Drømmen om blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
En historie jeg gerne ville høre andres meninger om. Første kapitel er især, anderledes i forhold til de andre.

I USA i 1982 prøver den fattige Freddy (fulde navn: Fredrik Nelson Cube) at overleve igennem skolens hårdt styret hierarki-system, for at en dag lande et job, med en god nok løn til at hive hans familie ud af fattigdommen.
Men da en ny pige starter på skolen ændre alt sig for ham og hans øjne bliver åbnet op for en helt ny verden. Store beslutninger, som ingen nogensinde ellers kunne havde forberedt ham på, skal tages.
Hvor meget vil man stå model til? Og hvor langt ville man gå for sine venner, hvis man kun har så få af dem? Og er kærlighed til skade eller gavn, når man har en plan?
Mugeligheden til at gå tilbage til hvordan tingende var er for evigt væk, og vejen frem ligger ukendt, for den unge Freddy.

1Likes
0Kommentarer
97Visninger
AA

2. Det søde med det saltede.

(10 år senere)

 

Puden var så blød og perfekt formet efter hans hoved, som om den var blevet støbt efter det efter det i løbet af natten. Hans dyne var så blød og varm, imens resten af hans værelse var alt for koldt til at han gad at stå op. Men alarmen fra hans vækkeur, der havde revet ham ud af hans søvn, blev ved med at ringe så ulideligt højt, at han ikke kunne dvæle tilbage til hans behagelige søvn.
Han havde drømt om noget, men han kunne ikke huske, hvad den handlede om.

Han blev liggende lidt i sengen og prøvede at huske hvad det var, han havde drømt om, inden han svang hans fødder væk fra under den varme dyne og ud i den kolde kælder luft og ned på det kølige gulvtæppe. Stadig med næsten lukkede øjne rejste han sig op og luntede med små skridt hen til kommoden, hvor hans vækkeur stod. Han slå håndfladen mod snus knappen og kiggede over på sengen. Han havde mest af alt lyst til lægge sig ned under hans bløde og lune dyne igen. Der var ikke langt, han kunne sagtens bare ligge sig i fem eller ti minutter mere. Men med det samme gik døren til højre for ham, der gik ud til den endnu koldere kældergang, op. Det var hans mor, der kom ind med en vaskekurv, der var stoppet fuld af tøj, i hendes favn. Tøjet i kurven var stablet så højt at det gik over hendes hoved, men nu var hun også en ret lav kvinde, og havde det ikke været for hendes højt satte leverpostejsbrune hår, så kunne det faktisk havde lignet at tøjkurven havde groet sine egne små ben at gå på.

“Oh godt Freddy, du er oppe, gider du ikke lige at være en skat og sørger for morgenmad til dine søstre?” sagde hun og satte vasketøjskurven ned på gulvet.

“Også godmorgen til dig mor og ja det skal jeg nok.” Svaret Freddy hende søvnigt imens han gned sig lidt i øjet.

“Tak skal du havde og også godmorgen til dig.” Sagde hun og gav ham et hurtigt kys på kinden. Hun gik i gang med at ligge hans tøj sammen og ind i skabet. Han gik ud i gangen. Det kolde kældergulv kølede hans bare fødder og nu ville han virkelig gerne ligge sig tilbage i hans varme bløde seng. På vej op ad trappen turde han hans mors kys af hans kinden.

Han kom op i deres lille køkken, hvor hans far sad og læste avis ved det lille runde spisebord. Hans far var kun lidt højere in hans mor, men en del bredere og så tog han næsten aldrig hans mørkeblå trucker kasket af.

“Godmorgen far, hvad tid kom du hjem i nat?” Spurgte Freddy.

“Godmorgen min dreng. Jeg var først hjemme halv tre. Den skidedårlige undskyldning for en lastbil gik død igen. Og så netop som jeg havde lever den sidste last, så skulle jeg stå og vente på at nogle kunne komme og hente den.” Svaret hans far og bladrede en side over i avisen.

“Hvordan kom du så hjem?” spurgte Freddy, imens han gik over til køkkenbordet og begyndte at skære nogle skiver af hans mors hjemmebagte brød.

“Jeg måtte tage en taxi.” Gryntede hans far som svar. Når hans far gryntede på den måde, så vidste Freddy godt at det ikke var noget, som hans var gad at snakke om. Freddy var godt klar over at hans far ikke ville bebyrde ham eller hans søstre med økonomien, men Freddy vidste også godt at det var hårde tider, så han spurgte hans far alligevel.

“Tror du ikke at du kan tale med Tim om at få refunderet de penge for taxaen så? Jeg mener det er jo en del af arbejdet”

“He! Ja det skulle da lige være i dag at den nærigrøv blev til julemanden. Nej det var nu bedre da Robby eget firmaet. Den gang var bilerne stadig nogle lorte biler, men vi blev idet mindste behandlet fair.”

Han foldede avis sammen, smed den på bordet, rejste sig op og gik over ved siden af Freddy. Han lænede sig med ryggen op af køkkenbordet og sagde så en del lavere.

“Hør her min dreng, jeg ved godt at vi ikke kan holde de her problemer hemmelige for dig længere. Du er gammel nok til at vide, hvad der er hvad, men lad vær med at tale om det, når Molly og Sandra kommer her ned. De behøver ikke at skulle tænke over det her. Desuden så skal vi nok klare den, det har vi altid gjort.”

Han sagde det sidste med et lille smil, imens han klappede Freddy på skulderen.

“Det skal jeg nok far.” Sagde Freddy og kiggede ned på hans far.
Freddy var den højeste i familien, men han var ellers ikke højere in de fleste på skolen.

“Hør du, jeg skal snart afsted igen, men jeg kan slå et smut forbi og så køre dig i skole, hvis du vil havde det?” Sagde hans far, imens han gik over for at tage hans jakke fra stolen.

“Ja, det må du godt.” mumlede Freddy, der stadig var lidt søvnig.

De nåede ikke at sige mere, for nu kunne de høre Molly og Sandra komme buldrende ned af trappen fra førstesalen.

“FAR! FAR! FAR!” Råbte de i kor, imens de kom løbende ind i køkkenet iført deres natkjoler. Molly og Sandra var tvillinger, de var ni år gamle og havde begge langt leverpostejs brunt hår efter deres mor.

De sprang op i favnen på deres far, som smilte bredt imens han lo så hans runde mave hoppede.
“Oh, mine små skattebasser. Så i to, se at få jer noget morgenmad.”

De gav slip på ham og satte sig ved bordet, ved siden af hinanden.

Freddy begyndte at sætte te over. Deres far råbte ned ad trappen.

“SKAT JEG KØRE NU!”

“JA, VI SES TIL EFTERMIDDAG IKKE?!” Råbte deres mor nede fra kælderen.

“JO, MÅSKE KAN JEG NÅ HJEM LIDT FØR!”

Freddy tog tallerkner frem til hans søstre. Hans far vendte sig om og sagde til ham.

“En time, okay?”

“Ja far, jeg skal nok være klar.”

Deres far gik ud af døren og Freddy dækkede bordet op for hans søstre, som begyndte at pludre glade løs om skolen.

Freddy satte teen, brødskiverne og syltetøj over på bordet og gik så ud på det lille badeværelse ved siden af hoveddøren.

Han kiggede sig i spejlet. Hans ellers korte lyse hår var ved at blive langt og det var rodet helt til fra hans dybe søvn og puden. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre ved det. Han prøvede at få det til at sidde lidt bedre med hjælp fra en kam, men for var en nyttesløs kamp. Han fyldte sine hænder med koldt vand fra den slidte vandhane og plaskede det op i hans ansigt. Han så sig op i spejlet igen. Høj, tynd, meget ranglet og med et smalt ansigt. Man skulle ikke rigtig tro at han var søn af hans mor og far. Havde han ikke set billeder af hans far fra da han var ung, hvor han lignede Freddy på en prik, ville han havde mistænkt, dem for at havde adopteret ham.

Han gjorde sig færdig på badeværelset og gik ud og ned i kælderen, for at få noget hverdagstøj på. Hans mor stod for foden af trappen og ventede på han kom ned, så hun kunne gå op med den nu halvt fyldte vasketøjskurv.

Han gik ind på sit værelse igen og satte sig på sengekanten. Der var ikke særlig meget på hans værelse. Kun hans seng, et lille skrivebord, med en lille lampe, en træstol og skab stod sammenklemt over i den ene ende af værelset med hans kommode, hvor der flød med bøger og blade. De var alle sammen om det samme, biologi. På toppen af hans lille bakke med biologi blade og bøger stod hans gamle røde vækkeur. Den lille lampe på skrivebordet, var det eneste lys på værelset, bortset fra det lille firkantede kælder vindue. Han lukkede øjnene og lagde hans ansigt i sine hænder.
”Bare nogle få år længere.” Tænkte han.
Hans biologilærer mr. Taiako havde sagt at han havde et talent inden for biologien og at han skulle overveje at blive læge. Den ros havde båret Freddy længe nu, selvom det var så længe siden og mr. Taiako ikke underviste på skolen længere. Det var det lille håb, der bar ham og han drømte om at blive læge en dag og tjene nok til at han kunne give dem alle et lidt bedre liv. Han ønskede bare at hive dem væk fra fattigdommen, så hans far ikke skulle knokle det meste af døgnet. Så hans mor kunne få noget tid til at slappe af med fødderne oppe, som hun snart havde fortjent længe. Så hans søstre ikke ville blive drillet med at de ikke havde råd til noget, når de først blev ældre og stil og tøj begyndte at betyde noget.
Han tog ansigtet op af hænderne og udbrød et lavt.

“Arrrgh…”

Han rystede hovedet og begyndte at tage tøjet på, som hans mor havde lagt frem til ham. Et par nyvaskede jeans, en T-shirt der stadig var lidt for stor til ham og hans fars gamle rødternede skjorte, som hans far ikke kunne lukket om sin maven længere.

Freddy greb sin lasede grønne taske og smed en bog fra kommoden ned i tasken. “Hjertets rytme og blodets takt” Sagde titlen på bogen.

Han lukkede tasken, tog et par hullede sokker på og gik op ad trappen.

Da han kom op, stod hans mor og rodet i hendes pung.

“Hvor meget er det nu for skolens kantinemad?” Spurgte hun ham.

“Det er okay, mor jeg har mest af alt lyst til at tage en madpakke med i dag. De servere et eller andet suppe, som jeg ikke rigtigt gider.”

Det var løgn. Freddy havde set hvad der stod på skolens menu og der var sluppy joe’s dag. Det var egentlig noget, som Freddy elskede, men madpakken var billigere.

“Oh, så set dig ned og få noget mad. Molly og Sandra har smurt din morgenmad klar, er det ikke sødt?”

“Jo meget” Svaret han sin mor, inden han satte sig til bords.

Han kiggede ned i avisen, for at skimte om der var noget spændende nyt.

Men forsiden handlede mest af alt om at Elizabeth Ward var blevet udnævnt til miss America.
Så hun var altså miss America 1982. Nu vidste Freddy da, hvad det meste af skolens snak ville gå med fra pigernes side.

Han åbnede avisen og bladrede for at se jobsektionen, men med det samme kunne han høre hans far dytte ud fra vejen.
Hvis folk på resten af vejen ikke havde været oppe, så var de det nu. For hornet fra hans fars lastbil var så høj at man ikke ville kunne ignorere den, selv fra bag lukkede døre og tætte husvægge.

Han tog sin syltetøjsmad med i den ene hånd og svang tasken over skulderen med den anden. Hans mor nåede kun lige at kaste ham en hurtig madpakke i en brun papirspose, inden han var ude af døren.

Hans far holdte lige ude foran deres lille hus. Freddy små løb ned af den lille ujævne og uvedligeholdte forhave, der snart var mere ukrudt in græs.

Han kom rundt om den røde store lastbil, hvor hans far havde åbnet døren for ham. Freddy nåede lige at se deres genbo, som var en ældre mand. Han stod ude i sin pæne forhave, med hans morgenkåbe og lodne hjemmesko på, morgenavis i hånden og solens genskær i hans skaldede ise. Han var tydeligvis misfornøjet af lastbilens larm og hornet havde nok heller ikke huet ham synderligt.
Freddy kastede sin taske og madpakke ind på gulvet i lastbilen og klatrede ind ved siden af hans far, kun med hjælp fra den frie hånd, den anden holdte stadig om syltetøjsmadden.

Han fik lukket døren og hans far satte bilen i gear med en høj skrallende lyd fra motoren.

“Så hvordan går det egentlig op på skolen?” Spurgte hans far, efter at de havde kørt lidt.

“Det går fint.” Sagde Freddy, men det var også løgn.

