tvivlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2018
  • Opdateret: 6 jan. 2018
  • Status: Færdig
første historie slået op her på movellas :)

kort novellen omkring følsen af svigt og at tænke og være forkert.

0Likes
0Kommentarer
67Visninger

1. Trivlen

Senen svævede stille ned og efterlod den store plæne kridt hvid. Det var som taget ud af et eventyr. Aldrig havde han troet at sådan et flot landskab ville findes i virkeligheden. Den velkendte sti var efterladt med et fin hvid lag af den kolde sne. Solen skinnede, men kulden bed stadig i kinderne. Han fulgte stilen, drejede til højre derefter venstre og forsatte lige ud til udkanten af plænen. Han knælede, ligeglad med at hans bukser begyndte at blive våde. Hans kinder var allerede fugtige og øjnene røde og hævede.

”Undskyld mor.” Hans skælvene stemme var en blid hvisken. Hans fugtede underlæben med tungen og bed i den. Han trak vejret ind i vilde hiv.

”Jeg har skuffet dig, jeg ved det.” Han fulgte den indgraveret skråskrift med pegefingeren.

”Men det er sådan jeg er, mor.” han snøftede en gang og forsatte så med usikker stemme.

” Jeg prøver at sige til mig selv at det er forkert, at jeg er forkert, men selvom alle fortæller mig det kan jeg ikke ændre på den måde jeg føler.” Han holdte en pause.

Holdte vejret og pustede så ud imens blikket flakkede op i trækronerne der skyggede det meste af graven fra solen. Kun en tynd stråle ramte dem, men den føltes som et prositør lys. Den oplyser alle hans fejl, sendte alt fokus ned på ham.

”Jeg ville sådan ønske du var her, mor.” Han støj hånden over stenen og kærtegnede den på samme måde som hans mor havde gjort ved ham da han var mindre. Han lukkede øjnene og kunne mærke hendes hånd i hans hår. Kunne lugte hendes parfume og mærke varmen fra hendes trygge bryst. Lige i et var han tilbage i hendes varme favn. Vinden ramte ham og tog minderne med sig. Hans pandehår fløj op, men han lod det bare gøre det.

”Jeg ved du har svaret på hvad jeg skal gøre.” Han havde prøvet at tænke som hende, men det var så længe siden hun havde givet ham hendes råd. Ville hun havde fortalt ham at det var okay? Nej hun kunne ikke være den eneste.

Han havde troet hans far ville havde været forstående, men selv efter dette halve år har han ikke set rigtig på ham. Hans far har prøvet at benægte det og vendt hovedet den anden vej selvom det eneste han ønskede var farens forståelse.

Hans skuldre dirrede og sneen under ham var blevet smeltet af hans varme tårer. En varm hånd lagde sig blidt på hans skuldre og klemte på den velkendte måde. Uden tøven kom han på bene og slog armene omkring Eriks hals. Lagde hovedet på hans skuldre og lod det hele komme ud. Han rystede og Erik strøg ham over ryggen og videre op over håret på den mest beroligende måde han nogensinde havde mærket.

Han træk hovedet tilbage og kiggede op i Eriks grønne øjne, som var fuld af medlidenhed. Han lænede sig frem og Erik fulgte hans bevægelse. Deres læber mødtes og han bød Eriks varme tunge ind i hans mund. Lod den trygge følelse varme hans frossen knogler op. Tø hans hjerte op igen. Erik pressede hans hage frem og lod ham komme længere ind, tætter på.

I dette tidspunkt ignorerede han alt. Hans far og alle de kloge personer der troede de vidste hvad der var bedst for ham. I dette øjeblik tog de fejl, for der var intet der føltes mere rigtigt end Eriks mund. Intet mere rigtigt end hans bryst presset imod hans. Intet bedre end hans varme hænder overalt. Eriks varme fik alt til at smelte, eller det føltes det som om for da han kigger op igen er sneen der stadig og det ser ikke ud som om noget havde ændret sig selvom alt havde forandret sig.

Erik kigger spørgerne op på ham. Han nikker og bider sig i læben før han siger; ” Du har ret. Jeg kan ikke læbe fra hvem jeg er.” Han tog Eriks hænder i sine gav dem et glem og forsatte efter en dyb indånding.

”Jeg har haft lyst til dette siden du satte dig ved siden af mig i kemi. Jeg har lyst til det igen selvom min hjerne skriger FORKERT fordi mit hjerte skriger RIGTIGT.” Erik lod sin tommelfinger glide hen over hans underlæbe og det fik ham til at bide sig i den igen. Gammel vane.

”Vil du give mig en chance? Os?” Eriks stemme lød så håbefuld at det fik hans mave til at slå gnister. Hvordan kunne han være så heldig?

”Ja.” Hviskede han og mente det, og da Eriks varme læber omsluttede sig med hans vidste han hvad hans mor ville sige hvis hun så ham.

Hun ville være lige så lykkelig som han var lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...