Drømmen om blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
En historie jeg gerne ville høre andres meninger om. Første kapitel er især, anderledes i forhold til de andre.

I USA i 1982 prøver den fattige Freddy (fulde navn: Fredrik Nelson Cube) at overleve igennem skolens hårdt styret hierarki-system, for at en dag lande et job, med en god nok løn til at hive hans familie ud af fattigdommen.
Men da en ny pige starter på skolen ændre alt sig for ham og hans øjne bliver åbnet op for en helt ny verden. Store beslutninger, som ingen nogensinde ellers kunne havde forberedt ham på, skal tages.
Hvor meget vil man stå model til? Og hvor langt ville man gå for sine venner, hvis man kun har så få af dem? Og er kærlighed til skade eller gavn, når man har en plan?
Mugeligheden til at gå tilbage til hvordan tingende var er for evigt væk, og vejen frem ligger ukendt, for den unge Freddy.

1Likes
0Kommentarer
97Visninger
AA

1. En blodig start.

Natten var varm og mørk. Luften føltes tung i Emmelies bryst, næsten som om hendes lunger ikke blev helt fyldte, men samtidig kunne de heller ikke udvide sig mere. Hun prøvede dog virkeligt og hun gjorde sit bedste for at trække vejret dybt, men det var også lige så meget fordi at hun var nervøs.

Hun tjekkede sit ur, den store gyldne viser tog et slag mere og den var kvart i elleve. Hun var sent på den. Hun havde glemt tiden i sit forsøg på at for hendes lange gyldne hår til at bølge, lige som Matt godt kunne lide det.

Matt havde sagt at i aften ville være en speciel aften og Emmelie var sikker på at han havde tænkt sig at spørge hende til at være hans date til skoleballet.
Der var bare noget ved ham, som gjorde at hun ikke følte, hun ikke skulle bevise noget overfor ham. Noget som hun ellers havde følt, at hun skulle overfor alle andre i hendes liv. Hendes venner, forældre, lærere, hendes kærestes venner og hendes kæreste eller snart ekskæreste, hvis Matt var villig til at tage det, det skridt videre.

Det var nu meget godt, at hendes forældre var taget ud til bowlingaften med hendes fars kolleger. Hun havde ikke lyst til at skulle besvare en masse spørgsmål, om hvad hun skulle. Desuden så følte hun sig altid skyldig, når hun løj for hendes far. For hun vidste godt at hun kun ville hende det bedste, men hun var bare ikke sådan en lille pige, der skulle passes på evigt og altid. Nej, hun kunne sagtens passe på sig selv.

 

Hun begyndte at gå ned af trappen og igennem den lille forhave. Alt var stille og fortovet var stadig vådt efter regnen, der heldigvis var stoppet for en time siden.
Det eneste der belyste vejen var lygtepælene og noget lys fra stuerne i nogle af de andre huse. Hun kiggede op imod himmelen og prøvede at trække vejret dybt igen. Der hang stadig store skyer, der langsomt bevægede sig over himlen og blokeret for månelyset.
Hun drejede til venstre og begyndte at gå ned af fortovet.

Hun følte ikke at hun havde gået særligt længe, før at husene og lygtepælene forsvandt, og marker og skov begyndte at vise sig i stedet. Skyerne gled endelig væk fra månen og lyset fra den oplyste svagt resten af vejen. Emmelie kunne endelig se en lille sti, der løb ned til en skov. Matt havde sagt, at de vil vente på hende ved bål stedet i skoven.
Gruset på stien var stadig vådt og der havde samlet sig store vandpytter. Hun gik langsomt ned af stien, for at undgå vandpytterne i mørket. Månens Lys gav genskin i vandet og gjorde det let for hende. En let brise fik skovens blade til at hvisle i kor, lyden rejste sig, som et bifald og gjorde hende helt glad. Hun kiggede op imod skoven og så lyset fra en lygte pege imod hende.
“Er det dig Emmelie?!” Kunne hun høre Matt råbe.

“Ja!” Råbte hun tilbage.

Lyset fra lygten begyndte at bevæge sig og hun kunne høre Matts fodskridt komme tætter på i hendes retning.
Hun kunne ikke rigtig se ham endnu, da lyset fra hans lygte var næsten blændende.