Freddy brød sig ikke specielt meget om skolen. Skolen var som en stort hierarkisk kamp, hvor dem, der var højt oppe, brugte deres plads som en undskyldning til at ydmyge, dem der var længere nede. Det var et meget simpelt hierarki system. Der var de populære med penge, udseende, stil eller fysiske færdigheder. For at være på den hylde måtte man som minimum havde to af de færdigheder. Så var der de halv seje. Dem som kun havde en af de færdigheder eller bare løb de populære i hælene og altid var på deres side. Så var der de neutrale, det var størstedelen af skolen. De havde ikke noget til at gøre dem mere populære, men de havde heller ikke noget, der bragte dem ned i hierarkiet. Dog virkede de stadig urolige, for at gøre sig pinlige og dermed ryge længere ned i hierarkiet. Under dem var de udstødte, ofrene, de sårede der var blevet efterladt, de alt for splejsede, alt for fattige, grimme, tykke, asociale, bange og nørdede. Og lige under dem var Freddys plads, sammen med hans to venner Mirra og Denis. Dagene føltes alle sammen som en kamp for at overleve. Frikvartererne var ikke deres frirum, det var deres farezone. Timerne var der, hvor de endelig havde en mulighed for at finde sig til ro. Når dagene var virkelig slemme så fik klokken, der ringede til frikvarter, Freddy til at føle at en flok vilde hunde blev sluppet løs og at klokken kun var til for at advare dem om det.
Selv nogle af lærerne lod til ikke at bryde sig om dem. Men mr. Taiako havde altid givet ham og hans venner lov til at sidde inde i hans klasselokale i frikvartererne, imens han var på lærerværelset eller gik og forberedte hans næste undervisning. Men mr. Taiako var flyttet uden varsel og så var de tilbage til at overleve i den mine fyldte jungle, som de kaldte for skole.

“Det går skam helt fint.” tilføjede han.

“Det er godt min dreng. Hør jeg ved godt at du bekymre dig om økonomien her hjemme, men det skal nok gå alt sammen. Vi bliver bare nød til at være lidt sparsomme de næste par måneder.”

“Jeg har tænkt på at tage et deltidsjob efter skole, tror du at det vil hjælpe os far?”

Hans far blev tavs. Han så ikke sur ud, han så mere eftertænksom ud.

“Neeeej” Sagde han tøvende. ”Du skal bare passe din skole. Jeg ved godt at du gerne vil hjælpe til, men hold du bare fokus på skolen, så skal jeg nok holde os oven vande.” fortsatte han roligt, men alvorligt.
Han smilte kort til Freddy.

Freddy vidste godt at det bare var noget, hans far sagde for at være en god far, men de dårlige tider var jo stadig en realitet, god far eller ej.
Freddy sad og tænkte lidt, inden han så sagde.

“Det er nu heller ikke så meget for pengene, men tænk på hvor godt det vil se ud på mit CV, hvis jeg fandt noget indenfor medicin. Jeg mener bare til engang, hvor jeg skal finde et rigtigt arbejde. Desuden så vil det være god erfaring for mig at være lidt på arbejdsmarkedet, synes du ikke?”

Freddy vidste godt at han lagde pres på hans far nu og han kunne se tandhjulene køre rundt i hovedet på den gamle mand. Men hans far plejede ikke at være svær at overtale. Han var en god mand på mange måder, men ikke ligefrem den skarpeste.

“Ja… Jeg kan godt se, hvad du mener. Du er jo snart voksen og den avisrute du havde for nogle år siden er jo ikke meget at prale af i den virkelige verden. Okay så du må godt finde noget, men skolen kommer først! Og helst noget, der har noget med din medicin-biologi-natur ting at gøre.”

Freddy sad nu lidt og tænkte på, hvor han skulle starte med at lede efter et deltidsjob.

Han tog en bid af sin syltetøjsmad inden syltetøjet løb ud over kanten på brødet.

En grim smag af salt fyldte hans mund og Freddy begyndte at hoste og hakke.

Hans far kiggede forundret på ham, samtidig med at han prøvede at holde øje med vejen.

Freddy rullede vinduet ned og spyttede den ulækre blanding af salt, syltetøj og brød ud af vinduet.

“Hvad sker der?” Spurgte hans far.

Freddy spyttede lidt mere, inden han trak hoved ind igen og sagde, imens han kiggede på resten af hans syltetøjs belagte brødskive.

“De har puttet salt på min mad!”

Hans far sagde ikke noget, for han havde travlt med at holde sin ene hånd for munden, for ikke at skraldgrine.

Havde det været den anden vej rundt, så havde Freddy nok også godt kunne havde set det sjove i det.

“Her.” Sagde hans far og rakte ham hans termokande imens han let begyndte at fnise. “Det smager nok stadig grimt, men en lille tår af det skal nok få smagen… haha… smagen ud af munden.”

Hans fars kaffe var altid hamrende stærk, men den fik rigtig nok smagen af salt ud af Freddys mund.

De fortsatte med at køre lidt, imens de både snakkede om tvillingerne, men også om hvor Freddy kunne lede efter et deltidsjob.

 

De nåede skolen, som var en stor gammel bygning, med en stor halvfyldt parkeringsplads foran den.

Hans far holdte bilen lige udenfor parkeringspladsen.

“Hav en rigtig god dag min dreng.”

“Tak far og i lige måde.”

Freddy åbnede bildøren.

“Og husk. Skole først, det med et job kan du tænke på efter.”

“Det skal jeg nok far, hej hej.”

Freddy sprang ud, tog sin taske og sin madpakke og smækkede bildøren.

Hans far satte atter bilen i gear med den samme skrallende lyd og kørte så videre.

Freddy stod nu der. Foran skolens parkeringsplads, stadig med den saltede syltetøjsmad i den ene hånd og hans skoletaske samt brune madpakke i den anden. Der var en skraldespand ved skolen fordør, der kunne han smide maden ud. Han pakkede madpakken ned i tasken og begyndte at gå imod skolens indgang. Men han var kun nået få skridt ind på parkeringspladsen, da han hørte en velkendt stemme råbe.

“HEY!”

”Oh nej” Tænkte Freddy og håbede at han havde taget fejl af stemmen. Han stoppede op og så i retningen af hvor stemmen var kommet fra. Og ganske rigtigt. Det var Douglas, kaptajnen på football holdet, der havde råbt. Douglas var enorm, et halvt hoved højere in Freddy. Og på trods af at hans ansigt lignede noget, som var blevet slået med skovl og trykket helt sammen, så var han stadig blandt de populære, da han både var fysisk stærk og havde en rig far. Han havde blondt glat hår og var næsten lige så bred, som han var høj.
Han kom gående imod Freddy, med resten af hans slæng af footballspillere bag sig.

Freddy stod stille, imens han inderligt bad til at det vil gå hurtigt og ikke være for slemt.

De nåede over til ham og Douglas stod kun et halvt skridt fra ham.

“Jeg fik ikke noget morgenmad. Giv mig din mad!” Kommanderet Douglas.

“Er du ikke bange for at få taber bakterier, det kan være at det smitter at være en taber.” Sagde en fra hans slæng, der hed Mikkel.

Hele slænget begyndte at grine.

“Haha taber bakterier, den var god.” sagde Douglas, imens han grinte til Mikkel med hans sædvanlige dumme grin, der var til at få hovedpine over.

Han vendte sig imod Freddy igen.

“GIV DEN MAD!” Brølede han.

Freddy gjorde sit bedste for ikke at smile da han endelig sagde.

“Ja okay, må jeg så gå til time?”

Douglas tog maden ud af hans hånd og mumlede så.

“Skrid med dig.”

Freddy vendte sig om og begyndte at gå imod skolen med så hastige skridt han kunne uden at virke mistænksom.

Han var næsten nået helt op til indgangen, da han hørte Doulas.

“AAAD!”

Freddy vidste godt at han ikke burde stoppe, men han måtte bare se udtrykket i Douglas ansigt. Så han stoppede op og så sig tilbage.

Douglas stirrede på ham med vrede malet i hele hans ansigt og syltetøj ned af hagen. Hvis øjne havde kunne dræbe, så var Freddy sikker på at han ville være død på stedet og forvandlet til en gang aske.

Douglas smed resten af maden fra sig på parkeringspladsens asfalt og gik med hastige skridt over imod Freddy, imens han turde sin hage af med sin ene hånd. Det hjalp ikke rigtig, han fik bare spræt det mere ud over hans ansigt.

Han stod nu foran Freddy med knyttede hænder.

“Hvad er det for noget forpullet hundeæde i fattige folk æder?!” Råbte han ind i hovedet på Freddy, så højt at alt andet lyd lige så godt kunne havde været forsvundet.

Freddy kunne ikke holde et smil tilbage længere over syltetøjs indsmurte Douglas. Men han fortrød det hurtigt igen.

Douglas næve hamrede ind i maven på Freddy.
Alt luften blev slået ud af ham og han krøb sammen ned på fortovs fliserne foran skolen, imens han gispede efter vejret. Hans lunger var blevet slået helt tomme og hele hans krop skreg på luft, men han kunne bare ikke hive det ind.

Klokken ringede ind til time samtidig med at Douglas slæng gik forbi ham.

“Jeg er ikke færdig med dig Freddy.” sagde Douglas og gik så med de andre indenfor.

Freddy lå lidt og prøvede at få vejret. Endelig fik han kæmpet noget luft ned i lungerne, samtidig med at en kom over til ham. Det var hans ven Denis. En lille kraftig fyr med sort krøllet hår og en alt for lille ternet skjorte.

“Er du okay Fred? Hvad skete der?” Lød det bekymret fra ham.

Han bukkede sig ned og hjalp Freddy op.

“Ahhh… Det var faktisk det værd, men jeg kommer nok til at høre for det senere.” Sagde Freddy, imens han ømmede sig og kom på benene.

De gik op imod skolens indgang og Freddy forklarede Denis om den saltede syltetøjsmad.

Denis kunne ikke holde sit grin tilbage, da de gik inden for på skolens lyse marmorgulv. De gik over til Denis skab og med sit hoved inde i skabet sagde Denis, stadig små grinende.

“Hvad tror du så at Douglas har tænkt sig at gøre nu?”

“Aner det ikke, men noget ubehageligt og jeg kommer nok til at høre for det i lang tid.” Svarede Freddy, imens han lænede sig op af skabene ved siden af.

“Jeg synes nu stadig at det var det værd. Det kunne være at vi alle skulle tage ekstra madpakker med fulde af salt, bare for at lære ham det.” Sagde Denis og stoppede en bog ned i sin taske.

“Hehe ja og nej, ideen er god. Men jeg tror nu at hvis du gjorde det, ville han bare blive værre. Du ved hvordan, de kan blive når noget ikke lige går efter deres hoveder. De bliver bare forvirret og mere aggressive” Sagde Freddy, imens Denis smækkede sit skab i.

Denis fortsatte med at grine lavmælt, da de gik ind i klassen.

De sad begge på forreste række, dog med deres veninde Mirra imellem dem. Mirra sad der allerede og spidsede sine blyanter. Hendes røde hår var som sædvanligt sat op i en lidt rodet knold i og hendes store firkantede briller sad højt oppe på næsen.

Denis lænede sig ind over hendes pult og sagde lidt fnisende.

“Du bliver nød til at høre, hvad Freddy har gjort.”

Mirra kiggede op.

“Hvad er der da sket?”

Dennis skulle lige til at fortælle hende om det lille stunt ude på parkeringspladsen, men så kom deres matematiklærer miss Johanson ind i klassen og Denis skyndte sig i stedet over på sin plads.

Miss Johanson var en midaldrende kvinde, der altid så træt og søvnig ud af en eller anden grund, som ingen rigtig vidste eller spurgte ind til.

“Godmorgen klasse.” Gabte hun, da hun satte sig ned ved kateteret.
Der var ingen der svarede, men miss Johanson lod ikke til at bemærke.

“Hvis i ville fortsætte, fra hvor i slap igår og bare spørg hvis der er noget i kommer i tvivl om.” fortsatte hun lidt snøvlende.

Freddy lænede sig frem og kiggede over på Denis, der mødte hans blik og rystede forvirret på hovedet.

“Øhm… Miss Johanson?” Rømmede Mirra sig og rakte en forsigtig hånd i vejret.

“Mmm?” Lyd det fra miss Johanson, som sad med lidt lukkede øjne og hvilede sit hoved på hendes arm.

“Igår var søndag.” Sagde Mirra.

“OH COOL, SÅ VIL JEG BARE GÅ HJEM OG SOVE VIDERE!” Råbte en af drengene fra bagerst i klassen og sprang op fra hans sæde.

Nogle få grinede lidt over det.

“Så! Ro på.” Sagde Miss Johanson. “Så lad mig høre jeres gennemgang af trekanterne. Denis forklar, hvordan man kan med vinkel A og B kan finde vinkel C.”

Denis forklarede til perfektion, uden at kigge i hans noter, men Freddy hørte ikke, hvad han sagde. Han havde sit hoved begravet ned i sin taske, for at finde sine notater og bog frem.

Miss Johanson fortsatte timen, med at spørger ind til et kapitel i bogen, der handlede om geometri og så gav hun dem en prøve i det, som både Mirra og Denis afleveret før tid. Freddy var bagefter da han stadig havde problemmere md at finde sine noter. SÅ han måtte prøve, så godt han kunne, med hvad han kunne huske.

