem det. Freddy fortsatte med at holde om Mirras hånd, imens han hjalp ved at støtte hende de sidste par skridt.
”Er du okay?” Spurgte Freddy hende.
”Ja… Ja jeg er okay.” Sagde Mirra lidt forpustet og stønnende.
De vendte sig og så, så at det lille skjulte hjørne af parkeringspladsen ikke var tomt.
Lenet op af skolens røde mursten med sin hvide skoletaske ved fødderne, stod Emmelie. Hun kiggede over på dem, med et løftet øjenbryn og lidt forundret udtryk. Freddy kunne kun gisne om hvordan det måtte havde set ud fra hendes synsvinkel eller om hvad hun måtte tænke.
”Det er ikke hvad det ser ud som.” Fløj det ukontrolleret ud af Freddys mund. Han greb sig først i det, da han havde sagt det. Det var så dumt sagt syntes han. Selv om det var sandt, så var det jo lige det, man ville havde sagt, hvis det havde været det, som det så ud som.
Emmelie rystede bare let på hovedet og bøjede sig ned for at samle sin taske op. Hun virkede ikke lige så nervøs eller genert, som hun ellers havde gjort i klassen, bemærkede Freddy. Men måske var det bare noget hun kun var, når der var flere mennesker til stede.
Mirra gik hen imod hende med udstrakt hånd og sagde.
”Hej jeg er Mirra og det her er Fredrik, men vi kalder ham Freddy.”
Emelie kiggede lidt på Mirra og så ned på hendes hånd. Der var et øjeblik, som virkede akavet og Freddy var i tvivl om hun overhoved vil tage imod Mirras håndtryk.
”Hej, Jeg er Emmelie Hawk.” Sagde hun så med en rolig lav stemme og trykkede Mirras hånd.
Mirra virkede helt lettet over at hun ikke havde gjort et fjols af sig selv, ved at hilse på Emmelie.
”Har nogen vidst dig rundt på skolen endnu?” Spurgte Mirra.
”Ehmm… Ja. Ja jeg er blevet vist rundt.” Sagde Emmelie og gav slip på Mirras hånd, med et lille små nervøst smil.
Freddy syntes at hun virkede lidt afvigende fra Mirras spørgsmål. Han kunne ikke lige få det til at hænge sammen i sit hoved hvorfor at Emmelie skulle være afvigende overfor Mirra.
”Med mindre at hun havde fundet ud af hvordan skolen virkede og ikke ville associeres med dem, for ikke at blive trukket ned på deres punkt.” Tænke Freddy.
”Okay, hvem viste dig rundt?” Spurgte Mirra, som tydeligvis ikke havde set det samme som Freddy havde. Eller også var det bare noget Freddy havde bildt sig ind.
”Ja øhmm… Casper hed han vidst nok.” Sagde Emmelie imens hun tog sin taske på ryggen.
”Når ja, men hvis du har brug for noget, så må du endelig sige til.” Fortsatte Mirra.
”Tak skal i havde. Jeg skal lige… Tjekke op på noget.” Sagde Emmelie og vendte sig for at gå.
”Ja. Jamen vi ses nok.” Svarede Mirra.
Emmelie smilte til dem begge og gik så og forsvandt rundt om hjørnet.
Freddy gik over ved siden af Mirra.
”Virkede hun ikke lidt afvigende?” Spurgte han.
”Jo bare en smule, men hun er nok genert. Det må være svært at være ny, især når man tænker på hvor lille en by det er jo.” Svarede Mirra.
”Men hvem er Casper?” Spurgte Freddy.
”Det ved jeg ikke. Kunne det være ham, der er meget ind til billedkunst?”
”Sikkert.”
Mirra gik også hen imod hjørnet.
”Vent!” Sagde Freddy hurtigt.
Han gik hen foran Mirra og stilede sig ved hjørnet med ryggen til muren. Han stak så hovedet frem fra hjørnet og spejdede rundt. Der stod en hel del elever udenfor skolen, men der var ikke nogle af dem, som var specielt meget ude efter dem. Han bemærkede at Emmelie dog heller ikke var til at se.
Men så fik han øje på det velkendte krøllede hår, på en lille kraftig fyr. Det var Denis, der var på vej hen imod skolens indgang.
”Denis er kommet.” Sagde Freddy.
”Dejligt. Er kysten ellers klar?” Spurgte Mirra.
”Ja det tror jeg nok.” Svaret han.
De gik rundt om hjørnet og gik med meget hastige skridt imod Denis, som var på vej hen imod skolens indgang.
Freddy nåede ham som den første af dem og lagde sin hånd på hans skulder og sagde.
”Hey, hvor har du…” Men Freddy tav igen, da Denis vendte sig om.
Denises venstre øje var hævet en del op og var både sort og lilla rundt om. Synet af hans ansigt havde gjort Fredy helt mundlam og Mirra gav et lille skrig fra sig.
”Godmorgen.” Mumlede Denis og så lidt ned i jorden.
Da Freddy endelig fik ordrerne tilbage i munden, røg det ud af ham.
”Hvad er der dog sket? Er det Douglas?”
”Nej, det er ikke ham. Jeg gider helst ikke snakke om det.” Svaret Denis og stirrede fortsat ned i jorden.
Mirra skubbede Freddy til siden og greb fat om Denises hoved og rettede det op, imens hun nøje stirrede på den enorme blodansamling der dækkede næsten en tredjedel af hans ansigt.
”Hvad skete der?!” Sagde hun i en frustreret men bestemt tone.
Denis rev sig løs fra hendes greb.
”Jeg har jo sagt at jeg ikke gider at snakke om det Mirra, så bare lad det være okay!” Snerrede han.
”Ahah. Du kan ikke bare møde op med sådan et øje uden at fortælle os et eller andet.” Svaret Freddy og krydsede sine arme.
”Jeg fik en bold i hovedet. Okay?” Sagde Denis, men det var tydeligt at han prøvede at få emnet overstået.
”En bold?” Spurgte Freddy skeptisk.
”En… Hård bold, der blev kastet eller sparket. Jeg ved det ikke. Okay?”
”Virkelig? Det er den historie du har tænk dig at gå med?” Fortsatte Freddy.
Denis var mange ting og i bland de mange ting, var han også jordens dårligste løgner.
”Ja… Jeg ved ikke hvor den kom fra, det kom bare ud af det blå.” Fortsatte han.
Freddy åbnede munden, for bede ham om at stoppe og fortælle sandheden, men han nåede det ikke før et syn bag Denis, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Freddy og i stedet for den sætning han egentlig havde tænkt sig at sige, kom der i stedet ud.
”Oh nej…”
De havde stået stille for længe og over Denises skulder Kunne Freddy se Douglas og fire af hans drenge komme gående ud af skolens indgang og ned af en korte stentrappe. De var stadig iklædt deres football uniformer og skulder beskyttere, men hvorfor var de ikke til træningen undrede Freddy sig over.
Denis vente sig også om.
”Oh skønt.” Sukkede Denis, da han også fik øje på dem.
Det var for sent at hverken gemme sig eller løbe væk, for den ene af dem havde allerede fået øje på dem, og prikkede til Douglas og pegede over imod dem.
Douglas kiggede forvirret på sin ven og så i den retning han pegede. Da han fik øje på Mirra, Denis og Freddy, bredte der sig et stort skadefro smil på hans dumme ansigt.
Freddy lukkede øjnene og dukkede hovedet ned imod jorden.
”Oh man. Det kunne da ikke være så håbløs at finde en måde at overleve de her skoledage. Bare at de kunne få det overstået, så jeg kan gå tilbage til at finde ud af, hvordan vi klare os igennem de her dage. Der må da være en vej.” Tænkte Freddy og så kiggede han igen op. Douglas og hans venner var næsten nåede helt over til dem.
Folk omkring havde allerede vendt sig om for at kunne se showet. De vidste jo allerede godt hvad der vil ske.
”Nææ, hvad er det tykke. Har du taget øjenskygge på?” Grinte Douglas højt imens han gik helt hen til Denis og stak så sin finger hård ind på Denises sæbeøje.
Denis kom med et højt hyld og trak sig hurtigt tilbage imens han tog sig til øjet og kryb sammen.
Freddy kunne ikke fatte det. Douglas var klart gået over grænsen og Freddy kunne mærke vreden stige. Han trådte ind foran Denis, for at skærme ham fra Douglas.