Hun blev stående stille og rettede lidt på hendes hår. Så kom han tæt nok på til at hun kunne se ham. Han var iført hans lange sorte frakke, sorte stramme bukser og motorcykel støvler. Han havde kort sort hår og hans dødningehoved ørering dinglede fra hans højre øre. Han havde en lommelygte i den ene hånd og en øldåse i den anden.
Han omfavnede hende og sagde.

“Du er sent på den.”

“Ja, det må du undskylde, jeg var…”

“Det er okay. Kom lad os skynde os. Jesper og Korte har nok allerede fået gang i bålet nu.” Afbrød han, hende.

De gik side om side ind i skoven.

“Hvad er det egentlig vi skal?” Spurgte hun.

“Det får du at se, men det er en smuk nat at gøre det på og det er noget stort og vigtigt.” Svaret han.

Emmelie tænkte på om det var skoleballet han mente. Nysgerrigheden var lige ved at springe ud af hende, men hun ville ikke lade Matt vide at hun gerne vil have ham til at spørger hende.

Matt tog en tår mere af hans øldåse og smed den ud i mørket mellem træerne.

Emmelie tog modet til sig og sagde så.

“Ballet er jo i næste måned, har du tænkt dig at komme til det?”

“Ja måske. Jeg tænker i hvert fald på det.” Sagde han henkastet.

Han gik om på den anden side af hende og lagde armen omkring hende, imens de fortsatte med at gå.

Emmelie ville godt gå lidt langsommere og bare nyde tiden, som de havde alene de to, men Matt holdte dem i et højt tempo. De begyndte at kunne høre små smæld fra et bål og så kom de til en stor græs lysning i mellem træerne. Der lå en sø, med siv buske omkring det rolige mørke vand, som månen spejlede sig klar i. Tæt ved søen lå der en lille bålplads med en halv ring af store sten omkring til at kunne sidde på. Jesper og Korte havde fået godt gang i et bål, der brændte livligt. Jesper havde sit sædvanlige sorte tøj på, dog med shorts. Han sad foroverbøjet på en af stenene, imens han legede lidt med sit lange sorte hår og stirrede stift ind i flammerne.
Korte sad på jorden og lænede sig op af stenen ved siden af mens han smed små kviste ind i bålets flammer. Korte havde kun en sort T-shirt på, men også hans yndlings bukser, der var sorte med små kæder hængende fra lommerne.

De så ud som om, at de havde ventet længe. Der stod en lille sort sportstaske ved siden af den sten, som Jesper sad på.

De blev siddende da Emmelie og Matt kom over til dem. Korte kiggede dog op på dem, da de kom og han hilste også på dem. Men Jesper fortsatte bare med at stirre stift ind i bålet, næsten som om at flammerne fortalte ham en historie, som han ikke ville forstyrres i.

“Har vi flere øl?” Spurgte Matt og pegede mod sportstasken, stadig med den ene arm omkring Emmelie.

“Ja ja, rigeligt.” Svarede Korte og lænede sig over for at tage tasken.

Han hæv den til sig og åbnede den op, for at vise hvad der var i den.

“Vi har rigeligt med øl og nogle flasker af det stærkere, til når vi når der til.” Sagde han og smilte bredt.

“Fremragende! Så stik os da nogle øl.” Sagde Matt kommanderende.

Matt satte sig en sten væk fra Korte, imens han gjorde en gestus til Emmelie, som om hun var en kongelig, om at hun skulle sætte sig. Emmelie satte sig imellem Matt og Korte. Stenen var hård, kold og fugtig. Hendes sko var også begyndt at tage vand ind fra det våde græs og gjorde hendes sokker helt våde.

Korte begyndte at dele øl ud til dem alle, stadig med et smil på læben.

Emmelie kunne egentlig ikke lide øl, men hun ville ikke have at Matt skulle tænke at hun var ligesom alle de andre piger på skolen, der stort set ikke drak. Så hun tog imod øllen, hun satte fingeren på dåsen og åbnede den. Luften fæs ud af den, samtidig med at hun kunne høre de tre andre åbne deres øl. Hun satte øldåsen for munden og begyndte at drikke. Det smagte væmmeligt, men hun fortsatte.

Matt slukkede sin lygte samtidig med at endnu en stor sky gled for månen og de havde nu kun lyset fra bålet, til at kunne se, men det var også nok.