Da klokken ringede, gik de op og afleveret deres prøver på kateteret.

Mis Johanson så næsten ud som om hun var ved at falde ned at sin stol og skvattet helt i søvn. Freddy så det, som sit snit til lige at få rettet nogle få ting i sin prøve inden han også afleveret den.

Mirra og Denis stod ved døren og snakkede. Denis vinkede Freddy hen til dem.

“Vi tænker lidt at Douglas vil være lidt ekstra på krigsstien, efter det lille stunt med maden. Jeg har lige fortalt Mirra om det.”

“Det var sjovt, det indrømmer jeg. Men helt ærlig hvad tænkte du på, vi er alle udsat nu. Du ved hvordan det bliver.” Sagde Mirra med et alvorligt ansigtsudtryk.

“Hvad skulle jeg havde gjort? Han tog jo maden fra mig lige meget, hvad jeg havde sagt.” Sagde Freddy, imens han holdte sine udstrakte håndflader ud til siderne.

“Du kunne da havde sagt et eller andet.” Fortsatte Mirra lidt bebrejdende.

“Ja, men hvor lang tid tror i at det vil tage Douglas at finde ud af hvordan han vil tage sin hævn?” Spurgte Denis.

“Det er ikke godt at vide, men det må da tage ham lidt tid. Han er jo ikke ligefrem den skarpeste eller mest kreative.” Sagde Mirra.

Freddy stak hovedet ud af døren ud til gangen og sagde.

“Der er kun en måde at finde ud af det på. Men uanset hvad han finder på, så synes jeg stadig at det var det værd. I skulle havde set hans ansigtsudtryk.”

Denis begyndte at grine igen, imens de gik ud på gangen.

“Ja, det store grimme ansigt se helt forbavset ud. Oh det er et billede jeg gerne ville havde.” Grinte Denis.

“Shh… Ikke så højt Hvad nu hvis han hører dig og det bliver værre for os Denis.” Tyssede Mirra på ham.

De gik viskende ned af gangen.

“Hvor meget af det nåede han at spise, før det gik op for ham?” Spurgte Denis stille imens han fniste.

“Han havde næsten taget halvdelen i en mundfuld, da det gik op for ham.” Svarede Freddy med et lille smil.

Denis kunne ikke holde sit grin tilbage længere og han måtte holde begge sine hænder op for munden, for at andre ikke skulle høre ham.

“Hey jeg skal lige på toilettet, vil i ikke godt vente på mig her?” Spurgte Mirra.

De nikkede begge til hende som svar og hun små løb lidt ned af gangen og ind til venstre på pigernes toilet.

Døren havde kun lige nået at lukke sig bag hende, da to store fyre kom hen til Denis og Freddy.

Freddy nåede slet ikke at se dem, han så kun Denis ansigtsudtryk ændre sig fra fnisende til helt forskræmt, inden han mærkede et hårdt stød på hans højre skulder. Stødet skubbede ham hårdt ind i skabene ved siden af sig. Han slog sit hoved imod skabslågerne og faldt ned med håndfladerne på marmorgulvet. Lyden fra Freddy, der ramte skabene havde givet genlyd højt ned igennem hele gange. Han kunne mærke gulvets nådesløse hårdhed imod hans hænder og et lille sandkorn der trykkede imod hans ene håndflade. Det gjorde ondt i hans hoved og stødet fra faldet imod gulvet fik smerte til at krible frem i hans håndflader.

“Hey salt fisk! Douglas leder efter dig!” Lød det fra en af dem. Freddy havde stadig ikke rigtigt fået set hvem det var endnu.

“Hey hold op med det, hvad laver du?!” Kunne han høre Denis protestere.
Freddy kiggede op og så en stor fyr, der hed George, flå skoletasken af Denis. Denis prøvede at kæmpe imod, men George hæv tasken af hans ryg, som det rene ingenting og skubbede Denis ind imod skabene, så Denis også endte med at falde ned på gulvet.

Freddy kiggede Rundt. Folk var stoppet op, for at se hvad der skete, nogle få grinede, men de fleste kiggede bare stumt til.

George åbnede for Denises taske.

“SE ALLE SAMMEN, FYRVÆRKERI!” Råbte han så og slyngede Denis taske over sit hoved, så alt indholdet af den røg op i luften inden det landede spredt ud over gulvet.

Den anden fyr, der havde fået taget fat i Freddy, grinte højlydt.

“Hehe, fedt! Det vil jeg også prøve. Jeg tør vædde på at jeg kan få det endnu højere op i luften!”

Nu viste Freddy, hvem det var. Det var en anden fra football holdet, en fyr ved navn Carl. Han var ikke så bred som de andre, men til gengæld var han meget høj og stadig temmelig stærk.

Freddy kunne mærke Carl trække hårdt i hans skoletaske, næsten som om at Carl var ligeglad med om han flåede armene af Freddy i sit forsøg på at rive den fra hans ryg. Freddy prøvede ihærdigt at holde fast i stropperne på tasken, imens Carl hev og flåede i tasken.

“Stop det! Stop det så!” Lød miss Johansons stemme fra bag nogle elever.

Hun skubbede sig frem og Carl gav slip på Freddy, som faldt helt sammen på gulvet. Miss Johanson stod nu lige foran Carl. Hun så stadig træt ud, men nu havde hendes ansigt forvrænget sig i et vredt ansigtsudtryk, hun så næsten ud som om at hun kunne spyre ild, hvis hun virkelig havde tænkt sig at gøre det. Hendes læber var sammen snerpet til en sådan tynd streg at de næsten ikke kunne ses og på trods af hendes poser under øjnene, var hendes blik dog lysvågent og glødende af raseri.

Der var ingen, der sagde noget. Folk stod stadig bare og gloede.

“Har i ikke bedre ting at tage jer til?!” Snappede miss Johanson af det publikum, af omkringstående elever, der havde samlet sig om det lille show.

Forsamling af elever begyndte at gå i opløsning og snakken startede så småt igen med at summe igennem gangen.

“Du bliver her George!” Sagde miss Johanson højt og tog fat i nakkekraven på den enorme footballspiller, der havde prøvet at snige sig bort i skjulet af de andre elever.

“Kom så, inspektørens kontor. Nu!” Kommanderet hun

Hun tog fat i Carl med den anden hånd og førte så dem begge bort i retning af inspektørens kontor.

Denis begyndte at kravle rundt på gulvet, for at samle hans ting sammen.

Freddy kom på benene og gik over for at samle Denises taske op. Hans skuldre gjorde ondt fra kampen om hans skoletaske.

De havde næsten fået samlet alle Denises ting op, da Mirra kom ud fra toiletterne.

“Hvad er der sket?” Spurgte hun og så chokeret ud.

Denis kom på benene og svang sin taske om på ryggen.

Freddy kiggede på Mirras bekymret ansigtsudtryk, da han så bedrøvet sagde.

“Jeg tror at Douglas endelig har fundet på noget. Han leder efter os.”

“Hvad gør vi så nu?” Spurgte Denis mumlende og nedtrykt.

“Lad os tage til biblioteket. Mrs. Miranda skal nok hjælpe os.” Sagde Mirra.

“Vi må hellere skynde os, før Douglas finder os.” Sagde Freddy.

Skolens bibliotek lå i skolens kælder og indgangen til den lå udenfor. Der kom kun meget få elever derned, så det var et rimeligt sikkert sted at gemme sig.

“Skal vi tage fordøren og gå ud af? Der er så mange elever der, så måske kan vi gemme os i mængden.” Foreslog Denis imens han justerede stropperne på hans taske, så de passede igen.

“Hvad nu hvis Douglas eller andre af hans venner står der?” Sagde Mirra.

“Vi bliver nød til at skynde os, vi kan ikke bare blive stående her. Lad os tage bagdøren.” Sagde Freddy bestemt.

De begyndte at gå ned af gangen med hastige skridt. De nåede en lille glasdør, der lå lige hvor gangen drejede til højre, ned til omklædningsrummene.

Freddy åbnede døren og holdte den for Mirra og Denis.

“Kom så, skynd jer.” Hviskede han imens han kunne mærke panikken krybbe ind bag på ham.

De kom ud på den lille sti af småsten, der løb langs en høj busk. På den anden side af hækken på skolens footballbane.

De fortsatte ned af stien, da Denis hviskede.

“Stop! Jeg tror at jeg kan høre dem.”

De stoppede brat op og lyttede efter. Og ganske rigtigt viste det sig hurtigt at Denis havde ret. På den anden side af hækken kunne de høre Douglas.

“Ja på fredag lader jeg det gå løs. Mine forældre er ude af huset og jeg har inviteret Justine over. Orhh hvis hun bare vidste, hvad hun havde i vente BANG! Bare vent og se drenge. Jeg har lejet en film og så bestiller jeg noget pizza, det skal nok få hende med i sengen.”

“Hehe Douglas, du er en rigtig romantiker, det kan hun ikke sige nej til.” Sagde en af de andre footballspillere.

“Men hvad for dig til at tro at hun vil gå med dig i seng den her gang? Hun har afvist det alle de andre gange.” Spurgte en anden.

“Hold kæft Jim! Det skal nok virke.” Vrissede Douglas.

“Men hey, hvis dine forældre er væk, hvorfor holder vi så ikke en fest?”

“Det skal vi da også. Men først lørdag, der skal vi rigtig fejre at jeg endelig har lavet Justine.” Grinte Douglas dumt, stadig med den samme irriterende latter.

Mirra hviskede til Freddy og Denis.

“Det minder mig om, jeg har noget at fortælle jer drenge.”

“Shh! Ikke så højt. Det kan vente til vi kommer ind på biblioteket.” Hviskede Freddy tilbage til hende.

“Huh? Hvad var det? Kunne i også høre noget?” Spurgte Douglas.

De stod nu alle tre helt tavse og som stivnede til jorden. Det føltes som om deres fødder var blevet frosset fast til gruset under dem og de prøvede deres bedste på ikke at lave en lyd.

Nu var det sket. De var færdige. Ikke nok med at Douglas på forhånd var ude efter dem, men nu ville han også komme efter dem for at smug lytte til hans samtale, tænkte Freddy.

Det var kun et spørgsmål om sekunder. Der var helt stille på begge sider af hækken og Freddy stirrede ned for enden af den, hvor man kom ind til skolens footballbane. De kunne høre Douglas tunge fodtrin gå ned langs gruset på den anden side af hækken. Han var næsten nået ned til enden af hækken, da en fløjte lød.

Så kunne de høre træner Karno råbe.

“Hey! Jeg sagde at vi holder ekstra pause senere. Kom så!”

De kunne høre Douglas og de andre football spillere løbe i modsat retning af hækken, tilbage ind på banen.

Freddy åndede lettet op og listede sig så stille frem til enden af hækken.

Han gav tegn til Denis og Mirra at de skulle blive tilbage. Han bad inderligt til at Douglas eller nogle af de andre, ikke vil kigge sig tilbage. Så stak han hovedet frem fra hækken og kiggede ind på banen.

Træner Karno, som var en stor muskuløs mand med briller og velfriseret hår, stod lige ved siden af footballs holdet drikke tønder, stadig med fløjten i munden og hans blik stål fast rettet mod spillerne.

Douglas løb forrest og var i gang med at tage hans hjelm på imens. Det ville være usandsynligt at han skulle kigge tilbage imens han baksede med sin hjelm. Freddy gjorde tegn til Denis og Mirra at kysten var klar. De skyndte sig og fortsatte forbi åbningen.

De dreje ned om et hjørne på bygningen og fortsatte lidt til de nåede en kældertrappe, med et lille træ skilt formet som en pil, hvor der stod “Bibliotek” på.

De små løb ned af trapperne og ind af kælderdøren. Denis lukkede døren bag dem og de åndede lettet op.

Bibliotekaren mrs. Ankita, som var en ældre indisk kvinde sad bag hendes skrivebord. Hun havde været igang med at læse en bog, men kiggede op fra den, da de kom ind. Hun tog hendes læsebriller af næsen og lod dem hænge i en farvestrålende rem, som hun havde rundt halsen, inden hun muntert sagde med et glimt i øjet.

“Hvad er det? Har i lavet ballade eller er foden i hælene på jer?”

“Nej, det er ingen ting mrs. Ankita.” Svarede Mirra.

“Nej, vi er bare så ivrige efter at studere.” Tilføjede Denis.

Mrs. Ankita rejste sig og sagde.

“Ja, lad os bare tro på den så... Hvad er nu det?”

Freddy kiggede forvirret på Mrs. Ankita og så, så over på Denis og Mirra.

Mirra tog sig til munden og gispede.

“Du bløder.” Sagde Denis og pege på Freddys øjenbryn.

Freddy tog sine fingre op til hans højre øjenbryn.

“Nej det andet.” Sagde Denis

Freddy kørte hånden over til den anden side og kunne godt mærke at det sved lidt, da hans fingre kørte over ude i siden af hans venstre øjenbryn.

“Ah!” Lød det svagt fra ham.