”Hvad tror du at du laver?! Er der noget det har urineret på din syltetøjsmad eller var den bare for saltet for dig igen?” Råbte han af Douglas.
Han vidste ikke om ordrerne gav nogen mening eller hvad Douglas ville gøre. En lille stemme i ham sagde at han skulle tage ordrerne tilbage, men de var kommet ud og Freddy var ligeglad med konsekvenserne nu.
Der blev helt stille omkring dem, den eneste lyd var vinden der blæste nogle få blade hen af fliserne og en enkelt bil ude fra vejen, der drønede forbi skolen.
Panikken blev være og være i Freddys krop. Den satte sig på muskler knogler og skreg på at han skulle løbe væk. Det krævede alt i hans viljestyrke til at blive stående uden at rokke sig.
Douglas rakte sine hænder frem imod ham. Så tog han hårdt fat i kraven på ham og løftede højt op, så hans føder slap fliserne under ham.
”Se her folkens! Sådan her laver man en saltfisk om til en flyvefisk.” Sagde Douglas højt imens han stirrede vredt på Freddy.
De fire andre begyndte at smågrine lidt og gik så tilbage for at give Douglas plads. Han snurrede en halv omgang og kastede så Freddy igennem luften. Freddy vidste ikke hvor langt hans blev kastet. Han så op i den blå himmel dekoreret med hvide skyer og solskin. Så mærkede han en stærk og uhåndgribelig smerte i baghovedet. Han lå for foden af trappen til indgangen og troede til at starte med at han ikke kunne bevæge sig og alt lyd var forsvundet fra en kort stund. Og så fik han øje på det, et par få trin op af trappen, den hvide skoletaske med Emmelie siddende ved siden af den på trappetrinet. Enten sagde hun eller mimede noget til ham.
”Bliv nede, bliv nede…” Så det ud som om at hun mimede. Men Freddy var ikke helt sikker, for det begyndte at blive sløret og snurre rundt. Lyden vendte dog tilbage og han fik kontrol over sine arme igen.
”Hva? Er det for Lille Mirras skyld at du har taget sminke på? Du ligner en lille gris med sminke på!” Kunne han høre Douglases stemme igennem de fire andres latter.
Med et stort besvær satte Freddy sig op og det helle begyndte at snurre være rundt. Og så så han det.
To af Douglases drenge havde grebet fat i både Denis og Mirra imens Douglas tvang Mirras hoved imod Denises øje.
”Så kys dog din lille grise prins Mirra. Nu har han jo rigtig dullet sig op for dig. Kom nu.”
Freddy Skubbede sig selv op og kom vaklende på benene. Og det helle snurrede forfærdeligt rundt, han havde ikke nogen plan med hvad han ville gøre. Men han var vred, svimmel og kunne høre Mirra græde. Han stod nu lænet op til trappens gelænder. Så hørte han igen Denis hyle i smerte og Mirra, der brød helt sammen i gråd. Hans gav slip på gelænderet og tog et skridt imod dem.
”Se han står op!” Lød det fra en pige bland publikummet.
Men så virkede det som om at lyset blev skruet ned og det snurrede så slemt rundt at, for hvad Freddy vidste, så kunne alt lige så godt stå på hovedet. Han kunne kun lige ane Douglases ansigt vende sig og se på ham. Så blev der helt mørkt og lydende blev slukket igen.

Han kunne mærke at han lå i en blød og behagelig seng, med en ren dyne og hovedpude. Han åbnede langsomt øjnene. Der var et kridhvidt lys, der lyste ham ned i hovedet og det virkede som om at der var en tåge for hans øjne som gjorde alt sløret. Men det var som om at der gentagende gange var noget mørkt der passerede foran lyset. Rundt og rundt kørte det. Han blinkede et par gange med øjnene og hans syn klarede op og en loftvifte kom til syne, der kørte rundt foran en lampe, der stadig lyste kridhvidt. Han satte sig op i sengen, men hans bevægelser virkede underlige, det føltes næsten som om at han ikke havde kontrol over sig selv, for han havde ikke selv ville rejse sætte sig op, det var som om han var blevet trukket op af en snor.
Han ville tage sine hænder op for at gnide sig i øjnene, men i stedet drejede hans hoved sig og han kunne se rundt i værelset han lå i. Han havde forventet at se et slags hospitals værelse med andre senge, forhæng og apparater med små skærme og knapper. Men i stedet lignede det mere et slags værelse, hvor der boede nogen. Ved siden af sengen stod en egetræs kommode og et vidt klædeskab med blå polkaprikker. Til den anden side hang der en masse tomme hylder af højrødt glas samt den eneste dør i rummet. Og ret nede for hans fodende var helle væggen dækket af et enormt vidt gardin og med et helt tomt hvidt og blankpoleret skrivebord placeret lige i midten foran det store gardin.
Og så igen, næsten som om han blev trukket af snore, svang han sine ben ud over sengekanten. Døren til rummet gik op og ind kom der en høj slank sort kvinde, med korthår og et venligt smil.
”Ohh, du er oppe. Det virkede. Sig mig hvordan har du det?” Spurgte hun venligt.
Og igen, uden kontrol, åbnede han munden op og svarede hende med en stemme der ikke var hans.
”Hvor er jeg?”
Han kunne genkende stemmen han svarede med, men det var ikke hans egen.
Kvinden kom over og satte sig ved siden af ham og lagde hendes hånd venligt på hans kind.
”Tag det roligt. Først og fremmest, så er du i sikkerhed. Jeg heder Sarsu og du er… Ehm, ja… Hvordan skal jeg sige det?” Sagde Sarsu.
”Du er død!” Lyd en ny stemme, den var mørk og rungende. Stemmen kom fra en enorm sort mand, der var kommet til syne i døren. Han stod med en kridhvid skoletaske i hånden. Freddy kunne genkende tasken, det var Emmelies.
”Okena! Du kan ikke bare sige det på den måde!” Sagde Sarsu højt og bebrejdende til Okena.
”Du er ikke rigtig død. Ehm… Du er… Altså du var død, sådan da. Altså din krop er død, men du er ikke.” Fortsatte Sarsu i hendes nyttesløse forsøg på at forklare sig.
”Jeg forstår ikke. Hvor er jeg? Hvad er der sket med mig? Hvad mener ham der, når han siger at jeg er død?” Røg det ud af munden på Freddy igen med en stemme, der ikke var hans. Men nu kunne Freddy genkende stemmen, det var Emmelies.
Hvorfor var hans stemme Emmelies? Hvor var han og hvorfor kunne han ikke større hans krop?
”Altså, det der er sket. Du døde ude i skoven med de der drenge. Men dem behøver du slet ikke at tænke på mere, de vil ikke komme igen og gøre dig noget. Men for at rede dig, så. Altså det de gjorde var at de brugte dig til at tilkalde os, så vi skulle gøre dem til ligesom os, men i stedet for så lavede vi dig om. Giver det nogen mening?” Prøvede Sarsu at forklare.
”Hvad skal det sige at i lavede mig om?” Spurgte Freddy med Emmelies stemme.
”Vi har lavet dig om til en vampyr.” Sagde Okena og gik ind i rummet og satte sig ned på et knæ foran Freddy.
”Men sig mig, hvad er dit navn?” Spurgte Okena.
Freddy prøvede ihærdigt at sige sit eget navn, men det eneste der kom ud var.
”Jeg er Emmelie.”
Manden rettede sig igen op i hans fulde højde og sagde så.
”Emmelie. Velkommen til Vulpes slægten.”
Lyset begyndte at forsvinde og Freddy kunne høre nogen sige noget, men om det var ham selv eller en af de andre kunne han ikke høre og heller ikkehvad det blev sagt. Det lød mest bare som en uforståelig mumlen der tonede hen sammen med lyset. Rummet og alt omkring ham forsvandt i mørke.


Det Rumsterede og rystede let. Freddy kunne høre en motor og en fjern ambulances sirene. Han lå stadig ned, men på noget hårdere in en seng.
Han åbnede forsigtigt øjnene op. Motorlyden og sirenen blev højere og han lå nu og kiggede lige op på indersiden af et tag i en ambulance.
Freddy prøvede at løfte armene, men så mærkede han nogle stropper der var stramt spænd fast, so han ikke kunne løfte dem mere in nogle få centimeter. Han måtte ligge på en båre og spænd godt fast, så han ikke ville trille ud af den. Han prøvede at kigge ned, men opdagede så at han havde fået en plastik halskrave på, som holdte hans hoved fast.
