Drømmen om blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
En historie jeg gerne ville høre andres meninger om. Første kapitel er især, anderledes i forhold til de andre.

I USA i 1982 prøver den fattige Freddy (fulde navn: Fredrik Nelson Cube) at overleve igennem skolens hårdt styret hierarki-system, for at en dag lande et job, med en god nok løn til at hive hans familie ud af fattigdommen.
Men da en ny pige starter på skolen ændre alt sig for ham og hans øjne bliver åbnet op for en helt ny verden. Store beslutninger, som ingen nogensinde ellers kunne havde forberedt ham på, skal tages.
Hvor meget vil man stå model til? Og hvor langt ville man gå for sine venner, hvis man kun har så få af dem? Og er kærlighed til skade eller gavn, når man har en plan?
Mugeligheden til at gå tilbage til hvordan tingende var er for evigt væk, og vejen frem ligger ukendt, for den unge Freddy.

1Likes
0Kommentarer
96Visninger
AA

4. En varm forvirring.

”Jeg har det fint mor!”
”Vi synes altså nu det er bedst hvis du lige venter til næste uge.”
”Jeg har virkelig ikke kunne mærke noget og jeg ville gerne se mine venner. Og desuden så kommer jeg alt for langt bagud.”
”Lyt til hvad din mor siger!”
”Det er jo bare i morgen og så er det weekend.”


Den lille diskussion genspillede sig stadig i Freddys hoved. Han var ved at blive træt af bare at gå der hjemme og lave, hvad det føltes som ingen ting.
Det var blevet torsdag aften og vinden blæste hårdt uden for, næsten som om den febrilsk prøvede at rive træerne fra haverne op med roden. Imens træerne blot tirrede vinden endnu mere med deres hvislende blade.
Men på trods af vejret, så havde hans forældre stadig valgt at gå op til skolen, for at mødes med rektor samt Mirras, Denises og Douglases forældre.
Freddy var blevet efterladt alene hjemme, for at passe tvillingerne.
Det var blevet sent og han havde lagt dem i seng.
Mødet trak ud i længere tid in hvad de ellers havde regnet med. Han blev ved med at kigge op på det runde ur, der hang på væggen over køkkenbordet.
Han sad ellers og bladrede dødt igennem en af hans bøger uden rigtig at læse siderne.
Så hørte han døren oppe til pigernes værelse blive åbnet og nogle forsigtige langsomme skridt på den knirkende trappe.
Det var Sandra, der kom ned af trappen, iført sin hvide natkjole. Da hun var halvvejs nede kiggede hun rundt og fik øje på Freddy.
Han mødte hendes blik og sagde.
”Hvad er det. Skal du ikke sove?”
Hun sagde med en meget lys stemme.
”Det er Molly. Molly græder. Jeg tror at hun har haft et marit.”
Freddy lagde bogen fra sig på spisebordet og rejste sig op imens han sagde.
”Okay jeg kommer nu. Men du har ikke marit vel?”
”Nej.” Sagde Sandra og rystede på hendes hoved, så hendes lange brune hår slyngede ud til siderne.
”Okay godt så. Kom her.” Sagde Freddy imens han bøjede sig ned for at løfte Sandra op.
Med Sandra på armen begyndte han langsomt at gå op af trappen, imens Sandra knugede sig søvnigt ind til hans hals.
Han kom ind på det mørke værelse og fumlede lidt efter lyskontakten med sin frie hånd.
Endelig fandt han den og helle værelset blev lyst op.
Molly sad oppe i sengen og holdte dynen op for hendes ansigt.
Freddy gik over og lagde Sandra ned ved siden af hende, før han selv satte sig på senge kanten.
Han lagde blidt hånden på Mollys skulder.
”Hey. Det var jo bare en drøm ikke.” Sagde han imens han fortrøstende aede hendes skulder.
Molly lod ikke til at reagere på noget af hvad han sagde.
”Molly. Det er helt okay. Du er sikker nu og du er i dit og Sandras værelse. Det var ikke virkeligt.”
Molly tog endelig hendes ansigt op fra dynen, men før Freddy noget at få et rigtig syn på hendes ansigt, kastede hun sine arme rundt om ham og trykkede sit ansigt ind imod hans skulder. Hun begyndte at hulke ukontrolleret.
”Shhh, shhh, shhhhhh. Så, så.” Trøstede Freddy hende imens han strøg hendes lange hår ned af ryggen.
Pludselig kunne de høre en nøgle gå i hoveddøren nedenunder.
Det var hans forældre der var kommet hjem fra mødet.
”Jeg siger bare at det er bedre in ingen ting. Jeg giver dig helt ret i at det ikke er nok, men det havde du vel heller ikke regnet med at vi ville få helle vores vilje.” Hviskede deres mor nede fra gangen.
”Går du lige ned at og tager imod dem?” Sagde Freddy og så over på Sandra.
Hun sprang ud af sengen og små løb ud af værelset.
Freddy sad nu alene på værelset med armene rundt om Molly.
Hendes hulken var stillet en smule af og var nu bare mere en stille gråd.
Hun strammede sit tag om Freddy og mumlede et eller andet, som han ikke helt forstod, mest af alt fordi hun mumlede ind i hans skjorte.
Der lød fodtrin på trappen. Molly løsnede hendes greb, men holdt stadig fast om ham.
”Sååå Molly. Hvad er der?” Lød det fra deres mor, da hun kom ind på værelset.
Hun kom over til sengen og lagde hånden på Freddys skuldre.
”Gå bare ned til far, jeg tager den her fra.” Sagde hun med en mild stemme.
Freddy gav slip på Molly og lod hans mor tag hans plads på sengekanten.
Mollys runde kinder var næsten oversvømmet af tåre og hendes næse var også begyndt at løbe.
Freddy begav sig ned af trappen. Hans far sad inde ved køkkenbordet og var i gang med at sparke sine sko af. Sandra stod tavs og stille ved siden af.
Deres far rettede hans hoved op, da Freddy var kommet helt ned af trappen.
”Sandra gå lige op på værelset til din søster.” Sagde han.
Da Sandra var smuttet op af trapperne og hans far fik sparket den sidste sko af, satte Freddy sig ned over for ham ved spisebordet.
køkkenet var stort set mørklagt. Kun lyset fra gangen og månen igennem et stort vindue sendte lys ind i rummet.
”Så hvordan gik mødes far” Spurgte Freddy.
Hans far rømmede sig lidt før han sagde.
”Ja, jeg må jo nok indrømme at det faktisk gik bedre in jeg havde forventet. I starten troede jeg slet ikke at vi ville få noget ud af det, men så skulle du havde set din mor.”
Han lænede sig ind over bordet, rettede sin pegefinger imod Freddy og sagde så med en lav stemme, som om det var en hemmelighed, han skulle til at fortælle ham.
”Sørg for at din mor aldrig bliver så sur på nogle af os. Den kvinde kørte løs som en utømmelig vulkan. Jeg mener, jeg kunne jo nok havde stoppet hende, men jeg morede mig faktisk lidt over at se rektor Stiversen og Bertil gå blege efter at de havde brugt, jeg ved ikke hvor lang tid på at lukke en masse bøvl ud om hvordan Douglas skulle være et misforstået barn og bla bla bla. Det blev for meget for din mor og så eksploderede hun i kogende raseri. Man jeg elsker den kvinde!”
Han sagde det sidste imens han lænede sig tilbage i stolen og stirrede over imod toppen af trappen.
Freddy havde svært ved at forstille sig hans mor stå og sætte sådan to magtfulde mænd på plads. Især Douglases far, som ellers var kendt for at kunne få alt til at gå, som han ville havde det.
”Men hvad kom i så frem til?”
”Mehh, jeg tror at rektor Stiversen var så desperat i at få din mor til at stoppe han gik med til at sætte Douglas på en prøve periode for en uges tid. Altså hvis Douglas kommer i problemer igen i løbet af næste uge, så ville han blive bortvist. Bertil så nu ikke helt tilfreds ud med det. Jeg ville nu hellere bare havde den unge smidt ud omgående, men man tager hvad man kan få.”
Freddy sad foroverbøjet på stolen med sine pegefingre oppe for munden og tænkte lidt. Hans far lagde mærke til det og spurgte så.
”Hvad er der min dreng?”
Freddy rettede sig op i stolen og sagde så.
”Hvis Douglas alligevel ikke må komme i problemer i den næste uge. Kan jeg så ikke godt få lov til at komme tilbage til skole i morgen? Jeg mener, der er jo alligevel ingen fare, for at jeg så kommer til skade.”