Han tog sine fingre ned, for at se på dem. Spidserne af hans langfinger og pegefinger havde tykt mørkerødt blod på dem.

Mrs. Ankita bøjede sig ned og fandt en lille førstehjælpskasse frem fra under hendes skrivebord. Hun vinkede dem over til sig med hendes hånd, der var næsten over pyntet med ringe og armbånd. Hendes stil var en underlig form for blanding af traditionelt indisk tøj og mere amerikansk tøj. Hun havde mørkerødt indiske klæder og en lyseblå strikket cardigan udover det. Hendes sorte og grå hår, var sat op i en hård og stram knold i nakken.

De gik over til skrivebordet imens hun åbnede førstehjælpskassen og tog lidt plaster, vatpinde og en lille flaske jod frem.

“Kom her.” Sagde hun og holdte hendes hænder frem imod Freddys hoved. Freddy kom lidt tættere på og hun holdte fast om hans hoved imens hun kiggede på hans øjenbryn. Hendes hænder var kolde men bløde og hendes ringe trykke ind imod hans hoved og ansigt.

“Hvad er der sket?” Spurgte hun.

“Jeg slog hovedet imod et skab.” Svaret Freddy.

“Mhm…”

Hun åbnede flasken med jod og dyppede en af vatpindene i den inden hun let begyndte at køre den over flængen ved hans øjenbryn. Det sved og gjorde ondt, men Freddy Prøvede så godt han kunne at ikke fortrække en mine.

“Så hvem gjorde det?” Spurgte hun imens hun lagde vatpinden fra sig og gjorde en plaster klar.

“Det var ikke nogen, jeg var bare uheldig.” Svarede Freddy hende og han prøvede virkelig at lyde troværdig.

Hun satte plasteret på flængen og pegede så på ham og sagde.

“Fredrik Nelson Cube du kan ikke bare lade folk rende rundt og bruge dig som en dørhammer til deres skabe! Så hvem gjorde det?”

Freddy vidste godt at mrs. Ankita ikke ville hvile før hun havde fået af vide, hvem der var skyld i det.

Freddy sukkede, han kunne lige så godt for det overstået.

“Det var George og Carl.”

“Oh de bøller, hvis jeg var rektor, så ville en sådan opførsel medføre konsekvenser!”

Sagde hun arrigt imens hun pakkede førstehjælpskassen sammen og smækkede den i lidt hårdere in hun behøvede.

“I kan gemme jer her resten af pausen, jeg skal nok holde øje med døren. Det er ikke fordi, der kommer så mange andre her ned in jer.”

Mrs. Ankita satte sig ned og åbnede hendes bog igen imens Freddy, Mirra og Denis gik over og satte sig bag nogle bogreoler i hjørnet, hvor de kunne snakke uforstyrret.

“Det var altså alt for tæt på derude.” Sagde Mirra lavt.

“Du kunne da bare havde ventet med at sige noget!” Vrissede Denis af hende.

“Undskyld, det slap bare ud af mig da jeg kom i tanke om det.”

“Hey, det var tæt på, men vi kunne alle tre havde gjort noget, der ville havde fået deres opmærksomhed. Desuden så er de mere efter os på grund af mig.” Brød Freddy ind.

“Undskyld Mirra. Jeg bare skræmt, det var bare meget tæt på der.” Sagde Denis imens han kiggede ned i bordet.

“Når, men det jeg vil fortælle jer var, at jeg overhørte Justine inde på toilettet. Jeg tror ikke at de vidste at jeg var der, men jeg ville heller ikke havde at de skulle opdage mig.” Sagde Mirra og så, så skamfuldt ned i bordet.

“Det er okay Mirra, hvad var det du hørte?” Spurgte Freddy.

Mirra rømmede sig og sagde.

“Justine fortalte to af hendes veninder at hun er ved at blive træt af Douglas fordi det eneste han ville er at gå i seng med hende og hun tror bare ikke at det er ham hun ville havde til at være hendes første gang.”

“Det kan jeg godt forstå, hvem vil dog også havde det?” Sagde Denis med væmmelse.

“Prøv at se det fra en piges synspunkt.” Sagde Freddy.
“Douglas er en af de populæreste elever her på skolen og fysisk stærk nok til at slå den anden halvdel ud. Så der er jo bare nogle ting, som pigerne kan lide ved ham.” Fortsatte han.

Han kiggede over på Mirra for at se om hans ord på nogen måde havde ramt plet. Mirra smilede lidt og lagde sit hoved lidt på skrå da hun sagde.

“Nej, det er stadig væmmeligt.”

Denis begyndte at fnise lidt og af en eller anden grund, fik det også Mirra og Freddy til at fnise lidt. De kunne simpelthen bare ikke lade hver. Fnisende udviklede sig til lavmeldt grin, som var næsten ustyrligt. Det var så rart endelig at rigtigt grine tænkte Freddy. Med en sådan morgen og formiddag, som han havde haft, var han glad for at han havde Denis og Mirra, så de kunne sidde og gemme sig på biblioteket fra en hær af irrationelle bøller, men stadig grine. De fortsatte sådan i lidt tid og Freddy kunne mærke at små ture af grin, begyndte at pible frem i hans øjne. Men da spurgte Denis, stadig små fnisende.

“Hvornår har hun så tænkt sig at gøre det forbi med Douglas?”

Mirra fik sin stemme under kontrol og svarede.

“Hun har tænkt sig at ringe om fredagen inden de skulle mødes og gøre det over telefonen.”

Denis fnisede videre da han sagde.

“Det har han rigtig godt af.”

Freddy var holdt op med at grine og tørrede sine øjne da han så sagde med en seriøs tone.

“Men vent… Han vil jo blive ekstra sur og irritabel og hvem tror i så han kommer efter, for t få afreageret?”

Mirra og Denis holdte nu også op med at grine.

“Oh mand. Han ville blive fuldkommen ulidelig. Jeg mener han er på forhånd ulidelig, men han ville blive i hvert fald tre gange værre in han er nu.” Sagde Denis, som var gået helt fra at være færdig af grin til nu at være dybt bekymret.

“Han vil lede efter os, og med tiden vil han også finde os her.” Sagde Freddy.

“Ja, men han vil ikke gøre noget så længe mrs. Ankita er her jo.” Indskød Mirra.

“Men hvad så med timerne og udenfor skolen. Vi kan jo ikke ligefrem havde mrs. Ankita med os overalt hvor vi går.” Sagde Freddy igen.

De sad alle og tænkte som en gal. Der blev ikke sagt noget før at Denis skiftede emnet.

“Hey kunne i egentlig ikke tænke jer at komme med i boghandlen her efter skole. Jeg har hørt at de for et helt nyt læs bøger ind her i dag.”

“Mmm… Jeg ved nu ikke, jeg skulle faktisk ud og lede efter et deltidsjob her efter skole.” Sagde Freddy.

“Ahhh. Kom nu Freddy, det kan være at de har fået nogle nye bøger i biologi-rækken.” Pressede Denis ham.

“Ja okay, så lad os tage derhen efter skole.” Gav Freddy sig.

De fortsatte med at tale om bøgerne i boghandlen, Douglas og hvor Freddy kunne lede efter et deltidsjob, indtil klokken ringede ind til time igen. De sagde farvel til mrs. Ankita og forlod biblioteket.

Football holdet var vist færdige med at træne for nu, for der var stille på den anden side af hækken. Men da de kom ind på skolens gang igen kunne de høre folk der snakkede nede fra et af omklædningsrummene samt skabe der blev smækket i.

De to næste timer var engelsk, men Freddy kunne knap nok koncentrere sig om hvad deres lære mr. Samson sagde oppe ved tavlen. Freddys hoved var nemlig meget mere fyldt med hvordan de skulle undgå Douglas hævn og hvor han dog kunne finde et deltidsjob, der vil passe til ham. Han opdagede slet ikke da mr. Samson, som var en spinkel, sort håret mand, der altid gik hvide skjorter, kom over foran Freddys bor og hamrede begge sine håndflader ned i Freddys bord.

“Og jeg er sikker på at, hvis vi kan for deres kongelige højhed ud af drømmeland, at han så vil gøre os den ære at læse det næste stykke højt for klassen!” Næsten råbte han ind i ansigtet på Freddy.

Freddy var lammet, som et rådyr der lige var blevet fanget af et par billygter.

“Jamen dog. Du er jo ikke engang på den rigtige side lille Freddy. Her nu skal jeg nok deres højhed.” Fortsatte mr. Samson med en lavere men til gengæld meget mere nedladende stemme. Han tog langsomt hans hånd ned på Freddys bog og med to fingre tog han og bladrede langsomt en enkelt side over og pegede på et afsnit.

“Læs derfra!” sagde han og pegede på et afsnit inden han vendte ryggen til Freddy og gik tilbage til hans kateter.

Freddy tog fat om bogen og begyndte.

“Skomagerens synd var ej drikkeri eller utugt, men…”

Mr. Samson afbrød ham.

“Nej vent. Kom her op foran klassen, så alle kan høre.”

Mr. Samson satte sig ved kateteret med et lille hånligt smil på hans læbe.

Freddy tog fat om sin bog og rejste sig. Han kunne mærke nervøsiteten stige imens han rejste sig og hans ben føltes bløde. Han gik op foran tavlen uden så meget, som at kigge på mr. Samson. Han kiggede ud over klassen og så alles blikke stirre på ham. Hans mund blev helt tør og det var som om en stor klap var gået ned i hans hjerne.

Mirra fangede hans blik. Hun sad og mimede starten på teksten med hendes mund.

“Ja det er godt miss. Selfa!” Snerrede mr. Samson af hende.

Freddys næver knyttede sig hårdere om bogen, da han holdte den lidt højere og kiggede ned på teksten.

“Skomagerens synd var ej drikkeri eller utugt, men hans forglemmelse af hans egen søn, da han ej så lidelsen i hans øjne.” Begyndte Freddy at læse.

Mr. Samson lod Freddy læse resten af timen uden at afbryde ham. Freddy vidste godt at det var langt mere in de egentlig skulle havde læst og at mr. Samson fandt en vis fornøjelse i at lade ham stå der foran klassen.

Da timen var forbi var det tid til frokost og da Freddy pakkede sin taske sammen kunne han mærke, hvor sulten han egentlig var.

De gik over imod skolens kantine imens Denis lavmælt brokkede sig over hvor uretfærdig mr. Samson havde været over for Freddy. Freddy nøjedes med at nikke og komme med korte svar. Det eneste Freddy kunne tænkte på lige nu, var at få noget mad.

Da de kom ind i kantinen kunne Freddy lugte at det var sluppy joe’s dag. Den lækre lugt af de kødfyldte sandwicher fik hans mave til at knurre hård i sult.

“Oh yes! Jackpot i dag alligevel. Hva Freddy?” Sagde Denis og gav ham et lille puf på armen.

“Det er okay, gå du bare op og få dig nogle. Jeg har madpakke med, så jeg holder et bord til os.” Svarede Freddy ham og prøvede at fremtvinge et smil, men det lykkedes ikke rigtig for ham. Han ville så meget gerne kunne mæske sig i nogle af skolens lærke sluppy joe’s.

“Okay, vi skynder os.” Sagde Denis imens hans klappede Freddy på skulderen og gik over i køen til køen af elever, der sulten stod og ventede.

“Er du sikker på at du ikke vil have en med?” Spurgte Mirra og så spørgende på ham.

“Nej det er okay. Det vil ikke være fair over for min mor, når hun nu har smurt mig en madpakke.” Svarede Freddy hende.

Freddy gik over imod et af de firkantede borde, så langt væk fra de andre borde, som muligt og satte sig ned på en af plastikstolene.

Han tog tasken op på bordet og tog hans madpakke ud af den. Han kiggede ned i den brune papirspose og så hans mors skinke sandwich og et æble.

Han tog sandwichen op og bed ned i den og på trods af duften fra kantinens sluppy joe’s, der fyldte hele kantinen så var det bare lækkert at for noget mad i maven.

Han tog to bider og fiskede så en bog op fra hans taske. Det var en bog om hjertet og de forskellige blodtyper der fandtes og hvad forskellen på dem var, der hed “Menneskets motor”.

Han slog op under hans egen blodtype AB negativ og begyndte at læse.

Det var svært at læse i kantinens larm af snak og smasken, men hans læste nu videre alligevel.

Han var nået et godt stykke ind i teksten da Denis og Mirra kom over med deres barker, med sluppy joe’s på.

“Er det en ny bog?” Spurgte Mirra.

“Nej, men jeg har ikke rigtig fået læst så meget af den endnu.” Svarede Freddy og tog sin Sandwich op for at tage en bid mere.

“ Oh mand.” Lød det fra Denis, der kiggede over deres hoveder imod en anden af kantinens indgange.

Freddy og Mirra vente sig om og kiggede også imod indgangen.

Det var Douglas og resten af football holdet, der var kommet ind, stadig iført deres football dragter, med de store skulderbeskyttere. Douglas gik selvfølgelig forrest og det lod ikke til at han havde set dem endnu. Ham og hans slæng af footballspillere greb nogle barker og skubbede sig forrest i køen med troende attituder.

