Drømmen om blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
En historie jeg gerne ville høre andres meninger om. Første kapitel er især, anderledes i forhold til de andre.

I USA i 1982 prøver den fattige Freddy (fulde navn: Fredrik Nelson Cube) at overleve igennem skolens hårdt styret hierarki-system, for at en dag lande et job, med en god nok løn til at hive hans familie ud af fattigdommen.
Men da en ny pige starter på skolen ændre alt sig for ham og hans øjne bliver åbnet op for en helt ny verden. Store beslutninger, som ingen nogensinde ellers kunne havde forberedt ham på, skal tages.
Hvor meget vil man stå model til? Og hvor langt ville man gå for sine venner, hvis man kun har så få af dem? Og er kærlighed til skade eller gavn, når man har en plan?
Mugeligheden til at gå tilbage til hvordan tingende var er for evigt væk, og vejen frem ligger ukendt, for den unge Freddy.

1Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

5. En anden slags første date.

”Hvad tager man overhovedet på, når man skal til fest hos en af de populære elever?” Spurgte Denis.
”Jeg tænker noget fint, men ikke alt for fint. Du ved lidt afslappet, som et par jeans og en skjorte.” Svaret Freddy ham, imens han sad på Denises sengekant og så Denis fumle med et slips.
Freddy havde selv trukket i et par rene jeans og med en lyseblå skjorte stoppet ned i bukserne.
”Kan du ikke bare skynde dig. Jeg ville ikke være uhøflig og komme for sent.”
”Ja undskyld mig fordi jeg gerne ville gøre et godt indtryk. Men jeg ville heller ikke skille mig for meget ud. Desuden så har jeg hørt at de vigtigste gæster altid kommer en halvtime for sent.”
”Så lad mig!” Sagde Mirra, der havde siddet med et håndspejl op foran sig ved Denises skrivebord og lagt sin makeup.
Hun rejste sig og gik over til Denis. Hun flåede slipset af ham og kastede det over til Freddy, hun knappede hans to øverste knapper i skjorten op og uglede hans hår lidt.
”Sådan. Hvis i to så ville gå ned og vente lidt, så kommer jeg.”
Freddy lagde det blåternede slips på sengen og Denis tog et sidste kig i spejlet inden de så gik ud af Denises store værelse.
Denis boede imod sætning til Freddy i et stort og meget veludsmykket hus. De kom ud på deres gang, hvor der hang store billeder langs væggene og de steder, der ikke var dekoreret af dem, stod der store vaser eller glasmontre med forskellige slags udstiller i. Freddy kunne dog ikke så godt lide montren, der stod med udstoppede dyr, som Denis ellers kalde for hans yndlings af dem. Det var mest udstoppede slanger og skorpioner, som hans far havde fanget og udstoppet sammen med Denis da de var mindre på en ferie i Egypten. Freddy kunne bare ikke lide hvor livagtige dyrene så ud. Men det var nu heller ikke så meget dyrene Denis godt kunne lide ved montren, havde han fortalt. Det var mere helle ferien, som han godt kunne lide minderne fra.
Denises forældre var skilt og han boede med sin far og hans pap mor. Hans far, som nu var en stor kanon inden for et rejseselskab, også havde været i hæren i hans yngre dage og bare generelt havde været på så mange spændende eventyr og set så meget at det virkede, som om at han aldrig rigtig løb tør for historier at fortælle.
Hans rigtige mor derimod kendte Freddy ikke så meget til og Denis sagde også bare at de ikke havde haft kontakt i flere år.
Hans pap mor virkede han heller ikke super tæt med eller overhoved glad for, på trods af at hende og hans far havde været gift i to år.
Denis stoppede lidt op ved montren med de egyptiske dyr.
”Har jeg nogensinde fortalt dig hvordan vi fangede, den lille skorpion der?” Sagde han og pegede på en lille rødlig skorpion, der stod på en lille træplatform inde i montren.
”Nok omkring hundrede gange.” Svaret Freddy, der allerede stod ved det øverste trappetrin af den brede trappe.
”Jeg fandt den imens jeg legede i sandet og tog den i halen…” Begyndte Denis, men Freddy afbrød ham.
”Ja og du gik stolt ind og vækkede din far med den, som sprang op over at se hans seks årig søn, stå med en af de mest giftige skorpioner i verden. Jeg kender historien.”