Hans far kløede sig lidt i nakken.
”Ehmm… Var det ikke det, som dig og din mor skændtes om her tidligere?”
Freddy nikkede let.
”Ehhhh, Jeg ved ikke…”
”Far. DU har selv sagt hvor vigtigt jeg skal tage mit skolearbejde og jeg er nu allerede langt bag ud.” Afbrød Freddy ham.
”Ja… Ja det sagde jeg jo. Ja jeg kan vel ikke begynde at fortælle dig to forskellige ting, som sådan. Ahhh okay, okay.”
Hans far rejste sig op og gik over til trappen.
”VIVIAN!” Råbte han op ad trappen.
”JA?!” Lød deres mors stemme oppe fra værelset.
”FREDDY TAGER I SKOLE IMORGEN!”
Der lød fodtrin der oppe og hans mor kom frem ved toppen af trappen.
Og det så vidst ud til at der stadig var nogle gløder, der brændte i vulkanen. Hendes øjne lynede og hun åbnede munden for at protestere. Men far kom hende i forkøbet. Han rettede sin pegefinger imod hende og sagde så, så bestemt han kunne.
”Jo!”
Freddy troede et øjeblik at de skulle til at skændes. Men til hans store lettelse gav hans mor sig og sagde blot.
”Okay så.”
Inden hun igen forsvandt ind på pigernes værelse.
Hans far vendte sig imod Freddy.
Han så lettet ud.
”Tror du at mor er sur?” Spurgte Freddy.
”Nej, eller måske lidt, men det går over i morgen efter jeg for forklaret hende hvorfor at vi har ændret mening.”
Han så eftertænksom ud et øjeblik.
”Men for at være sikker skulle jeg nok købe hende nogle blomster i morgen, tror du ikke?”
Spurgte han så Freddy.
Freddy trak let på næsen og sendte hans far et lille nik for at fortælle ham at det ville nok være en god ide.
”Når, men jeg skal også ud her om lidt alligevel, jeg skulle være tilbage i morgen. Og du skal få noget, søvn, så du er klar til skole i morgen.”
Freddy gik ned i kælderen. Hans hoved var fyldt om med planer. ”Hvordan kunne de få Douglas gjort så meget ud af den at han ville gøre noget dumt, uden at rektor eller nogen anden fandt ud af at de havde gjort det med vilje?”
Han kom ind på sit værelse og lagde sit hoved på puden. Han havde ikke mærket hvor træt han var før nu og der gik ikke længe før han gik ud, som et lys.

Han stod i noget, der lignede en stald. Der var en stor sort hest foran ham, dens glatte pels gav et let genskin i lyset fra et lille vindue højt oppe under loftet.
Han stirrede bare på hesten, han kunne ikke bevæge sig.
Men hvem var han? Var han den sorte kvinde eller var han Emmelie?
Hesten vrinskede let.
”Så så, stå stille.” Kunne han høre en stemme sige. Stemmen kom ud af hans mund og han kunne godt genkende den.
Han prøvede virkelig at genkende den og prøvede og huske vis stemme det var.
Så blev hænderne strakt ud fra ham og han kunne endelig se de blege hvide hænder. Han måtte altså være Emmelie.
Han holdt en striglebørste i sin højre hånd og tog let fat om hestens tøjler med den anden hånd. Hun begyndte let at strigle hesten ned af dens lange hals.
Hesten trampede let med sin ene horve.
”Opføre den sig pænt?” Spurgte en mands dybe stemme fra stalddøren.
Det var Okena.
”Ja ganske fint. Bedre in du gør i hvert fald.”
Okena kom længere ind i stalden.
”Vi bliver nød til at tale om Emmelie.” Sagde han.
Vent betød det at han heller ikke så det fra Emmelies synsvinkel hans så tingene fra? Det kunne umuligt være fra Sarsus, det var heller ikke hendes hænder. Men hvem var det så?
”Mmm… Hvad er der med hende?” Spurgte hans stemme igen.
”Hun har mærket en.”
Han holdte op med at strigle hesten og kiggede over på Okena.
”Hvad mener du?” Spurgte stemmen fra hans mund.
Freddy kunne stadig godt genkende stemmen, men han vidste bare ikke lige fra hvor.
”Hun har mærket en fra hendes skole.”
Personen som Freddy så fra sukkede dybt og sagde så.
”Jeg vidste at hun ikke var klar til at tage i skole.”
”Det har været otte år. Det kunne være sket for hvem som helst.” Sagde Okena.
”Ja otte år i skolen er da meget muligt. Men det er stadig for ungt for en vampyr. Jeg sagde at vi skulle vente til at hun var fyrre år. Jeg vidste at hun ville røbe os hvis det blev for tidligt.”
”Ja, men vi har brug for øjne og øre over alt, sådan som tingende står. Desuden så kunne det da stadig være sket for hende om hun så var halvtreds. Jeg mener Brain var langt ældre da han Mærket mig.”
”Ja, men der er forskel. Jeg tror ikke at Brian mærkede dig ved et uheld, jeg tror at han var i fuld kontrol inden han gjorde det.”
”Jeg ved nu ikke. Du blev aldrig mærket og hvad jeg ved af, så har du aldrig mærket nogen heller. Men hvem ved overhovedet hvordan det fungere med at mærke nogen? Det er ikke ligefrem en ting vi render rundt og gør konstant.”
”Hvem mærkede hun så?”
”Fredrick Nelson Cube, det er en af eleverne på skolen. Jeg tror ikke at han ved det endnu. Sarsu har ikke kunne formene noget på ham. Han har nogle underlige symptomer og Emmelie siger at hun har haft relativ lidt kontakt med ham.”
”Ved vi med sikkerhed at han er blevet mærket?”
”Ja. Emmelie havde følelsen og hun kunne mærke hendes energi blive delt.”
”Jeg tror stadig ikke på at det er energien der bliver delt.”
”Hvordan vil du ellers forklare det?”
”Det ved jeg ikke. Det er kun dig og Brain, der ved noget om at mærke i vores klan. Kunne du mærke da du blev mærket?”
”Ikke så vidt jeg husker. Men jeg kan huske at mine kræfter løb løbsk i starten.”
”Men vi bliver vel nød til at forvandle ham så ikke?”
”Det ved jeg ikke Acelynn. Jeg synes at det ville være en god ide. Vi kunne helt sikkert bruge en mere med særlige kræfter. Men siger det ikke også at de mærkede ikke har noget valg?”
”Det må du ikke spørger mig om Okena.” Svarede Stemmen, der umiddelbart tilhørte Acelynn fra Freddys mund.
”Men uanset hvad, så bliver vi nød til at holde øje med den dreng. Hvad var det du sagde ham hed igen?” Fortsatte hun.
”Fredrick.” Svarede Okena hende.
”Hvad siger Jack?”
”Ikke meget. Han mener at vi skulle tage os af det, når vi har fået klaret vores bog problem.”
”Aha… Og hvad mener du?”
Okena trak let på skuldrene og sagde så.
”Jeg synes nu at den ekstra hjælp ville være en god ide. Men vi har klan møde om det her i nat, bare så du ved det og kan nå at tænke lidt over det.”
”Tak skal du havde Okena. Jeg giver det lidt tanke. Jeg er ikke sikker på hvad jeg synes endnu. Jeg tager mig en lille ridetur til at tænke over det. Jeg er tilbage til mødet i nat, så kan jeg også bedre give en god stemme der.”
Hun lagde striglebørsten fra sig og hoppede så med en unaturlig kraft fra staldens halmbelagte gulv op på hestens ryg.
Hun havde ikke engang sat en sadel på hesten. Hun tog blot fat i tøjlerne og hesten begyndte med det samme at lystre.
Okena flyttede sig høfligt til siden for at give hende plads til at ride ud.
Hesten satte i galop ud af den åbentstående stalddør og lyset sker Freddy skarpt i øjnene.

Freddy slog øjnene op.
Hvorfor havde personerne i hans drøm nu snakket om ham. De her drømme var underlige til at starte med, men nu blev de direkte skræmmende. Tænkte han.
Han vendte sig og kiggede over på uret, men det var for mørkt i værelset til at han ordentligt kunne se hvad klokken med hans trætte øjne.
Han svang bene ud af sengen og gik over til kommoden.
Han samlede vækkeuret op og holdte det tæt op til hans ansigt. Han knep øjnene sammen og kunne kun lige akkurat skimte urets visere. Klokken var halv fem.
Så lød der en lyd ude fra hans lille kældervindue, som lyden af en gren der knækkede.
