Vindstille

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 15 jan. 2018
  • Status: Igang
Da Michelle finder ud af, at hendes veninde, Lea, har droppet deres livs store rejse, må Michelle nu affinde sig med at skulle tilbringe sit sabbatår i den stinkende provinsby, hun er vokset op i.
Noget, der er lettere sagt end gjort, hvis det ikke er fordi, Lea flytter til København for at læse jura, og Michelle må indse, at hun snart skal finde ud af, hvad hun selv vil bruge sin fremtid på.
Og for at gøre alting værre, møder hun en fyr, der får nogle dybe følelser til at gnistre inde i hende - følelser, hun aldrig før har følt. Men han er off-limits. Af flere grunde.

Vindstille er bog nummer to i en triologi, hvor Regnskyl er den første. Dog kan de læses selvstændigt, og derfor er Regnskyl endnu ikke gjort færdig.

Vindstille er også et bidrag til Sindstequila-konkurrencen, valgmulighed 1: Skriv en movella om at være unge i Danmark i 2017

26Likes
35Kommentarer
1081Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg surfer igennem Facebook, mens jeg venter på, at Lea står op. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte på, da hun besluttede sig for at holde fest aftnen inden søndagsbrunch. Men det må hun selv om. Det er trods alt hende selv, der må leve med tømmermænd og søvnunderskud, nu hvor hun selv besluttede sig for at komme hjem klokken seks om morgenen.

Det banker på døren, og et øjeblik senere stikker Leas mor hovedet ind. Hun har lyst hår som sin datter og krøller som sin søn. De blå øjne lander på os og smiler blidt.

”Der er brunch om fem minutter.”

”Okay, tak. Vi kommer,” svarer jeg for Lea og puffer til hende, da hendes mor lukker døren. Hun mumler et eller andet uforståeligt, og jeg puffer til hende igen.

”Brunch om fem minutter.” Jeg kravler ud af sengen og tager tøj på, før jeg går ud på badeværelset og gør mig klar. Jeg tager en smule mascara på, men dropper alt andet. Hvis jeg vil imponere nogen, vil det være Asger, og han har allerede set mig uden make-up. Og der er ingen grund til at imponere ham.

Da jeg har sat mit hår op i en hestehale og kommer ud til Lea, har hun først lige sat sig op i sengen.

”Kommer om lidt, bare gå derud,” siger hun groggy, og jeg bruger et øjeblik på at sørge for, at jeg ikke ruller øjne.

”Der er Panodiler i min taske,” siger jeg, inden jeg tøvende går ud fra værelset. Jeg er tit hos Lea. Måske for tit – hvilket dels er grunden til, at det er superpinligt, at jeg ikke kunne genkende hendes bror – men hendes forældre skræmmer mig lidt. Jeg er sikker på, at de i stilhed judger mig. At de judger alle. Selv deres egne børn.

Jeg ånder lettet op, da Asger sidder ved bordet. Det gør det bare lidt mere udholdeligt at sidde med Leas forældre. Han lyser op, da han får øje på mig. Jeg overvejer i et flygtigt øjeblik at sætte mig ved siden af ham, men ender med at sætte mig kryds over for. Det er bedst sådan. Jeg behøver ikke se ham direkte i øjnene, og jeg behøver ikke komme til at røre ved ham, hver gang noget skal rækkes rundt.

”Godmorgen,” smiler deres mor, Britta, mens hun ser forbi mig. Garanteret efter Lea.

”Godmorgen. Lea er på vej,” siger jeg og kigger skiftevis på familiemedlemmerne, mens jeg prøver at smile mit bedste smil. Selvom jeg et eller andet sted hellere vil trampes ned af lyserøde flodheste, for at bruge Asgers begreb.

  Deres far brummer noget, der kan minde om et godmorgen, mens han sidder dybt begravet i avisen. Det minder lidt om de mange lørdage og søndage hos Ella, men atmosfæren er anderledes der. Jeg ved godt, at det ikke altid går lige godt hjemme hos dem – jeg har hørt hendes forældre skændes før. Jeg lod altid som om, jeg ikke hørte det. For Ellas skyld. Så hun ikke skulle begrave sig selv i skam. Men jeg har hørt det. Men der er alligevel en hvis kærlighed i deres hjem. En kærlighed, jeg hverken finder hjemme hos mig selv eller hos Lea.

