Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8594Visninger
AA

12. Run to You

Kapitel 10: Maisies synsvinkel 30.03.18

Lokation: Barcelona, Spanien

"Hey Alex," sagde jeg, da jeg vi havde løftet nogle af instrumenterne ind i arenaen, som Harry i aften skulle optræde i. "Har du lyst til at tage på en tur her senere?" 

Alex rettede sit blik mod mig og rystede kort på hovedet. "Jeg har nogle sange, jeg skal have øvet lidt mere på," sagde han uden at skænke mig det mindste blik. Og jeg vidste, han løj. Han havde spillet fremragende hele touren, så hvorfor skulle han lige pludselig øve sig lidt mere?

Men jeg nænnede ikke at sige ham imod. "Fair nok," sukkede jeg og begav mig ud mod tour-bussen igen for at bære flere ting ind. 

"Maisie, vent," sagde Alex bag mig til min overraskelse, og jeg vendte mig om for at give ham min opmærksomhed. "Harry og dig? Er det rigtigt?" spurgte han om med en forsigtig stemme. "Rygtet spreder sig hurtigt blandt crewet."

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare på hans spørgsmål. "Jeg ved det ikke," fremstammede jeg, og Alex virkede ikke helt tilfreds med mit svar. "Hvad skal jeg sige, Alex? Jeg holder virkelig meget af ham. Så ja. Måske er det rigtig med Harry og jeg," svarede jeg tilbage med en bestemt tone.

Alex nikkede langsomt. Hans udtryk i øjnene virkede såret på en eller anden plan. Og jeg anede ikke, om jeg havde sagt noget forkert, men før jeg nåede at spørge ind til det, stormede Alex forbi mig.

Jeg stod tilbage med en mærkelig følelse i kroppen. Indtil et par arme snoede sig omkring min lænd bagfra. "Kan jeg lige snakke med dig i to minutter?" hviskede Harry mod mit øre i en blid tone. Jeg vendte mig langsomt om for at kigge mod hans ansigt.

"Du er chefen, ikke sandt?" sagde jeg med et drilsk blik. Harry hev mig med ind i et tomt rum, hvorefter han lukkede døren. 

"Aprops at jeg er din chef... Er det ikke lidt mærkeligt, nu hvor vi... ja, dater?" spurgte han om og kløede sig akavet i nakken.

Jeg trak på skuldrene. "Kun hvis vi gør det mærkeligt," sagde jeg med et lille smil på læben for at skjule, at jeg var enig. Det var mærkeligt. Og det ville det sikkert altid være, men hvad skulle jeg gøre? Stoppe med at være hans assistent, fordi jeg måske havde følelser for ham? "Jeg har ikke råd til at miste det her job, Harry."

Han nikkede langsomt. "Hvad hvis jeg bare betalte dig så?" spurgte han om, og jeg rynkede hurtigt med øjenbrynene. Han opdagede heldigvis selv, hvad han lige havde sagt. "Oh gosh, nej. Undskyld. Jeg tænkte mig ikke lige om." Jeg rullede med øjnene af ham, men grinede alligevel også lidt. "Så vi forsætter med det. Du er stadig min assistent. Men udenfor arbejdstimerne er vi mere end arbejdspartnere."

Jeg nikkede. "Det lyder som en plan," sagde jeg med et smil.

* * *

8 ubesvarede opkald. Jeg kiggede lidt mærkeligt på skærmen på min mobil. Det var min nabo, Lauren, der havde ringet så mange gange. Og jeg vidste, at det ikke var et godt tegn. Hastigt fik jeg ringet hende op for at høre, hvad problemet var. Jeg havde bedt hende kigge efter min mor og at hun bare skulle ringe, hvis der skete det mindste med hende.

"Lauren, er der noget galt?" sagde jeg straks, da hun svarede på opkaldet.

"Du sagde, jeg skulle ringe. Og det ser ikke godt ud, Maisie," sagde hun med en skælvende stemme. "Hun havde feber i går aftes, men det er blevet værre i løbet af aftenen. Vi kører ind til hospitalet om få minutter," forklarede hun. "Jeg skulle have taget hende ind i går aftes, men hun insisterede på, at hun ikke ville. Åhr, hvis bare du var her Maisie. Hun ville lytte til dig."

Jeg følte tårerne langsomt pible frem i øjnene, men hurtigt blinkede jeg dem væk. Min mor havde kræft. Hendes immunsystem var så svagt, at en feber selv ville kunne gøre skade på hende. Og her stod jeg. I Spanien. Langt væk fra hende.

"Kommer du?" spurgte Harry om bag min ryg, da han næsten var på vej ud af tour-bussen. Koncerten startede om ganske få minutter. Men jeg rystede på hovedet. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre.

"Lauren, jeg kommer. Opdater mig så snart du ved mere," sagde jeg og lagde på. Efterfølgende vendte jeg mig om mod Harry og sukkede. "Det er min mor," startede jeg ud og forsøgte at holde kontrollen i min stemme. "Hun er på vej til hospitalet. Jeg bliver nødt til at tage tilbage, Harry."

Harry kiggede i starten uforstående på mig, men nikkede hurtigt bagefter. Og få sekunder efter mærkede jeg hans arme omkring mig i et varmt kram. Og det var nok til at lade de små tårer falde.

Få timer senere sad jeg på flyet, der skulle mod London. Jeg kiggede rundt omkring mig, da flyet begyndte at blive fyldt helt op med mennesker. Sædet ved siden af mig stadig tomt indtil en person lagde sin taske op i rummet og bagefter dumpede ned ved siden af mig. Og for at det ikke skulle være løgn, var det Alex.

"Alex? Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke til koncerten?" spurgte jeg om med et forvirret blik i øjnene.

Alex mødte mine øjne i overraskelse. "Jeg sagde op," sagde han med et suk. "Men hvad laver du her? Du burde være til koncerten."

"Min mor er på hospitalet, og jeg bliver nødt til at se hende," sagde jeg og prøvede ikke at få stemningen til at falde ned til jorden. Men det gjorde den alligevel lidt. 

Alex lagde sin hånd oven på min og gav den et lille klem. "Undskyld, Maisie. Jeg er ked af, at jeg har opført mig lidt som en svin her på seneste. Eller de sidste to dage," sagde han med en lav tone. 

"Du er her nu." Jeg sendte ham et lille smil og hvilede efterfølgende mit hoved på hans skulder. Jeg havde brug for en ven lige nu og at Alex var her... Det var det bedste, der kunne ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...