Sherlock

'Elementary, my dear Watson'

Sherlock Holmes er mange ting, men mest bemærkelsesværdigt; geni.
Men alt police detective John Watson ser da han skal undersøge et indbrud, er en egoistisk og højrøvet stofmisbruger, der er alt for sikker på sig selv og sin sag.
Sherlock mener at være tæt på at have løst sagen selv - alt Watson vil komme til, er at gå i vejen. Men Watson har ikke tillid til den upålidelige og utålelige Holmes - indtil han bliver nødt til det.

1Likes
2Kommentarer
168Visninger

2. Kapitel 1

 

Kapitel 1

 

The thief: "You? Who are you? How could you know anything of the matter?”

Holmes: “My name is Sherlock Holmes. It is my business to know what other people don't know.”

The thief: “But you can know nothing of this?”

Holmes: “Excuse me, I know everything of it."

 

-The Adventure of the Blue Carbuncle


 

“Et indbrud?” Forbes nikkede sammenbidt. Hvis John ikke havde vidst bedre ville han have troet at Forbes kendte ofret i sagen, men John Watson havde efterhånden lært at hvis nogen håbede på at blive politimand, men i stedet endte som en 40-årigt uuddannet sekretær - og ikke engang i den ønskede afdeling - ville vedkommende blive bitter, og Forbes var ingen undtagelse.

“Hvad mangler?” Spurgte John simpelt om, og greb endnu engang skeen.

“Det er sagen, sir. Ikke noget.” John kiggede uimponeret op og tyggede hans musliknas grundigt før han svarede.

“Lad mig forstå det ret, nogen har brudt ind i et hus””lejlighed,” rettede Forbes. John sukkede af Forbes evne til at udelade hvilken som helst information der kunne være nyttigt, men derimod fandt det utrolig vigtigt at sørge for at John kendte alle irrelevante detaljer.

“Ved vi hvilken slags? Penthouse? Kælderlejlighed? Du må forstå, det er detaljer som disse der kan vise sig højst nødvendige.” Siden Forbes tydeligvis ikke forstod sarkasmen, fortsatte John; “Nogen har brudt ind i en lejlighed, men intet mangler. Er der nogen beviser på at der har været nogen i lejligheden, eller snakker vi om endnu en kat der har sat en alarm i gang?” Fortsatte han sit tidligere spørgsmål og skubbede yoghurten til side.

“Der er ikke gået nogen alarm, sir.” Forbes stemme var langsom og monoton, hvilket gjorde stort set alt der kom ud af hans mund kedeligt. Om han så fortalte de kommende lottonumre på nationalt fjernsyn ville han nok alligevel være den eneste der dukkede op og gjorde krav på pengene - hvilket han uden tvivl ville. Så vidt John vidste manglede Forbes såmænd ikke noget, men om det så var en bøjet femøre ville han stadig dukke op og gøre krav på sine penge. Det er den slags magt han oprindeligt ville i politiet for at få, men som han ikke var klar til at uddanne sig for. Nu er hans største magt at tilbageholde Johns beskeder og opkald, hvilket han såmænd også gjorde nyttigt brug af.

“Er der nogen tegn på indbrud?” Johns stemme begyndte at blive en smule irriteret. Om Forbes tilbageholdte de vigtige oplysninger eller om han reelt regnede denne sag vigtig vidste han ikke, men han var heller ikke i humør til at spørge mere ind til det.

“Glem det, jeg tager forbi. Hvad er adressen?” Om ikke andet ville han få en velfortjent pause fra kontoret og lidt frisk luft. Han svang jakken over skuldrene og ned over armene før han lukkede computeren sammen og rettede kraven.

“221B Baker Street.” Forbes strakte hans korte pølsearm ud med en gul post it klistret på de allerede fedtet fingre. John tog imod den og smed den i lommen før han åbnede døren til hans kontor for Forbes, der i sit hurtigste tempo (hvad der for alle andre ville være deres langsommeste) luntede ud af døren og satte sig tilbage ved sit skrivebord.

Han sendte et kort vink efter Bradstreet som for at sige farvel og gik derimod imod døren.

 

Da taxien stoppede og John havde betalt det ønskede beløb kom han efter sølle 15 minutters kørsel til 221B Baker Street.

Bygningen lignede enhver anden i London. Som John nærmede sig døren kiggede han efter tegn på indbrud eller andet, men den grønne dør stod uden en skramme. John bankede kort på døren før han trådte et skridt tilbage. Før han kunne nå at kigge sig om åbnede døren sig og afslørede en brunøjet kvinde med hendes gråbrune hår samlet bag sig i en knold.