Han vendte sig med et set og så i retning af vinduet. Synet fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham og han fik et helt shock. Der er et par lysene øjne, der stirrede ret på ham.
Han tabte uret ned på gulvet og det begyndte at ringe højt. Han så kort ned på uret på gulvet og da han igen kiggede op imod vinduet var øjnene væk.
Han samlede hurtigt uret op og fumlede med det, for at få det til at holde op med at ringe. Han fik endelig det løbske ur til at tie stille.
Han stod og lænede sig op af kommoden. Hans hjerte bankede løs og han prøvede febrilsk at få sin vejrtrækning under kontrol.
Han turde ikke tage sine øjne væk fra vinduet, men efter nogle sekunder fik han igen styr på sig selv.
Det var sikkert bare en kat, de har jo sådan nogle øjne. Tænke han.
Han satte uret fra sig og gik så hen imod vinduet. Han prøvede at få øje på katten, men der var intet at se der ude i mørket.
Den må være stukket af. Det var helt sikkert en kat og den fik nok et shock over urets høje lyd. Sagde han til sig selv inde i hans hoved, for at berolige sig selv.
Han tjekkede urets lille alarmviser, der viste hvornår det var sat til at gå af. Den havde rykket sig lidt, så han justeret den til klokken seks og lagde sig så tilbage i seng.
Det tog lidt tid, men da hans puls endelig var faldet helt faldt han igen stille hen.

Morgenen der fulgte sad Freddy, der dog stadig var stadig søvnig, oppe ved bordet. Da tvillingerne kom ned nåede han knap nok at sige godmorgen før Molly kom over og omfavnede ham.
”Jamen også godmorgen til dig.” Sagde Freddy overrasket.
Da Sandra så hendes tvilling omfavne deres store bror kom hun også hen og deltog i krammet.
”Nurgh…” Lød det fra deres mor da hun kom af kælderen og så hendes børn kramme fra morgenstunden af.
Freddy klappede dem begge let på ryggen.
”I må hellere få jer noget mad.” Sagde han og gav så slip på dem.
Deres mor kom over, ruskede Freddy let og kærligt i håret og sagde.
”Min store dreng. Hvordan har du sovet? Du ser træt ud?”
”Mmm… Ikke helt så godt, jeg blev vækket af en kat.” Mumlede Freddy.
”Uhh. Ja det kender jeg godt. Jeg kan huske engang for nogle år siden at der var en kat, der var kravlet op i det træ, som vi engang havde udenfor vores vindue, midt om natten. Jeg skreg så højt at din far troede at jeg havde set et monster…” Freddy hørte ikke resten af hans mors historie. Han var simpelthen for træt til det.
Men lidt efter afbrudte han hende dog og spurgte.
”Hvad med far, er han ude?”
”Ja, men han skulle gerne være hjemme om nogle minutter.” Svaret hun.
Med det samme lød en banken på døren.
Hans mor satte nogle tallerkner med toast på bordet og gik så hen for at åbne.
”Halløj!” Lød hans fars stemme fra døren.
Han kom ind med en bukket Fuchsia blomster.
”Hvad er nu det?” Lød det helt forvirret, men også glad fra deres mor.
”De her er til dig min skat. Har du nogen ide om hvor svært det er at finde en blomsterbutik, der har åbent på den her tid af døgnet?”
”Ej det havde du da ikke behøvet.” Lød det henrykt fra deres mor.
”Altså den her morgen kunne ikke blive bedre. Ungerne krammer, du er tidligt hjemme og så med blomster. Hvordan kan du det?” Fortsatte hun imens hun modtog buketten.
”Tja, faktisk købte jeg dem i går aftes kort efter at jeg var kørt ud på min rute. SÅ de har ligget på passagersædet helle natten. Har du nogen anelse om hvor meget jeg har glædet mig til at give dig dem, når jeg bare har kunne så på dem helle natten og morgenstunden lang?” Sagde deres far.
”Hvad sagde de andre så på pladsen, da de så at du tog hjem af med blomster i hånden?” Spurgte deres mor.
”Tjo, Benny kom med en joke og de andre lavede da også lidt sjov med det. Men jeg fortalte dem at jeg skulle hjem til verdens bedste kvinde og at jeg synes at hun skulle vide at hun var det.” Sagde han imens han trak hende ind til sig og modtog et stort kys.
”EWWW!” Lød det i kor fra Tvillingerne.
Men deres forældre lod til at ignorere det.
”Jeg ville gå op og ligge mig lidt skat.” Sagde deres far så.
”Gør du det, så kommer jeg også op om lidt og… Ehm… Høre om din tur.” Svaret Deres mor ham.
Så vendte hun sig om imod Freddy og sagde.
”Kan du ikke følge pigerne i skole i dag? Så er du en skat.”
”Jo mor. Gå i bare op og snak om fars tur.” Sagde Freddy i en tone, som fortalte hende at han godt forstod hvad de mente.

Solen stod højt på himlen da Freddy gik med tvillinger imod skolen. Han havde en af dem i hver hånd. Men det var nu mest fordi at Sandra blev ved med at stoppe op for at kigge på blomster i de forskellige havner og hvor hun ellers kunne for øje på dem.
”Tror du at mor ville blive glad for dem der?” Spurgte hun for hver gang hun fik øje på den ny blomst og pegede på dem.
”Ja, men lad dem nu stå Sandra.” Svaret Freddy hver gang.
Da de var ved at nå skolen kiggede Sandra dog op på ham og spurgte så.
”Hvorfor ville mor så gerne høre om fars tur?”
Har han været noget sted spændende?” Spurgte Molly og stirrede nysgerrigt op på Freddy.
Hans hoved kørte rundt. Hvad svare man lige til det?
Han rømmede sig så endelig og nøjedes med at sige.
”Det ved jeg ikke. Det må i spørger mor om, når i kommer hjem.”
Phuu. Godt redet, det kunne havde været blevet en meget lang og meget akavet snak. Tænke han.
På trods af de konstante stop for at kigge på blomster, nåede de lige i tidsnok til skolen. Molly og Sandra tog afsked med Freddy og gik ind i en mindre bygning, der lå lige op af skolens parkeringsplads. Det var en skole for de mindre klasser.
Freddy skyndte sig i al hast imod hans egen skoles indgang. Selv om Douglas ikke måtte rør ham eller nogle andre de næste dage, var Freddy stadig ikke sikker på om de andre fra football holdet ikke ville gøre deres forsøg, for at overtage Douglases rolle, som hans plage.
Han kom ind i skolens store antre netop, som klokken ringede. Freddy satte sin kurs imod biologi lokalet. På vejen der over fik Carl, Ronald og George øje på ham. George puffede til Carl med en albue og lavede så en hånlig parodi af at han besvimede imens han faldt bag over i Carls arme, imens han holde sin egen hånd oppe for sin pande.
”Ååååhh… Frø prinsessen og hendes frø, det er så romantisk at jeg at jeg dør!” Udbrød han med en skinger stemme, imens han opførte sit lille teaterstykke.
Carl og Ronald lo hånligt imens.
Freddy havde lidt en følelse af at han burde stoppe op og sige noget til dem. Måske hvis han stak lidt til Douglases drenge ville det for Douglas til at koge over og han ville blive nød til at gøre noget dumt, som kunne få ham smidt ud af skolen. Men Freddy anede ikke helt hvad han skulle sige og han også nå til klassen, så han fortsatte bare forbi dem.
”Ohhh gid jeg også kunne få et kys ar frøprinsessen.” Fortsatte George.
”Hehe. Ja eller af frøen selv.” Lød det fra Ronald.
”Ha! Ja endnu bedre!” Råbte Carl højt og grinende.
Men så brød en ny stemme ind i deres lille optræden og forstyrrede det.
”Har i ikke noget bedre at tage jer til!”
Freddy blev helt overrasket over det og vendte sig om for at se hvem der havde besluttet sig, for at stå op for ham.
Det var en meget høj, sort, tynd og skaldet fyr ved navn Ben.
Ben var anføre for skolens basketball hold og havde aldrig sagt så meget som et ord til Freddy før.
”Hvad er det til dig?” Spurgte George, der stadig lå i Carls arme.
”Lad os bare sige at jeg ikke bryder mig om den måde i påvirker den her skole på længere.” Sagde Ben køligt.
”Jeg er i hvert fald ikke påvirket af noget, din… øhh… Din store tumpe” Sagde Ronald, der tydeligvis havde misforstået hvad Ben havde sagt.