De begyndte at snakke om hvordan, de andre på skolen overvurderet dem selv og hvor falske de syntes at de egentlig var.

Emmelie kunne godt lide at snakke med drengene om de ting, men hun kunne ikke få hendes nysgerrighed om ballet ud af hendes hoved.

Tiden gik og Emmelie havde nu fået to øl og ville egentlig ikke havde mere. Hendes mave vendte sig og smagen af øl blev hængende i hendes mund. Hun kiggede på sit ur, men det var for mørkt til at hun rigtig kunne se det. Flammerne fra bålet var også begyndt at blive mindre.

Korte hæv en flaske med vodka op fra tasken. Han holdt den frem i udstrakt arm og sagde.

“Når, mon ikke det er ved at være tid.”

“Jaa!” udbrød Jesper, som virkede en smule beruset.

Emmelie prøvede igen at tjekke, hvad klokken var. Hun prøvede virkelig at koncentrere sig om, hvad viserne stod på. Hun holdte uret helt op til hendes ansigt. Klokken var halv et, kunne hun se.

“Jamen så åben den da.” Sagde Matt og rejste sig.

Han gik om bag Emmelie og lagde hans hænder på hendes skuldre.

“Du får lov til at tage den første tår.” Sagde han til Emmelie.

Korte skruede proppen af og rakte flasken videre til Emmelie. Hun tog imod flasken og kiggede på den. Hun kunne ikke klare lugten af vodka og hun begyndte at få en let kvalme.

Jesper rejste sig også op og gik over på den anden side af hende og Matt.

Emmelie satte flasken for munden og lod vodka løbe ned i hendes mund. Hun prøvede at tage en mundfuld, men før hun kunne få nok ind til det, greb Jesper fat om hendes håndled og hun tabte flasken ned på jorden. Korte sprang op og tog fat om hendes andet håndled. Matt holdt fast i hendes hoved og trak det hårdt tilbage. Det gjorde sindssygt ondt og det eneste hun kunne se var Matts ansigt, som kiggede ned på hende og var let oplyst af de nu svage flammer fra bålet. Hans ansigt var udtryksløst, da han sagde.

“Undskyld Emmelie, men det bliver bare nød til at være dig og det bliver nød til at ske i nat.”

Hvad havde de tænkt sig? Tænkte Emmelie. Hun var bange og det gjorde så ondt i hendes håndled og hovedbund, at det var svært at koncentrere sig om andet. Hun prøvede at hive hendes arme til sig, men Jesper og Korte holdt godt fast og lod ikke til at give slip.

Matt rettede nu sit ansigt mod skyerne og sagde med en høj og klar stemme.

“ Oh! Mørkets væsner, vær venlig at låne mig jeres øre. Vi hylder jeres drifter og ved at jeres natur er lige som vores. Så vi beder jer om at vise jer og gøre os til ligesom jer! Vi vil bevise med denne jomfru her, at vi er, som jer! Mørkets væsner, bevidn dette og vurder os værdige!”

Hun kunne mærke at Jesper og Korte smurte hendes ærmer op imens Matt bøjede sig ind over hende og holdt hans åbne mund helt tæt ved hendes strube. Hans åndedræt varmede hendes hals og hun kunne mærke Jesper og Korte gøre det samme ved hendes håndled.

Hun mærkede Kortes tænder først. Han bed hårdt ned og pressede hans tænder igennem hendes hud. Hun prøvede at skrige, men Matts tænder havde nu også sat sig ind i hendes strube og Jespers i hendes andet håndled. Hun hev og sled i armene og prøvede at vride sig ud af deres greb, men lige meget hjalp det. Hun sparkede løs med hendes ben, men det eneste hun ramte var vodkaflasken.

De begyndte at suge løs på hendes hals og håndled imens blodet flød ud af hende.

 

Da de var færdige, gav de slip på Emmelie og hendes afdøde krop faldt ned fra stenen og ned på jordens kolde våde græs.

De stod nu tavse og indsmurt i blod. De var stille i et stykke tid og der var kun lyden fra det døende bål og bladenes hvislen. Så brød Korte stilheden.

“Tror du det virkede?” spurgte han og kiggede over på Matt

“Det bliver det nød til.” Svaret Matt og stirrede ned op Emmelies krop.