Denis smilede lidt imens han kiggede på den.
”Havde jeg bare vidst at det var de mindste, der er de giftigste, så tror jeg aldrig at jeg havde gjort det. Jeg var heldig at den ikke stak mig.”
”Meget heldig.” Svaret Freddy ham og begyndte at gå ned af trappen.
Lidt efter fulgte Denises fodtrin med.
Deres antre, lignede slet ikke gangen ovenover. Den var stadig udsmykket, med det var langt mere i et blomster tema. Der var blomstertæppe på gulvet, blomstervaser med alle mulige slags blomster i rundt på små borde og der hang blomster broderier på væggene. Det var tydeligt at se, at det var Denises pap mor, der havde fået lov til at dekorere den del af huset.
Denis stillede sig op foran et andet spejl, de havde hængende på væggen lige ved siden af hoveddøren.
”Hold nu op. Du ser fin ud. Du ender bare med at overtænke det og så ødelægge det.” Sagde Freddy til ham.
Denis blev dog ved med at rode ved hans hår. Han skiftede til at prøve at glatte hans krøller ud til så at ruske dem til igen.
”Jeg troede ellers at det var let at havde krøller.” Sagde Freddy drilagtigt.
”Ingen frisure er helt let og især ikke krøller. Og jeg forstår ikke hvorfor du ikke har gjort noget ved dit hår.” Svaret Denis imens han fortsatte med at rette på dem i spejlet.
”Vi skal jo alligevel gå der til, så vinden ville ødelægge hvad in jeg prøver at gøre ved det tror jeg.”
Denis lod endelig hans hår være og lo hans hænder falde ned langs siden.
”Kunne din far ikke køre os da?” Spurgte han så.
”Nej jeg synes at det ville være lidt underligt at ankomme i en lastbil. Så han besluttede sig for at tage en tur for at afløse en af hans kollegaer, da jeg sagde det til ham.” Svaret Freddy.
”Han kunne da bare havde sat os af lidt der fra.” Sagde Denis imens han vendte sig fra spejlet.
Det havde Freddy faktisk ikke lige tænkt over.
Han trak bare på skuldrene, som svar.
”Hvad med dine forældre?” Spurgte Freddy så.
”De er ude og spise.” Sagde Denis kort
”Det havde været lettere, hvis en af os tog et kørekort.” Sagde Freddy og Skævede til ham.
Denis fangede godt hans hentydning til at han mente at han burde få sig et.
”Jeg har sagt, at jeg ikke har løst til at tage et kørekort!” Svaret Denis strengt tilbage til Freddy.
”Jeg siger bare at det ville gøre en del ting lettere hvis en af os havde et.” Fortsatte Freddy.
”JA! Men jeg har ikke løst! Og du har ikke…” Denis stoppede sig selv midt i hans sætning.
Freddy vidste godt hvad han havde tænkt sig at sige og han brød sig ikke om at Denis skulle være flov over at sige det som det var.
”Har ikke hvad?” Spurgte han, en smule små irriteret.
”Ikke noget. Lad os bare glemme det okay. Undskyld.” Svaret Denis.
”Har ikke råd. Det var det du skulle til at sige ikke?” Spurgte han og stirrede direkte på Denis, der tydeligvis undgik hans blik.
”Hold nu op. Nej det var ikke det jeg... Kan vi ikke bare glemme det? Ingen af os har et kørekort.”
”Jo det var så!” Sagde Freddy med en hævet stemme.
”Så drenge. Lad os nu for lidt feststemning på.” Lyd det fra Mirra, der var kommet til syne på toppen af trappen.
Hun var iklædt en smuk, gul sommerkjole med et blåt snørklet mønster. Hendes har var løst og bølgende. Freddy havde aldrig set det så fyldigt før. På hendes skulder hang der en skindene lille blå håndtasker, der matchede det blå mønster.
Både Freddy og Denis stirrede på hende med måbende ansigter.
”Mirra dog.” Sagde Freddy.
”Det er min søsters kjole. Kan i lide den?” Spurgte hun imens gik langsomt ned af trapperne, for ikke at snuble i hendes hvide højhælede sko.
”Ja. Du ser godt ud.” Svarede Freddy.
”Beeee… bjuuuuuhh…” Løs det fra Denises mundende mund.
Hun kom ned på det anden sidste trappetrin og rakte så hende hænder strakt ud fa sig. Freddy og Denis rakte hende hver deres arm fra hver deres side til at holde i. Hun lagde en hånd på hver af deres arme og med et lille hop kom hun helt ned på gulvet.
”Så. Er der nogen af jer, der ved hvor Ben bor?” Spurgte hun.