Nogle få andre fra Basketball holdet trak sig ud af ben folkemængde, der ellers bevægede sig imod de forskellige klasselokaler.
De sluttede sig til Ben og de stod nu seks elever over for de tre football spillere og udgjorde en fælles front.
”Jeg synes at i bare skulle gå ud på jeres lille græsplæne og tage på hinanden.” Sagde en lidt mindre, men stadig temmelig muskuløs og bleg spiller ved navn Mathew, der stod med en basketball under armen.
Football spillerne kunne tydeligt se at de var i undertal og med sure miner gik de på en række fordi Ben og hans venner.
På vejen slog George dog til bolden, som Mathew holdte, så den røg af hans arme.
Mathew var lige ved at fare op, men Ben stoppede ham, ved at ligge en rolig hånd på hans skulder.
Så kiggede Ben over imod Freddy. Og så gjorde han noget, som Freddy ellers aldrig havde troet at han skulle se.
Ben knipsede og pegede så kort imod ham og sendte ham et smil. Det var et af Bens kendetegn, for hver gang han godt kunne lide en person.
”Tak skal du havde.” Mimede Freddy tilbage til ham.
Ben vendte sig om og hans drenge følte med ham ned af den modsatte gang af den, som Freddy var på vej ned af.
Freddy stod, som navlet til gulvet. Han kunne ikke fatte hvad, der lige var sket.

Da Freddy kom ind i klassen. Fik Mirra og Denis med det samme øje på ham. Deres ansigter lyste op af en blanding af glæde og overraskelse. Men de havde ikke tid til rigtigt at give yderligere udtryk for deres glæde eller byde ham velkommen tilbage. For lige bag ved ham stod mr. Samson.
”Jamen dog, der har vi jo den faldende helt.” Snerrede mr. Samson, imens han rynkede irriteret på næsen.
Freddy stod uforstående og kigge på mr. Samson.
Den faldende helt? Hvad mente han med det?
”På trods af deres heltedåd, så forventer de vel ikke at jeg bærer dem ned på deres plads vel?” Fortsatte mr. Samson sarkastisk.
Freddy skyndte sig over på sin plads og satte sig ned.
Mr. Samson gik op til tavlen.
”Ja Bondens nådder side 215 alle sammen.” Kommanderede han med ryggen til klassen.
Side 215? Freddy var ikke kommet længere in til omkring side 140.
”Ja. Nu hvor du har fundet din plads, så kan du jo få lov til at starte Fredrik. Kan du fortælle mig om Smedens kone reageret på hertugens meddelelse?” Spurgte mr. Samson, stadig med ryggen til.
”Hertugen? Hvilken hertug?” Tænkte Freddy.
Freddy rømmede sig og sagde.
”Mr. Samson. Jeg er ikke kommet så langt, da ikke har været i skole.”
”Aha…” Lød det fra mr. Samson.
”Kan du så gengive henrettelsen, men fra en tilskueres synsvinkel?” Spurgte mr. Samson ham igen.
Freddy vidste godt hvad det her drejede sig om. Det var endnu en af mr. Samsons ydmygelser.
”Nej. Jeg har været indlagt, så…” Begyndte Freddy men blev meget hurtigt afbrudt af mr. Samson, som nu vendte sig om og stirrede direkte på Freddy.
Han lod til at prøve at holde et lille skadefro smil tilbage.
”Undskyldninger, undskyldninger og dårlige undskyldninger.” Sagde han så højt, så ingen i klassen var i tvivl om hvad han havde sagt.
Han kom med et falskt suk og fortsatte så.
”Javel. Når du nu ikke har fået lavet dine lektier, så må vi jo hjælpe dig. Eftersidning! I dag efterskole! Er det forstået?”
Freddy gjorde sit bedste for at undertrygge sin vrede. Han kunne ikke engang se på mr. Samson da han mumlende svaret.
”Ja… Det er forstået.”
Mr. Samson lod Freddy være resten af timen.
Da klokken ringede ud fra time, kunne Freddy endelig få snakket med Mirra og Denis.
”Så skal vi gå til biblioteket? Jeg har noget vildt at fortæller jer.” Hviskede Freddy.
”Det behøver vi ikke, vi kan snakke frit på gangene nu.” Sagde Mirra.
Freddy så forvirret på hende i et stykke tid og kiggede så over på Denis. Denis nikkede tavst til ham.
”Øhmm… Jeg tror, at jeg for brug for en lille forklaring.” Sagde Freddy langsomt.
De begyndte at gå ned af gangen, imens de forklarede Freddy hvad der var sket.
”Altså det startede dagen efter at du blev indlagt. Vi havde gemt os det meste af dagen, ligesom vi plejer. Men i den sidste pause løb vi ind i George og Jim og de begyndte at køre med et eller andet hjerneløst jeg kan ikke huske hvad…”
”Det var om at du var blevet kaldt tilbage til nørde-fabrikken, fordi at du skulle være defekt.” Afbrød Denis, Mirra.
”Ja, som sagt. Noget hjerneløst.” Fortsatte Mirra. ”Men skete der noget helt fantastisk. Kan du huske Justines veninde Betty?”
”Jaja, jeg kan godt huske hende. Hvad skete der?” Skønnede Freddy på Mirra, da han var ivrig efter at høre mere.
”Hun blandede sig.” Sagde Denis så.
”Ja jeg skulle lige til at sige det. Ja hun blandede sig og så begyndte andre også at blande sig.” Sagde Mirra.
Freddy rystede forvirret på hovedet, næsten som om at han ikke forstod hvad de sagde.
”Blandede sig? Blandede sig hvordan?” Spurgte han så.
”Hun stod op for os. Fortalte at hun ikke gad at være vidne til den slags længere.” Forklarede Mirra.
”Okay?” Sagde Freddy spørgerne.
”Ja. Og andre begyndte også at gøre det sammen med hende.” Tilføjede Denis.
Kunne det virkelig passe? Havde skolen vendt sig til at være imod Douglas og hans venners mobning? Tænke Freddy.
”Det forklare nok lidt mere hvorfor Ben og hans drenge stod sådan op for mig her inden timen.” Sagde Freddy.
”Gjorde han? Wow. Det er virkelig ved at brede sig hurtigt så.” Sagde Mirra.
”Men nu må vi jo også se om de bliver ved. Det kan jo være at det bare er noget, de gør her og nu. Jeg er nu ikke helt sikker på at det ikke ville gå tilbage til at være som før.” Sagde Freddy meget alvorligt.
”Ahhh. Lad os nu ikke bekymre os. Det her skal da nydes!” Sagde Denis glad og tog Freddy om skulderen.
Freddy vidste jo godt at han havde ret. Der var ingen grund til at ødelægge det med en masse bekymringer.
”Hvordan tager Douglas, så denne forandring?” Spurgte han.
”Hmmm… Han er meget tavs for tiden. Det er mest de andre der stadig er efter os.” Sagde Denis.
”Mine forældre siger at han skal være stille den næste uge. Han er på en slags prøvetid.” Fortalte Freddy.
”Ahhh. Det forklare det.” Sagde Denis.
”Men så må vi jo se om de også ville stå op for os, når Douglas begynder igen.” Sagde Mirra.
”Det tror jeg faktisk at de ville.” Sagde Freddy.
”Gør du? Han jo enorm, så det kan være at de ikke tør.” Sagde Mirra.
”Ja, men det har ikke noget med størrelse at gøre. Hvis de tør stå op foran hans drenge, så tør de også at gøre det over for ham. Det er ligesom at stå op over for kongens soldater i gamle dage. Tør man det, så er man jo heller ikke bange for kongen.” Fortalte Freddy.
Hans forundring var begyndt at blive afløst af den stor glæde.
”Det giver vel mening.” Sagde Mirra.
”Men hvorfor denne pludselige ændring?” Spurgte Freddy så.
”Vi ved det faktisk ikke. Det lader bare til at det ikke er populært længere og det er mere populært at være imod det. Så Douglas og hans drenge er på vej ned i fødekæden nu.” Fortalte Denis.
De nåede frem til Freddys skab. En lille gruppe piger, stod ved siden af. Freddy lagde ikke mærke til dem til at begynde med. Men så udbrød en af dem.
”HEJ FREDDY!”
Gruppen vendte sig alle mod dem.
Og så gik det helle lidt for hurtigt til at Freddy rigtigt kunne følge med i hvad der skete. Han var på forhånd forbavset over at de rent faktisk lagde mærke til ham.
Pigen, der vidst nok hed Hanna, kom hen og omfavnede ham.
”Er du allerede tilbage?”