“Lad vær med at kigge på dem, så kan det være de ikke ser os.” Sagde Mirra imens hun stirrede stift ned i hendes barke.

Freddy tog en bid mere af hans sandwich og lagde den fra sig igen, for at læse videre. Denis begyndte at snakke om hvilket bøger han troede at boghandlen havde fået ind. Freddy lyttede kun med et halvt høre, men der gik ikke længe før at Denis talestrøm stoppede. Freddy vidste godt hvad det var. Douglas stod lige bag ham.

“UHHH! SALT FISKEN ER FOR FIN TIL DEN MAD VI ANDRE SPISER!” Råbte Douglas til sit slæng.

“Eller måske er det bare ikke saltet nok for dig?” Fortsatte Douglas og klaskede Freddy i baghovedet. “Hva? Er det?” Han gav Freddy et klask mere.

“Så er det da godt at vi har sørget for det, ikke drenge?” Sagde Douglas hånligt.

Hans slæng begyndte at fnise og glas holdte en fyldt saltbøsse med låget skruet af frem. Han vendte den på hovedet og hældte en masse af saltet ud over Freddys sandwich og slyngede også salt udover Denis og Mirras sluppy joe’s.

Hans slæng brød nu helt ud i højt brølende latter. Freddy prøvede at gribe ud efter saltbøssen, men Douglas plantede hans store næve i brystet på ham og holdte ham tilbage.

“Hvad er der Freddy? vil du have mere?!” grinte Douglas hånligt.

Han tog fat i kraven på Freddy og tømte resten af saltbøssen ned i hovedet på Freddy. Den sved i øjnene og han fik det i munden og begyndte at prøve at spytte salten ud. Douglas gav slip på hans krave og satte saltbøssen fra sig.

“Hold så op!” Jamrede Mirra, men Douglas ignorerede hende.

“Hvad er det her?” Sagde han og tog Freddys bog op.

“AB et eller andet. Der mangler vist et C her.” Sagde Douglas og holdte bogen op foran sig.

Freddy sprang op, men Douglas gav ham et hårdt skub, så Freddy væltede ind imod bordet. Hans hofte ramte hårdt ind i bordkanten og smerten skød frem i siden på ham, imens han faldt tilbage på stolen.

Douglas lavede en stor gryntende lyd, der lød som en gris, der havde fået pepper i trynen.

“Douglas lad vær…” Men Freddy nåede ikke at sige mere, før Douglas plantede en massiv grønhakker midt på siden i hans bog.

“Der har du dit C.” Sagde han og lukkede bogen i før han smed den tilbage på bordet.

“He! Ja saltfisk. Lær din ABC.” Sagde en fra slænget, det var Carl.

“Hehe, ja, jeg er din nye lære lille Freddy saltfisk.” Grinte Douglas.

“Lad os få noget at æde drenge.” Sagde Douglas og vendte ryggen til Freddy.

Ham og hans slæng gik tilbage imod deres bord, men dem tog først Freddys stol og med et hårdt ryk trak den væk fra under Freddy, så han faldt hård ned på kantinegulvet. I kor brød de atter ud i et latterbrøl og forlod gerningsstedet.

Freddy sad på gulvet og ømmede sig. Der var næsten helt stille i kantinen og alt snak var stoppet. Folk var stoppet hvad de var igang med, for at se forestillingen. Denis rejste sig og hjalp Freddy op igen imens Mirra samlede hans stol op.

“Undskyld.” sagde Freddy imens han ved hjælp fra Denis kom på benene igen.

“Det skal du ikke tænke på. Det var stadig det værd synes jeg.” Sagde Denis.

“Ja det skal du ikke tænke på. Douglas er bare en idiot!” Sagde Mirra imens hun prøvede at børste salt ud og Freddys hår.

De satte sig igen ved bordet og stirrede ned på deres over saltede mad.

“Det er okay, jeg skaffer os noget mere.” Sagde Denis og rejste sig.

“Det behøver du ikke.” Sagde Freddy og Mirra i kor.

“Nej det okay. Jeg har lige fået lommepenge, så jeg insistere. Jeg tager også en med til dig Freddy, du kunne virkelig bruge det på sådan en dag, som du har haft i dag.”

Tak skal du have Denis. Du er en sand ven.” Sagde Freddy.

Hans vidste at det var nyttesløst at protestere over for Denis lige nu.

“Jamen dog, hvad er der sket her?” lød en stemme bag dem. Det var skolens pedel Peter. Peter var en lille buttet, skaldet mand med små briller og en venlig stemme. Han stod i sin blå kedeldragt og så forundret ned rodet.

“Det var Douglas.” Sagde Mirra vredt. Hendes ansigt blev næsten lige så rødt, som hendes hår.

“Åh nej. Er i okay unger?” Spurgte Peter

“Ja vi klare os.” Jamrede Freddy lavt.

“Det skal i ikke tage jer af. Vent og se, sådan en som Douglas bliver aldrig klogere og det vil bide ham bag i en dag. Men jeg skal nok tage en snak med træner Karno.”

Sagde Peter og kiggede sig rundt i kantinen.

“Hvor er det grødhoved til Douglas egentlig henne?” Spurgte han.

De kiggede alle rundt. Både Douglas og hans slæng var forsvundet.

“Jeg finder dem.” Sagde Peter og gav Freddy et venligt klap på skulderen inden han gik.

“Jeg smutter op og henter mere.” Sagde Denis igen.

“Vent jeg kommer med, så slipper du for at bære det hele selv. Det er det mindste jeg kan gøre. Finder du så et nyt bord Mirra?” Sagde Freddy og rejste sig.

“Skal jeg nok.” Svaret Mirra.

De gik op og tog tre barker. Køen var blevet meget kortere og de fik serveret tre sluppy joe’s af en sammenbidt kantinedame.

Denis betalte og de spejdede ud over mennesker mængden for at få øje på Mirra.

Freddy fik øje på hendes røde hår ved et af de andre bagerste borde.

“Der er hun.” Sagde han og de gik over til hende.

Freddy rakte hende en bakke og satte sig med sin egen.

Mirra havde taget deres tasker og bogen “Menneskets motor” med.

Denis og Mirra begyndte at mæske sig, men Freddy havde mistet alt appetitten. Han åbnede sin bog på samme side. Begge sider var blevet smurt ind i Douglases spyt.

“Klamt!” Sagde Mirra med en let væmmelse.

“Det kan være at du kan finde en ny en i boghandlen.” Indskød Denis.

Freddy tog en serviet fra servietholderen på bordet og lagde den ind i bogen og lukkede den så sammen igen.

“Tak.” Sagde Denis med et lille smil. “Det er lige til at miste appetitten over.”

“Det kan jeg godt forstå.” Sagde Freddy.

“Nej nej, det er ikke det som den idiot gjorde. Det er billedet jeg ikke kan holde ud.” Sagde han.

“Hvilket billede?” Spurgte Freddy og åbnede bogen igen.

“Lige der.” Sagde Denis og pegede med hans frie hånd på et billede af et hjerte, der var skåret halvt igennem, med en masse pile, der pegede for at indikere hjertets fire kamre.

“Orrgh. Så skal du se det her!” Sagde Freddy grinende og bladrede over på en anden side af en lunge.

“Ar! Nej luk den mand!” Grinte Denis imens han holdte hånden frem imod billedet, næsten som om at han ville beskytte sig fra synet af det.

Det var det mest bemærkelsesværdige ved Denis, syndes Freddy.
Denis havde bare den gave, at han uanset hvad, der var sket altid kunne for Freddys gode humør frem.

“I to altså.” Sagde Mirra og kiggede forundrende på dem. “Jeg forstår jer altså ikke.”

“Hey, lidt humor bliver vi vel nød til at have på sådan en dag her.” Sagde Freddy og sendte hende et smil.

Han kunne mærke appetitten vende tilbage og følte sig sulten igen.

“Hey hvordan tror du så at du kommer til at klare de næste timer?” Spurgte han Denis.

“Hvad mener du?” Spurgte Denis.

“Vi har jo biologi her efter.” Svarede Freddy ham og tog en stor bid af den smattede sluppy joe.

“Ah ja. Men det plejer jo at være gruppearbejde, så jeg skal nok klare mig, bare du tager dig af alt det blodige.” Sagde Denis.

De fortsatte med at spise og snakke. Freddy kunne ikke lade hver med at tænke på at det vigtigste for deres overlevelse nederst i skolens hierarki, var at slå de dårlige ting, så hurtigt ud af hovedet, som muligt og fokusere på det gode og sjove.

 

På vej til biologilokalet gik de forbi Peter og træner Karno, som stod i en heftig diskussion. Peter var næsten helt rød i hovedet og stod med en moppe i den ene hånd og pegede på træner Karno med den anden.

træner Karno, stod med armene over kors og kiggede ned på den lille pedel. Han havde taget sine briller af og holde dem i stellet imellem to fingre, som han ofte gjorde.

“Du kan ikke bare lade dem slippe afsted med lige hvad de ville bare fordi du har en kamp!” Sagde Peter vredt og stampede hans moppe ned i gulvet. “Tænk på hvilket signal det er at sende til dine spillere og de andre elever!”

Træner Karno pegede nu den hånd han holdte sine briller i på Peter og sagde vredt.

“Hør nu her, jeg kan ikke lade mine spiller falde bagud i træningen på grund af nogle drengestreger! Og desuden så fortæller Douglas en meget anden historie. Nemlig at det var Frede der startede det hele!”

“Hans navn er Freddy! Og du kan ærligt talt ikke mene at du tror på den historie! Douglas og hans kammerater kan selv få lov til at komme ind og gøre det rod rent, som de har lavet!” Sagde Peter, som nu begyndte at blive rød i hovedet.

“Han er kaptajnen på mit football hold og ikke din lille assistent! Han skal træne og det gør han ikke ved at svinge en eller anden dum moppe rundt! Det er mit job at disciplinere mine spillere og det er dit job at holde skolen ren UDEN at forstyrre undervisningen!” Sagde træner Karno.

“Undervisning?! Du har fritaget dem for alt undervisning på grund af en kamp!” Fortsatte Peter.

Træner Karno hævede stemmen.

“Vi har en stor kamp om tre uger imod et af topholdene i staten. Så ja! Hvis vi skal have en chance, så bliver vi nød til at træne!”

“Det kan du ikke mene.” Sagde Peter og lød helt opgivende.

“Jeg gider ikke spilde mere af min tid på den her lille latterlige episode!” Vrissede træner Karno vredt og vendte ryggen til Peter og gik hans vej.

Peter ventede til han var nået langt nok væk til at han kunne høre ham, før han mumlede.

“Ja, løb du bare.”

Han vendte sig og så Freddy, Mirra og Denis stå ved siden af døren til biologilokalet. Gangen var ellers helt tom for andre elever.

“Gå nu bare til undervisning unger. Jeg tager det her op med rektor Benson. Vent i bare og se.” Sagde han og nikkede beslutsomt.

Freddy vidste godt at Peter mente det godt, men han vidste også at Benson var mere interesseret i sine skoletrofæer.

De gik ind i lokalet. Der stod høje borde rundt i lokalet, der var sat op med spækbrædder og skalpeller.

De stillet sig sammen over til et af bordene over ved vinduet, der vendte ud mod skolegården.

Deres nye lære miss Anderson var en meget ung nyuddannet lære.

Stod ved sit kateter og gjorde nogle papirer klar ved siden af en stor kasse, der stod på bordet.

Hun rømmede sig og sagde med sin lyse stemme.

“Stille klasse, stille. Vil i ikke godt være stille nu.”

Ud over Freddy, Denis og Mirra fortsatte resten af klassen med at småsnakke i en summen, der fyldte klassen.

“Kom nu klasse. vi skal noget sjovt i dag.”

Klassen blev en smule mere stille og hun fortsatte.

“I dag skal vi skær i frøer. I skal dele organerne op og skrive hvad de forskellige er og gør. De skal ligge i orden. Så hvis i vil finde sammen i grupper.”

En af pigerne fra de forreste border rakte hånden op, det var Justine.

“Ja… Ehm… Justine?” sagde miss Anderson nervøst.

“Det kan du ikke mene vel? Det er vildt klamt!” Sagde Justine beklagende og rynkede på næsen.

“Ehm… Ja Justine. Det er en del af jeres pensum. Ehm… Men hvis du har det skidt med det, så er det kun en af jer, der behøver at skære. Ehm… så længe i bare husker handsker.” Svarede miss Anderson.

“Jeg skal i hvert fald ikke skære. Du skære Betty.” Sagde Justine og rakte skalpellen til hendes veninde ved siden af.

“Ev! Hvorfor?” Spurgte Betty.

“Betty kom nu. Du ved at jeg ikke kan.” Sagde Justine.
Justine sendte Betty et alvorligt blik, der kun varede i to sekunder.

“Ahh okay så.” Sukkede Betty og tog et par handsker på.