“Du må være fra Scotland Yard!” Udbrød hun og klappede sine hænder glædesfyldt sammen som en hamster der netop havde fået en nød.

John viste hans skilt frem som bevis før han introducerede sig selv; “John Watson. Det var noget med et indbrud?”

“Åh ja, det er ovenpå. Men jeg burde nævne, han er en smule gnaven,” indrømmede kvinden og trådte til side for at lade John komme forbi. Så snart han trådte indenfor bredte der sig en tung lugt omkring ham, og han måtte gøre sit bedste for ikke at gøre andet end at klø sig under næsen.

“Forståeligt. Hvem ville ikke være det efter et.. indbrud,” Mumlede John og forsøgte at tage sagen seriøst.

“Åh nej, det opmuntrede ham såmænd, nej, men han er ikke så glad for at jeg ringede efter politiet,” indrømmede hun hviskende før hun ledte vejen op af den smalle trappe.

“Lad mig forstå dig ret, han har haft indbrud, men ønsker ikke at sagen skal tages op?” Spurgte John forundret mens han fulgte efter fruen op ad trappen.

“Åh ja, det er Sherlock i en nøddeskal,” mumlede hun.

Lige så snart de nærmede sig første etage hastede damen over til endnu en grøn dør hvor hun bankede på præcist to gange før hun gik ind som ejede hun stedet.

I stedet for at invitere John ind gik hun blot selv i forvejen og efterlod ham til at undre sig over sagen.

“Hudson! Hvad har jeg sagt om at banke på?” Udbrød en irritabel stemme inde fra lejligheden.

“Åh Sherlock, kunne du da ikke have ryddet lidt op?” Bad hun og tog to tekopper op fra et bord lige i tide til at John nåede at se hende haste ud i hvad han formodede var et køkken med dem.

“Og hvad har jeg sagt om at bringe… Mennesker, med?” Spurgte manden damen havde kaldt ‘Sherlock’. Var det overhovedet et navn?

Da han sagde ‘mennesker’ rynkede han på næsen som hvis tanken om et menneske alene frastødte ham.

Han trådte et skridt tættere på og kiggede op og ned af John som ikke kunne undgå at føle sig overraskende lille over for den høje mand der lige som John blev fristet til at lukke jakken vendte rundt på hælen og hastede efter kvinden der var forsvundet få sekunder før.

John kiggede rundt om sig og besluttede sig hurtigt for at følge efter det specielle par.

“Okay, så hvad er der præ… Undskyld, hvor kommer den lugt fra?” Afbrød John sig selv og kiggede rundt i køkkenet.

“Sikkert de døde mus,” mumlede manden og tog en tår af en blomstret kop før han åbnede avisen foran ham og begyndte at læse.

“De døde - åh Sherlock, jeg troede vi havde en aftale!” Udbrød kvinden skuffet og kiggede i skabet under vasken.

“Spisebordet,” mumlede manden og bladrede endnu en side.

Damen vendte sig imod spisebordet hvor John bemærkede en stålbakke med tre hvide mus lå på række - alle skåret op forskellige steder så deres indmad kunne ses.

“Åh, Sherlock,” klagede kvinden og kiggede væk. Hun rystede på hovedet før hun tog fat i bakkens håndtag, åbnede skabet og hældte de tre mus ned i skraldeposen.

“Mrs. Hudson!” Klagede ‘Sherlock’ og rejste sig hurtigt.

“Vil du venligst lade være med at smide mit arbejde ud?” Bad han irriteret.

“Arbejde? Sherlock, døde mus! Du er detektiv, for Guds skyld. Hvorfor må du absolut gøre den slags?” Sukkede hun og fjernede posen før hun lukkede skabet igen.

“Videnskab,” mumlede han utilfreds. Damen - Mrs. Hudson - tog posen med sig på sin vej ud; “held og lykke, kære.” John nikkede som tak til hende og vendte sig imod ‘Sherlock’.

“Jeg går ud fra du er bosat her?” Spurgte John og fandt den lille notesbog frem fra lommen.

“Hvordan gættede du dog det,” mumlede fyren uimponeret.

“Hvad er dit navn?” Spurgte John og følte på hans lommer.

“Holmes,” introducerede manden sig selv og rakte John en kuglepen.

“Tak. Fornavn?” Spurgte han og klikkede kuglepennen åben.

“Sherlock.” John kiggede op fra papiret.

“Sherlock Holmes?” Spurgte John mistroisk.

“Sherlock Scott Holmes,” rettede herren ham og gik endnu engang ind i den klemte stue, hvor han satte sig i en mønstret lænestol.