”Hvordan har du det?”
”Er du okay?”
”Du må altså lige sige til, hvis du har brug for noget.”
”Det så altså vildt ud, jeg så det helle. Er du sikker på at du er okay?”
Deres spørgsmål kom flyvende for alle retninger og de havde samlet sig godt rundt om dem.
”Ehmm… Ja… Okay ja… Ja jeg er okay.” Sagde Freddy meget overrasket.
Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.
Han kiggede på Denis, der stod lige ved siden af ham og smilte stort. Han mødte hans blik og trak let på skuldrende og rystede meget lidt på sit hoved, stadig smilende.
Freddy kiggede over for at se på Mirra, men hun var blevet skubbet lidt udenfor det helle.
Pigerne lod af en eller anden grund kun til at være interesseret i Freddy.
Mirra så lidt misfornøjet ud.
Freddy vidste, at han ikke kunne lade hende stå der uden for det helle.
Men så sagde han samtidig med at han både gjorde en gestus mod Denis og Mirra.
”Ja, men Denis og Mirra var rigtig flinke til at komme og besøge mig, da jeg ellers bare lå på hospitalet og kedet mig lidt.”
Pigerne kiggede kort over på Mirra, men kun en af dem sagde meget kort inden de vente deres opmærksomhed tilbage til Freddy.
”Ej det var også rigtig pænt af jer.”
De begyndte igen at snakke videre i munden af hindanen om hvor synd det var for Freddy og hvor meget de ikke kunne holde ud hvad der var sket.
Freddy prøvede at opfange hvad de alle sagde, men det gik så stærkt og i munden af hindanen. Så fik han øje på Emmelie længere nede af gangen.
Hun stod ubevægelig for sig selv og kiggede tilbage på ham. Det lignede næsten at hun studerede ham.
Så lagde en af pigerne hånden på Freddy skulder og han kiggede på pigen, imens hun sagde.
”Du skal bare vide at JEG ville aldrig lade det ske igen.”
”Mange tak skal du havde.” Svaret han hende og vendte så sit blik tilbage for at se Emmelie igen, men hun var forsvundet, næsten som om at hun aldrig havde stået der.
”Øhmm. Det er rigtig sødt af jer. Men vil i lige havde mig undskyldt? Jeg skal lige noget.” Sagde Freddy til dem og prøvede let at glide ud af mængden.
”Ja selvfølgelig.” Sagde pigen, med hånden på hans skulder.
De lod ham passere og begyndte så at pludre igen, men den her gang omkring Denis.
Freddy gik ned af gangen til hvor han havde set Emmelie. Gangen Drejede til højre og han så ned af gangen. Der var ingen at se og gange tog nogle ekstra sving.
Hun må være gået ned af en af gangene. Tænkte han.
Han havde en trang til at han ville snakke med hende og han begyndte at gå ned af gangen. Han undrede sig over, hvad han overhovedet ville sige til hende.
Han var nået halvvejs nede af gangen da en stemme bag ham så fik ham til at vende sig brat.
”Du har vidst rigtig nok fået popularitet.”
Det var Emmelie. Han stod kun to enkelt skridt bag ham.
Hvordan havde hun gjort det?
Han var sikker på at han ikke havde overset hende.
”Hvordan føles det så?” Spurgte Hun og tog nogle få skridt tættere på ham.
Hun stod nu kun få centimeter fra ham og havde det samme blik, som om at hun studerede ham.
”Øhmm… Det er meget rart. Men jeg må indrømme at jeg er meget overrasket over at folk lige pludselig sådan har ændret deres mening.”
”Ja… Måske er de bare blevet mere modne. De ting sker jo.” Svaret hun ham, stadig med et studerende blik.
De stod tavse i nogle få sekunder. Så rettede hun hendes blik til at så se ham direkte ind i øjnene og gik endnu tættere på ham.
Freddy kunne se, hvordan hendes bevægede sig, som om at der var en let brise. Det bølgede let og glæd hen over hendes læderjakke. Men han kunne ikke mærke nogen brise selv. Det helle virkede meget underligt.
”Så nu har du vel ikke tænkt sig at blive et eller andet populært, højrøvet duchbag vel?” Sagde hun køligt og kom endnu tættere på ham.
Hun stod nu så tæt på ham at han svagt kunne mærke hendes åndedræt og dufte hendes duft, som mindede ham om nyslået græs.
Hvad?! Hvad var det for et spørgsmål? Tænkte han.
”Øhmm… Nej. Nej jeg kan godt lide den her ændring, som skolen har taget, men jeg har nu stadig en plan. Så jeg tror slet ikke at jeg vil havde tiden til at være en duchbag. Jeg har et mål og jeg vil gå efter det.” Svaret han hende.
Han kunne godt mærke at han var lidt overrumplet i starten af sit svar i starten, men de sidste ord kom nu meget bestemt ud.
Hun smilte let og lod slet ikke til at give en tanke om hvor underligt, det helle var lige nu.
”Det lyder godt. Det er rigtig rart at havde dig tilbage.” Sagde hun og rakte hendes hånd ud og aede hans venstre arm.
Hendes hånd var så blød og Freddy kunne ikke lade være med at føle sig helt glad over hendes nærvær. Og pludselig virkede det ikke så underligt længere.
Mirra kom til syne rundt om hjørnet.
”Jeg må videre.” Sagde Emmelie meget lavmeldt, så kun Freddy kunne høre det.
Hun strøg forbi ham og gik ned af gangen.
Mirra gik over til ham.
”Jeg anede ikke at dig og Emmelie var så gode venner.” Sagde hun forundret.
Freddy kiggede efter Emmelie og sagde.
”Det gjorde jeg heller ikke.”
”Skulle du ikke havde noget i dit skab?” Sagde Mirra så.
”Når ja... Jo. Det skulle jeg.” Mumlede Freddy.
De gik sammen tilbage til hans skab. Pigerne var forsvundet og Denis stod henrykt ved siden af det.
”Men jeg havde ikke forstillet mig det. Selv ikke i mine vildeste fantasier.” Sagde han drømmende.
Freddy låste sit skab op og spurgte.
”Forstillet dig hvad?”
”Det her! Alt det her. Pigerne snakker til os, vi kan sikkert gå på gangende, vi skal ikke gemme os. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.” Svaret han.
Freddy fik sit skab op og greb hans matematik bog.
”De snakker kun sådan til jer fordi at i er det seneste spændende. Det er blevet på mode nu at være medfølende og ikke være grusom imod os. Det er alt sammen bare en dille.”
Sagde Mirra, der tydeligt var misfornøjet over at havde stået uden for det helle.
”Det er da fedt!” Argumenterede Denis.
”Det er en rar forandring. Og du kan da ikke være imod at skolen nu er et bedre sted at være.” Sagde Freddy.
”Det siger jeg heller ikke at det er. Men de behøver ikke kaste sig over jer på den måde.”
Sagde Mirra.
Freddy grinede let imens han lukkede skabet.
”Tag det roligt Mirra. Vi vil ikke lade det stige os til hovedet. Desuden, så er det jo godt for os alle.” Sagde han og snurrede skabets låsen rundt med hans finger.
”Tal for dig selv. Jeg ved ikke om jeg kan holde sådan et løfte.” Sagde Denis og stirrede fortsat ud i luften drømmende.
Freddy klappede Denis på skulderen og sagde så.
”Okay. Jeg vil ikke lade det stige mig til hovedet. Men kom nu, lad os alligevel gå til biblioteket. Jeg ville gerne sikre mig at der ikke også er andre fag jeg er bagud i.
På hele vejen til biblioteket fortsatte Denis med at havde det samme ansigtsudtryk, som en fem årig, der lige havde set et juletræ med ekstra mange gaver under.
Da de nåede Biblioteket blev Freddy varmt modtaget af Mrs. Ankita med at hun varmt omfavnede ham.
”Jamen ved Lakshmi selv dog! Er du allerede tilbage Fredrick.” Lød det henrykt fra hende.
”Jeg har bedt for dig, bare så du ved det. Hvordan har du det?” Fortsatte hun.
”Mange tak Mrs. Ankita. Jeg har det faktisk overraskende fint. Lægen sagde at jeg ikke havde taget nogen form for skade eller noget.”
”Virkelig? Jeg hørte ellers at det var et rigtigt grimt styrt du havde dig?”
”Ja… Det var det også. Douglas gik vidst for vidt.” Svaret Freddy hende.
”Men det er godt at du er tilbage. Skal jeg ikke lave jer noget te? Jeg har netop fået det med posten fra min søster i Indien.” Spurgte hun.