En mand, med stærkt rødt hår og et rødt fuldskæg lænede sig ind over ham. Hans ansigt var tæt på Freddys at han næsten kunne tælle mandens fregner, der eller var godt skjult af skægget.
”Jeg tror at han er kommet til bevidsthed!” Råbte manden så og trak sig tilbage.
”Det er modtaget.” Lød en anden stemme fra et sted, som Freddy ikke kunne se.
Den rød skægget mand lænede sig igen over Freddy, dog lidt længere væk fra Freddys ansigt den her gang.
Han lyste Freddy ind i øjnene med en lille lygte og spurgte så.
”Kan du fortælle mig hvad du heder?”
Freddy blinkede og missede med øjnene for at beskytte dem imod det skarpe lys, imens han svarede.
”Fredrik… Fredrik Nelson Cube.”
”Godt, godt. Ved du hvad der er sket?” Fortsatte manden.
Freddy prøvede at huske tilbage og så kom han i tanke om Mirra og Denis.
”Hvor er Denis og Mirra?! Har de det godt?! Er de kommet noget til?!” Begyndte Freddy panisk at spørger.
Manden lagde en beroligende hånd på Freddys bryst og sagde med en blid stemme.
”Tag det roligt min ven. Du skal nok se dine venner igen, men nu skal vi lige få dig på højkant igen.”
Freddy sukkede lavt og stirrede op i taget på den rumsterende ambulance.
”Kan du mærke det her?” Spurgte manden.
Freddy kunne mærke at manden let nev ham på håndryggen.
”Ja, du nev mig på venstre hånd.” Svaret Freddy henkastet.
Freddy kendte godt til de forskellige tjek, som manden skulle lave for at udfylde et slags skema, som han skulle give videre til lægen.
Men Freddys hoved var et helt andet sted. Han kunne ikke lade hver med at tænke på hvad der mere kunne være sket med Mirra og Dennis. Han kunne stadig høre Denis skrige af smerte og Mirra græde og hulke i hans øre.
Manden begyndte at snakke til ham igen, men Freddy kunne ikke fokusere på hvad han sagde, hans stemme kunne lige så godt havde været en del baggrundsstøjen ligesom sirenen og motoren.
Freddys eneste fortrøstning var at Douglas sikkert ville blive smidt ud fra det her. Det ville i hver fald være et problem mindre for dem, et stort problem mindre for dem faktisk.
Han lå lidt og forstillede sig, hvordan det vil være at være i skole, hvis Douglas blev smidt ud. Det ville være en del mere rart, selv om de stadig ville være nederst i bunden af skolens sociale rangsite, så vil der gå et stykke tid før footballholdet fandt ud af, hvem der skal overtage Douglases rolle og det ville nok kunne købe dem nogle dage med fred og ro. Og nu behøvede de nok heller ikke at bekymre dem, om hvor slem Douglas ville blive i næste uge, når Justine havde slået op med ham. For hvis Douglas var begyndt at blive så slemt nu, så turde han slet ikke tænke på, hvordan han ville blive efter det. Men hvis Douglas blev smidt ud af skolen, var det ikke et problem længere for dem.
De ville måske ikke længere være nød til at gemme dem selv væk på biblioteket, de ville måske få lov til at kunne gå ned af gangen i fred, uden at kigge over deres skuldre. De ville måske en da få lov til at kunne spise deres mad i fred.
Freddy kunne mærke at han blev døsig. Hans øjne begyndte langsomt at glide i.
Manden bøjede sig igen ind over ham og begyndte at lyse ham ind i øjnene igen. Han kunne høre hans stemme.
”Hey Fredrick! Bliv hos mig. Bliv her! Kom nu, prøv at holde dig…”
Mandens stemme forsvandt og lyset blev skarpere.

Der var en stor mørkebrun mahogni dør. Freddy kunne igen ikke kontrollere sine bevægelser. Han åbnede døren og kom ud på en smuk veranda i samme slags mørkebrune træ som døren. Nede for verandaen løb der en lille sti af groft udhuggede sten fliser tværs igennem en lang grøn græsplæne med frodige dansende græsstrå. Solens skinnede ham skarp ind i ansigtet og der var ikke en sky på himlen.
Gad vide om han så det helle fra Emmelies synspunkt igen. Tænke han. Men hvorfor drømte han om at være Emmelie? Hvorfor virkede de her drømme så virkelige og hvorfor var han stadig i stand til at tænke hans egne tanker, men se alt fra hendes synsvinkel?
En let knirkende lyd fik hende til at dreje sig med et sæt og Freddy fik også selv et sjok. Lyden kom fra en gyngestol til venstre på verandaen. Der sad en mand i den og gyngede let frem og tilbage, med en lang pibe i munden. Manden så ung ud og havde halvlangt lyst hår og gyldne skægstubbe, der lystes let op af solens stråler.
”Det er rart at se at du er oppe og ude af sengen Emmelie.” Sagde manden og tog piben ud af munden.
”Jeg troede ikke at vi kunne tåle sol lys.” Kunne Freddy høre Emmelies stemme, der kom ud af hans mund.
Manden lo let.
”Hehe ja. Men hvornår skulle vi så være udenfor, hvis vi ikke skulle kunne tåle det?”
”Om natten sædfølgelig.” Svaret Emmelie igen fra Freddys mund. Eller Ved hans nærmere eftertanke, var det vel Emmelies egen mund.
”Ahhh om natten. Ja det ville jo nok løse det.” Sagde manden og rejste sig fra den rokkende gyngestol.
”Men sig mig. Hvad så med månen?” Fortsatte han og tog så piben tilbage ind i munden, imens han kiggede spørgerne på Emmelie.
Freddy tænkte at manden drev gæk med Emmelie.
”Hvad med månen? Det er da ikke solen?” Svarede Emmelies stemme.
”Nej… Nej det er det vel ikke. Men hvordan lyser månen så?” Svarede manden, stadig med piben i munden.
”Jack! Hold op med at drille pigebarnet.” Lød en stemme fra en kvinde, der kom gående rundt om huset med en hest ved hendes side.
Kvinden havde langt sort og livligt hår, en mørkeblå åbentstående skjorte, med en hvis top under og et par stramt siddende mørkegrønne ride bukser.
Hesten var næsten helt hvid, bort set fra en stor brun plet på dens ryg.
”Skal ikke tage dig af ham. Han driller bare lidt. Fortæl hende det nu bare Jack.” Fortsatte kvinden.
Jack begyndte stille at grine igen. Imens han kiggede ned på verandaens breder, så tog han et stort sug af hans pibe og pustede en sådan stor røgsky ud at man næsten ikke kunne se hans ansigt da han så kiggede op og sagde.
”Månens lys kommer jo fra solen, som et slags spejl. Det med at vi ikke kan tåle sollys var et røgte vi startede for mange, mange år siden. Længe før at menneskerne vidste hvordan solen og månen fungerede. Ja eller, det vidste vi jo heller ikke, men stadig.”

 Jack tog piben ud af munden og slog den let imod verandaens gelænder.
”Men hvorfor starte sådan et røgte? Det forstår jeg altså ikke helt?” Kunne Freddy høre Emmelie spørger. Hendes stemme lød forundret og slet ikke som han havde forstillet sig at Emmelie nogensinde kunne lyde.
Jack tog et kort blik hen imod kvinden, der stod og aede hesten mule. Hun mødte hans blik og han så så tilbage på Emmelie.
Lyset begyndte igen at tone ud og lige som før kunne Freddy godt høre at Jack begyndte at snakke, men det lød som om hans ord flød sammen, samtidig med at det blev svært at høre. Lyden forsvandt igen og alt blev atter mørkt.


Freddy kunne ikke længere høre motoren eller sirenerne fra ambulancen.
Der lød to klik og en kølig brise af frisk luft kom ind og fyldte ambulancen. Han følte sig svimmel og det var svært for ham at fokusere på noget omkring ham. Han kunne dog mærke båren han lå på blev løftet op og op taget på ambulancen gled væk, da han blev båret ud af ambulancen. For anden gang nu stirret han lige op i den næsten skyfri himmel, med den skarpt skinnende sol midt på himlen. Den så næsten ud på samme måde, som da han fløj igennem luften inden hans brutale hårde møde med fliserne.