Jeg ryster det af mig. Hvorfor tænker jeg på Ella nu? Jeg lod hende glide fra mig med vilje. Jeg prøvede at få hende til at glide fra mig.

”Asger, har du hilst på Michelle? Michelle og Lea gik i klasse sammen. Hun har næsten boet her det sidste års tid,” siger Britta, og jeg ser uvilkårligt på Asger, der fanger mit blik. Damn it. Jeg kan ikke få mit blik væk igen. Hvorfor føler jeg pludselig den her underlige tiltrækning af ham? Eller det ved jeg godt. Det er fordi, han er Leas bror, og det gør tingene lidt mere spændende. Især taget i betragtning af at Lea har nakket Emil, og det her kunne være den perfekte pay back uden at jeg rent faktisk gør noget forkert. Udover at måske overtræde en eller anden åndssvag venindelov, der siger, at man ikke må date sin venindes bror. Og det vil jeg faktisk pisse lidt på, for det gjorde Lea alligevel.

”Vi hilste på hinanden i går, faktisk,” svarer Asger og smiler til mig. Jeg får tvunget mit blik hen på Britta, der hæver øjenbrynene i et øjeblik.

”Gjorde I?”

”Vi stødte bare på hinanden i gangen,” siger han med et skuldertræk, og nu er det min tur til at hæve øjenbrynene. Hvorfor siger han ikke sandheden? Ikke at hans forældre behøver at vide, at han fandt mig siddende ude ved deres affaldscontainere… Men vi stødte i hvert fald ikke bare på hinanden. Vi talte sammen. Vi havde rent faktisk en samtale. Og ikke en overfladisk én af slagsen.

Men jo mere, jeg tænker over det, jo mindre vred bliver jeg. Alle de her ting behøver de ikke at få at vide. Faktisk er det en af de ting, jeg gerne vil holde for mig selv, nu hvor jeg virkelig tænker over det.

”Jamen der kan man da bare se. Så ved du jo også, at Asger lige er blevet færdig med sit første år på jurastudiet. Vi er så stolte af ham,” siger hun og smiler endnu mere, men der er ingen rynker omkring hendes øjne. Mit blik flakker hen på Asger, der ruller øjne. Hans mor står bag ham, så hun ser det ikke. Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at grine.

”Ja, det kom vi kort ind på,” svarer jeg og smiler mit bedste smil til Britta. På Asgers udtryk at dømme, ved hun godt, at hendes søn ikke har tænkt sig at fortsætte på studiet, så den eneste forklaring er, at hun stadig har tænkt sig at fortælle andre, at han stadig er ”den perfekte søn, der læser jura”. Jeg får lidt lyst til at kaste op.

”Hvad er dine planer, Michelle? Lea har jo tænkt sig at følge i sin brors fodspor. Hun talte om, at du ikke rigtig ved, hvad du vil?” Britta sætter sig hen til bordet ved siden af sin søn. Deres far sidder for bordenden som han plejer, når jeg er på besøg.

”Jeg holder et sabbatår. Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad jeg vil i det sabbatår, men det finder jeg jo nok ud af,” svarer jeg og fører en tot hår bag mit øre, før jeg ser ned på min tallerken. Jeg kan stadig tage ud at rejse, nævner jeg for mig selv, men tanken er intimiderende. Jeg har været på charterferier med mine forældre. Mallorca for det meste. At tage ud på egen hånd, virker både skræmmende og fristende. Tanken om at komme væk herfra virker fristende. Tanken om at møde nye mennesker, virker fristende. Men tanken om at gøre det på egen hånd, at finde ud af alting selv, virker langt fra tiltalende.

”Og du ved ikke, hvad du vil efter sabbatåret?”

Jeg ryster på hovedet. Tøver så i et øjeblik.