De fortsatte med at være stille i lidt længere tid. Jesper stod nervøst og trippede lidt på hans fødder og så sagde han.

“Oh man. Jeg vidste…”

Han blev overdøvet af et kæmpe vindpust, der blæste ind i mellem dem helt uden varsel. Bålet blev blæst ud og der var nu helt mørkt i skovens lysning.

Så lød der pludselig en kold kvindes stemme.

“HVOR VOVER I AT KALDE OS FOR MØRKETS VÆSNER?!”

Drengene så sig forvirret omkring i mørket. De kunne ikke se hvor stemmen kom fra.

“OG ENDNU VÆRRE, AT PÅSTÅ AT I SKULLE VÆRE LIGE SOM OS! HVAD SLAGS FORNÆRMELSE ER DET?!”

Drengene for sammen og stemmen gav dem en kold fornemmelse helt ned ad ryggen.

Matt fik fremstammet, med en stemme, som var en anelse lysere in den normalt var.

“Vi ønsk… vi ønsker blot at blive ligesom jer.”

Luften blev koldere omkring dem og deres ånde blev til dis i luften. Selv Matt i sin store frakke var begyndt at fryse.

Et lille stykke af månen kom til syne fra skyerne og sendte et svagt strejf af lys ned i skovens lysning. I det lille stykke imellem bålpladsen og søen blev oplyst og viste en ung, bleg kvinde der stod der.

Hendes lange sorte hår bølgede stadig, selvom vinden var stoppet igen. Og selv om det var blevet meget koldt, så hun ikke ud som om hun frøs. Hun havde ellers kun en tynd sort top på med en rød stribe, der løb lodret igennem midten af den og en sort, lang, let nederdel.

Hun rakte hendes hånd ud efter et af de høje siv og man kunne se tre store sølvringe, der gav genskin i månelyset på hånden og hun havde halv lange røde negle. Hun så ud, som om hun studerede sivet, imens hun lod det køre mellem hendes fingre.

Matt tog et skridt frem, imens han turde blod fra hans hænder af på hans frakke.

Han rømmede sig og prøvede at lyde rolig da han sagde.

“Jeg er Matt og det her er mine venner Jesper og Korte.”

Hun fortsatte med at pille ved sivet og kørte det nu i mellem to af hendes fingernegle mens hun betragtede det i månelyset.

“Jeg er… Ligeglad” Sagde hun med en kold og rolig stemme, uden så meget som at kigge på Matt.

Matt stod helt stille og turde ikke rokke sig ud af flækken. Jesper og Korte, var krøbet sammen bag ham og prøvede på at gøre sig så små som overhovedet muligt.

Endelig tog kvinden blikket væk fra sivet, men hun kiggede ikke på Matt og heller ikke på Jesper eller Korte. Hendes blik var fæstet ved Emmelies livløse og blege krop, der lå i græsset.

“Hvad hedder pigen?” Spurgte hun, stadig uden at kigge på nogle af drengene.

“Em… Emme…” Begyndte Jesper at fremstamme, men han blev afbrudt af Matt, som nu lod til at havde fået sin stemme lidt mere under kontrol.

“Er det virkelig vigtigt?” Spurgte han.

Nu kiggede Kvinden endelig over på Matt. Hendes øjenbryn havde trukket sig lidt sammen og hun havde et forundret ansigtsudtryk da hun sagde.

“Har du stadig ikke fattet det?! Ingen af jer kommer levende ud af den her skov.”

“Me… Men… Men…” Stammede Jesper igen, men kvinden afbrød ham også.

“Og jeg er ikke her for at gøre, som i siger.” Hun stoppede med at tale, for Korte var sprunget op og begyndte nu at spænde i den modsatte retning, ud i mørket.
Matt og Jesper stod tilbage, de kunne ikke se Korte længere, mørket var blevet for tæt. Men de kunne stadig høre lyden fra hans løbene føder, indtil de stoppede brat.

“Vi... er her for at dræbe jer.” Fortsatte kvinden.

Skyerne gled nu helt væk fra månen og lyset afsløret en stor muskuløs, sort mand med et skaldet hoved og stramtsiddende, sort og gråt sæt joggingtøj. En sort slank kvinde, med kort hår, en rød læderjakke samt stramtsiddende sorte jeans. Og en bleg mand med langt sort glat hår og en hvid åbentstående skjorte, der viste hans blege muskuløse bryst.