Miss. Anderson løftede låget fra kassen.

“De er ikke i live vel?!” Spurgte Mirra.

“Nej, du kan være helt roligt. Ehm… Hvis en af jer kan komme op og hente en frø. Helst den person, der skal skære.”

Freddy tog et par handsker på og gik op for at hente deres frø.

Resten af timen foregik, med at skære og opdele frøen. Denis stod så langt væk fra frøen som muligt, hvor han dog stadig kunne nå bordet og skrive små noter til hvert organ. Han havde meget stor væmmelse, for hvert organ Freddy skar fri og hev op af frøen.

Da klokken ringede var de et af de eneste hold, der var færdige med deres frø.

De ryddet deres bord op og Freddy var igang med at tage sine handsker af, da Denis sagde.

“Kom nu skynd dig. Jeg kan ikke holde ud at være her.”

Freddy og Mirra kiggede over på Denis, som var næsten lig bleg.

De forlod skolen imens de konstant kiggede sig over skuldrene, for at sikre sig at der ikke var nogle fra Douglas slæng, der in hentede dem. Men det lod til at de stadig var til træning, for hverken Douglas eller hans slæng var til at se.

 

De var nået et stykke væk fra skolen og gik ned af et fortov med en masse butikker, der lå på stribe hen af det.

Fortovet myldrede af mennesker og vejen var næsten fuld af biler.

De nåede en lille butik med grønne facader og med en lille stentrappe der første ledte op til en glasdør med et skilt, hvor der stod “Please come in, we are open”.

En lille klokke, der hang over døren ringede lavt, men lyst og muntert, da de åbnede døren.

Boghandlen var meget lille, men den var også stoppet op med alverdens bøger, fra gulv til loft og hele vejen rundt langs væggene, var der spækket med bøger. Midt på gulvet stod der to lange reoler, med særligt udvalgte bøger. Oppe ved døren stod en lille disk, hvor boghandleren Niel plejede at sidde, men hans disk var tom lige nu. Nede for enden af rummet var der en åbning med et trin ned, det ledte ind til et lille mindre rum, med et vakkelvornt træbord, med en stor læselampe midt på og nogle forede stole, men selv her fortsatte der med at være bøger hele vejen rundt.

Døren lukkede bag dem og de kunne høre rumstering fra baglokalet. Neil kom ind af en dør og gik hen bag disken. Neil var en lille ældre mand uden så meget som en enkelt hår på hovedet og gik meget i selebukser. Han havde næsten altid et stort smil på læben, men han smilte ekstra meget i dag.

“Oh er det jer. Hvad kan jeg så hjælpe jer med i dag?”

“Vi høre at du har fået en ny ladning bøger ind, så vi tænkte at vi ville se lidt på hvad du har fået.” Svaret Freddy ham muntert.

“Org ja! En stor ny ladning. Jeg udvider nemlig butikken nu.” Sagde Neil stolt imens han rettede sig i sin fulde højde og greb fat om hans selestropper med tommelfingrene.

“Virkelig? For du så ikke brug for noget mere hjælp? Jeg leder nemlig efter et deltidsjob.” Sagde Freddy i stor hast og iver.

“Jo Freddy, men jeg har allerede lovet det væk til min niece. Så desværre, men jeg skal nok holde øjnene åbne, hvis jeg høre om et andet sted for dig.” Sagde Neil undskyldende.

“Det er okay. Men har du fået noget nyt til medicin-reolerne?” Sagde Freddy imens han trak på skuldrene.

“Ha! Stadig på medicin bøger hva? Jeg tror du er den eneste her i byen, der er interesseret i dem. Jeg har ikke lige fået pakket dem alle sammen ud endnu og mange af dem er brugte, så jeg ved ikke helt hvad der er i dem. Men måske er der nogle.”

“Så hvor er de nye bøger henne?” Spurgte Denis.

“De fleste står i baglokalet og kommer først frem, når jeg har fået udvidet.” Sagde Neil imens han pegede med tommelfingeren på den åbentstående dør, der ledte ud til baglokalet, bag ham.
“Men jeg har sat nogle få kasser ind med nye bøger. De står nede i læsehjørnet, dem kan i sagtens kigge igennem.” Fortsatte han.

“Okay tak.” Svaret Denis.

Neil vendte sig omkring og gik tilbage ud i baglokalet.

 

Ganske rigtig så stod der tre papkasser inde på bordet i læsehjørnet.

Mirra var den første af dem, til at gå over og åbne den første.

“Er der noget godt?” Spurgte Denis imens han satte sig på bordet ved siden af og kiggede ned i kassen.

“Mmm, nej ikke rigtigt, den her kasse ser mest af alt ud til at være noget om dyr og sådan.” Svaret Mirra, imens hun bladrede imellem bøgerne.

Freddy gik over for at åbne en anden kasse.

Han kiggede ned i den og efter nogle korte øjeblikke gik det op for ham at han ikke forstod, hvad bøgerne handlede om. Teksten på bøgerne stod nemlig ikke på engelsk. Freddy tog en af bøgerne op og rakte den til Denis, imens han spurgte.

“Hvad slags sprog er det her?”

Denis brugte mange ferier i udlandet især i Europa, da han havde familie i en del forskellige lande der. Så han var rimelig skarp til de forskellige sprog der.

Denis kiggede kort på bogens omslag uden at tage den, inden han sagde.

“Fransk, Jeg tror at den handler om vin.”

Freddy lagde den tilbage i kassen med de andre bøger.

“Hvad er der i den sidste kasse?” Spurgte han så og pegede på den stadig lukkede papkasse.

Denis hoppede ned fra bordet og trak kassen til sig. Han åbnede den op og begyndte at hive nogle store læderindbundne bøger op fra kassen.

“Der er ikke rigtig nogen overskrift på de første her. Jeg ved ikke hvad de handler om.” Sagde Denis og kiggede med et forvirret blik på to af bøgerne, som han stod med i hænderne og holdte op for sig.

Mirra tog en stor mørkerød bog og åbnede den op.

“Hvis du nu åbnede bøgerne nogle gange, så kunne det være at du kunne finde ud af det jo.” Sagde hun imens hun bladrede en blank side hen.

“Mmm… Jeg tror det er noget okkult noget, men jeg er ikke helt sikker.” Fortsatte hun.

“Hvad for dig til at tro det?” spurgte Denis.

“Tjoh, mest af alt billedet her.” Sagde Mirra og holdte bogens opslåede side frem imod Denis og derefter Freddy.

Billedet viste et underligt tegnet symbol, med en ligeså underligt tegnet ansigt på.

“Jeg har ingen ide om hvad det skal forestille.” Sagde Freddy og rystede let på hovedet.

“Det skal forestille en mand på et alter. Prøv at se, vi har hovedet her, linjerne her og her symbolisere hans arme, krop og ben, og alteret er alt det andet” Forklarede Mirra imens hun kørte sin pegefinger rundt på billedet for at vise hvad hun mente.

Freddy gik rundt om bordet for også at kigge på de gamle bøger. De så lurvede og meget slidte ud. Freddy kunne slet ikke forstå hvorfor Neil dog havde anskaffet sig sådanne nogle gamle bøger, han havde svært ved at se dem stå hjemme hos nogen på deres bogreoler.

“Hvordan ved du den slags ting?” Spurgte Freddy da han fandt endnu en af de underlige tegninger i en anden af bøgerne.

“Jeg synes bare at det virker åbenlyst og let at se.” Svarede hun ham.

 

Efter et lille stykke tid, med at kigge de gamle bøger igennem, pakkede de så kasserne sammen igen, tog deres frakker og forlod butikken.

“Farvel!” Prøvede Mirra at råbe til Neil ude i baglokalet, men han hørte hende ikke, så de åbnede op for døren og den lille klokke ringede atter en gang.

De gik ud på gaden.

“Har i lyst til at gå ned til arkaden? Jeg har nogle mønter og jeg tør vædde på at jeg kan slå din rekord i Atro-eater.” Foreslå Denis og kiggede over på Freddy.

“Nej ellers tak, jeg bliver nød til at komme hjem af.” Sagde Freddy.

“Ja også mig.” Sagde Mirra. “ Jeg har nogle fysik lektier jeg skal se til.”

“Når ja okay så. I morgen måske?” Sagde Denis og trak let på skuldrene.

“Måske, nu for vi at se. Men jeg vil se at komme afsted.” Sagde Mirra.

Hun gav dem begge et stort kram.

“Vi ses i morgen.” Sagde Freddy.

“Det gør vi. Pas godt på jer selv drenge” Sagde hun og drejede så rundt og begyndte at gå ned af gaden.

Freddy og Denis begyndte at gå i den anden retning ned af gaden.

De snakkede om Studierne og fritidsjobs, men mest af alt om Douglas og hans venner.

“Jeg tror virkelig at vi bliver nød til at være ekstra forsigtige i morgen.” Sagde Denis imens de krydsede vejen og fortsatte ned af en lille villavej.

“Ja ikke bare i morgen, han ville være efter os med den syltetøjsmad hele ugen og ugen efter vil han være på krigsstien, for at få afløb for når Justine dropper ham.” Svarede Freddy ham.

“Hehe, måske skulle du bringe en honningmad med chili i næste uge så.” Små grinte Denis.

“Ha! Ja, så ville vi idet mindste havde gjort os fortjent til hans vrede.” Grinte Freddy tilbage til ham.

“Stadig, tænk at du kunne få dig selv til at give ham maden.”

“For sidste gang det var ikke med vilje, han tog den selv fra mig. Jeg fortalte ham bare ikke hvad, der var blevet gjort ved den.” Sagde Freddy med et lille kækt smil.

De var efterhånden nået et godt stykke væk fra byens indkøbs gader og Freddy var næsten hjemme, så der var ikke længe til at Denis skulle dreje hjem af. Freddy vidste godt at Denis tog den lidt ekstra lange vej, for at følge Freddy så tæt på hjem, som han kunne. Denis var ikke altid lige glad for at komme hjem til sig selv. Dennis far havde mistet sit arbejde i et lokalt advokatfirma og gik ofte bare derhjemme og surmulede.

Freddy havde ondt af Denis, men han vidste også godt at Denis helst ville lade, som om at alt var okay. Men Freddy spurgte nu alligevel.

“Hvordan går det egentlig for din far at finde noget nyt, er der dukket noget op?” Han prøvede at så hans spørgsmål til at lyde henkastet, så Denis ikke skulle føle det som om at han blev udspurgt.

“Mmm… Han har måske fundet noget, men det er ikke sikkert.” Svarede Denis og kiggede ned i jorden.

“Hvorfor er det ik…”

Freddy blev overdøvet af lyden fra motoren i en stor bil, der kom drønende op ved siden af dem.

De kiggede begge op og genkendte med det samme bilen. Det var Douglases bil.

“LØB!” Råbte Denis.

De begyndte at spæne ned af vejen med lyden fra motoren jagtende bag dem.

“Wuhuuuu! Løb saltfisk!” Kunne de høre Douglas råbe ud af bilens nedrullede vindue.

Bilen overhalede dem og skred op på fortovet, hvor den blokerede deres flugt.

Freddy, der løb forrest nåede kun at se at det var Carl, der sad på det andet forsæde. Så slå Carl bilens dør op i hovedet på Freddy. Døren ramte Freddy Lige i panden og Freddy vaklede bagud imens han tog sig til hovedet.

Douglas, Carl og en tredje fyr ved navn Ronald sprang ud af bilen.

Freddy kiggede op og så Justine side på bagsædet imens hun kiggede ned for at undgå øjenkontakt.

Douglas og Ronald kom rundt om bilen. Douglas gik direkte op foran Freddy med Carl ved sin side imens Ronald tog et hårdt fat i Denis.

“Såå saltfisk. Hvad løber i for?” Sagde Douglas truende.

“Svar dog saltfisk!” Sagde Carl og gav Freddy et stød i brystet.

“Hvad skal vi stille op med ham her?” Spurgte Ronald og ruskede i Denis.

“Lad mig gå.” Jamrede Denis.

Freddy kunne se tandhjulene køre rundt i hovedet på Douglas.

“Lad os tage deres bukser.” Sagde Carl grinende.

“Ja Carl! Det skulle jeg lige til at sige, så hold dog kæft!” Vrissede Douglas højt af ham.

Så åbnede Justine sin dør og sagde.

“Kom nu, jeg gider altså ikke vente på det der”

Douglas stirrede vredt på Freddy, som gjorde sit bedste for hverken at blinke eller vige fra hans blik. Han stirrede bare Douglas tilbage ind i øjnene.

“Mehh okay.” Vrissede Douglas. “Kom drenge.”

Carl satte sig tilbage ind i bilen og Douglas gik rundt om bilen igen. Inden Ronald gav slip på Denis slå han først sin næve ind i maven på Denis, så han krøb sammen.

Bildørene lukkede sig og de kørte videre ned af vejen.

Freddy tog fat om Denis, der stod gispende, imens han stirrede vredt efter bilen.

Denis fik rettet sig op og Freddy kiggede på ham og kunne se to små tåre trille ned af hans kinder.

