Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8593Visninger
AA

11. What We Get to Be

Kapitel 9: Maisies synsvinkel 27.03.18

Lokation: München, Tyskland

Jeg ventede ivrigt på, at rengøringsdamen ville smutte ud af tour-bussen, så jeg ville blive efterladt alene med Harry. Der var endnu en diskussion på vej i mellem os. Det var latterligt. Det eneste, vi lavede, var at diskutere. Men vi havde tydeligvis nogle problemer, der skulle løses.

Og da rengøringsdamen smækkede døren i og det kun var Harry og jeg tilbage i tour-bussen, begyndte det hele.

"Jeg troede, at du sagde, at vi var færdige med de her små lege," startede jeg og sendte ham et skeptisk blik. Han havde ignoreret mig siden det øjeblik, som vi havde haft i tour-bussen for to dage siden. To dage siden. Og man skulle tro, at man ikke kunne ignorere ens egen assistent, men Harry klarede det aldeles godt.

Harry hævede det ene øjenbryn. "Hvad?" spurgte han om og anede ikke helt præcist, hvad jeg snakkede om. Men jeg gættede bare på, at det var det rene skuespil. "Hvad vil du, Maisie?"

Jeg sukkede. "Lad nu vær med at skubbe mig længere væk, Harry," sagde jeg i en opgivende tone. Han havde åbenlyst besluttet sig for, at han skulle være hamrende irriterende igen.

Han trak bare på skuldrene. "Du har aldrig været tæt på, så hvad er problemet?" spurgte han om. Og det sårede mig. Han sårede mig. Og jeg vidste det jo godt. Jeg vidste bare ikke hvorfor, at jeg blev ved med at prøve. Ved med at prøve at lede efter noget, som ikke var der. Som aldrig ville være der.

"Fint," sukkede jeg og opgav samtidig.

Harry kiggede på mig en ekstra gang. "Var det dét? Var det virkelig dit bedste forsøg?" spurgte han om. "Du burde da vide, hvorfor jeg måske er en smule sur," sagde han og lagde armene over kors. Pludselig ville han åbenbart godt snakke. "Du var få centimeter fra at kysse mig og en god time senere, ser jeg dig kysse med min guitarist, Alex. Fucking Alex. Så hvis du mener, at jeg ikke har retten til at være en smule sur, så vil jeg mægtig gerne høre grunden til det."

"Fordi der ikke var noget bag det kys, Harry!" råbte jeg. For første gang min tone virkelig oppe i et højere toneleje, end den nogensinde rigtig havde været. "Der er intet mellem Alex og jeg. Vi prøvede bare at lægge en dæmper på, hvad der var mellem os. Hvad der foregik i medierne," forklarede jeg og sænkede tonelejet.

"Du er klar over, at hvis det her mellem os... bliver til noget, så bliver det til hverdag for dig. Du kan ikke bare skubbe det væk, som du vil," sagde han. "Det her er mit liv, Maisie. Hvis du ikke kan klare det, så sig det til mig." Hans blik var rettet direkte mod mit, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. 

"Jeg kan ikke," mumlede jeg ud over mine læber og lod blikket falde ned til jorden. Jeg kunne ikke risikere at falde for ham, når jeg allerede vidste, hvilken pris det ville have. I sidste ende ville det aldrig gå mellem os. Vi begge vidste det. Universet kæmpede i mod os. Vi var aldrig ment til at ende sammen. Hvorfor overhovedet prøve?

Harry protesterede ikke, men nikkede ganske langsomt i stedet for. Og et par sekunder senere besluttede han sig for at forlade tour-bussen, hvor jeg begyndte at spørge mig selv, om jeg havde truffet det rigtige valg. Var jeg gået imod mit hjerte?

* * *

Efter koncerten samlede crewet sig i tour-bussen for at hygge sig en smule, før vi kørte videre til Spanien. Det ville blive en af de længere ture, men vi ville formentlig være fremme i løbet af i morgen middag. Jeg følte mig ikke til stede i samtalen, der foregik. De grinede, snakkede højtlydt, men alligevel kunne jeg ikke fokusere på selve samtalen. Jeg hørte alle disse stemmer og ord, men jeg anede ikke, hvad de snakkede om.

Få sekunder senere stod jeg udenfor tour-bussen for at få noget friskt luft, der formentlig også ville hjælpe på at samle mine tanker en smule sammen.

Jeg var sikkert latterlig. Og jeg vidste det godt selv. Jeg plejede ikke at opføre mig sådan her. Jeg plejede at være kontrolleret og jeg plejede... Jeg plejede ikke forelske mig, når jeg allerede vidste, at det ville være fordømt på forhånd. Men her stod jeg. Hele mit hjerte bankede for at være sammen med Harry, bare give det en chance. Men min hjerne sagde nej. Fornuften talte til mig.

Tour-bussens dør åbnede sig og ud trådte Harry. De mørke krøller svang sig ved siden af hans ansigt og da han løftede sit blik mod mit, sank mit hjerte et par centimeter og mine skridt gik mod ham for at imødekomme ham i et kram. Et kram. Ikke noget stort følelsesladet kys, men bare et kram. Jeg havde brug for at mærke hans arme omkring mig. Forsikre mig selv om, at han var her.

Og til mit held lagde han sine arme omkring mig og hvilede sit ansigt på min ene skulder. "Giv aldrig slip," mumlede jeg mod hans skjorte. Jeg mærkede hans grin og langsomt trak han sig fra mig.

"Maisie Hart. Er du ved at blive blød?" spurgte han om med et smil på læberne.

"Kun for dig," sagde jeg med et sukkersødt smil på læberne med lidt ironi gemt bag smilet. "Men på en mere seriøs note. Hvis du fucker med mig, slår jeg dig bogstavelig talt ned. Ikke flere julelege, Harry," sagde jeg med et bestemt blik i øjnene.

Harry holdt fast i mine hænder og undslap et lille grin. Men han endte med at nikke. "Jeg lover dig, at jeg er hundrede procent i det her. Men intet pres. Én dag ad gangen. Hvis det går, så går det. Og hvis ikke... så gør det ikke," sagde han, og jeg nikkede straks for at gøre mig enig.

"Men lov mig. Lad vær med at lytte på universet og hele verdenen, Maisie. Hvad end folk siger om os, det behøver ikke være rigtigt. Nogle historier ender lykkeligt. Selvom de ikke nødvendigvis var ment til ende sammen, så findes der faktisk undtagelser," sagde Harry med et smil på læben. Og jeg håbede inderligt, at han havde ret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...