”Jo tak meget gerne. Det ville være dejligt.” Svaret Freddy.
”Ja tak.” Lød det fra Mirra og Denis næsten i kor.
De kiggede på hinanden og bryd så ud i grin over det.
Mrs. Ankita gik for at lave begyndte at lave teen. Hun havde et lille Særligt te-kognings apparat af messing fra Indien, gemt under hendes skrivebord. Det var sjældent at hun bød på hendes særlige indiske te, da hendes søster kun sjældent kunne få det sendt til Amerika.
”Set i jer bare hen, så kommer jeg med teen.” Sagde Mrs. Ankita, imens hun hev det store avanceret apparat frem op på hendes skrive bord.
De fandt deres sædvanlige bord, som de nu ellers havde valgt den gang, for at kunne gemme sig.
Men nogle ting er vel bare en vane. Tænkte Freddy imens de satte sig ved bordet.
Kort efter at de havde sat sig, kunne man høre døren blive åbnet igen og nogen komme ind. De kunne ikke se hvem for bogreolerne.
Det var da underligt. Der plejer aldrig rigtig at komme nogle andre herned.
”Hvem er det?” Hviskede Freddy til de andre. Selvom han godt vidste at de heller ikke kunne se hvem det var.
”Pas.” Sagde Denis.
Men kunne de høre Mrs. Ankitas stemme.
”Oh. Du er vidst ny her. Hvad kan jeg hjælpe dig med søde?”
”Jo jeg leder efter noget lidt specifikt. Bogen har ikke nogen officiel titel. Men den er af den okkulte slags og den er har et mærke på forsiden, der er formet som en dråbe. Jeg tror at det er en blodsdråbe.” Svaret personen der var kommet ind.
Freddy synes at det lød som Emmelies stemme. Men han var ikke sikker. Han havde ikke kunne slå hende ud af hovedet, så det kunne være at det bare var noget han bildte sig ind. Men det var helt sikkert en pigestemme.
”Uuuuha. Hmmm… Vi har nok nogle bøger, som mangler titler, men om der er okkulte ved jeg ikke. Men du kan prøve at kigge i den lidt overnaturlige afdeling. Men hvis du ikke finder den der, så er jeg sikker på at du nok kan finde noget andet, som kan hjælpe dig med hvad in opgave det er du skriver.” Svaret Mrs. Ankita hende.
”Mange tak.”
”Kunne du tænke dig en kop te med? Jeg er på forhånd i gang med at lave lidt til nogle af mine stamkunder.”
”Mmm… Er det masala chai?” Spurgte pigen.
”Meget flot. En rigtig te kender hvad?” Lød det fra imponeret Mrs. Ankita.
”Ehmm… Kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, anis, peber, laurbærblade og jujube blade. Har jeg ret?”
”Woaw. Du fik in da den hemmelige ingrediens med. Jeg må sige, det er noget af en næse du har dig der.”
”Mange tak. Men ja jeg kunne godt tænke mig en kop med.”
Freddy var altså sikker på at det var Emmelies stemme.
”Så gerne, så gerne. Jeg håber at du kan lide den. Nu har jeg jo lige pludselig fået en rigtig te kender ind jo.”
Pigen begyndte at bevæge sig ned af bogreolerne og de kunne høre fodtrinene komme nærmere. Nu ville der ikke gå længe, før han ville få bekræftet om det var Emmelie der var kommet ind.
Man kunne høre Mrs. Ankita rumstere med hendes te-apparat, der begyndte at boble og summe.
Pigen kom til syne fra bog reolerne og ganske rigtigt, det var Emmelie.
Hun fik med det samme øje på Mirra, Denis og Freddy.
”Oh, hej.” Sagde hun kort.
Mirra nikkede let til hende og Denis løftede sit hoved og sagde.
”Halløj.”
Freddy sad lidt tavst, men greb sig så i det. Han rømmede sig og sagde så.
”Hej igen.”
”I kunne vel ikke hjælpe mig med at finde en bog vel?” Sagde Emmelie og kiggede spørgerne ud på dem.
”Ja vi hørte dig snakke med mrs. Ankita.” Sagde Mirra.
”Vi smug lyttede ikke eller noget. Vi kunne bare ikke undgå at høre det.” Skyndte Freddy sig at sige.
Emmelie smilede let til ham og sagde lidt drilskt.
”Det er okay jeg tror dig.”
Mirra rejste sig og spurgte.
”Hvad var det igen, du ledte efter?”
”Ja, bogen har som sådan ikke nogen officiel titel, så det er ikke helt let.” Svaret Emmelie.
”Altså vi har de okkulte bøger her nede.” Sagde Mirra og bukkede sig ned til nogle af de nederste hylder på bogreolen ved siden af Emmelie.
Emmelie bøjede sig også ned for at se hvad Mirra begyndte at hive frem af bøger. Der var noget let og elegant over hver bevægelse, som Emmelie lavede. Freddy kunne slet ikke tage øjnene fra hende, end ikke da Denis satte sig over ved siden af ham med hans matematik bog og begyndte at snakke til ham.
Mirra sad nu nede på hug ved bog reolen, imens Emmelie stod for overbøjet med ryggen til Freddy. Hendes stramme jeans sad tæt ind til hendes ben og viste hvor velformede de var. Freddy vidste godt at det var upassende at stirre sådan på Emmelie fra den vinkel, men samtidig kunne han ikke få sig selv til at løsrive hans blik. Det var først da Denis puffede ham på armen, at han fik revet sig løs af runde smukke syn.
Freddy gjorde sit bedste for at følge med i Denises lektiehjælp til ham. Men han kunne ikke lade hver med at tage et smugkig i ny og næ. Selv ikke da Emmelie og Mirra gik tilbage til bordet, hvor Mirra lagde nogle bøger ud på det og begyndte at fortælle om dem. Emmelie stod nemlig nu foroverbøjet hen over bordet. Hendes hår bevægede sig stadig mild og langsom, som om at der var en mild brise der skubbede det. Det gled blidt hen over bøgerne og op af hendes arme. Hendes ansigt var formet helt perfekt, som om en marmor skulptør havde hugget det i helt perfektion og når hun blinkede virkede det næsten som om at hendes lange øjenvipper bevægede sig i slowmotion. Hun havde taget jakken af og afsløret hendes langærmet hvide T-shirt med en V-hals, der også var mildt afslørende på en helt anden måde.
Hun lod ikke til at bemærke Freddys små stirrende blikke og han prøvede også virkelig at lade vær og holde fokus på matematikken og Denis. Men matematikken og Denis hjælp virkede så ligegyldig i forhold til synet af hende. Ja faktisk virkede alle skolens timer og fag så ligegyldige i forhold til synet af hende.
Men han måtte fokusere. Han blev nød til det.
Hans opmærksom hed blev først helt brudt da mrs. Ankita kom med et lille træ bakke med fire tekopper.
”Så er der serveret unger.” Sagde mrs. Ankita med en næsten syngende stemme.
Teen havde en duft, som både fik dem Freddy til at tænke på Indien, skyndt han aldrig havde været der, men også af en hyggelig stue ved juletid.
”Mmmm. Den dufter utrolig godt.” Sagde Emmelie og løftede koppen op til hendes næse.
Freddy kunne ikke tage blikket fra hende, da hun trykkede læberne sammen for at puste på teen, inden hun tog sig en tår. Det virkede næsten som om at hans blik havde summet sig ind og så hendes bløde, lidt lyserøde læber trykke sig imod koppen.
”Mmmm! Lige i skabet. Sådan en te har jeg godt nok aldrig fået før.” Komplimenterede hun mrs. Ankita, som så ud til at blive en underlig blanding af stolt og forlegen.
”Orh. Det er bare en gammel familie opskrift.” Svaret hun med at stort smil.

Da klokken ringede havde Freddy nok kun cirka hørt halvdelen af hvad Denis havde sagt.
”Når jeg er ked af at vi ikke lige fandt den bog, som du skulle bruge.” Sagde Mirra.
” Ahh det går nok. Det kan være at den her måske alligevel kan være til lidt hjælp.” Svare Emmelie hendes og holdt en sort bog med et djævle hoved på forsiden op i den ene hånd.
”Jeg er da glad for at havde kunne være til noget hjælp. Imod sætning til de to.” Sagde Mirra og pegede på Freddy og Denis, imens hun smilte drillende.
Denis tog sine hænder ud til siden, imens han grinende sagde.
”Hvad?!”
Næste time var miss. Johansons time.