“Kom, vi går hjem til mig og finder på et eller andet.” Sagde Freddy, imens han igen rettede blikket ned af vejen efter bilen.

Denis fik rettet sig op og tog en dyb indånding.

“Nej det er okay.”

“Er du sikker?” Sagde Freddy og så bekymret på ham.

“Ja, jeg har mest af alt løst til at tage hjem lige nu. Vi har jo også geografi rapporten til i morgen og jeg burde nok bare få den rettet igennem.”

Freddy vidste godt at Denis ikke vil lade ham se, hvor meget at Douglas gik ham på.

“Jeg tror bare at jeg smutter hjem af.” Fortsatte Denis.

Freddy sagde ikke noget og de fortsatte lidt ned af vejen til et sving. De tog afsked ved hjørnet og Denis begyndte langsomt at gå ned af gaden.

 

Der var næsten helt stille i huset, da Freddy kom ind af døren. Han gik ind i køkkenet og der sad hans mor med Molly og Sandra igang med pigernes lektier ved køkkenbordet. Da Molly og Sandra så ham brød de ud i fnisen og tog deres bøger op for deres hoveder for at skjule det.

“Hvordan var din da pumpkin?” Spurgte deres mor uden at kigge op.

Freddy mærkede hvor træt han var, så det eneste han sagde var.

“Den var fin nok.” imens han åbnede kælderdøren og gik ned at trapperne.

Han lagde sin skoletaske op på skrivebordet og smed sig ned på sengen.

Hvordan skulle de dog overleve de næste par dage? Ugen var lige startet og næste uge, så endnu mørkere ud. Han lå og spekulerede, men det virkede som en umulig sag. Douglas ville være efter dem være in nogensinde og det virkede umuligt at holde ham væk. De kunne gemme sig og holde ham på afstand, men alt det var bare på lånt tid. Han blev nød til at finde på noget.

Der blev banket let på hans dør. Freddy satte sig op i sengen og sagde.

“Kom ind.”

Hans mor åbnede døren. Hun tog sig til munden, da hun fik øje på hans øjenbryn.

“Hvad er der dog sket med dig?!” Gispede hun.

Før Freddy nåede at sige noget, strøg hun ind i rummet og tog fat om hans hoved.

“Fortæl mig, hvad der er sket og hver ærlig med mig Fredrik!”

Hendes ansigt var en underlig bleg blanding af, bekymring, alvor og vrede.

“Det var ikke noget, det var bare nogle idioter i skolen.”

“Ohhh! Jeg går til inspektøren i morgen med dette! Min lille dreng dog!”

Freddy tog hendes hænder væk fra hans ansigt.

“Mor vil du ikke godt lige lytte til mig.”

Hans mor satte sig stille på hans seng og Freddy kunne se at hun gjorde sit bedste for at holde hendes pylren tilbage.

“Vil du ikke godt være sød at lade vær med at gå til inspektøren med det, mor. Det vil kun gøre det hele meget værre.” Fortsatte Freddy, med en meget rolig tone, så han var sikker på at hans mor hørte ham klar og tydeligt.

Den lille kvinde holdte sine hænder ud for sig og knugede dem så hårdt sammen at knoerne blev helt hvide.

“Mmmm! Okay så. Jeg hører dig og jeg forstår dig godt. Men hvis der ikke bliver gjort noget eller taget hånd om det eller… Eller… Eller hvis det ikke bliver bedre, så gør jeg altså noget. Er det forstået!”

“Ja mor. Kom her” Sagde Freddy og lænede sig ind, for at give hans mor et beroligende knus.

“Er det blevet renset?” Spurgte hans mor, da hun så endelig gav slip på ham igen.

“Ja. Mrs. Ankita har renset det.”

“Oh hun er sådan en sød kvinde. Jeg har altid godt kunne lide hende.” Sagde hans mor en del mere roligt.

“Molly og Sandra troede at det var på grund af den mad at du virkede så sur.” Fortsatte hun.

“Nej, jeg er slet ikke sur på dem. Skal jeg gå op og sige at det er okay til dem?”

Hans mor rejste sig fra sengen, med et lille udspekuleret smil.

“Nej, lav du hellere lidt sjov med dem.” Sagde hun.

Freddy havde altid beundret hans mor for hendes egenskab til at lade jokes være jokes og en da nogle gange opmuntre til at de lavede lidt ballade nogle gange. Hvilket nok også var årsagen til at der ikke var nogen, der turde lave sjov med hende, for når hendes udspekulerede hoved først begyndte at lægge planer, så vidste man kun at man var på dem.

Sjov og uorden er to vidt forskellige ting og den ene kan man ikke leve uden.” Plejede hun altid at sige. Faktisk så tit at det næsten var hendes motto.

“Når du føler for det, vil du så ikke lave mad i dag?” Spurgte hun ham.

“Jo mor, det skal jeg nok. Jeg kommer op om lidt, jeg vil bare gerne lige lægge lidt.”

“Det er helt okay pumpkin.”

Hans mor strøg let hans kind med hånden inden hun gik ud og lukkede døren stille bag sig.

Freddy lagde sig tilbage med hovedet på puden. Tankerne måtte gerne holde op, bare i to minutter. De fik hans hoved til at føle sig tungt. Han vendte sig om på siden og kiggede over på hans vækkeur. Han kunne nok godt nå en lille time inden han skulle op igen.

Han rejste sig op, gik over til kommoden og stilede vækkeuret. Da han vendte sig om, få at gå tilbage til sengen, fik han øje på hans taske, der lå på skrivebordet.

Han kom pludselig til at tænke på de lektier han skulle havde klaret.

“Det kan vente til efter maden” Mumlede Freddy til sig selv.

 

Han lods sig falde ned i sengen med ansigtet først ned i puden og drejede sig så om på siden. Han mærkede først der, hvor træt han var. Han var udmattet og udkørt, træt i både kroppen og hovedet og tankerne om hvordan de dog skulle klare de to næste uger, var for uoverskuelige. Han trak dynen op over sig og lyttede bare til uret. *tik tak, tik tak*. Så faldt han endelig hen.

 

Da klokken på hans vækkeur atter engang ringede og trak ham ud af hans lur, vækkede den ham med at shock. Han sprang op af sengen og skyndte sig over og hamrede hans håndflade imod urets slumrer knap. Han vidste ikke helt, hvad han skyndte sig sådan for, for han havde god tid.

Luren havde været tiltrængt og han kunne faktisk godt bruge lidt mere af den. Men han rystede sit hoved i et forsøg på at vågne lidt op.

Han kiggede på uret for at tjekke om han var kommet op til tiden. Det viste sig at uret havde ringet i hele fem minutter uden at han havde hørt det.

Han havde drømt et eller andet, men han kunne ikke rigtig huske hvad. Han stod lidt og prøvede virkelig at huske sin drøm, men den var pist væk fra hans hoved. Han prøvede at huske bare den mindste lille detalje fra drømmen, men lige meget hjalp det.

Han åbnede døren op og gik ud på det kolde kælder gulv.

Da Freddy kom op i køkkenet, var Molly og Sandra i gang med at pakke deres små skoletasker sammen og hans mor stod over ved køkkenbordet og var i gang med at sætte frem til aftensmaden.

“Hvordan var din syltetøjsmad?” Spurgte Molly fnisende.

“Oh det ved jeg desværre ikke. Mr. Wilhelm havde ikke fået nået morgenmad heller, så jeg gav den til ham.” Sagde Freddy roligt uden at kigge på pigerne.

Mr. Wilhelm var Molly og Sandras klasselærer.

“Jeg nåede desværre ikke at finde ud af om han kunne lide den, jeg havde for travlt.” Fortsatte han, da han var nået hen ved siden af hans mor, for at hjælpe til med maden. Han kiggede kort over på pigerne. De sad begge og kiggede på hinanden, helt blege i hovederne og med forskrækkelse malet i begge deres ansigter.

Han mærkede hans mor give ham et lille puf på armen, med hendes albue. Han kiggede over og hun sendte ham et snu blik, som lige så godt kunne havde sagt.

Sådan min dreng.

De stod lidt og smilede ned i bordpladen imens Freddy skrællede kartofler.

“Når jeg går op og vækker far han har også bare sovet siden han kom hjem. Faktisk ligesom dig Freddy. Hvorfor ligner i hinanden så meget?” Sagde hans mor smilende og skyllede hendes hænder inden hun så gik op af trappens trin, der ellers så ud til at være alt for høje til den lille kvinde.

Efter godt og vel en halv times tid var maden på bordet. Den lille familie var samlet om det runde spisebord midt i køkkenet. Freddy sad næsten lige over for hans far.

“Vira?” Spurgte hans far.

“Mmm…” Lød det fra hans mor, som lige havde taget en stor mundfuld af brasede kartofler og kiggede over på sin mand.

“Har Freddy egentlig fortalt dig at vi har snakket om at finde et deltidsjob til ham?”

Hans mor tyggede halvt af munden og kiggede så over på Freddy. Stadig med lidt mad i munden sagde hun.

“Næ. Det har han da ikke”

Hun fik sunket sin mad inden hun fortsatte.

“Men pumpkin synes du nu ikke helst at du skal fokusere på din skole i stedet. Far og jeg skal nok klare det økonomiske.”

Så brød hans far ind.

“Freddy og jeg har allerede snakket om det Vira og det er ikke for økonomiens skyld, vi er blevet enige om at det vil se godt ud, når han engang skal videre at han har haft et deltidsjob. Især hvis han kunne finde noget der bare havde et eller andet at gøre med medicin at gøre.”

“Aha…” Lød det fra hans mor, med en mistroisk tone imens hun så på Freddy.

Freddy vidste godt at hans mor ikke var lige så let at narre, som hans far havde været. Hun så lige igennem ham.
Men samtidig så kunne hun heller ikke argumentere imod det, for uanset hvad Freddys rigtige hensigt var med deltidsjobbet, så passede argumentet stadig.

Hans far lod ikke til at havde hørt tonen i hans kones stemme og fortsatte ivrigt.

“Og jeg har faktisk trukket lidt i nogle tråde for dig Freddy min dreng.”

Freddy kiggede forundret over på sin far. Han kunne ikke komme på nogen måde hans far havde nogle som helst kontakter til den medicinske verden.

“Dr. Johnson ville godt snakke med dig i morgen. Det er selvfølgelig ikke noget løfte, men mon ikke at det nok skal gå.” Afsluttede hans far.

Freddy sad lidt tavs og prøvede stadig at regne ud hvordan hans far havde fået lavet sådan en aftale. Men i stedet for at spørger om hvordan nøjedes han bare med at spørger.

“Hvornår?... Eller. Tak far. Hvornår vil Dr. Johnson så se mig?”

“Engang i morgen eftermiddag. Men du bliver nok selv nød til at gå derop, jeg har en lang tur i morgen, så jeg tager afsted her i nat og kommer først hjem i overmorgen.”

“Hvor skal du da hen?” Spurgte Freddy.

Hans far kløede sig lidt i hovedet imens man kunne se at han prøvede at huske hvor det nu var.

“Ehm… Det var et eller andet sted i North Carolina, men jeg har faktisk glemt hvad by det er. Det står et eller andet sted på mine papirer i morgen.” Sagde han så og tog armen ned.

Det var stille lidt, men så vendte deres far sin opmærksomhed mod Molly og Sandra.

“Hvad er der med jer to? Jeg synes i er så stille i aften.” Sagde han med et stærkt forundret ansigtsudtryk.

Hvilket godt kunne forstås, da det ellers altid plejede at være Molly og Sandra der snakkede løs ved bordet.

Men de to sad helt stille og havde næsten ikke rørt deres mad.

Freddy og hans mor vidste selvfølgelig godt hvad der trykkede dem og de kiggede kort på hinanden.

“I er da ikke ved at blive syge er i vel?” Spurgte Freddy.

“Ej det kan vi ikke havde. I skal da nå op i skole i morgen, så Mr. Wilhelm kan sige rigtig tak for mad til jer.” Sagde hans mor let drillende.

“Du huskede da at fortælle at maden var fra dem ikke, gjorde du ikke?” Fortsatte hun og kiggede over på Freddy.

“Oh jo. Han var nået lidt væk, men jeg råbte det efter ham.” Svarede Freddy imens han med sine hænder illustreret et råb.

Deres far kiggede forundret over på dem og kunne ikke rigtig finde sammenhængen i noget af hvad de sagde og gjorde. Indtil Hans kone sendte ham et listigt blik, så han forstod at der var en eller anden spøg i gang.
 

De to piger sad stadig helt, da Freddy Rejste sig fra bordet med sin tallerken.

Inden han lukkede kælderdøren bag sig kunne han høre hans mor sige.

“Ej spis nu endelig noget.”

Freddy satte sig ved sit skrivebord og tog hans bøger frem. Det var nogle tykke bøger, men han havde øremærket de steder i dem, som han skulle bruge. Han åbnede op den første bog og begyndte at læse.
Det var rart bare at tænke på noget andet for en stund.