“Mit navn er John Watson, jeg er fra””East England,” informerede Holmes selvsikkert.

Scotland Yard,” Rettede John generet og satte sig i den eneste anden siddeplads der ikke blev brugt af diverse rod; en grønlig lænestol med en del slid på sig.

“Essex?” John kiggede forvirret på Holmes der med sine gennemborende grå øjne holdte øje som en høg - hvilket han forresten også lignede med hans lange næse.

“Er du fra Essex?” gentog Holmes utålmodigt. John rynkede hans buskede øjenbryn; “Hvordan vidste du det?”. Holmes smilte selvsikkert og lagde hovedet tilbage og viste i samme omgang hans adamsæble frem. John sukkede før han genoptog opgaven.

“Men et indbrud?” opfriskede han deres hukommelse og satte kuglepennen imod papiret; “Hvad skete der?”.

“Hvor meget information vil du have?” spurgte Holmes roligt og fingerede ved den slidte, rødmossede stols armlæn.

“Kom med hvad du har, så ser vi på det,” foreslog John mindst lige så roligt, nærmest som hvis de havde en testeron præget magtkamp om hvem der kunne forblive roligst i den andens selskab. Holmes rømmede kort på sig og rettede ryggen diskret.

“Der var et indbrud. Manden der brød ind fandt ikke hvad han ledte efter, og gik igen.” John kiggede irriteret på den høje herre over for ham; “Hvorfor tror du det?”

“Dørhåndtaget. Der var snavs på det fra et træ, et birketræ for at være præcis,” startede Holmes ud; “Taphrina betulina, en svamp, vokser på birketræer, også kaldet heksekoste, hvilket forklarer.” Holmes hoppede overraskende elegant op fra sin stol og greb en kvist fra et bord før han drejede rundt og viste den frem som et trofæ; “Denne.” Holmes kiggede forvirret på John, der stadig ikke fuldt ud forstod hvad grenen havde med indbruddet at gøre.

“Du forstår stadig ikke,” indså han efter tredive sekunders stilhed. John rystede på hovedet. Holmes sukkede før han pegede på grenens ene ende.

“Denne kvist har tydeligvis siddet sammen med mange andre, hvilket er typisk for et træ påvirket af Taphrina betulina,” forklarede han og lagde grenen på bordet foran John der sad og følte sig mere intetanende end nogensinde før.

“Okay, så udover grenen””Kvisten.” John kiggede op på Holmes hvis ansigtsudtryk ikke ændrede sig.

Kvisten,” gentog John irriteret; “Hvordan ved du ellers der var indbrud? Hvad mangler?”

John kiggede rundt i den proppede stue og tænkte for sig selv at med et rod som dette ville Sherlock Scott Holmes højst sandsynligt ikke engang vide det hvis noget manglede.

“Ikke noget.” John koncentrerede sig for ikke at lade hans irritation vise sig; “Du ringede til politiet fordi du fandt… En gren?”

“Har du nogensinde været i en skov, Watson? En stor klynge træer samlet et sted, højst sandsynligt med en form fo””Jeg er klar over hvad en skov er,” afbrød John og rejste sig; “Hvad har det med sagen at gøre?”

“Ringede du til politiet?” John rystede forvirret på hovedet.

“Hvis du ikke ringede til politiet når du så hele træer, hvorfor skulle jeg så ringe på grund af en kvist?” spurgte Holmes uden en mine.

“Det vil jeg også meget gerne vide,” svarede John roligt og krydsede armene over brystet. Holmes sukkede kortvarigt før han begav sig over i rodet der omringede spisebordet.

“Du kan takke Mrs. Hudson for opkaldet,” informerede han før han samlede en violin op og elegant svingede den op på sin skulder.

“Det skal jeg huske at gøre på min vej ud, siden dette har været et utrolig behageligt besøg,” sagde John sarkastisk, men bemærkede ikke Sherlocks lettere forvirrede blik som han vendte politi detektiven ryggen.

“Hvad forventer du helt præcist vi skal gøre ved denne sag?” spurgte John ærligt og klappede notesbogen sammen før han smed den tilbage i lommen.

“Jeg ville foreslå jeres arbejde, men hvis jeg kender Scotland Yard korrekt ved jeg at det er for meget at forvente,” fornærmede Holmes før han begyndt at slå kort slag på strengene imens han drejede på stemmeskruerne.

“Okay, det er vist nok for i dag,” bestemte John hurtigt og rejste sig, men der var Sherlock Holmes allerede optaget af violinen i hans hånd.

John Watson rystede på hovedet og håbede inderligt at han ikke skulle se Sherlock Holmes igen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...