De skyndte sig alle fire ud af biblioteket og takkede mrs. Ankita for teen på vej ud af døren.
Miss. Johanson var stadig ikke kommet, da de trådte ind i klassen.
Denis, Mirra og Freddy satte sig på deres sædvandelige pladser og Emmelie tog, til både Freddys overraskelse og begejstring, en plads også oppe foran, lige ved siden af Freddy.
Betyd dette at Emmelie kunne lide dem og havde løst til at hænge ud med dem? Var hun nu blevet en del af deres vennegruppe? Tænkte Freddy.
De fandt deres matematik ting frem.
”Hey. Freddy, har du en ekstra lineal, som jeg kan låne?” Spurgte Emmelie imens hun lænede sig hen over imod Freddy.
”Øhmm… Måske lad mig lige kigge efter.” Svaret han hende og begyndte at rode sin taske igennem.
Han havde en underlig følelse af at finde den ekstra lineal, var det vigtigste i verden. Som om at hvis han fandt den ville alle hans ønsker gå i opfyldelse og de ville leve resten af deres liv sammen, med små glade børn og et hus i forstaden.
Men hvorfor tænkte han dog sådan? Var han begyndt at falde for Emmelie? Så godt kendte de jo ikke engang hindanen endnu.
”Her du kan låne min.” Sagde Mirra og rakte en limegrøn lineal henover mod Freddy.
Freddy tog den gav den videre til Emmelie.
”Tak skal du havde. Du er virkelig hjælpsom.” Sagde Emmelie og smilede bredt til Mirra.
De sad lidt længe og ventede.
Efter lidt gik døren endelig op. Men det var ikke miss Johanson, der kom ind, det Peter.
”Oh unger” Han rømmede sig og fortsatte. ”Jeg skulle sige til jer, at miss Johanson er blevet syg og der ikke lige er blevet fundet en vikar, så i har fri timer.”
”Hvad fejler hun?” Spurgte Mirra.
”Aner det ikke. Hun kunne i hvert fald ikke komme på arbejde i dag.” Svaret Peter hende.
Resten af klassen var allerede begyndt at pakke deres tasker sammen igen.
Freddy pakkede så småt også sine ting sammen.
”Her” Sagde Emmelie og rakte linealen tilbage.
Hun prikkede Freddy let og lege fuldt i siden med den.
”Tak” Svaret han hende og tog imod den med et smil.
Hvorfor i alverden sagde han dog tak? Det var jo Mirras lineal alligevel, som han bare skulle række videre.
”Det var da så lidt.” Svaret Emmelie med en fnisen.
Freddy var glad for at hun reagerede så let på det.
Han rakte linealen til Mirra, som forundret spurgte Peter, helt uden at give Freddy og linealen det mindste af hendes opmærksomhed.
”Men hvorfor har vi så ikke fået nogen vikar?”
Peter trak let på skuldrene og svaret hende.
”Det aner jeg ikke Mirra, men jeg ville gå ud fra at det er fordi at det er noget, der er kommet med for kort varsel.”
Freddy prøvede at vifte lidt med linealen for at for Mirra til at tage imod den. Det hjalp dog ikke synderligt meget.
”Men siger lærernes overenskomst ikke at i tilfælde af sygemelding, skal der gives besked tidsnok til at kunne skaffe en vikar hvilket man har vurderet til at ville være inden for 24 timer.” Fortsatte hun.
Det var tydeligt at se på Peter at han gerne ville slippe ud af samtalen og undgå Mirras uendelige spørgsmål. Men han åndede så lettet ud og sagde med et smil.
”Mirra. Hæng ikke budbringeren. Det lyder meget rigtigt alt det du siger, men jeg er altså blot pedel må du huske. Det er ikke noget, som jeg hverken må eller vil blande mig i.”
Flok begyndte at rejse sig og lyden af skrabende stole imod gulvet, fungerede som et startskud til uroen, der fulgte. Peter så sit snit til at forsvinde ud af klassen inden Mirra kom på flere svarløse spørgsmål.
Freddy begyndte nu at prikke Mirra med linealen. Hun snuppede den hurtigt ad af hans hånd og lod den glide ned i hendes taske.
De pakkede deres ting sammen og forlod klasselokalet, som nogle af de sidste.
De stuvede sig sammen ved siden af døren ved siden af klasselokaledøren.
”Hvad nu? Vi kan jo gå frit rundt, hvor det passer os.” Spurgte Freddy. Følelsen af at de ikke skule finde ud af hvor de skulle gå hen for at gemme sig virkede underlig.
”Altså, jeg ville i hvert fald gå på kontoret og høre lidt mere om hvorfor vi ikke har kunne få en vikar.” Sagde Mirra.
De stod lidt i tavshed.
”Når jamen, så gør jeg det bare alene.” Sagde Mirra, vendte sig og gik.
”Jeg kunne nok godt stadig bruge lidt mere rundvisning.” Sagde Emmelie.
”Ja det kan vi sagtens. Jeg tror også at vi kender hver og en afkrog af skolen.” Svaret Freddy hende.
”Skønt.” Sagde hun.
De satte imod den ene ende af skolen, for at begynde fra en ende af.
”Så hvad vil du gerne se?” Spurgte Freddy hende efter de havde gået lidt.
”Hmm… Egentlig bare det helle. Jeg mener jeg kender vejen til de mest basale ting, men jeg har nu altid ment at det er bedst at være velinformeret om hvor alting er.” Svarede hun.
”Det kan man vel ikke modargumenterne.” Sagde Denis.
Freddy og Denis viste henne alt den ene ende af skolen, lige fra skolens forsamlingssal, hvor nogle af skolens elever også opførte små teaterstykker, til Kosteskabet, der lå lige ved siden af Peters kontor.
De var på vej igennem kantinen, for at tage noget frokost med på deres rundtur.
Freddy kom i tanke om at han havde glemt sin madpakke. Hans mave begyndte at rumle og han skævede lidt imod Denis, i håbet op at han ville fange hans blik og vide hvad han mente. Han havde ikke løst til at indrømme hvor fattig han egentlig var foran Emmelie. Men Denis var svært optaget af et helt andet bord, hvor nogle af pigerne, der havde stoppet dem på gangen sad og hviskede sammen imens de kiggede imod dem.
Freddy puffede lidt til ham for at få hans opmærksomhed. Men han misforstod vidst puffet.
”Du har ret. Man ved aldrig. Jeg prøver at gå ind, hvem ved. Her køb noget med til mig og behold bare resten.” Sagde han.
Og uden så meget at kigge på Freddy eller Emmelie stak han Freddy nogle kontanter i hånden, tog en dyb indånding og sagde så til sig selv.
”Ny skole, ny verden, nye grænser.”
Han gik imod han udsete bord og tog plads. Pigerne begyndte med det samme at pludre løs med ham. En af dem lagde sin hånd på hans og han rødmede så meget at han lignede et fyrtårn midt i kantinen.
Emmelie hæv Freddy med over i køen.
Da de havde stilet sig i åbnede Freddy hånden med Denises penge, for at tælle dem. Men han nåede ikke langt, før at han hørte fra drengen, som stod lige foran dem, der vidst nok hed Simon og skulle efter signende være en habil basspiller.
”Hey det er da Freddy! Hey, bare kom foran her man.”
Og før han vidste af det fulgte de andre i køen i Simons eksempel og han stod nu foran kantinedamen.
”Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?” Spurgte hun med en meget lys stemme.
Freddy åbnede hånden igen for at tælle efter.
”Ehmm…”
Han så, så over på skiltet om hvad dagens ret var.
Det var en af alles favoritter. Hjemmelavet pizza.
Han så ned i hans hånd. Denis havde givet ham alt for mange penge kunne han se. Han havde sikkert ikke gidet at tælle dem, da han blev distraheret af pigerne ved bordet.
”Fire stykker med skinke og peperoni.” Sagde han så.
”Så gerne.” Svaret damen ham og stak ham to paptallerkner med to stykker på hver.
Han gav den ene til Emmelie og da de passerede Denis gav satte han den anden tallerken foran ham med byttepengene ved siden af.
”Ehmm… Denis vi går videre, vil du…” Begyndte Freddy, men Denis afbrød ham.
”Ja ja, vi ses senere Freddy.”
”Jeg går ud fra at det så bare er os to.” Sagde Freddy og trak på skuldrene.
Emmelie smilede bare og rakte ham en slejs.
De gik sammen udenfor på skolens store græns areal. Der var en del færre mennesker, selv om skolen skinnede højt på den blå himmel.
Der var en lille bakke med et træ oppe på toppen.