”Altså jeg har selvfølgelig overvejet nogle ting, jeg skal bare finde det helt rette.” Som mit snit også tillader mig at komme ind på. Som jeg også er næsten sikker på, jeg ikke vil fortryde. Som jeg kan forestille mig at bruge 3 eller 5 år på. Og derefter resten af mit liv.

”Hvad har du i tankerne?” spørger hun. Det er sådanne spørgsmål min mor skal stille mig. Men hun har travlt med sin kæreste. Travlt med at skulle flytte tilbage hertil med ham fra Århus, for nu er Århus blevet for kedeligt, og nu hvor jeg ikke længere har brug for hende her i byen, kommer hun selvfølgelig tilbage.

Jeg har ikke fortalt Ella det endnu. At min mor flytter tilbage, og at hun flytter tilbage med Daniels far. Jeg bør fortælle hende det. Jeg tror ikke engang, at Daniel ved, at vi er papsøskende. Men hvordan skal jeg fortælle hende, at min mor er grunden til at hendes kærestes far flyttede til Århus?

For det var dét, der skete. Mine forældre havde været skilt i nogle år. Min mødte Daniels far. Min mor gik i seng med Daniels far, selvom hun godt vidste, at han havde en kone og et barn. Min mor skred til Århus, skred fra mig med Daniels far, der skred fra sin kone og søn. Jeg kan ikke huske, hvornår helt præcis, jeg fandt ud af, at Daniel og jeg åbenbart er papsøskende. Det var nogle år efter de flyttede. Hans far blev ved med at nævne ham på forskellige tidspunkter, og jeg endte med at spørge mor, hvem det var. Jeg fandt senere Daniel på Facebook. Men jeg sendte ham ikke en venneanmodning, selvom jeg virkelig gerne ville. For hvem andre end ham ville forstå, hvordan det er, at ens ene forældre bare er flyttet til en ny by, mens den anden stadig bor her?

Jeg havde været et skilsmisse barn længe. Næsten så længe, jeg kan huske, men mine forældre har altid boet så tæt på hinanden, at jeg kunne skiftes i mellem dem, når det passede mig, og nu skulle jeg pludselig vælge, hvem jeg ville bo hos. Inderst inde ville jeg bo hos mor. Far er sjældent hjemme, og selvom jeg elsker lejligheden, var det altid min mor, der var min bedste ven. Men at jeg skulle flytte helt til Århus. Begynde på en ny skole, flytte fra mine venner, flytte fra Ella. Jeg skulle efterlade alt, hvad jeg kendte bare for at være sammen med min mor og hendes nye kæreste.

Jeg tænkte, at Daniel også havde været i samme situation, og at han derfor måtte kunne forstå mig. Men jeg vidste også, at han på ingen måder ville se på mig, hvis jeg fortalte ham, at min mor er grunden til, at han er i den situation, som han er i.

Så jeg lod være med at trykke på det ikon. Lod ham sive ud af mit hoved, for nok er vi papsøskende i almindelig forstand, men vi ville aldrig blive rigtige papsøskende.

Jeg havde glemt næsten alt om ham, indtil jeg så Ella med ham på en eller anden bar den samme aften, jeg mødte Emil. Men selv der lykkedes det mig at få ham ud af hovedet indtil Ellas statusopdatering sagde, at hun nu var i forhold med ham. Helt ærligt – hvad er chancerne lige for det? At din bedsteveninde igennem folkeskolen, som du nu har et anstrengt forhold til, pludselig er blevet kærester med din mors kærestes søn? At din mor tilmed bevirkede til at din eks-bedstevenindes kærestes forældres ægteskab gik i tusinde stykker?

Problemet er, at Ella alligevel finder ud af det på en eller anden måde. Når Daniel og hende skal til familiemiddage, og jeg pludselig også er der. Men jeg føler, jeg i det mindste kan fortælle hende det. At det er det mindste, jeg kan gøre. Men som situationen er lige nu, virker det bare ikke særlig smart.

Hun kommer til at hade mig endnu mere end hun allerede gør.