Han blev kørt ind på hospitalet og ned af dens lange gange. De eneste han kunne se var de firkantede lamper der hver tog sin tur til at lyse ham ned i ansigt, imens han passerede dem. Sengens små hårde hjul løs højlydt imod hospitalets hårde gulv og blev kun overhørt af den høje gnidende pive lyd fra sygeplejerskens sko.
Han kom endelig frem til hvad der måtte være en lille patientstue. Han kunne stadig ikke dreje hovedet på grund af hovedstøtten.
”Doktoren vil være her lige straks.” Sagde kvindestemme, der måtte være fra sygeplejersken.
”Okay.” Svarede Freddy, som om han talte til loftet, mest af alt fordi at det var de eneste han kunne se, da halskraven og båren stadig holdte liggende fladt ned på ryggen og hovedet låst fast i den stilling.
”Har du ondt nogle steder?” Spurgte sygeplejersken.
Freddy prøvede at fokusere på hans krop og om noget virkede til at gøre ondt. Det virkede overraskende ikke til det.
”Nej. Alt er fint.” Svarede han så igen loftet.
Sygeplejeren forlod stuen igen og efterlod Freddy stirrende oppe i loftet.
Han kunne høre flere af de samme slags sko knirke løs imod gulvet ude fra gangen igennem den åbent stående dør, samt en summen af snak ude fra gangen af læger, sygeplejersker, patienter og besøgende.
Hans hoved var fyldt med tanker. Hvad var det for nogle underlige drømme og hvor kunne han ikke styre noget? De havde virket så realistiske og han kunne huske hver en detalje så tydeligt. Kunne de betyder noget? Og hvorfor lige Emmelie? Han havde jo kun kendt hende i en dag.
Han kunne stadig ikke bevæge sig da han stadig var spændt fast til båren. Han lå bare der og stirrede op i loftet med alle hans tanker flyvende rundt i hovedet. Han prøvede at få styr på dem, men det helle virkede som et stort kaos.
”Ahem.” Kunne han nu høre en kvinde rømme sig.
Freddy havde slet ikke hørt hende komme ind.
”Hej Fredrick, hvordan går det med dig?”
Han kunne stadig ikke se kvinden, men han kunne genkende stemmen.
”Øhmm, fint nok. Jeg er lidt træt.” Svarede han op i loftet.
Kvinden kom nærmere og bøjede sig hen over ham.
Nu kunne han genkende hende. Det var kvinden fra hans drøm, Sarsu.
Hun var dog iklædt en lang hvid doktorkilt men ellers så hun præcis ud, som hun havde gjort i drømmen.
”Jeg er dr. Sarsu Vulpes og jeg kan forstå at du havde haft en grimt fald. Er det korrekt?”
Sarsu Vulpes? Samme navne som fra drømmen. Hvordan kunne det være?
Tænkte Freddy.
”Hallo. Kan du høre mig?” Spurgte Sarsu.
”Ehm… Ja. Ja jeg blev kastet og landet på nogle fliser.” Svarede han hende.
Det ville nok være underligt, hvis han fortalte hende at han allerede vidste hvad hun hed. De skulle nu nødigt tro at han havde fået en slags hjerneskade eller noget.
”Ahhh så du kan høre mig. Godt at vide at dine øre ikke faldt af i stødet. Hvor skete det?” Sagde Sarsu henkastet og begyndte at skrive noget ned på et lille stykke papir, der var sat fast på en udklipsholder i træ.
”Uden for and Brookswing high.” Svarede Freddy.
Han havde svært ved at se hvordan det kunne være vigtigt for hende at vide. Men måske var det bare smalltalk, for at undgå stilhed.
”Ahh, jeg har en søster, der lige er startet der!” Udbrød hun så med en lille jubel i stemmen, næsten som om at hun selv havde gået der og de så havde det til fælles.
”Ja. Emmelie Vulpes. Jeg har godt mødt hende.” Svaret han og så forvirret op på Sarsu. Emmelie var bleg som et lagen og denne kvinde var sort. Hvordan kunne de være søstre?
Sarsu lod til at havde opfanget hans forundret blik, for hun sagde så hurtigt.
”Ja altså adoptivsøster. Altså jeg er adoptivbarn, ikke hende. Hvad med dig?”
”Øhm… Nej jeg er hverken adopteret og det er mine søstre heller ikke.”
”Når ja. Det gik jeg heller ikke rigtig ud fra. Det er så sjældent.” Sagde hun smilende.
Freddy kunne stadig ikke lade vær med at stirre på kvinden. Hvordan kunne han både havde drømt hendes udseende, stemme og navn? Han kendte jo ikke kvinden.
”Har jeg noget imellem tænderne?” Spurgte hun så smilende.
Freddy greb sig selv i stirren og prøvede at kigge væk på noget andet. Men det eneste rigtige andet han kunne kigge på var loftet, så måtte det jo være godt nok. Sarsu begyndte at grine.
”Ja jeg ved det, sort og kvindelig. Hvordan blev jeg nogensinde en læge? Tag det roligt, du er ikke den første og langt fra den værste. Jeg har faktisk haft patienter, der helt ville flytte hospital, fordi det gjorde dem utilpas. Når men nok om min livshistorie. Vi vil tage dig ind til en røgten undersøgelse og se om alt er som det skal være.”
”Okay.” Nøjedes Freddy med at svare.
En ny stemme kom frem i døren og sagde.
”Ja dr. Vulpes, så er vi klar.”
”Okay, jamen så lad os få et godt kig på lille Fredrick her.” Svarede Sarsu stemmen i døren. ”Giver du en hånd?”
”Øhm… Ja, ja.” Svarede stemmen.
Sarsu lagde Udklipsholderen på maven af Freddy og så ned på ham imens hun tog fast i sengen.
”Showtime!” Sagde hun ned til ham med et stort smil.
Freddy kunne godt lide hende. Hvor underligt det in var at hun havde trådt ind i hans drøm inden de havde mødtes, så syntes han stadig at hun havde en skøn form for humor og virkede som en meget varm og velkommende person.
De rullede ham ud på gangen igen. Og lamperne kørte igen at køre fordi hans blik. Han kunne mærke at han blev døsig igen.
Oh nej. Ikke igen. Tænkte han.
Lysende begyndte at flyde i et og han faldt atter hen.

Han stod i en gammeldags spisestue. Der var et langt spisebord i egetræ med en masse mennesker siddende omkring i gammeldags tøj og spise. Til venstre for ham stod der på unge sorte kvinder iført sorte stuepigeuniformer, med sølvfade der bunede, med steg, kartofler og andre grønsager. Deres ansigter var stift rettet imod de fade de stod med. Hans blik blev selv trukket ned og han så at hans selv stod i samme uniform med en sovseskål i hænderne. Men hans hænder var igen ikke hans egne, men de var heller ikke Emmelies. De var kvindelige og stærkt brune, som de to der stod vedsiden af ham. Hans blik blev atter trukket op og først nu lagde han mærke til at alle dem, som sad om bordet var alle hvide folk. De spiste uden at sige et ord til hinanden. Det helle lignede noget fra 1860’erne.
”Mmm. Mere sovs.” Sagde en tyk mand for bordenden.
Ude af kontrol gik Freddy over til bordets ende. Hans hænder rystede voldsomt, eller hvem han nu var rystede voldsomt på hænderne.
BANG! Sovseskålen var røget ud af hænderne og ned på tallerken.
”Hovse dase.” Lød der uskyldigt og muntert fra en af de andre fra bordet.
Freddys blik blev rettet imod manden med den muntre stemme. Han var bleg med halvlangt sort og glat hår og et venligt ansigtsudtryk. Han så ud som en, som aldrig ville kunne gøre en kat fortræd og hvis man så bort fra det halvlange hår, så lignede han en, som ville havde det bedst bag et skrivebord et eller andet sted.
Sovsen løb hurtigt, men roligt ud og dækkede bordets dug, bestik og tallerkener i sov.
”ÅNDSVAGE NEGER!” Råbte den tykke mand for bordenden.
Han skubbede sin stol skrabende tilbage og rejste sig op. Der var kommet sovse pletter på hans hvide skjorte og en god del af det havde også ramt hans bukser. Hans hoved blussede ildrødt op i raseri og Freddy lagde mærke til at en blodåre pulseret hård i mandens tænding.
”Boris! Charlie! Kom her ind!” Råbte manden imod en stor dobbelt dør på spisestuens aflange side.