De så alle meget unge ud, men de var helt klart for gamle til at gå i highschool.

Matt og Jesper fik et chok over de nye personer, der lige pludselig stod omkring dem.

“Men… Men vi har ikke gjort jer noget!” Sagde Jesper med en næsten grædefærdig stemme.

Den store sorte mand gik roligt frem til ham. Han var halvanden hoved højere end Jesper. Så tog han med en hånd fat i kraven på Jesper og løftede ham langsomt op. Jesper kunne ikke holde tårerne tilbage længere, da hans fødder begyndte at give slip på jorden og nu hang de bare og dinglede under ham.

Så sagde manden, med en meget dyb stemme.

“Jo… I har.”

Han åbnede så hans mund så meget han kunne og afslørede to unaturligt lange hjørnetænder, siddende i hans overmund.

Matt så forskræmt til imens hans vens hals blev gennemhullet af de to store tænder, som satte sig dybt inde i Jespers hals. Jesper sparkede og sprællede, men lige meget hjalp det. Han prøvede at skrige, men det eneste der kom ud var en underlig form for gurglelyd.

Kvinden lagde nu hendes ene hånd på Matt, som var ligbleg af skræk, og holdte om hans skulder. Hun hviskede ind i øret på ham.

“Og hvis du så gerne vil have, at vi skal præsentere hinanden først, så hedder jeg Acelynn.”

Hun snurrede Matt rundt, så han stod med front mod hende og så fremviste hun hendes lange mælkehvide hjørnetænder, før hun placerede dem lige ved siden af hans hals. Hendes tandspidser kildede let imod Matts pulsåre, som hamrede løs.

Matt prøvede at rive sig løs, men Acelynn var unaturligt stærk og hendes greb om hans skulder var som sten.
Hun trykkede nu langsomt hendes tænder igennem huden på hans hals. Det virkede næsten som om at hans hud ikke gjorde nogen modstand, men smerten i halsen var ikke til at tage fejl af. Han skreg så højt i smerte, at det vækkede nogle af skovens sovende fugle, som med et set drog fra trækronerne og op i luften. Han fortsatte med at skrige, indtil hans hals blev fuld af blod og det eneste han kunne var at gurgle i det.

 

Skoven blev stille igen, uden andre afbrydelser i stilheden, end når en blid brise strøg sig igennem trækronerne.

Manden i den hvide skjorte gik roligt over til den store sorte mand og sagde.

“Så, nok til alle”

Men manden lod ikke til at høre, hvad han sagde.

“Okena!” Forsøgte han igen, den her gang en anelse højere og med en mere bestemt stemme.

Okena trak sine tænder ud af Jespers nu helt slappe krop og lagde den ned på en af stenene. Så sagde han med sin fortsatte dybe stemme.

“Undskyld Brian. Jeg blev lige revet lidt med der.”

Han sendte Brain et stort smil, som blottede hans blodige tænder.

Brain fnys let imens han rystede på hovedet, men samtidig gengældte Okenas smil. Han knælede ned ved stenen og satte så sine egne tænder i Jespers lig.

Acelynn havde også trukket sine tænder ud af Matt og holdte ham nu i en udstrakt arm i retning af kvinden med det korte hår. Men Acelynns øjne var igen stærkt fæstet på Emmelies krop, da hun sagde henkastet til den korthårede kvinde.

“Her, jeg efterlod noget af pulsen tilbage til dig.”

“Oooh Goody.” Lød det henrykt fra kvinden, næsten som om at hun var en lille pige, der lige havde fået en stor is med flødeskum. Kvinden satte nu sine tænder i Matt, imens Acelynns gav slip og gik hen til Emmelies krop.

Okena gik også der over.

“Tror du at vi kan redde hende?” Spurgte Okena.

“Måske, men vi bliver nød til at vente på Jack, før vi tager den beslutning.” Svarede Acelynn.

“Ingen grund til at vente længere!” Lød en høj stemme fra en skikkelse der kom gående ind i månelyset. Skikkelsen slæbte på et lig, som ud fra bukserne med de små kæder i, måtte være Korte. Kun bukserne gjorde at man faktisk kunne genkende ham, for hans ansigt var helt blodigt og forrevet.