”Michelle?” Britta hæver øjenbrynene. Jeg ser forvirret på hende i et øjeblik, kommer så i tanke om det spørgsmål, hun stillede mig.

”Undskyld. Jeg overvejer lidt medicin,” lyver jeg. Jeg orker ikke en diskussion med Leas mor om, hvad en ”god” uddannelse er. Hvad end, jeg i virkeligheden vil sige, vil aldrig falde i god jord hos hende, og vi vil komme til at bruge hele brunchen på at tale om, hvordan jura eller medicin eller noget i den stil vil være langt smartere at vælge end for eksempel fotograf.

Jeg skæver kort til Asger, der ser vurderende på mig. Måske ved han, jeg lyver. Måske kan han fornemme det. Men jeg har ikke lyst til at vide, hvad han tænker. Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til at komme over til brunch?

Fordi alternativet er en tom lejlighed. Fordi alternativet er, at jeg sidder og minder mig selv om, at min far hellere vil fokusere på arbejde, og at min mor hellere vil fokusere på sin kæreste.

Og når alt kommer til alt, så nyder jeg rent faktisk at være til brunch hos Lea og hendes familie – bare ikke, når jeg bliver afhørt om mine studievalg, eller når jeg generelt skal tale om mig selv.

”Hvad taler vi om?” spørger Lea og dumper ned ved siden af mig. Al opmærksomheden bliver rettet mod hende. Hendes mors kæbe spændes en smule, jeg kan nærmest fornemme, at hvis jeg ikke havde været til stede, havde hun fået en ordentlig omgang skæld ud.

”Fremtidsplaner og sådan,” svarer jeg, da ingen andre har tænkt sig at svare.

”Har du fundet ud af, hvad du vil?” spørger hun og tager en croissant på sin tallerken før hun sender kurven videre. Jeg har lyst til at svare hende, at hun spurgte om det samme i går. At jeg ikke lige pludselig har fået en åbenbaring hen over natten. I stedet svarer jeg:

”Nah. Men jeg har jo også et år til at finde ud af det i,” siger jeg og tager en pandekage, der bliver sendt rundt.

”Jeg havde to sabbatår og er stadig ikke sikker på, hvad jeg vil,” indskyder Asger mens han fylder munden med røræg. Der bliver stille omkring bordet. Vi stirrer alle på ham.

”Du læser jura, skat,” siger Britta – som om Asger er total hjernelam eller har fået et øjebliks amnesia, så han pludselig ikke kan huske, hvad fuck, han laver. Han tygger af munden, før han ser sin mor direkte i øjnene.

”Jeg har jo sagt, at jeg har tænkt mig at droppe ud.”

Brittas blik flakker hen mod mig, så på Asger igen.

”Hun ved det allerede. Jeg fortalte hende det i går,” siger han. Af en eller anden grund giver det et meget stramt blik fra Britta, og jeg krymper lidt i stolen. Fantastisk. Familiedrama. Og det er ikke engang min egen familie. Verden er virkelig efter mig i den her periode, er den ikke?

”Du er jo ikke helt droppet ud, Asger. Vi har jo talt om, at du holder en lille pause, og så ser du til det efter sommerferien. Det kan jo være, at du har ændret mening til den tid.”

Asger stirrer længe på sin mor. For længe. Så begynder han at fylde sin tallerken op med mad. Vi andre sidder bare og kigger på. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. I virkeligheden har jeg lyst til at tage hjem. Det her har været den mest underlige morgen længe.

”Nej, mor. Det er noget, du tror. Jeg tager ikke tilbage på studiet efter sommerferien. Det ved du også godt.” Han rejser sig op med sin tallerken og går.

”Asger!” kalder Britta, men deres far tager fat i hendes arm og ryster på hovedet.

”Den var du selv udenom,” siger han advarende. Stilheden efterfølgende er altædende. Jeg tør ikke engang røre ved min mad i frygt for at det vil larme, og at larmen vil ødelægge alting. Britta retter sig i stolen og begynder at spise som om intet er sket. Jeg skæver til Lea, der også stirrer ned i maden.