Han vendte sig imod kvinden, som Freddy så ud igennem øjnene fra.
”Nu skal vi lære dig noget om gode bord maner.” Vrissede han vredt.
Den store dør gik op og to mænd med gammeldags grå militære frakker kom ind, de havde begge rifler i hænderne og så sig om i rummet, for at se hvad de var blevet kaldt ind for.
Manden med det venlige ansigt rejste sig langsomt op og sagde så med en meget rolig stemme.
”Rolig nu Mr. Bergenart. Det var jo en ærlig fejl. Kan de ikke lade hende slippe?”
”Hvad er nu de Mr. Vulpes? Er de ved at blive blød over for disse aber?” Sagde en kvinde ved bordet med en klukkende latter. Hun lød til at det helle moret hende.
Mr. Vulpes ignoreret kvinden.
”Der er nu ingen grund til at skulle ødelægge stemningen med de brutale afstraffelser.” Fortsatte han.
Mr. Bergenart rettede sig imod Mr. Vulpes og sendte ham et mistroist blik.
”De skal ikke blande dem i hvordan jeg behandler mine negere. Grib hende!”
De to mænd gik rundt om bordet og greb fat i kvindens arme. Freddy kunne mærke at deres greb var hård og det gjorde ondt i hendes arme.
”Mr. Bergenart! Jeg advarer dem!” Sagde Mr. Vulpes den her gang med en mere fast tone.
”Mr. Vulpes de burde komme med. Måske ville det hjælpe deres diplomatiske syn at vide hvordan vi gør tingene her nede i Louisiana. Tag hende ud til pælen.”

Mændene trak voldsomt i kvindens arme og Freddy kunne mærke hendes fodfæste slippe, da mændene trak hende ud af døren. Hun skreg og prøvede at trække armene til sig. Den tykke Mr. Bergenart kom gående bagefter dem med et misfornøjes ansigtsudtryk. Han kiggede hende lige ind i øjnene.
”Stop!” Råbte Mr. Vulpes bag dem.
Mændene stoppede op og Mr. Bergenart Vendte sig rundt.
Mr. Vulpes stop nu med en lang skinnende seksløber rettet imod Mr. Bergen.
”Jeg mener det!” Fortsatte Mr. Vulpes.

De stod alle bom stille.
Alt blev sort igen og mørket tog over.


”Vent. Jeg tror han vågner.”
Det var Sarsus stemme, der lød.
Freddy åbnede langsomt øjnene og missede med øjnene op imod det klare skarpe lys. Han kunne mærke at båren var væk og han nu lå på en langt mere behagelig madras. Dog havde han stadig hals kraven på.
Pludselig lød der en velkendt stemme højt.
”Oh pumpkin!”
Hans mor skyndte sig over til sengen. I al hendes iver fik hun næsten løbet Dr. Sarsu ned.
”Hvordan har du det skat?” Spurgte hun nervøst og tog fat om Freddys hoved.
”Mmm… Underligt. Hvad med dig mor?” Svaret Han smilende og det sidste med et lille smil.
Han kunne se hans mors øjenbryn løbe skråt ned til siderne i bar bekymring.
”Orh du! Nok sjov med dig. Lægen siger at du konstant besvimer.”
Sarsu rømmede sig let og prikkede let hans mor i siden med en lille lygte, imens hun spurgte.
”Øhm… Tillader de at jeg lige tager et kig?”
Hans mor gav hende plads og Sarsu begyndte at lyse og tjekke Freddys pupiller.
”Det er lige godt underligt.” Sagde hun så.
”Hvad er det?” Fik Freddy og hans mor spurgt om i kor.
Sarsu rettede sig op og stak lygten i brystlommen på kitlen.
”Jo altså, vi fik taget nogle billeder og umiddelbart ser alt normalt ud og der er ingen tegn på nogen skader. Så vi står lidt med at vi gerne skulle kunne finde årsagen til at du hele tiden besvimer.” Sagde hun og stak hendes hænder i siden.
”Kunne det ikke bare være en mild hjernerystelse?” Spurgte Freddy.
”Det er også lidt hvad jeg tænker, men en sådan mild en burde du nu ikke blive ved med at besvime af. Lidt døsig og svimmel måske, men ellers så giver det ikke meget mening.”
”Måske er den ikke så mild. Jeg mener det var et rimelig grimt fald” Forklaret Freddy.
Han havde ikke lige løst til at gå i detaljer foran hans mor.
”Ja, men så burde vi jo kunne se det på billederne. Jeg går lige ind og ser om de har fundet ud af noget mere med dem. Det hjælper nok hvis vi forstørre dem lidt.” Sagde Sarsu så.
”Vent lige lidt!” Brød hans mor ind i det helle. ”Hvad skal det betyde at i ikke kan finde ud af hvad der er med min søn?!”
Sarsu vendte sig om imod hans mor. Hun foldede hendes hænder midt på brystet og prøvede at forklare.
”Altså alt ser ud til at være i orden og der er ingen tegn på nogle skader, på hverken hans hjerne eller kranie… Eller nogle andre steder, for den sags skyld. Altså… Bort set fra at han bliver ved med at besvime og det er så det vi vil finde ud af hvorfor.”
Sarsu vendte sig så atter imod Freddy og spurgte.
”Har du nogle smerte i nakken?”
Freddy prøvede føle efter, men han syntes ikke at det virkede som om, der var noget galt.
”Nej, det lader jeg ikke til at havde.” Svaret han hende så.
”Når, men skal vi så ikke få den der af?” Sagde Hun og rettede sig ind over Freddy, for at fjerne nakkekraven.
Det var helt rart at få friheden til at kunne dreje sit hoved igen. Han drejede først hovedet til den ene side. Der stod hans mor, dr. Sarsu og en seng, der ellers var tom. Så drejede han til den anden side og så ikke meget mere in et whiteboard og en dør, som han gik ud fra var til toilettet.
”Hvordan føles det?” Spurgte Sarsu.
Hans mor så bekymret til, fra bag Sarsu. Ikke at Freddy kunne bebrejde hende at hun var bekymret, han var trodsalt blevet kørt fra skolen med en ambulance og havde været bevidstløs det meste af turen.
”Det føles fint. Rimelig godt faktisk.” Svaret Freddy hende og satte sig op i hospitalssengen.
Det havde ikke været så underligt at han kunne høre alt larmen fra gangen kunne han nu se. Døren var næsten lige ved hans fodende og stod åben på hvid gab.
”Det er altid noget. Men så vil jeg få set på de billeder.” Sagde dr. Sarsu så og forlod rummet.
Hans mor lod ti at være faldet mere til ro, nu da hun kunne se at Freddy både kunne side op og bevæge sig uden nogle problemer.
”Jeg har ikke ringet til fars kontor endnu. Men hvis du vil havde det er jeg sikker på at han godt kan nå at få en afløser til at tage over og så komme hjem.” Sagde hun lidt mere stille og gik hen til sengekanten igen.
”Nej det er okay mor. Det lader jo ikke til at der er sket noget.” Svaret Freddy hende.
”Hvad skete der?” Spurgte hun.
Freddy havde mest og alt ikke lyst til at snakke om det. Han kunne stadig se Douglas og hans drenge holde Denis og Mirra fast imens de havde trykket Mirras hoved in på Denises blå mærke. Mirras ansigt der var blevet lige så rødt, som hendes hår imens tåre havde trillet ned af hendes kinder og Denis der strittede imod af alle kræfter imens hans ansigt havde været malet af skræk og rædsel.
”Det var ikke noget mor.” Svaret Freddy undvigende.
”Hold med det! Jeg ved udmærket godt at det er nogle af de andre elever, der har gjort det her ved dig. Jeg beder dig bare om at fortælle mig hvad der skete!”
Hans mor lød vred nu
Freddy sukkede og nøjedes så kort med at fortælle hende at Douglas havde kastet ham igennem luften og at han havde landet på fliserne.
Han håbede inderligt på at den korte og meget udetaljeret forklaring, var nok for hans mor. For han kunne virkelig ikke lide tanken om at skulle havde en lang snak om det med hans mor og hendes millioner af spørgsmål. Men det var nu mest fordi at han ikke havde energien til det. Til hans store overraskelse, så virkede hun som om at det var nok for hende at vide.
”Okay. Men jeg ringer stadig til fars kontor så de kan fortælle ham, hvor du er og hvordan og hvorledes. Jeg skal nok huske at sige at han ikke behøver at aflyse turen og komme lige hjem.” Sagde hun.