”Hey lad os gå derop. Det ser ud, som om at der ville være en god udsigt.” Sagde Emmelie.
Freddy kunne nogenlunde godt huske udsigten, dog på hovedet. Han sidste minde fra det træ, var da Douglas og hans venner havde hejst ham op i det fra hans ankler. Siden da havde han egentlig undgået at gå der op.
”Jaa…” Sagde han tøvende.
Men Emmelie greb hans hånd og begyndte at hive ham derop. Da de nåede toppen kunne de næsten se ud over det meste af skolen, imens de stod i træets skygge.
”Man. Du må da komme herop helle tiden, med sådan en udsigt.” Sagde Emmelie og stirrede over skolen.
”Ehmm… Ikke så meget igen. Jeg har jo ikke før nu, sådan rigtigt kunne bevæge mig frit på skolen.” Indrømmede Freddy.
”Når ja. Det havde jeg helt glemt.” Sagde Emmelie og kiggede så på ham.
Hun tog en stor bid af hendes pizza, mens hun kiggede på Freddy.
Hendes øjne var store og blå.
Hun grinede lidt med pizza i munden.
”Hvad er der?” Lo hun.
Freddy greb sig selv i at havde stirret på hende.
”Ingenting.” Sagde han hurtigt og kiggede væk.
”Hm mh…” Grinede hun imens hun tyggede af munden.
”Ser jeg så latterlig ud, når jeg spiser?” Sagde hun så, bredt smilende.
”Nej overhoved ikke. Du ser smuk ud.” Svaret Freddy hurtigt.
Og så slå det ham. Han havde lige kaldt en pige, der var langt ude af hans boldgade, for smuk.
Han begyndte at rødme og det fyldtes som om at alt omkring ham stod stille imens hans hoved kørte med lysets hastighed i tusindvis af forskellige retninger.
Men så rev Emmelie han endelig ud af hans trance, som havde følt som en evighed presset ind på et sekund.
”Hehe. Tak. Du ser også godt ud.”
Freddy vidste ikke om de flirtede eller hvad de gjorde. Han havde aldrig prøvet det før.
Han skiftede hurtigt emne.
”Der kan du se parkeringspladsen og forbi hækken der ligger footballbanen.” Sagde han og pegede ud til højre i retning af football banen, hvor Peter var i gang med at slå græsset.
”Hvad er det nu ham pedellen heder?” Spurgte hun og tog en bid mere.
”Det er Peter. Han er rigtig flink, men han er også skolens eneste pedel. Jeg tror at han arbejder fra morgen til aften, for at holde skolen tilpas.
”Han gør et godt stykke arbejde synes jeg.” Sagde Emmelie med munden fuld af pizza.
Den samme dør, som Emmelie og ham var kommet ud af ud til græsarealet, gik op og ud kom Ben og nogle af hans drenge.
Da de gik forbi bakken råbte Ben.
”Hey er det Freddy der oppe?”
”Øhmm… Ja!” Råbte Freddy tilbage.
”Cool. Fest, i morgen ved otte tiden. Mit hus.” Råbte Ben til ham.
”Øhhh… ja okay!” Råbte Freddy
”Du har bare at være der.” Råbte Ben smilende tilbage. ”Og også dig nye pige!” Tilføjede han.
”Tak jeg heder Emmelie.” Råbte Emmelie til ham.
”Helt klart!”
Ham og hans drenge fortsatte forbi.
”Kom lad os side lidt.” Sagde Emmelie og satte sig op af træet.
Freddy satte sig ved siden af hende.
De sad lidt og lyttede til summen fra eleverne nede på skolen.
Freddy tænkte på de drømme han havde haft. Han prøvede lidt at finde en måde at fortælle Emmelie om dem uden at hun skulle tro at han var sindssyg. Så slog det ham.
”Har du egentlig nogensinde hørt om personer der er blevet noget, som heder ”mærket”?”
Hun lagde pizzaen fra sig.
”Så du har fundet ud af det?” Sagde hun så, i et stille og meget seriøst tonefald.
”Øhmm… Bare lidt. Jeg ved ikke helt hvad det betyder.”
”Ja… Jeg går ud fra at alle der er blevet mærket finder ud af at de er blevet det, på den ene eller anden måde.”
”Så du ved noget om det?” Spurgte Freddy, stadig lidt forundret over at hun ikke troede at han var sindssyg.
Hun vendte sig imod ham.
”Du må forstå at vi ved ikke engang selv rigtigt hvad det er og vi kan ikke styre, hvem vi mærker.”
”Hvem er i?” Spurgte Freddy forundret.
”Undre du dig nogensinde over hvorfor du ikke dom noget til, da du ramte de fortovsfliser?” Spurgte hun og ignoreret hans spørgsmål helt.
”Jo. Altså lægen kunne ikke finde noget og ud over at jeg besvimede nogle gange, så havde jeg det faktisk fint.”
”Det er ikke noget jeg gjorde med vilje må du forstå og jeg håber virkelig ikke at du er sur på mig over det.” Sagde hun og tog hans hånd.
”Jeg ved stadig ikke helt hvad det er, så hvordan kan jeg være sur over det?” Sagde han.
Hun kiggede ham dybt i øjnene, næsten som om hun prøvede at læse ham.
”Hvor fra har du egentlig hørt om det?” Spurgte hun så.
Freddy tænkte sig lidt om.
Det kan vel ikke skade at sige sandheden. Det kan umuligt blive mere underligt in det allerede er. Tænkte han.
Han trak vejret dybt og sagde så hurtigt.
”Jeg havde en drøm, hvor jeg hørte nogen sige at jeg var blevet mærket.”
”Det gik lidt for stærkt, gider du ikke lige gentage?” Spurgte hun.
Freddy gentog lidt langsommere.
”Jeg havde en drøm, hvor jeg hørte en mand fortælle en kvinde at jeg var blevet mærket.”
”Oh… Sagde denne mand noget mere?”
”Øhmm…” Lød det fra Freddy, imens han prøvede at huske drømmen.
”Ja… Og det her kommer altså til at lyde dumt.” Sagde han.
”Det er helt okay, du kan fortælle mig det.” Svarede hun ham og holde nu hans ene hånd med begge hendes hænder.
”Han sagde at du havde mærket mig.” Sagde Freddy og bed sig i læben af nervøsitet.
Emmelie tav lidt, men spurgte så.
”Hvem var denne mand? Kan du huske hvordan han så ud?”
”Ja. Han var stor, sort, skaldet og blev kaldt for… Ohh hvad var det nu?”. Han prøvede ihærdigt at huske mandens navn.
”Okena?” Spurgte Emmelie.
Hvordan kunne hun vide det?
”Ja…” Sagde Freddy helt forundret.
”Hvem snakkede han med? Kan du huske det?”
”Øhmm… En kvinde i en stald. Jeg tror at hun hed Acelynn.”
Emmelie kiggede lidt på ham. Stadig med de samme store blå øjne.
”Vil du havde noget imod at snakke lidt med en jeg kender? Han er flink nok, men han kan meget bedre forklare de her ting in jeg kan.”
”Øhmm… Tjoh. Jo, Hvem? Og hvad er det egentlig?” Sagde Freddy tøvende.
”Det bliver enten en, som heder Brian eller Jack. Og jeg bliver virkelig nød til at løbe nu. Jeg bør snakke med dem. Ahhh, men jeg hader så meget bare at forsvinde sådan her.” Sagde Emmelie.
Hun lød virkelig som om at hun havde fået travlt.
Hun holde lidt mere fast om hans hånd og sagde så.
”Jeg finder dig i morgen til festen okay?”
”Okay…” Svaret Freddy hende.
Og så gjorde hun nok det mest uventede nogensinde. Langt mere uventet in helle den snak om at være blevet mærket. Hun lænede sig ind imod hans kind og kyssede den.
Hendes læber var blødere in han havde kunne forstille sig.
”Luk dine øjne og tæl til ti.” Hviskede hun så i hans øre.
Det var som om at han ikke kunne lade hver med at stole på hende. Han lukkede øjnene i og talte så stille ud af munden så hun kunne høre at han talte.
Da han nåede til syv hørte han en susende lyd, næsten som en pludselig vind.
”… Otte, ni, ti.”
Freddy Åbnede øjnene igen. Han sad nu alene under træet, vis blade stadig hvislede.
Hans følelser var lidt blandede. På en måde, så ville han gerne havde haft brugt mere tid sammen med Emmelie, men samtidig så var det også som om hans hjerte stadig hoppede af lykke over kysset.







 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...