Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8628Visninger
AA

15. Out of Reach

Kapitel 13: Maisies synsvinkel 12.04.18

Lokation: London, England

Jeg blander ikke fornøjelse og arbejde sammen. Det havde været mit egne ord for godt og vel en måned siden. Men alligevel var jeg næsten faldet for Harry. Næsten. Og næsten var sikkert kun en løgn, som jeg fortalte mig selv for ikke at ende op med at såre mig selv, hvis det skulle ende galt. Men for hver dag der gik, faldt jeg lidt mere for Harry.

"Jeg har brug for en ny guitarist. Ham vi har... Det går ikke," sagde Harry med et suk og faldt ned i sofaen i tour-bussen. "Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det her... Men kan vi ikke få Alex tilbage?" spurgte Harry om til min overaskelse. "Jeg lover, at jeg nok skal opføre mig pænt over for ham."

"Er du sikker?" spurgte jeg om og kiggede på ham med et lille nervøst smil. Jeg ville mægtig gerne have Alex tilbage på turen. Men jeg var alligevel ikke sikker på, om det var en god idé. Hvorfor ville Harry overhovedet have en person med på touren, som muligvis havde følelser for mig? Men jeg nænnede ikke at spørge ind til hvorfor. Måske var det bare rent professionelt. Alex var trods alt en af de dygtigste. Harry nikkede desuden til mit spørgsmål, og jeg satte opgaven på dagens to-do-list.

"Har du set interviewet fra Hello magasinet?" spurgte Harry om med et lille smil på læben. Jeg rystede på hovedet. "Det bliver offentliggjort i morgen," sagde han med et smil på læben og gav mig et lille kys på panden, da han havde rejst sig op fra sofaen. "Glæd dig."

Før jeg nåede at spørge ind til, hvad han overhovedet mente, forsvandt Harry ud af tour-bussen og efterlod mig med et par rynkende øjenbryn.

* * *

Et par timer senere havde Alex indvilligt til at komme til tour-bussen, så jeg kunne tale ham til fornuft til at deltage på touren. Jeg var stadig ikke sikker på, om det var en god idé. Og det var måske netop derfor, at vi havde brug for at have den her samtale. Så vi begge vidste, hvad det betød.

Der lød et par bank på tour-bussens dør, og da jeg åbnede døren stod Alex der. Selvom hans øjne virkede tomme, fremstammede han alligevel et lille hej og et smil på læben.

"Så hvad siger du?" spurgte jeg om, da vi satte os ned ved spisebordet i tour-bussen. Alex trak lidt på skuldrene. "Jeg ved godt, at der var en grund til, at du kvittede... Men Alex du er så hamrende dygtig. Og det er kan rent faktisk føre til noget, det er dumt at smide det væk," forsøgte jeg ivrigt at forklare.

Alex' blik faldt ned til bordet. Han vidste godt, at jeg havde ret. Men alligevel tøvede han med at sige ja. Han havde sagt op på grund af mig, og nu tiggede jeg om at få ham tilbage. "Jeg kan ikke styre, hvad jeg føler," sagde han med et suk og rettede øjnene mod mig. "Jeg hader mig selv for det."

Jeg fugtede nervøst mine læber og håbede på, at jeg ville finde et svar. Men jeg var tom for ord. "Kan vi ikke bare komme forbi det?" spurgte jeg til sidst om. Min stemme rystede næsten og jeg vidste, at det var et hamrende dumt spørgsmål. Hvordan kommer man nogensinde forbi en forelskelse? "Alex, det bliver for det professionelle, okay? Vi to behøver ikke engang at snakke sammen."

Alex fremtrak et lille smil og rystede på hovedet. "Tror du virkelig, at det er sådan, at jeg vil have det? At vi to ikke snakker sammen længere, bare fordi jeg skulle åbne min kæft?" spurgte han med en vred undertone. "Du forstår det ikke, Maisie."

"Så fortæl mig om det, Alex," fik jeg fremstammet med en svagere tone end forventet. Jeg ville ikke have, at vi skulle diskutere, men Alex virkede vred på mig. Vred på mig, fordi jeg havde valgt Harry fremfor ham.

Han sukkede dybt og rystede på hovedet. "Det er ligemeget," sagde han endelig og nægtede at forklare mig det mindste. Der var en stund af stilhed mellem os, før Alex skiftede emnet. "Men hvis det er så vigtigt, at jeg kommer tilbage, hvorfor er det så ikke Harry, der sidder her og har denne samtale?" spurgte han om.

"Det burde det også være," sagde Harry pludselig og trådte frem. Hvor lang tid havde han stået der? "Men jeg var ikke sikker på, om du overhovedet ville tale med mig." Mine øjne fandt frem til Harrys og jeg sendte ham et lille smil. Jeg var taknemmelig for, at han selv ville føre ordet denne gang, for der var intet, jeg kunne sige til Alex, som ville overtale ham. "Du vil få alt, du skal brug. Ny guitar. Højere løn. Sig hvad du gerne vil have, og jeg vil gerne dig det," tilbød Harry. "Så længe du kommer tilbage."

Harry satte sig ned ved siden af mig på bænken ved spisebordet og ventede tålmodigt på Alex' svar. Alex endte til sidst med at nikke og der blev givet et håndtryk. Få minutter senere havde vi sendt Alex over til lydtjek, så han kunne få sin guitar og alt andet grej på plads.

"Tak, Harry," sagde jeg med et smil på læben og greb ud efter hans ene hånd. 

Han trak lidt på skuldrene. "Jeg ved, hvad han betyder for dig. Så jeg håber, at I kan blive gode venner igen. Og hvad fanden, han er jo en god guitarist." Det var det mest uselviske, som Harry nogensinde havde gjort - af hvad jeg vidste af. Mine hænder snoede sig langsomt om hans nakke, og hans hænder fandt vej om min lænd. "Så længe jeg ikke mister dig, er det ikke det værste, der kan ske."

"Du mister mig aldrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...