”Tak mor.” Svaret Freddy.
Der gik godt og vel næsten en time før at dr. Sarsu kom tilbage.
”Undskyld vente tiden. Det ser umiddelbart ikke ud til at du har nogle skader hverken på dit kranie, hjerne eller andre steder. Men…” Begyndte Sarsu men blev så afbrudt af Freddys mor.
”Hvad skal det sige?!” Udbrød hun med en smule panik i stemmen.
”Mor lad hende nu lige snakke ud.” Sagde Freddy.
Sarsu rømmede sig og fortsatte så.
”Altså, som jeg var ved at sige. Så ser det ud som om at Freddy er helt okay. Men vi vil gerne holde ham her i dag og i morgen og hvis alt ser ud til at være i orden og hvis han ikke bliver ved med at besvime, så vil du være fri til at gå torsdag. Du har ikke vel ikke besvimet imens jeg var væk vel?”
”Nej alt er gået fint.” Svaret Freddy hende.
”Okay. Det kunne nok bare være et slags kort varigt traume. Det er i hvert fald det bedste bud jeg lige kan komme op med her og nu. Hvordan har du det ellers nu? Har du ondt eller føler du dig svimmel?”
Freddy prøvede igen at fokusere på om han havde ondt nogle steder, eller om der var noget galt.
”Nej, jeg har det faktisk fint nok.” Svarede han hende så.
”Okay så. Jeg har andre patienter, der venter. Men lad mig endelig høre, hvis der sker noget mere eller hvis du mærker det mindste okay.” Afsluttede Sarsu så.

Da Freddy vågende den næste morgen tog det ham lidt tid at finde ud af hvor han var. Men så kom det helle tilbage til ham.
Hans mor var taget hjem igen aftenen før, da hospitalet ikke tillod besøgende at blive i løbet af natten og hun også skulle tage sig af tvillingerne.
En meget træt og søvnberøvet sygeplejerske kom ind for at tjekke op på han igen. Men efter at der ikke havde været noget i løbet af natten, var han hurtigt væk igen.
Freddys far kom ind lidt efter morgenmaden.
”Kuk kuk.” Sagde hans imens han bankede let på dørkarmen med knoerne.
”Hej far.” Svaret Freddy ham
”Hvordan har du det min dreng?”
”Jeg har det stadig fint far. Jeg tror sagtens at jeg kan tage af sted nu, hvis det er. Kan du ikke prøve at snakke med lægen, jeg keder mig lidt her.” Svaret Freddy og satte sig op i sengen, så han var siddende.
Hans far tøvede lidt men svaret ham så.
”Jeg tror nu altså at det er bedst, hvis vi venter, som lægen sagde.”
Freddy vidste godt at det ville være nyttesløst at prøve at diskutere emnet. Selv hvis han kunne få hans far til at snakke med lægen om det, så var det temmelig usandsynligt at Sarsu nok ville havde ændret mening.
”Okay så.” Svaret han så.
Hans far kom ind og gik over til sengekanten og gav ham et lidt forsigtigt knus. De virkede som om at han var bange for at Freddy ville falde fra hinanden, hvis han krammede ham ordentligt, som han ellers plejede.
”Jeg har snakket med rektor på skolen her til morges.” Sagde hans far og satte sig i en stol ved sengens side.
Han så irriteret ud.
”Er han blevet bortvist?” Spurgte Freddy ivrigt.
”Nej. Den skide undskyldning af en rektor bøjede sig den almægtige dollar, som Douglases far Bertil besidder.” Snerrede hans far.
Bertil var navnet, på Douglases far, som vidst nok var et eller stort inde for en stor bank. Freddy vidste ikke lige, hvad han lavede, men det var i hvert fald noget, som betalte alt for meget.
Freddys humør sank en god del. Det føltes næsten, som om at alt blev en smule mørkere.
Han burde havde set det komme. Douglas var urørlig, også selv om han groft havde mobbet Mirra og Denis og sendt Freddy selv på hospitalet, så var der stadig ikke noget, som de kunne gøre. Han kunne virkelig gøre hvad der passede ham på skolen og nu havde han bevidst det over for alle.
En harm løs spøg, der gik lidt for vildt og lad drenge være drenge, sagde han bare. Det skide røvhuld! Han burde ikke havde lov til at lede så meget som et loppecirkus!” Fortsatte hans far med at brokke sig.
”Er der over hoved sket noget?” Spurgte Freddy.
”Ja. Han er blevet sendt hjem på en tænker for resten af ugen.”
”Skønt” Tænkte Freddy ”Så når ugen var omme ville Douglas så genetablere han tyranni og sandsynligvis skulle det gå ud over dem at han skulle vise hvor urørlig han var og at en tænker, ikke kunne ryste ham. Og nu havde grødhovedet så helle ugen til at planlægge hvad han ville gøre.”
Hans far lagde sin hånd på Freddys arm og så ham ind i øjnene.
”Men vi har ikke tænkt os at lade dem slippe så let. Jeg har snakket med Mirras forældre og mor er på vej over til Denises, hvis hun da ikke allerede er kommet frem. Vi vil kræve et lille møde med jeres rektor. Det er sgu på tide at slå i bordet!”
Han knyttede sin anden hånd i en næve og slå den hårdt ned imod madrassen. Han havde nok tænkt sig at slå i madrassen, men hans hånd ramte ved siden af og slå i stedet for imod sengens hårde jernkant.
”AV FOR FILAN DA!” Udbrød han kort men tog sig så i det.
Han tog sig til hånden og hans ansigt blev helt postkasserød. Hans læber var spændt tæt sammen og han lignede en der holdte alverdens bandeord og beklagelser inde, for ikke at komme med yderligere udbrud.
Freddy prøvede at holde et lille smil tilbage, det tvang sig vej frem på hans læber alligevel.
Da hans far fik øje på hans smil for svandt hans røde farve i hovedet, hans læber løsnede sig op igen og ud kom en lille klukkende latter.
Freddys smil udviklede sig også i takt med hans fars latter til et højere grin og der gik ikke længe før at man ikke kunne høre andet på stuen for deres højrøstede grineflip.
Både patienter og sygeplejersker kiggede forundret ind af døren, når de gik forbi, for at se hvad der var så morsomt.
Det føltes godt endelig at grine og at få Freddys fokus fjernet fra at overleve i skolen. Det mindede ham om at der var andet in skolen i verden, ting som Douglas stadig ikke kunne røre eller tage fra ham.
Efter de havde grinet i et stykke tid, turde Freddy nogle små latter tåre ud af øjnene.
”Oh ja.” Udbrød hans far så og slå sig på lårene. ”Jeg mødte Dr. Johnson på vej ind
og forklaret ham hvorfor du ikke kom i går. Han skulle gerne finde et andet tidspunkt at snakke med dig om et deltidsjob. Jeg ved ikke lige hvornår at han havde tænkt sig at det skulle være dog.”
Freddy havde helt glemt Dr. Johnson og den samtale han skulle til.
”Når ja. Tak skal du havde far. Det kan være at jeg går op til ham når jeg først kommer ud her fra.” Svaret Freddy.
De fortsatte lidt med at snakke om Freddys jobmuligheder og hvad Dr. Johnson mon havde tænkt sig. Men efter et stykke tid kiggede hans far op på et ur, der hang over døren.
”Når Freddy min dreng. Der ser ud som om at jeg må se at komme hjem og sikre mig at jeg er klar til at tage af sted igen. Jeg skal afsted her igen om nogle få timer. Eller faktisk om ca. tre timer. Jeg kan sagtens blive lidt hvis…”
Freddy afbrød ham og sagde med et smil.
”Det er helt okay far. Jeg kommer jo ud i morgen, så det skal nok gå.”
”Okay så min dreng. Jeg er glad for at se at du har det godt. Du er sikker på at du har det helt godt ikke?”
”Jeg kan ikke rigtig mærke at der skulle være noget i vejen. Jeg føler mig helt frisk og har heller ikke besvimet mere siden i går.”
Hans far gav ham et knus og forlod så rummet ganske stille. Han så sig dog ikke helt ordentligt for da han gik ud af rummet, han var lige ved at blive kørt ned af en ældre damme, der kom rullende fordi i hendes kørestol. Han Undskyldte mild til den ældre dame. Men damen vrissede bare let et eller andet af ham, som Freddy ikke fik helt fat i.