Han sad længe ved bordet og læste og tog noter.

Efter noget tid kiggede han over på uret. Klokken var allerede gået hen og blevet ni, men det havde slet ikke føltes som om jeg havde siddet der så længe. Han rejste sig fra bordet og begyndte at pakke hans ting sammen og ned i tasken, da det bankede på hans dør.

“Ja?” Sagde Freddy med ryggen til døren.

Hans mor kom ind.

“Hør Freddy, Molly og Sandra kan ikke sove. De er temmelig nervøse hvad angår mr. Wilhelm. Kan du ikke gå op og sige til dem at det var en joke? Den skal vist ikke trækkes længere in her til.” Sagde hun med en mild stemme.

“Jo selvfølgelig mor. Jeg kommer nu.” Vendte Freddy sig om og sagde.

“Tak pumpkin.”

Hans mor gik op igen. Han kunne høre hende gå op af trapperne imens han pakkede sin taske færdig. Han satte den ved siden af døren inden han så gik op af trapperne til køkkenet. Han kunne mærke en kold vind, da han kom op i køkkenet. Han kiggede over imod hoveddøren, hvor hans mor stod i døråbningen og lænede sig op af dørkarmen. Hun havde en tændt smøg i den ene hånd og pustede røg ud af døren.

“Vær stille når du går op. Far sover.” Hviskede hun.

Freddy nikkede og listede så op af trapperne til førstesalen.

Der var en kort og smal gang med tre døre. Det bagerste var hans forældres soveværelse, og ved siden af den var døren til Molly og Sandra værelse. Den sidste dør gik ud til det andet badeværelse.

Freddy åbnede forsigtigt døren til pigernes værelse.

Deres værelse var ikke meget større in Freddys. Der var kun lige plads til en vakkelvorn dobbeltseng, som pigerne delte og et klædeskab.

De satte sig op da Freddy kom ind.

“Hey, hvad er det jeg hører om at i ikke kan sove?” Hviskede Freddy med en blid stemme til dem imens han satte sig ned på sengekanten.

“Hvad nu hvis mr. Wilhelm bliver rigtig sur på os?” Hviskede Molly, som sad nærmest og stirrede op på ham med store øjne.

“Sååå. Det var bare for sjov Molly. Jeg ved godt hvad i gjorde ved maden og jeg har slet ikke set mr. Wilhelm i dag.” Hviskede Freddy beroligende.

“Ej! Var det!” Udbrød Sandra og slå ned i dynen med begge hendes små næver.

“Shhh… Far sover.” Tyssede Freddy på hende. “Men husk at i er ikke de eneste her i huset, der kan lave sjov.” Fortsatte han.

Freddy rejste sig og aede dem begge på hovederne.

“Så tror i at i kan sove nu?” Spurgte han.

De nikkede begge til ham.

“Okay, så lig jer til at sove. I morgen skal nok blive en god dag.” Hviskede han og gik baglæns imod døren.

Molly og Sandra lagde sig ned i sengen igen og lukkede deres øjne.

Freddy gik ud og værelset og lukkede døren.

Han stod lidt uden for døren og tænkte på hvad han havde sagt.

“Ja i morgen skal sikkert nok blive en god dag. Men hvordan han skulle overleve den?” Sagde han til sig selv, inde i hans hoved.

Han listede tilbage ned af trapperne.

“Det var godt. Tak skal du have.” Sagde hans mor, som stadig stod i døren og røg, lavmælt til ham.

“Godnat mor.”

Freddy listede ned på hans værelse igen.

Han satte sig på sengen med sit vækkeur i hænderne. Han kunne mærke at han var blevet træt.

 

Den næste morgen sad Freddy i køkkenet da Molly og Sandra kom ned.

“Godmorgen, har i sovet godt?” Spurgte han da de kom ned af trappen.

“Mmm…” Lød det fra en søvnig Sandra.

“Skal jeg lave jer noget morgenmad? Jeg har lært en rigtig god opskrift på syltetøjs mader.” Sagde Freddy med et glimt i øjet.

Hans mor, der stod i køkkenet og smurte madpakker, kom med en lille klukkende latter.

De gned sig i øjnene imens de satte sig ved bordet.

Freddy tog de sidste par bidder af hans morgenmad før han rejste sig. Han vidste at han skulle før ud af døren i dag, hvis han både skulle nå i skole på gåben, men samtidig undgå Douglas.

Han greb sin taske fra stolen ved siden af og gik imod hoveddøren.

“Oh, glem ikke din madpakke!” Sagde hans mor og rakte en brun papirspose, med hans madpakke i.

“Tak mor.” Svarede Freddy hende og tog imod madpakken.

Han stoppede den i tasken og gik så ud i den lille gang. Han satte tasken ned og tog sin jakke fra en knagerække ved siden af døren. Han tog sin jakke på, svang tasken om på ryggen og åbnede hoveddøren.

“Hav en god dag i skolen pumping!” kunne han høre hans mor råbe fra køkkenet.

“Tak mor i må også havde en god dag!” Råbte Freddy tilbage.

Han gik ud af døren og kiggede ind hvor han kunne se Molly og Sandra ved spisebordet. De så stadig søvnige ud da vi vinkede til ham. Freddy vinkede tilbage til dem inden han lukkede døren i igen.

Freddy stod lidt og kiggede ud på den lille forhave og vejen.

“Han skulle nok give dem alle en bedre fremtid en dag og hive den væk fra alt dette og fattigdommen ville en dag kun være et minde for dem” Tænkte han.

Han gik ned af forhaven og begyndte vejen til skolen.

Det var stadig tidligt og han havde god tid til at nå i skole, men han håbede bare på at han kunne undgå Douglas og hans drenge.

en let brise strøg igennem gaden og fik bladene på træerne i de små forhaver til at hvisle i kor.

Han nåede hjørnet, hvor ham og Denis havde taget afsked. Han stod lidt og ventede imens han kiggede ned af fortovet, hvor Denis var gået. Men vejen lå øde. Denis havde nok ikke fået den samme tanke, måtte Freddy indse. Han fortsatte så afsted, igen på vej til skolen.

Freddy nåede ind på skolens parkeringsplads, hvor der på dette tidspunkt kun holdte meget få biler og der var slet ingen mennesker at se. Han stod stille lidt og prøvede om han kunne spejde Douglases bil nogen steder. Han kunne mærke nervøsiteten gøre hans ben til gele og han knugede hans hænder om stropperne på hans taske. Men efter at hans havde spejdet parkeringspladsen igennem tre gange, uden at få øje på Douglases bil, lettede nervøsiteten lidt. Det vil heller ikke give nogen mening at Douglas eller nogle af hans drenge, vil komme i skole så tidligt.
Så lyd en motorlyd bag ham i det fjerne. Freddy fik et chok og vendte sig med et set.
Freddy prøvede at se om det kunne være den bliv han nu havde stået og spejdet efter. Da bilen kom tættere på, kunne han dog tyde bilens grønne farve. Det var tydeligvis ikke Douglas. Freddy pustede lettet ud og bilen drønede lige forbi ham og skolen.
Freddy vendte sig om igen og gik med hastige skridt imod skolens indgang, imens han blev ved med at kigge sig over skulderen, bare for at være sikker.
Han nåede op til døren og bad til at den ikke var låst. Han tog fat om dørhåndtaget. Om hans bøn var blevet hørt eller ej, vidste han ikke, men håndtaget blev trykket i bund og han skubbede døren op.
Der var helt tomt for mennesker da Freddy kom ind. Hans knirkede imod det nyvaskede marmorgulv og gav genlyd ned af gangene. Der lød et brag ham og han sprang op i luften og snurrede rundt. Hans hjerte sad helt oppe i halsen på ham, da han fandt ud af at braget var kommet fra døren, der lukkede i.
Braget havde givet genlyd ned at de tomme gange. Freddy stod lidt og åndede ud, da han så hørte nogle langsomme knirkene skridt komme ned af den ene gang. Han drejede igen rundt.
”Kunne det være Douglas? Nej det vil ikke give nogen mening på den her tid af morgenen og heller ikke alene.” Tænkte Freddy.
De knirkende fodtrin kom tættere på. Der var et hjørne imellem Freddy og hvem in der var på vej ned af gangen.
Freddy kiggede sig rundt, for et sted at gemme sig, men så kom han i tanke om at det nok vil virke mærkeligt at han gemte sig på hans egen skole, på en hverdags morgen.
Fodtrinene var nu lige ved hjørnet. Peter drejede rundt om hjørnet med en driv våd moppe i den ene hånd.
”Jamen godmorgen da Freddy. Sig mig er det dig der laver den larm?” Spurgte Peter med et venligt smil på læben.
”Godmorgen. Øhmm… Ja… Døren.” Sagde Freddy lidt konfus.
”Ahh ja. Jeg for fikset en dørstopper her senere. Din veninde er også kommet tidligt i dag. Sig mig er det på grund af Douglas at i kommer så tidligt i to?”
”Er Mirra kommet? Hvad med Denis, ved du hvor han er?” Spurgte Freddy med iver i stemmen.
”Ja hun sider i klasselokalet, jeg har ikke set Denis. Og jeg vil tage det som et ja til det med Douglas, har jeg ret?”
Freddy sukkede lidt og sagde så.
”Ja”
”Smart gjort. Klasselokalet er blevet låst op, så du kan bare gå ind.” Svaret Peter ham.
”Tak skal du havde Pete.”
Freddy hankede op i sin taske og gik ned af den modsatte gang in den Peter, som gik tilbage til at moppe gulvet, var kommet fra.
”Klasselokale tolv” stod der på et lille skilt ved siden af af en af dørene. Han kunne se Mirra igennem glasset på siden af døren. Hun sad ved hendes bord på hendes sædvanlige plads og stirrede på hendes noter, som hun havde foran sig, imens hun holdte en blyant i hver side og tyggede på blyantens midte.
Hun kiggede op, da Freddy tog i døren og gik ind.
Hun tog blyanten ud af munden og sagde.
”Så du tænkte også at det var bedst at komme tidligere, for at undgå problemer?”
”Ja. Men jeg tror ikke at Denis har tænkt den samme tanke.” Svarede Freddy hende, imens han gik hen og smed sin taske ved hans sædvandelige bord.
”Jeg håber at han ikke kommer i problemer med Douglas og dem.” Sagde Mirra og kiggede tilbage i hendes noter.
”Ja. Det gør jeg også.” Sagde Freddy hende lavt.
Han satte sig og stirrede lidt på den tomme tavle. Han fandt så sine noter og bog frem og de begyndte at sammenligne noter.
Det var rart at det bare var dem og at der ikke var nogle i nærheden, som var ude efter dem, syntes Freddy. Men efter hvad der føltes som alt for kort tid, begyndte andre elever så småt at drysse ind i lokalet og snakken begynde langsomt at rejse sig i klasselokalet, så vel som ude på gangen og forstyrrede deres koncentration.
Freddy gik tilbage på sin plads da klokken ringede. Denis var stadig ikke kommet.
Mr. Samson åbnede døren, som den sidste og holdte døren for en sidste elev.
Den sidste elev var en lav pige med langt lyst hår, der var sat op i en lang hestehale og gik helt ned til omkring hendes hofter. Hun var køn men samtidig temmelig bleg, på en måde der skilte sig ud fra de andre piger på deres skole. Hun var heller ikke klædt, som de fleste piger, der gik på på skolen var. De plejede at gå rundt i farverige sommerkjoler eller i sweatre og lange nederdele.
Hun havde et par stonewashed jeans på, en hvid T-shirt og en sort læderjakke udover. Hun stod lidt små nervøst med hendes kridt hvide skoletaske, som hun holdte i begge hendes hænder, foran sig. Hun kiggede lidt ned i jorden og bryd det kun i korte glimt hun tog rundt udover klassen.
Freddy havde aldrig set hende på skolen før eller noget andet sted for den sags skyld.
”Stille! Stille!” Råbte mr. Samson kommanderende udover klassen.
Der blev stille i klassen og mr. Samson sagde.
”Vi har fået en ny elev i klassen. Du kan bare tage plads, hvor du vil.”
Freddy bed mærke i at mr. Samson havde glemt at introducere hende. Men det var ikke unormalt at mr. Samson glemte sådan nogle ting, eftersom at han ikke ligefrem gav sig meget tid til at fokusere på hans elever.
Freddy kunne stadig huske dengang da Denis havde været ny i deres klasse. Der havde mr. Samson blot bedt Denis om at sætte sig.
Pigen kiggede kort udover klassen og gik så ned og satte sin taske ved Denises sædvandelige plads imellem Freddy og Mirra. Hun satte sig ned og kiggede ned i bordet.
Mr. Samson vendte sig imod tavlen, men drejede hurtigt rundt igen og sagde.
”Når ja, hvad er deres navn forresten miss?”
Han var åbenbart blevet lidt bedre til at huske at introducere nye elever i løbet af de sidste fire år.
Pigen rømmede sig en smule og sagde så.
”Emmelie Vulpes.”

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 






 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...