Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8632Visninger
AA

3. Within These Walls

Kapitel 1: Maisies synsvinkel d. 09.03.18

Lokation: London, England

Den foregående dag var gået aldeles hurtigt. Jeg var blevet smidt ind i arbejdet og følte mig nærmest som en slave fremfor en rigtig assistent. Og dagen i dag blev langt fra anderledes.

"Jeg vil gerne have dig til at fyre vores guitarist og keyboardspiller. Han er aldrig på rytmen og det var Alex, han hed," sagde Harry til mig, da vi var på vej ned til hans værelse. "Og et af mine jakkesæt skal hentes nede på renseriet klokken tolv. Kan du ordne det?" spurgte han om, selvom han udmærket vidste, at jeg ikke kunne sige nej til det.

"Har jeg retten til at fyre andre?" spurgte jeg mistænksom om, da jeg var vældig sikker på, at det ikke var en del af min jobbeskrivelse.

Harry stoppede brat op foran sit værelse, og jeg var nær ved at gå ind i ham. "Det har du nu," sagde han med et skævt smil. "Og kom forbi mit værelse senere med jakkesættet. Med kinesisk takeaway til to."

Han gik ind på sit værelse, og jeg begyndte rejsen til at finde den såkaldte Alex, som jeg skulle medbringe muligvis den værste nyhed til. En fyr der sad med et keyboard og en guitar på sit skød, blev mit første gæt.

"Er du Alex?" spurgte jeg om og frygtede nærmest, at han sagde ja.

Han lagde sit keyboard fra sig og stillede guitaren op mod væggen. Derefter rejste han sig fra bænken og gav mig sin hånd. Jeg smilede et øjeblik, og ligeledes gjorde han. Hvordan skulle jeg nu fortælle nyheden? Han skulle også absolut gøre det tusinde gange sværere for mig.

"Det er mig. Og De er?" spurgte han om med en høflig tone.

"Maisie. Den nye assistent," sagde jeg med et smil.

Han grinede lidt. "Så nærmere den nye personlige slave?" sagde han med endnu et grin. Jeg nikkede lidt, for manden havde jo ret.

"Jeg er virkelig ked af det her og jeg ved, at det ikke burde være mig, der gjorde det her, men... Harry vil gerne have, at du forlader touren," sagde jeg tøvende. Alex kiggede på mig med et forvirrende blik og brød derefter ud i en ny latter.

"Så, Harry beder sin nye assistent om at fyre mig? Utroligt," sagde han og sukkede. "Det skal han simpelthen ikke have retten til. Undskyld mig, Maisie, men jeg skal have en snak med ham." Han hastede forbi mig, men vendte sig om og råbte: "Det var en fornøjelse af møde Dem, Prinsesse Maisie."

Jeg lagde hovedet lidt på skrå og grinede, da han kaldte mig Prinsesse. Gud, hvor jeg håbede, at han ville blive her på touren - måske var det chancen for, at det ikke blev et helvede alligevel.

 

Klokken slog næsten et, og jeg havde været nede ved renseriet og hentet kinesisk takeaway til to. Jeg farede ned til Harrys værelse og bankede på. Intet svar. Derfor gik jeg blot ind, selvom jeg ikke havde haft held med det tidligere. Værelset var tomt, da jeg trådte ind.

Jeg skimmede hurtigt hele rummet og hang dernæst jakkesættet ved hans tøjstativ. Takeawayen stillede jeg på hans bord. Og herefter anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg bare gå? Efterlade en besked? Men til sidst tænkte jeg, at han nok godt vidste, at det var mig, der havde været herinde. Det var trods alt ham selv, der havde bedt mig om at gøre det.

Før han opdagede, at jeg var herinde, skyndte jeg mig hen til døren, som blev åbnet i samme sekund. Harry stod i døren og smilede lidt af, at jeg blev så forskrækket. "Undskyld," sagde jeg hurtigt. "Maden er på bordet og jakkesættet hænger på tøjstativet."

Harry nikkede og trådte forbi mig. "Bliver du og spiser?" spurgte han om til min forbavselse. Han så godt det undrende blik i mine øjne. "Du troede vel ikke, at jeg skulle spise det hele selv? Kom og sid," kommanderede han nærmest, og jeg var alt for bange til at sige nej. "Jeg vil gerne lære dig at kende."

Jeg smilede bare og satte mig ned ved bordet. "Hvad vil du gerne vide?" spurgte jeg om og tog en China-box.

"Din historie," sagde han og kiggede på mig med et indgående blik.

"Jeg har ikke en historie," sagde jeg hurtigt.

Han rystede lidt på hovedet af mig. Havde jeg sagt noget forkert? "Pjat. Alle har en historie."

Jeg lagde hovedet lidt på skrå og smilede. Det havde jeg alligevel ikke forventet at høre fra ham.

"Hvad?" sagde han, da han havde opdagede, at jeg smilede. "Du troede måske ikke, at jeg ville være sådan?"

Langsomt trak jeg på skuldrene og tog en bid af mine nudler. "Ærligt? Jeg ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad der stor i bladene, men... Jeg har måske læst alt for mange og er lidt for naiv til tider," forklarede jeg.

"Hvad har du læst?" spurgte han om, da han var færdig med at spise et stykke kylling.

Jeg vidste ikke, hvor smart det var at fortælle alle de dårlige ting, som jeg havde hørt om ham, og valgte derfor blot at sige den eneste ting, som virkelig pågik mig: "Du har fyret 23 af dine tidligere assistenter. Hvorfor?"

Han trak på skuldrene. "De klarede ikke jobbet," sagde han ligeud. Det gjorde mig næppe mindre nervøs. "Men. Din historie. Hvad er den?"

Elegant undgik han vores forrige emne, og jeg blev tvunget til at fortælle min livshistorie. "Jeg er opvokset i en lille by med min mor. Min far forlod os, da jeg var tre år. Pengene har altid været få. Og nu studerer jeg til assistent eller servicemedarbejder, kald det hvad du vil, og lige nu er jeg i praktik hos dig," sagde jeg med et tøvende smil. Det var ikke ligefrem den mest lykkelige historie.

"Nogle søskende?" spurgte han om, og jeg rystede bare på hovedet. "Jeg er ked af det med din far. Ingen burde opvokse sådan," sagde han og sukkede lidt. Det hele kom bag på mig; at han var så jordnær. Og rent faktisk en smule venlig.

"Og hvad er din historie så?" spurgte jeg om - denne gang for at undgå emnet omkring min far.

Han grinede. "Den har du vel allerede læst, antager jeg?" sagde han.

"Jeg har læst om, hvad andre skriver om dig. Men det er ikke din historie. Det er vel deres. Så hvad er din historie?" spurgte jeg om og satte ham denne gang ud på dybt vand. Han anede ikke, hvad han skulle svare.

Han kiggede ned i bordet og fumlede lidt rundt med resterne af hans China-box. "Jeg ved det ikke," sagde han tøvende.

Og det var i det øjeblik, at jeg så en knækket Harry. Men han skiftede selvfølgelig emne, før jeg overhovedet havde chancen for at spørge om det. "I øvrigt... Hvor du kommer fra og at du har haft nok en forholdsvis svær barndom? Det er ikke din historie. Lad det aldrig være dét, der definerer dig. Det var sikkert med til at gøre dig til hvem, du er i dag, men det er ikke din historie," sagde han med et smil og lukkede sin China-box.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...