Men det lød som noget med ”Den ungdom nu til dags.” Hvilket Freddy fandt en smule mærkeligt, da hans far var en mand på fyrre, der lignede en på halvtreds. Og selv om det meste af hans hår var godt skjult under trucker-kasketten, så kunne man stadig ret godt se at han var ved at blive gråhåret.
Men til gengæld lignede den ældre dame en, der kunne være tilbage fra da hjulet, var det sidste nye.
Damen rullede hendes kørestol fordi hans far med ordentligt ryk og fnys af ham.
Hans far vendte sig om imod Freddy, sendte ham et skævt smil, trak på skuldrene og rakte så sin hånd højt oppe i vejret for at vinke farvel. Men på trods af hans fars lave højde, lykkedes det faktisk hans far at atter engang få slået sin hånd, den selv samme, som han havde slået før. Han fik direkte op i dørkarmen med fuld kraft. Hans smilte blev en del mere anspændt da han tog sig til hånden igen.
Freddy kunne kun lige akkurat holde latteren tilbage bag hans store smil. Han sagde ikke en lyd, men sendte blot Freddy et lille nik imens han fortsat smilte med et smil der tydeligt var ved at briste af jammer. Så vendte han sig om og begyndte at gå ned af gangen.
Da han var nået lidt ned kunne Freddy dog høre hans stemme råbe nede af gangen.
”Dam it!”
Freddy små lo lidt for sig selv. For hans far var mange ting og havde mange kvaliteter, men klodsethed var så sandelig også et af dem.
Han sank tilbage i hospitalssengen, med hovedet på puden og stirrede imod uret. Tiden virkede som om den sneglede sig forbi.
Et par sygeplejersker kom ind nogle få gange til at se hvordan han havde det. Men da han stadig følte sig helt frisk og der stadig ikke var noget nyt at se, så forsvandt de hurtigt igen og efterlod ham til hans kedsomhed. Han prøvede at få sig noget søvn, bare så tiden ville gå hurtigere, men larmen ude fra gangen forhindret ham i det.

Hen på eftermiddagen genkendte han dog et rødt sker af hår, der var sat op i en knold, der ikke var til at tage fejl af. Det var Mirra. Og vedsiden af hende stod Denis også. De stod og så sig lidt forvirret rundt.
”Her overe!” Råbte Freddy og strakte sin hånd op i en hilsen.
De vendte sig rundt og smilte begge da de fik øje på ham.
De kom ind på stuen og Mirra gav ham et stort knus imens Denis mere stod og lignede en, der ikke lige vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Hans øje var mindre hævet og farven omkring det havde aftaget sig lidt, men var stadig tydelig.
”Det er godt at se dig.” Sagde Mirra.
”Det er også rart at se jer.” Svaret Freddy hende.
”Hvordan har du det?” Spurgte Denis og holdte fast med den ene hånd nede i fodenden af hans seng, imens han så sig lidt rundt i stuen.
”Jeg har det helt fint. Lægen kan ikke finde noget og Det føles heller ikke som om at der er noget i vejen. Jeg skulle komme hjem i morgen. Hvad med jer?”
”Det er godt at høre. Vi har det fint nok.” Svaret Mirra ham.
”Hvad skete der egentlig efter jeg besvimede?” Spurgte Freddy.
De kiggede begge lidt ned i jorden, næsten som om at de skammede sig over hvad der skete.
Der var stille lidt, men så rømmede Denis sig og sagde.
”Altså… De pressede Mirra ind på mit øje flere gange og sagde nogle stykke ting. Og så sagde de at Mirra også skulle kysse dig, så du ville vågne op, men der kom Peter så og så hvad der skete. Altså De nåede ikke at få Mirra til det, men de var lige ved at slæbe dig hen til hende.”
Freddy fik helt kvalme i takt med at Denis fortalte.
Denis knugede sin hånd, så hårdt and den begyndte at ryste.
Mirra stod med tåre i øjnene og stirrede bare ned i gulvet.
”Men hvad skete der så?” Spurgte Freddy.
Mirra kiggede op og fortsatte hvor Denis havde sluppet.
”De ringede efter ambulancen og du trak kun meget svagt vejret. Vi troede… *Gulp*…” Hun fik en klump i halsen.
”Vi troede faktisk at det værste var sket. Det var ret slemt.” Afsluttede Denis.
Freddy tog blidt fat om Mirras hånd.
”Jeg har det fint.” Sagde han så med en meget rolig stemme.” Som sagt, det ser ikke ud til at der er noget i vejen.”
”Men Douglases forældre blev kaldt op på skolen. De tog ham med hjem på en tænker efter skolens ordre.” Fortsatte Denis.
”Hvordan tog han det?” Spurgte Freddy.
Det var jo bedre at få så meget info, som muligt, hvis han kom tilbage på skolen igen på mandag.
”Det så faktisk ikke ud til at bekymre ham særlig meget over det. Han havde hans sædvandelige dumme smil, da de gik ud igen.” Sagde Denis.
De stod lidt i tavshed igen. ´Det larmede stadig ude fra hospitalsgangen.
Mirra åbnede munden og sagde forsigtigt.
”Denis kan du ikke lige…”
”Jo.” Svaret Denis med det sammen og gik over og lukkede forsigtigt døren.
De kunne stadig svagt høre larmen ude fra gangen, men den var næsten ikke til at bemærke nu.
Denis vendte sig om og lænede sig imod væggen. Mirra tog plads i en stol ved siden af Freddys seng.
Freddy rømmede sig og sagde så.
”Så han ser simpelthen der helle som en sejr. Det gør kun det helle være.”
”Jeg ved nu ikke. Hvis han ser det helle som en sejr, så kan det være at han ikke vil være så voldsom. Jeg mener bare at nu har han fået hans sejr jo.” Sagde Mirra svagt og kiggede op på Freddy.
Freddy mødte hendes blik.
”Jeg tror nu mere at nu hvor han har set at han kan slippe afsted med det, så ville han presse det til det yderste, derudover, så er jeg rimelig sikker på at han ville gøre et eksempel for at vise at den tænker han er kommet hjem på, ikke rør ham overhovedet. Og selv hvis det ikke er nok for ham, så husk at Justine jo har tænkt sig at slå op med ham på fredag.”
”Pis! Det havde jeg helt glemt.” Sagde Denis.
”Hvad gør vi så?” Spurgte Mirra.
De sad lidt i tavshed og tænkte.
”Hvad ed samtalen, som vores forældre har tænkt sig at tage?” Spurgte Mirra så.
”Ja hvad med den?” Mumlede Freddy uden at kigge på hende.
”Den kommer ikke til at hjælpe. Så snart at Douglases far åbner op for pengepungen, så kan han næsten tillade sig hvad som helst.” Sagde Denis og rynkede i foragt på næsen.
”Mmm ja. Det kan du havde ret i.” Mumlede Mirra, som svar.
”Hvem har vi på skolen, som ville hjælpe os?” Sagde Freddy så.
”Mrs. Ankita.” Sagde Mirra.
”Ja og Peter er rigtig sur på dem. Jeg er sikker på at han ville hjælpe os hvis vi spørg.”
”Ja… Det kan godt virke. Vi har de her få dage uden Douglas og resten af football holdet skal jo stadig træne til deres store kampe. Så vi skulle gerne havde nogle få dage med relativt fred og ro. Vi kan nyde dem eller vi kan bruge den tid på at få sat noget på benende, så vi kan være sikre på skolen.” Sagde Freddy eftertænksomt.
”Det lyder, som om at du har en plan?” Sagde Denis.
De sad no begge to og stirrede spændt på Freddy.
”Ikke endnu. Men der må være noget vi kan stille op nu. Vi tiden, mrs. Ankita og Peter. Hmm der må være noget.”
De satte sig igen til at tænke lidt i tavshed.
”Nej. Jeg har ikke noget.” Sagde Denis så.
”Heller ikke her.” Sage Freddy
”Måske kan vi spørger dem. Det kan være at de selv kan komme op på noget.” Sagde Mirra.
”Ja. Det virker lidt som det eneste. De ved jo også bedre hvad de er i stand til.” Sagde Freddy.
”Men hey. Hvordan har jeres Douglas fri dag så været i dag?” Spurgte Freddy med fornyet munterhed i stemmen.
Det var nu også mest for at skifte emne, for han var glad for at de besøgte ham, men han ville nu også hellere snakke om noget lidt mere muntert.