Manden, der var kommet gående ind i lyset, var blond med pænt sat hår og små lyse skægstubbe, der var smurt ind i blod, dækkede halvdelen af hans ansigt. Han gav slip på Kortes lig, som faldt med ansigtet først ned i det våde græs og så børstede han lidt jord væk fra han lysebrune, frynsede læderjakke.

Jack spankulerede over til Emmelies krop.

“Ah mand, hvad har de dog gjort ved dig?” Sagde han til Emmelies livløse krop imens han knælede ned.

“Lad os få stemt.” Sagde Okena

“Brian, Sarsu hvad stemmer I?!” Spurgte Acelynn højt over skulderen.

Sarsu, hæv hendes tænder ud af Matts efterhånden blege lig. Hun smaskede lidt inden hun frem stønnede.

“Ja.” Og så satte hun igen hendes tænder i Matt.

Brain rejste sig fra Jespers lig og vendte sig om, indsmurt i blod.

“Ja.” sagde han roligt.

Okenas dybe stemme lyd også.

“Ja.”

Acelynn kiggede op på Jack, som nikkede let imens hans sagde lavt.

“Ja.”

Acelynn kiggede ned på Emmelies blege ansigt og sagde.

“Jeg ved ikke om vi overhoved kan, det vil måske være bedst at lade være. Selv hvis vi lykkes, så vil hun ligne en på Seksten for evigt. Hendes krop er allerede død.”

“Acelynn” Sagde Brain og sendte hende et alvorligt blik.

Acelynn mødte hans blik og kiggede så ned på Emmelie igen.

“Ja.” sagde hun endelig efter en lille pause, med en meget stille stemme.

“Hey!” Lød det fra Sarsu. “Se hvad jeg fandt!”

Hun havde fundet en lille rød, læder indbundet bog i en af Matts frakkelommer.

“Endnu en? Det forklarer vel lidt hvordan, de har kendt til det ritual.” Sagde Jack imens han rejste sig og holder hans hånd ud for at tage imod bogen.

Sarsu gik over og gav ham bogen i hånden. Han kiggede på den. Den havde en sort omvendt trekant på omslaget. Hand åbnede den og bladrede lidt igennem den.

“Ja, det er en af dem.” Sagde han med en lidt bedrøvet stemme.

Acelynn rømmede sig og kiggede på Jack.

Jack tog hans anden hånd ind under jakken og fandt en lang, blank kniv frem og rakte den til Acelynn imens han stadig kiggede i bogen.

Acelynn tog imod kniven og knælede ned ved Emmelies krop. Hun holdte hendes ene arm frem mod det store sår på Emmelies hals. Hun trykkede kniven imod sit håndled og kørte den tværs over hendes blodåre, så blodet flød ned på Emmelies sår og ind i hendes krop.

Brain var gået over til Kortes lig. Han tog fat i nakken på liget og løftede op, så man kunne se Kortes sygner revne ansigt.

“Hvad skal det her forestille Jack?” Spurgte han.

Jack blev ved med at kigge og bladre i bogen, da han svaret ham.

“Jeg ville lade det ligne et dyre angreb. Jeg vil hellere have at folk begynder at lede skoven igennem efter et eller andet rovdyr, in at de begynder at lede i byen efter et.”

“Og hvad så hvis vi for pigen bragt tilbage?” Spurgte Sarsu.

“ Hvad skal de så tro at der er sket med hende? Vi kan ikke lade hende vende tilbage til sit gamle liv.”

Jack kiggede op fra bogen og over på Sarsu. Han sendte hende et stort smil, da han svarede.

“Mennesker elsker mysterier, så lad dem skabe deres egne historier, om hvad der er sket med pigen.”

Brain stak to af hans lange fingre ned i tandhullerne på Jespers hals og så rev han til, så der kom to store og dybe rivemærker, i stedet for sporene fra Okenas tænder.

“Det er en kopi, men den er håndskrevet.” Sagde Jack imens han lokkede bogen i og rakte den til Okena.

“Den har alle de samme detaljer som originalerne. Brænd den.”

Månen blev igen tildækket af skyerne og helle skoven blev mørk. Der var hverken et bål, lygter eller måneskin til at oplyse skovens lysning.
Det eneste lys der var at se, var noget svagt unaturligt lys der kom fra de fem vampyrers øjne.






 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...