Det er jo bare slet ikke akavet det her.

”Han skal nok komme til fornuft, mor,” siger Lea så. Britta sender hende et sammenpresset smil, og jeg har lyst til at sende den her croissant lige i ansigtet på hende.

Shit. No wonder, at Lea er som hun er. Jeg har aldrig set den her side af Britta. Jo, selvfølgelig har hun altid været skrap. Selvfølgelig har der altid været noget anstrengt over hende, men jeg har aldrig oplevet hende så blind og kontrollerende. Men jeg har heller aldrig oplevet en middag hvor Asger har været til stede.

 

Jeg tager hjem efter brunch. Lea prøver ikke engang at få mig til at blive, som hun normalt gør, og jeg prøver heller ikke at trække tiden ud. Faktisk har jeg ledt efter det perfekte tidspunkt at skride på uden at det virker som om jeg flygter fra det her familievanvid. Selvom vi begge to godt ved, at det er det, jeg gør.

Jeg låser mig ind i den tomme lejlighed, slæber min taske med mig ind på mit værelse og smider den på gulvet, før jeg dumper ned i min seng. Far har sendt en SMS med, at han vil være hjemme inden aftensmad. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på det.

I stedet for at svare ham går jeg på Facebook og søger på Asger. Jeg ved godt, jeg ikke bør. Jeg ved også, at det er lidt af et sats. Nok havde vi en samtale udenfor huset og en klokken fire om morgenen, men det gør os ikke automatisk til perlevenner.

Jeg betragter først hans profilbillede. Et billede af ham, der står på et bjerg med armene spredt ud for at vise omgivelserne. Han har kakishorts på, solbriller og en kasket, der holder de lyse krøller nede. Solen omringer hans krop, og han smiler bredt. Han virkede glad dér klokken 4, men her virker han lykkelig. Det er helt klart ikke jurastudiet, der har sin fortjeneste af det.

 Jeg stirrer længe på venneanmodningsknappen. Normalt venter jeg til, at den anden ansøger. Jeg har ikke særlig mange venner, jeg selv har ansøgt. Der plejer ikke at gå særlig længe, før jeg har fået en anmodning. Men med Asger er det noget andet. Jeg tror ikke, han ansøger mig. Måske virker det bare for underligt for ham, når jeg er venner med hans søster.

Men hvis der er en lille chance for, at han i det mindste vil acceptere, når jeg sender ham en, er det det hele værd. Hvis ikke er det bare ærgerligt. Jeg kommer nok ikke til at sætte en fod i det hus det næste lange stykke tid igen. Lea flytter snart til København, så sandsynligheden for at støde på Asger er minimal.

Jeg trykker på knappen. Opdager først, at jeg har holdt vejret, da min udånding kommer ud tungt, og jeg derefter hiver efter vejret. Jeg skynder mig væk fra hans væg, scroller ned over min egen, men når ikke særlig langt, før jeg får en notifikation om, at han har accepteret min venneanmodning.

Jeg får en besked i Messenger om at jeg nu har kontakt til Asger. Jeg stirrer længe på chatten. Han er aktiv nu. Jeg kan skrive til ham, men hvad skal jeg skrive? Jeg vil vide, om han er okay efter sin mors lille udbrud, men det virker bare underligt at spørge om taget i betragtning af, at jeg egentlig ikke kender ham særlig godt. Hvis det havde været Lea, kunne jeg spørge, men det her er hendes bror, som jeg har kendt i under et døgn.

Hvad skriver man?

Jeg bruger endnu et langt øjeblik på at overveje det.

Normalt ved jeg præcis, hvad jeg skal skrive, hvis jeg skulle skrive til nogen, men med Asger er alting bare en gamechanger. Han er en gamechanger, og det er så forkert. Når Lea talte om sin bror før i tiden, må jeg indrømme, at jeg havde et lille crush på ham. Sådan et hormon-forstyrret crush omkring en person, man ikke kender, men som lyder så perfekt, at du godt kan forestille dig at være sammen med ham. Nu hvor jeg rent faktisk har mødt ham, og set, at han slet ikke er som Lea har beskrevet ham, er det som om, jeg har et større crush på ham. Han er ikke perfekt – ikke perfekt på den måde Lea beskrev ham på i hvert fald, men det gør ham bare mere interessant.