Denis og Mirra begyndte at forklare og snart gik snakken i alle mulige veje og de var endt op langt væk fra emnet om Douglas og skolen, da en sygeplejerske blev nød til at komme ind og smide Denis og Mirra ud. Besøgstiden havde åbenbart været ovre for længst, men i deres snak havde de helt glemt tiden. Det var også blevet aften, hvilket Freddy var glad for. Nu var der nemlig kun nogle få timer til at han kunne blive skrevet ud.
Natten kaldte sig på og Freddy sank stille hen i en rolig søvn.

Morgenen var allerede højt på den lyse himmel, da Freddy blev vækket af en sygeplejerske, der kom ind med morgenmad.
Sygeplejersken sagde ingen ting. Hun anbragte blot en plastikbakke med morgenmaden på et lille bord ved siden af hans seng.
Freddy havde egentlig ikke appetit til morgenmaden, bestående af et gennemskåret rundstykke, en appelsinjuice og i små potionsanrettede bære med smør, syltetøj og honning.
Han sad dog og nippede let til det, da han blev forstyrret af en mand der kom ind.
Det var Dr. Johnson. Han var skaldet kraftig mand, med et fuldskæg og den lange, hvide doctor kittel stramt knappet om den kulde runde mave.
”Jamen dog Fredrick. Det er vel ikke pjækketarmen vi har ondt i er det? Hahahaha!” Sagde han med en dyp rungende stemme og lo, så hans mave hoppede og kitlens knapper blev spændt til deres yderste.
Freddy Lo også let. Men han kunne ikke lade hvert med at holde øje med knapperne. Han tænkte at en af dem kunne springe hvert øjeblik. Heldigvis opdagede han ikke Freddys blik.
”Nej Dr. Johnson. Jeg havde et grimt fald. Men underligt nok ser det ikke ud til at jeg har nogle skader.” Forklarede Freddy sig.
Freddy kunne mærke at han var nervøs, for Dr. Johnson var sandsynligvis kommet for at snakke med Freddy om et deltids job. Og Freddy var ikke lige forberedt på en jobsamtale, direkte fra morgenstunden.
”Når Fredrick. Jeg kan forstå på din far…” Begyndte han, men blev så afbrudt.
Dr. Sarsu kom nemlig også gående in på stuen nu, med et stykke papir i hånden.
Hun stoppede dog brat op da hun så Dr. Johnson.
Dr. Johnsons smil forsvandt helt da han sagde med en form for iskoldt stemme.
”Vil du havde os undskyldt lige i to sekunder Dr. Vulpes.”
Sarsu så umiddelbart ret mis fornøjet og at smilede ikke, som hun plejede og hun var helt mimmikløs i hendes ansigt.
”Selvfølgelig Dr.” Svarede hun blot og lukkede døren efter sig, da hun snurrede rundt og gik ud på gangen igen.
Dr. Johnson vendte sig igen imod Freddy og fik så hans smil tilbage.
”Når. Men som jeg var ved at sige. Så kan jeg forstå på din far at du har en stor interesse indenfor lægekundskaben og at du gerne ville være læge en dag. I så fald, så ville et deltidsjob, jo nok gøre dig godt. Læser du stadig meget Medicin og sådan?”
”Ja. Massere! Jeg suger alt det til mig, som jeg kan.” Svaret Freddy ham i stor hast.
”Hvad var den sidste bog du læste?”
Freddy tænkte sig om. Men så huskede han hele scenariet i kantinen, med Douglas og hans spytklap.
”Øhmmm… Menneskets motor. Ellers, jeg er stadig i gang med den.”
”Mmm... Ja. Det er en god bog, for lidt mere in begyndere.” Sagde Dr. Johnson og satte sig over i stolen ved siden af Freddys seng.
”Aaahhh… Fredrick. Jeg kan godt lide din far Trucker-Henry eller undskyld. Bare Henry Selvfølgelig.” 
”Det er okay. Jeg kender godt hans kælenavn. Vi bruger det dig ikke i huset, men jeg har hørt ham kalde sig selv det over radioen nogle gange, når jeg har kørt med.” Forklaret Freddy.
”Ah. I hvert fald. Han er en god mand og jeg ville gerne give dig en chance. Så Tænker lidt at du kan komme efter skole og assistere lidt rundt. Så ville jeg sørger for at du bliver flyttet fra afdeling til afdeling, som du skrider frem og hvor de nu har mest behov for den ekstra hånd. Meget af det, bliver måske små jobs, men der skal nok komme nok at se til alligevel og mon ikke også at du så lære noget.”
Freddy kunne næsten ikke tro hvad han hørte. Det var for godt til at være sandt.
”Tusind tak Dr. Johnson!” Sagde Freddy. Han fik dog sagt det en del højere in hvad han havde tænkt sig og det lyd næsten som om at han råbte.
Dr. Johnson begyndte igen at le så hans mave rullede og knapperne måtte bevise deres styrke i at holde sammen på kitlen.
”Men hvornår skal jeg så starte?” Spurgte Freddy, den her gang en del lavere.
Dr. Johnson rejste sig op.
”Mmm… Jeg tænker at du lige så godt kan starte på mandag, hvis du da stadig har det godt til den tid. Og du tage af det var Menneskets motor du var i gang med. Mmm… Så kan du ligeså godt starte i blod-doner afdelingen. Du har det vel fint med blod ikke?”
”Jo ja. Jeg har ikke noget imod blod.” Svaret Freddy.
”Godt så. Så siger vi det. Der kan du også få lidt af en fornemmelse hvad det vil sige at arbejde på et hospital og hvis noget skulle gå galt, så er der ikke nogen, der direkte dør af det.”
Dr. Johnson gav Freddy hånden og gik så hen imod døren.
Han åbnede den. Sarsu stod stadig derude. Hun så rimelig misfornøjet ud og havde armene over kors. Hun havde stukket papiret i hendes kittels brystlomme, kunne man se, da det stak op af den.
Dr. Johnson nikke blot let til hende imens han gik fordi hende og mumlede.
”Doktor.”
Sarsu sagde dog ingen ting, men gik bare direkte ind på stuen.
Hun satte sig over på sengekanten.
”Nu skal du se her.” Sagde hun med en del mildere stemme.
” Der er stadig ingen tegn på nogle skader og efter som vi ikke har set nogle flere besvimelser, så kan vi godt tillade os at udskrive dig her i dag. Hvis du bare vil skriver under på den stiplede linje her neden for, så for vi dine forældres underskrift ved siden af, når de kommer og henter dig.”
Hun rakte ham et stykke papir, der vidste sig at være en udskrivelses formel.
Freddy tog imod og læste det. Han så ned på den stiplede linje og så tilbage op på Dr. Sarsu.
”Ehmm…” Begyndte han.
Sarsu kiggede let forundret på ham inden det endelig gik op for hende.
”Oh ja. Værsgo.” Sagde hun så og rakte ham en kuglepen fra hendes brystlomme i kitlen.
Freddy tog imod den, skrev under nede på den stiplede ligne og gav hende kuglepennen tilbage.
”Ehem!” Lød det fra en mand der var kommet frem i døren.
Freddy genkendte manden med det samme. Det var manden fra hans anden drøm, det var Jack.
”Hvad har jeg sagt om at forstyrre mig, når jeg er med mine patienter?!” Vendte Dr. Sarsu og sagde i en skarp tone til Jack.
Hun vendte sig dog atter tilbage imod Freddy.
”Især når de er så charmerende, som Fredrick her.” Sagde hun med et vittigt smil imens hun så på Freddy.
”Jeg er ked af at spolere dine chancer hos den unge mand. Men det er en haste sag.” Sagde Jack med en nonchalant stemme.
Han fiskede en lille rød læderindbundet bog frem fra hans jakkelomme.
”Vi har fundet endnu en.” Sagde han så og så langt mere alvorlig ud.
”Hvis du bare for dine forældre til at skrive under, så kan du aflevere den ude ved frontdisken.” Sagde Dr. Sarsu til Freddy og slå blidt med en fingernegl imod papiret.
Hun rejste sig dog og forsvandt ud af døren med Jack før Freddy kunne nå at svare. Jack lukkede døren efter dem og Freddy sad nu helt alene og stirrede rundt i stuen.
Han havde også snart fået nok af kun at se den samme stue hele dagen lang.
















 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...