Freddy og Denis stirrede på hinanden. De kunne godt begge se på hinanden af den anden heller ikke anede det.
”Det tænkte jeg nok.” Sagde Mirra. ”Så jeg tog mig den frihed at spørger Mathew.”
Hun en lille håndskrevet lap op fra håndtasken.
”Og ja jeg kender vejen. Skal vi gå?” Afsluttede hun og grab om dørhåndtaget.
De kom ud i en lune sommeraften.
Efter de var nået lidt ned af fortovet spurgte Mirra så.
”Så hvad skændes i to so om?”
”Ikke noget.” Svaret Denis.
”Denis er flov over mig!” Snerrede Freddy.
”Det passer ikke.” Protesterede Denis.
”Du kan ikke lide at jeg er fattig og derfor ville du ikke sige det højt!” Sagde Freddy.
”Nej jeg… jeg mener jo jeg…” Begyndte Denis, men Mirra afbrød ham.
”Freddy. Prøv lidt at sætte dig i Denises sko. I kommer fra så forskellige verdener at det nok nogle gange kan føles, som om der er en afstand imellem jer, når i snakker om det.”
Sådan havde han nu ikke lige tænkt over det.
De stoppede op.
”Er det sandt?” Spurgte Freddy forundret og kiggede over på Denis, der endelig mødte hans blik.
”Lidt. Jeg ved intet om at stå og mangle penge til de forskellige ting. Og jeg kan heller ikke lide at vise mig frem bare fordi min far har tjent en masse. Jeg ville ikke virke arrogant og derfor kan det… Ja… altså…” Sagde Denis.
”Og derfor kan det være svært nogle gange at vælge emner, når han ikke ved om det ville være at træde dig over tærende.” Afsluttede Mirra for ham.
”Ja… Det hun sagde.” Sagde Denis.
Freddy vidste ikke hvad han skulle sige. Han rakte i stedet Denis hånden. Han tog imod den og trykkede den.
”Du har aldrig virket arrogant og i al den tid vi har kendt hinanden har du aldrig opført dig som om at du er bedre in mig på grund af penge.” Sagde Freddy inden de gav slip.
Denis smilte lettet og afslappet.
”Kun når det kommer til matematiktimerne.” Jokkede Freddy og de begyndte at gå igen.
Denis kom med et lille latterfnys imens Mirra bare rystede smilende på hovedet.
De gik lidt ved af nogle gader. Forbi gaden hvor Freddy boede og videre.
Solen var så småt ved at gå ned og den malede himlen i en klar rød farve.
”Hvad siger man til sådan en fest? Og hvad gør man?” Spurgte Denis, der så lidt nervøs ud.
”Bare hav det sjovt. Hæng ud med folk og snak.” Svaret Freddy ham og trak på skuldrene.
”Det kan være at de piger, som du er så glad for er der.” Sagde Mirra.
Det havde lyt som om at hun snerrede det, men Freddy nåede ikke helt at opfange om hun rent faktisk snerrede eller ej. Og det havde Denis tydeligvis heller ikke, for hans ansigt ændrede sig fra nervøs til drømmende på et split sekund og pludselig fik han munden på geled og begyndte at snakke om de forskellige piger i den grubbe.
Freddy hørte ikke rigtig efter, delvist fordi han ikke rigtig gad og delvist fordi han havde noget bedre at tænke på, nemlig Emmelie. Han håbede virkelig at hun ville komme til festen, som hun havde sagt at hun ville. Han tænkte også på om Brain og Jack ville være de samme Brian og Jack, som han havde set og hørt om i drømmene. Og selv hvis de var, så vidste Freddy ikke særlig meget om dem eller om hvem de var. Og hans første drøm i det med vampyrende virkede også lidt underligt. Var det en del af en slags kult eller en grubbe, der gik rundt og kaldte sig selv for vampyrende?
”Hvad synes du Freddy?” Spurgte Denis.
Spørgsmålet var som kommet ud fra det blå for Freddy.
”Ehmm… Ja. Helt klart.” Svaret Han Denis, så han ikke ville opdage at Freddy slet ikke havde hørt efter et ord af hvad han havde sagt.
Denis lod til at tro på det, for han fortsatte med hans endeløse snak.
Men Freddy lagde mærke til at jo mere Denis snakkede, jo mere blev Mirras ansigtsudtryk irriteret. Det kunne være at hun bare ikke kunne tone det ud, ligesom Freddy gjorde. Efter lidt så det ud som om at hun var ved at sprænges. Freddy tænkte i hal hast efter et nyt emne at bringe på banen.

                                                                   Rest of story till in progress.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...