Fuck.

Jeg stirrer endnu mere på Messengerruden. Fuck it. Jeg skriver det første, der falder mig ind. Hvis der er noget, Asger må være træt af på nuværende tidspunkt, må det være falskhed, så det har jeg ikke tænkt mig at udsætte ham for.

Jeg tager en dyb indånding og sender ham en besked.

Mig: Din mor er mere skræmmende end lyserøde flodheste :P

Jeg bider mig let i læben og sender en besked mere.

Mig: Var det for tideligt? 😂

De tre prikker dukker op, mit hjerte banker lidt hurtigere.

Asger: hun er skræmmende as hell

Asger: lyserøde flodheste til enhver tid!

Mig: Håber du er ok?

Asger: gad bare ikke høre på hendes bullshit

Asger: nemmere bare at gå

Mig: Skred også, så snart jeg kunne tbh 😂

Mig: Det blev ret akavet efter du var gået…

Asger: undrer mig ikke, mor prøver altid at lade som om alting er i skønneste orden

Asger: ved Lea at du skriver med mig?

Mig: Næh, har ikke fortalt hende det. Bør jeg?

Asger: nah

Min mave trækker sig sammen.

Mig: Tror du hun bliver bange for, at du stjæler hendes bestie? :P

Asger: har jeg en chance? :P

Mig: Depends. Hvis du bliver her i byen, og hun skrider til kbh, mangler jeg en ny bestie ;)

Asger: hvad indebærer det? pedicure hver uge, frisøraftaler og tøsefilm hver fredag?

Mig: Lyder som om du allerede HAR set tøsefilm hver fredag :P

Mig: De ting du beskriver er lidt for amerikanske btw ;)

Asger: you can’t blame me. er vokset op med en bossy søster

Asger: og siden jeg er mors least favorite child fik søs lov til at bestemme film

Asger: tiden som alenebarn var lækker

Mig: Du kan ikke klage over din søster til et enebarn, der tilfældigvis også er din søsters veninde!

Asger: shit

Det her er det perfekte tidspunkt til at lave et større træk. Jeg kan invitere ham hjem til mig. Men lige præcis dét er problemet. Jeg kan ikke invitere ham hjem til mig. Hvor end jeg ellers gerne vil. For han er stadig off limits, og måske klingede vi i går, hvor jeg var lidt fuld, og hvor vi begge var trætte, og måske klinger vi på Messenger, men hvad med herhjemme?

Jeg kan lige forestille mig, hvor akavet det kan blive. Jeg har aldrig haft en fyr med hjem bare for at se film. Og slet ikke efter vi har talt længe sammen. Det plejer at være fyre, jeg møder til en fest, og som jeg hiver med hjem, hvis jeg er lidt for fuld, og de plejer at være gået igen, når jeg er ædru.

En slags filmdate vil være over grænsen. Jeg dater ikke. Hell, jeg har ikke engang haft en kæreste siden 6. klasse. Tilknytning er ikke ligefrem mig. Jeg er mere til ser-dig-aldrig-igen.

 Så jeg skriver ikke, hvad jeg virkelig har lyst til at skrive, selvom jeg ved, jeg vil komme til at fortryde det. At jeg vil ligge i nat og slå mig selv i hovedet, fordi jeg er en kujon, og fordi jeg ikke kan finde ud af at tage mit eget liv i hånden og guide det på rette vej.

I stedet skriver jeg:

Mig: Har lovet min far at købe ind, så må hellere smutte L

Asger: er også på vej ud at træne, ses ;)

Jeg håber, han mener det. At han virkelig mener, at vi vil ses igen. Jeg ved ikke, hvordan. Jeg ved ikke hvornår. Men jeg håber det også. Jeg håber, at jeg ser ham igen, og at jeg ikke behøver have skyldfølelse omkring det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...